Det var hen i Foraaret.
Om Eftermiddagen hentede Præstefrøkenen Katinka, og de gik ned til Aaen. Ved Bredden under et Par Pile tæt ved Banens Bro havde Lille-Bentzen slaaet en Bænk op. Der sad de og arbejdede til Eftermiddagstoget kom. Konduktørerne paa Strækningen kendte dem og hilste.
-Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og saa' bort efter Toget. Jeg tænker paa det hver Dag.
-Aa, men, Agnes....
-Jo, det var det bedste—for os begge to—enten han eller jeg ... tog afsted.
Og de taler for tusinde Gang om det evige Tema.
Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom forbi fra Dammen, hvor de løb paa Skøjter, og saa skulde Kapellanen ind med et Brev og faldt i Snak med Bai.
Agnes kom ind i Dagligstuen med Skøjterne paa Armen. Hun var meget kort og sagde bare "Ja" og "Nej" til, hvad Katinka spurgte om ... Hun havde saa staaet henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav sig til at græde.
-Hvad er der, Frøken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og lagde Armen om hende. Hvad er der dog?
Agnes Linde kæmpede med Graaden, men den blev stærkere og stærkere. Hun tog Katinkas Arm bort:
-Lad mig gaa her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret.
Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det altsammen i én Strøm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare med hende, og hun holdt det ikke ud.
Fra den Dag af havde Katinka været Præstefrøkenens Fortrolige.
Katinka var vant til at være "fortrolig". Hun havde ogsaa altid været det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blødende Hjerter. Det laa vel i hendes stille Væsen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun egnede sig saa godt til at høre paa andre.
Præstefrøkenen kom næsten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis. Det var det samme igen og igen: hendes Kærlighed og ham. Og hver Dag fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange.
Naar hun saa havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at græde tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen:
-Jo, vi er saamæn et Par rare Høns, sagde hun som Slut.
Nu, da Foraaret var kommet, sad de nede ved Aaen.
Agnes talte, og Katinka hørte til. Hun sad med Hænderne i Skødet og saa' ud over Engene. Der blev sløret derude, og Lavningen lignede en stor blaa Sø. Man saa' ikke, hvad der var Sø og hvad der var Himmel, det var alt kun ét dæmrende blaat. Med Pilegrupperne som Øer i Havet.
Agnes fortalte om den første Tid, da hun kom hjem fra København og traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun holdt af ham.
Katinka hørte og hørte ikke. Hun kendte Temaet og hun nikkede stille.
Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Kærlighed. Hun kendte den med alle dens Sindsbevægelser. Hun delte dem, som var de hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet.
Og alle Kærlighedens Ord følte sig saa hjemme hos hende. Hendes Tanker blev saa fortrolige med alt, hvad Kærlighedens var—hos de to fremmede Mennesker.
Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle de Kærligheds-Ord flød ligesom i Luften om hende, og hun hørte dem igen og tænkte dem om.
Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til hende.
Og de #spandt# hende ind. Og blev til Drømme, der førte ud langt borte, hvor hun knap vidste.
Der havde ogsaa været mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom ikke saa tidt mer, nu i Foraaret. Der var saa meget at gøre, sagde han.
#Naar# han kom, var han ogsaa saa uens i Humør. Det var tidt og ofte, som om han slet ikke saa', hvor glad Katinka blev ved at se ham, og han snakkede mest med Bai, skønt Katinka havde haft saa meget at sige ham og spørge om.
Nu netop i Foraaret, hvor der havde været saa meget at indrette og ændre allevegne....
Men der #var# noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa Gaarden hos Kiær; der sagdes, at han var saa sær at arbejde med.
Hun selv havde forresten ogsaa tungt Humør en Gang imellem.
Det kom maaske ogsaa af, at hun sov for lidt.
Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og klædte sig af. Han drev saa længe om halvnøgen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og blev aldrig færdig.
Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik Ende paa det.
Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, saa hun stod op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd, ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første graa Skær af Dagen kom; og en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.
Og det blev lysere og lysere, mens Lærkerne begyndte at synge.
Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen, sagde han.
Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen. Det var som et mægtigt gyldenrødt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld og halvt af Roser—om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Øer i det store Hav....
Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand....
Og saa kom Solen.
Og steg.
Og fejede Mørket ud af Dalene som med en stor Vinge.
Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra sin Rejse.
Han talte i det hele mere nu--#naar# han da talte.
... Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun maatte vel til Ro.
Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Tæpperne af sig.
Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset.
De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem.
Saa gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plænen.
De sad stille og saa' ud paa de hvide Træer. Det var, som om Aftenens biede Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte man en Port blive slaaet i. Kvæget kaldte hen over Markerne.
Katinka talte om sit Hjem.
Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer.
-Og siden—i den nye Lejlighed—med Mo'er—da Fa'er var død....
-Ja, det var en lykkelig Tid....
-Men saa blev jeg jo gift.
Huus saa' ud paa Frugtblomsternes bløde Sne, der faldt saa lindt over Græsset.
-Thora Berg, hvor hun var lystig ... Om Aftenen, naar hun kom fra Selskab—med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder gennem Byen.--
Katinka sad lidt.
-Hun er osse gift nu, sagde hun.
-Med flere Børn, siger de....
Paa Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Hækken.
-Godaften, Kristen Peder.
-Godaften, sagde Katinka.
-Hm—sagde Katinka igen—jeg saa' hende sidste Gang til mit Bryllup. De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer....
-Hvor jeg ser dem endnu—alle Ansigterne—alle....
-Men hvor jeg græd....
Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa' hun ikke. Han sad saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.
-Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka.
-Ja, Tiden gaar....
-Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig.
Katinka hørte det først ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig indhentede hende:
-Ja, sagde hun og fór let sammen.
Og lidt efter:
-Her har man jo sit Hjem.
De sad atter tavse.
Bai kom ind i Haven. Man kunde høre ham langt borte. Han gjorde altid saa megen Støj—og før havde der været saa stille i Tusmørket.
-Jeg henter Glassene, sagde Katinka.
-Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie....
Katinka kom tilbage med Glas og Flaske.
-Jeg har haft Selskab, sagde Bai.
-Af hvem?
-Af Frøken Ida. Hun rejser nu....
-Hva', Ida?
-Ja—og Bai lo—Frøken Louise er s'gu opgivet ... Nu sætter de alle Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren.
-Naa, ja—ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja—hva' Satan—saadan et Pigebarn maa jo giftes....
Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og Ægteskab. Han var noget af en Filosof i det Emne.
-#Jeg# gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst—men den gik #ikke# for #Løjtnanten#--
-Saadan er 'et, der er s'gu ingen Pardon—Pigebørnene #maa# til Brudeskamlen--
-Og saa gaar 'et—man ser 'et jo—de lever sig sammen. De har Hus og Hjem og saa kommer der Børn....
-Hos de fleste, sluttede Bai af under et Halvsuk.
De sad tavse; der var blevet ganske mørkt under Hylden.
Det blev i Slutningen af Juni.
-Den dejlige Kone er saa blegnæbet, sagde Agnes Linde, naar hun kom ned til Stationen.
-Ja—jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og kom og gik.
Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa' ud over Engene og hørte altid det samme.
Agnes Linde fik saadan en hel anden og mild Stemme, naar hun talte om ham.
"#Manden#" kaldte hun ham.
Katinka sad og saa' paa hende, som hun sad med bøjet Hoved og smilede.
-Og saa tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er—og saa er #dette# maaske det bedste, man faar....
-Ja, sagde Katinka og blev ved at se paa hende.
Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Præstegaarden. Hun længtes ordenlig efter at høre hende tale.
Og saa saa' hun ogsaa Andersen. Hun saa' dem sammen, Agnes og ham.
Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plæne. Hun stod og saa' paa dem—de to, som #elskede hinanden#.
Hun hørte og saa' paa dem nysgerrigt—næsten som et stort Under.
Og en Dag græd hun, da hun gik hjem.
Huus kom saa uregelmæssigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var knap kommen til Sæde i Lysthuset, før han maatte paa Hesten igen. Og saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa' ham paa Stationen.
Det var Høhøsten, sagde han.
Høet var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft over den hele Luft.
En Aften var Huus i godt Humør og foreslog de skulde gøre "Skovtur til det store Marked". Køre dertil i Vogn og raste i Skoven først, og saa se alle Herligheder paa Markedet.
Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De Skulde køre om Morgenen tidligt, mens det endnu var køligt og først komme hjem den næste Nat eller Morgen.
Bare Bais og Huus.
Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til.
Hun studerede Kogebog og tænkte ud om Natten og tog selv til Byen for at købe ind.
Huus kom, just som Toget kørte, efter Posten.
-Huus, raabte hun fra Kupeen.
-Men hvor skal De hen? raabte han.
-Købe ind—Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigt i Vinduet. Far vel.
-Hm, sagde Bai. Katinka er s'gu smaatosset. Hun braser og koger til den Tur, som om hun vilde præparere os til Koleraen....
Inde i Byen var de begyndt at slaa Telte op rundt ad Gaderne; oppe paa Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren. Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og saa' paa det alt. Hun stirrede paa Kasserne og faldt i Staver foran hvert Stykke Sejldug, der hejstes.
-Om den lille Frøken gik af Vejen....
Hun maatte springe baade over Brædder og Snore.
-De kalder mig Frøken, sagde hun.
-Marie, naar nu bare Vejret maatte holde sig.
De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Gøglervogn. Mændene sov i Grøftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unævnelige hang langstrakte og svajede paa en Snor.
Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Mændene i Grøften.
-Vil De ha'e noget, raabte Konen gebrokkent.
-Uha—raabte Katinka, hun blev ganske bange og løb et Stykke.
-Det var den stærke Kone, sagde hun.
De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tømrere Dansegulv. Der var svalt derinde under Træerne efter den solede Vej. Katinka sad paa en Bænk.
-Her skaf vi danse, sagde hun.
-Ja, han maa danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast Beundring af Huus; han stod i Fløjelsramme paa Kommoden og et gammelt Visitkort med hans Navn laa som Mærke i Salmebogen. Bane-Peter besørgede det haandgribeligere.
Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se paa Folkene, der arbejdede.
-Naar det Vejr blot maatte holde sig, sagde hun til en af dem.
-Ja, sagde han og saa' op i Træerne—Himlen saa' han ikke—mens han tørte Sveden af sig med Ærmet: det er det, det kommer an paa.
Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa høje Tid. De kom over Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen.
Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortærmet og æltede, saa Melet stod hende i Haaret som paa en Møller.
-Ingen kommer ind—ingen kommer ind—det bankede paa Døren, som var i Laas.
Katinka troede, det var Huus.
-Det er mig, raabte Agnes Linde. Hvad gaar der for sig?
Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde røres i det uendelige; det er Huus', sagde Katinka. Den Lækkermund skal ha'e Pundkage.
Agnes Linde rørte, saa det boblede i Dejgen: Ja—de Mandfolk #skulde# ogsaa ha'e Pundkage, sagde hun.
Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var saa rød som en Kobberpotte af Ovnen.
Frøken Jensen og Louise-Ældst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev en Banken og Parlamenteren foran Køkkenvinduet.
-Gud hjælpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod Armene synke træt ned og sad meget ugraciøst med Dejgfadet mellem sine udspilede Ben.
Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud paa Perronen.
Louise spjættede af Glæde paa Perronbænken, saa et Par Handelskomis'er i Toget saa' et betydeligt Stykke af hendes Skønhed.
Da Toget var kørt, slog de inde i Køkkenet Vinduerne op. Louise-Ældst og Lille-Jensen gnaskede løs ude paa Bænken.
-Hvor De har været heldig, Fru Bai, mageløse....
-Ja, Fru Bai er en Kone i sit Hus, sagde' Frøken
-Nu gaar Kværnen, sagde Agnes inde i Køkkenet. Hun tog fat paa Dejgen.
Bai aabnede Kontorvinduet ovenover Perronbænken.
-Aa ja, sagde han, og #jeg# sidder med tør Mund.
-Vil De ha'e, Hr. Bai, spurgte Louise. Holder De ogsaa af sødt?
-Om nogen under mig noget, sagde Bai, i Klubtonen.
Der blev Spektakel og smaa Hvin paa Perronen.
-Hva' er der løs, raabte Agnes fra Køkkenet.
-Vi mader Fuglen, sagde Louise-Ældst. Hun var sprunget op paa Bænken med sin Skønhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden.
-Uh, han bider, raabte hun.
Det var ved saadanne Lejligheder, Fru Abel sagde:
-De bli'er jo ved at være rene Børn—naar man ikke kender noget til Verden....
Louise-Ældst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede hun op med Fingerspidserne. Frøknerne Abel var altid saadan: de levnede ikke.
Hun stod ved Køkkenvinduet og saa' ind:
-Det skulde Mo'er ha'e vidst, sagde hun sødt.
-Naa, saa hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen.
Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen.
Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven. Louise-Ældst kastede Papiret.
-Gud, lille Louise ... Frøken Linde med #de# Øjne ... hun kunde gerne se det....
Frøken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om tre Kager til #Bel-ami#.
Katinka begyndte at blive træt. Hun sad paa Kødblokken med de opsmøgede Ærmer og saa' paa sit Værk:
-Men det er ingenting mod hjemme—ingenting mod naar vi bagte til Jul.
Hun fortalte, hvordan de bagte—hendes Moder og Søstrene og hele Huset ... Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums—og saa revnede de, naar de kom ned i Fedtet.
Og Brødrene—de gik og tyv-stjal, saa Moderen med den store Sløv maatte værne om Stenkrukken med Brundejg....
Og skrællede de Mandler, stjal de, saa der blev ikke halvtreds af et Pund....
Det bankede paa Døren. Det var Huus.
-Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Døren. Om en Time ... Kom igen om en Time.
Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka. Hun fik travlt med at blive færdig og sendte Agnes ned at holde Huus med Selskab.
Agnes blev der en halv Timestid. Saa gik hun.
-Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan fløjte i Fred.
-Hvor er Agnes, sagde Katinka, da hun kom ned i Haven.
-Hun gik, tror jeg.
-Men naar?
-Det er vel en Timestid siden....
Huus gav sig til at le: Frøken Linde og jeg holder saa meget af hinanden. Men vi har just ikke meget at #sige# hinanden--
-Vi skal pakke, sagde Katinka.
De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med Hø for at Krukkerne skulde staa fast:
-Fastere, sagde Katinka, fastere; og hun trykkede paa Huus' Hænder.
Hun aabnede Sekretæren og talte Skeer og Gafler ud af Sølvrummet.
-Og saa vil jeg tage Vifte med, sagde hun.
Hun begyndte at søge: Aa—den ligger i Skuffen.
Det var Skuffen med Kotillonsæskerne og Brudesløret. Hun aabnede Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads.
Hun tog med Haanden ned i Æsken og rodede Baand og Ordner om som i en Mølle: Det gamle Stads.
Hun søgte igen om Viften:
-Aa, hold mit Slør, sagde hun. Hun lagde Brudesløret og et ægte Sjal over paa Huus' Arm: Dér er den, sagde hun. Viften laa paa Skuffebunden.
-Og Deres Tørklæde, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i Silkepapir. Hun tog det op.
Huus havde krammet det gullige Brudeslør, saa der var Mærker af det i Bobinettet.
Aftentoget kom, og de gik ud paa Perronen.
-Pyh, sagde den smækre Togfører med de indiskrete Unævnelige, at føre Tog igennem i disse Feriedage ... Forsinket tredive Minutter....
-Paa Svedning staar 'en, sagde Bai.
Katinka saa' ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert Vindu.
-Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togføreren gav sig til at le.
-Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to Fingre og sprang op paa Trinet.
Toget kørte. Den unge Togfører blev ved at staa bøjet frem og le og nikke.
Katinka viftede med det blaa Sjal. Og ud af Kupévinduerne blev der pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede sig og hilste.
Katinka raabte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, saa længe de kunde se.
Efter The kørte Huus hjem. Han skulde møde paa Stationen imorgen Klokken seks.
Katinka stod i Haven foran Hækken:
Faarekylling—Faarekylling—flyv—flyv.
Faarekylling—Faarekylling
Giv godt Vejr....
raabte hun.
Duften fra Træerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede og saa' op i den blaa Luft.
-Svært—saa blaat klæ'er den lille Kone, tænkte Togføreren med de fremhævende. Han havde altid Øjnene med sig for hvad der kunde komme til at ligge for langs ad Strækningen.
-Vi skal op Klokken fem, sagde Bai ud i Køkkenet.
-Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skrællede en Smule sort af Pundkagen. Man maa dog være færdig....
Hun pakkede Pundkagen ind, og hun saa' en sidste Gang til Kurven. Hun aabnede Døren ud til Gaarden og stod og saa' ud. Deroppe murrede Duerne. Det var den eneste Lyd.
Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rødt. Aaen snoede sig bort mellem de dampende Enge.
Hvor hun dog elskede denne Plet....
Hun lukkede Døren og gik ind.
Bai havde lagt sit Uhr ved det brændende Lys ved Sengen. Han havde villet kontrollere, naar hun havde faaet "smølet af".
Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Næselyd fra sig i Skæret af Lyset.
Katinka slukkede det stille. Hun klædte sig af i Mørke.
Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blaa Kjole kendtes lige hen til Omdrejningen.
-God Morgen, god Morgen ... De bringer godt Vejr. Hun løb ud paa Perronen: Han #er# der, raabte hun.
-Kurvene, Marie....
Bai var i Skjorteærmer i Sovekammervinduet: Go'maar'en—Huus—staar paa Solstik—hva'?
-Naa, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom af Vognen.
De fik Kurvene surret paa og drak Kaffe ude paa Perronen. Lille-Bentzen var saa søvndrukken, at Bai lod ham løbe tre Gange "fældet til Storm" op og ned ad Perronen for at faa ham vaagen.
Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom paa Vognen. Bai vilde køre Hestene og sad paa forreste Sæde med Marie, som var saa stivet, at det knitrede, bare hun rørte sig.
Katinka saa' ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat.
-Saa kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen.
-Nu kør' vi, sagde Bai. Lille-Bentzen løb ind i Haven og viftede og vinkede.
De kørte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var køligt endnu, en munter Sommervind; Kløveren og det fugtige Græs duftede.
-Hvor det er frisk, sagde Katinka.
-Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus.
-Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene.
De rullede ud paa Chausséen forbi Kiærs Jorder. Røgterhuset stod paa sine Hjul midt imellem Kvæget. En Røgterhund halsede langt borte ud efter noget Kvæg; de store Køer løftede de tykke Halse og brølte dorsk og mæt.
Katinka saa' ud over den grønne Mark med det spredte og glinsende Kvæg belyst af Solen.
-Hvor det er kønt, sagde hun.
-Ja--#ikke?# sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Kønt er det....
De begyndte at tale, Katinka og han. De saa' og glædede sig over de samme Ting. De havde altid Øjnene lige paa det samme. Og saa nikkede enten han eller Katinka.
Bai snakkede med Bæsterne som en gammel Kavallerist.
Der var ikke gaaet en Time, før han begyndte at tale om at "faa no'et i Livet".
-Morgenstunden tærer, du, Tik, sagde han. Man maa s'gu ha'e noget at staa imod med....
Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu—og hvor skulde de ogsaa sidde?
Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen var sat i Stak.
De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak tæt ved Grøften.
Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage.
-Skaal, Huus, sagde han. Godt Selskab.
De snakkede og bød rundt af Krukkerne og spiste.
-Det glider dog, Tik, sagde Bai.
Folk kom forbi paa Vejen og skævede til dem.
-Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre.
-Skaal, Huus, god Fornøjelse.
-Tak, Fru Bai.
-Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva' Marie?
-Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er 'en.
-Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus.
De kørte frem. Derude laa Skovkanten, blaasvøbt i Varmen.
-Mærk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka.
De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj.
Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset.
De kom igen ud af Skoven.
-Svært højtideligt derinde—ikke? brød Bai Tavsheden.
Hen mod Middag var de i Bøgeskoven og tog ind i Vogterhuset.
Bai sagde: Det gør godt at række sig. Man maa strække Benene, Huus; og han gik hen og satte sig til at sove under et Træ.
Huus hjalp til med Udpakningen: De har saa nemme Fingre, Huus, sagde Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde i Køkkenet.
-Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus.
-Svigermor....
-Ja, sagde Huus ... min Forlovedes Mor....
Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun holdt.
-Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har været forlovet en Gang.
-Saa? det vidste jeg ikke.
Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage.
-Vi kunde gaa ned til Dammen, sagde Huus.
-Ja, naar Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var en Mosesø lidt inde; Træerne strakte store Kroner ud over det mørke Vand.
De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Bænk foran Søen ved Siden af hinanden.
-Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det.
Katinka saa' tavs ud over Vandet.
-Det var min Mo'er, sagde han, som saa gerne saa' det ... For Fremtidens Skyld.
-Ja, sagde Katinka.
-Og saa blev det ... et helt Aar ... til hun gjorde det forbi.
Huus sagde det afbrudt, med lange Pavser, ligesom skamfuldt eller vredt.
-Det er jo saadan, sagde han igen, med Forlovelse og Ægteskab.
En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka hørte hver Tone i Stilheden.
-Og saa er man fejg oven i Købet og bli'r i det, sagde Huus igen. Rigtig saa inderlig træg-fejg ... Dag for Dag.
-Jeg blev i det—Tonen var lav—til #hun# gjorde det forbi.
-Fordi #hun# holdt af mig.
Katinka lagde sin Haand sagte kærtegnende ned paa hans, som han støttede stærkt mod Bænken:
-Stakkels Huus, sagde hun blot.
Og hun sad og klappede hen over Haanden, sagte og mildnende: den Stakkel, hvad han havde lidt.
De sad saadan, nær hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille Søs Vand. Myg og Fluer summede i Sværme.
De talte ikke mer. Maries Raaben vækkede dem.
-De kalder, sagde Katinka.
De rejste sig og gik tavse henad Stien.
-De blev alle saa lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel Aalborger-Portvin til Pundkagen.
Bai sad i Skjorteærmer og sagde hvert Øjeblik: Ja, Kinder, her er s'gu rart i den grønne danske Skov.
Han fik et Anfald af Ømhed og vilde have Katinka paa Skødet. Hun rev sig løs: Bai dog, sagde hun. Hun var blevet baade bleg og rød.
-Man generer sig nok for de Fremmede, sagde Bai.
Der var blevet en Stilhed. Katinka begyndte at pakke Kurvene, og Huus stod op.
-Ja, sagde Bai, om vi nu gik en Trip oven paa Maden. Han tog Frakken paa. Man skal dog hjælpe paa Fordøjelsen.
-Ja, sagde Katinka, I kunde gaa lidt, mens jeg pakker.
Huus og Bai gik hen ad Vejen. Bai gik med Hatten i Haanden og havde det varmt af Heden og den gamle Portvin.
-Ser De #der,# Huus: #der# har De Ægteskabet, min Fa'er, sagde han. Saadan er 'et og ikke anderledes.
-Det ka' s'gu ikke nytte—det de allesammen skriver, og som man sidder og tyller i sig i "Læsetasken" om Ægteskabet og Kyskheden og alt det ... og Troskaben og--"Fordringer", som de er lige saa stive i som gamle Linde i "Fadervor".
-Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net—og det gi'r de Folk noget at skrive om. Men ser De: det berører ikke #Sagen#, ser De, Huus....
Han standsede og slog ud med Straahatten foran Huus:
-Nu saa' De jo: jeg har Lyst—og Katinka vil ikke ... dejlig Sommerdag, hvor man har spist godt ude i det Grønne, og ligemeget—ikke et Kys en Gang.
-Det er saadan med Fruentimmer ... Man ka' aldrig regne med dem. De har 'et i Perioder, ser De, Huus--
-Mellem os sagt, Bai rystede paa Hovedet, der er s'gu tidt svært for en Mand i sine kraftigste Aar....
Huus slog Brændenælder ned med sin Stok. Han svang den, saa de knækkede, som var de mejede.
-Ja--#det# er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og saa' betænkelig ud ... men det taler de s'gu' ikke no'et om i "Tasken". Men Ægtemand og Ægtemand imellem—vi véd, hvor Skoen trykker.
De hørte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Halløj, der lød højt hen gennem Skoven.
Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under Træerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en Eg—og hun gik iforvejen for at finde den.
Huus gik efter. Han kukkede som Gøgen hen gennem Træerne. Bai hørte ham le og jodle.
-Ja, sagde han, han ka' sagtens le—han staar udenfor 'et.
Lidt efter sov Bai under den store Eg med Næsen i Vejret og Hatten liggende paa Maven.
-Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka.
-Ja-a, sagde Huus. De sad hver paa sin Side af Egestammen.
Katinka havde taget Straahatten af og lænede Hovedet mod Træet. Hun sad og saa' op i Egen. Helt, helt oppe i Kronen faldt Solstraalerne ind som dryppende Gulddraaber i det grønne ... og Fuglene sang inde i Underskoven.
-Hvor her er smukt, hviskede hun og bøjede Hovedet frem.
-Ja—her er smukt ... hviskede Huus igen. Han sad med Armene om sine Knæ og stirrede op i Kronen.
Det var saa stille. De hørte begge Bais Aandedrag; et summende Insekt, som de fulgte med Blikket op mod Kronens grønne; og Fuglene, der kvidrede, saa nær, saa fjernere.
-Sover De? hviskede Katinka.
-Ja, sagde Huus.
De sad igen. Huus lyttede, rejste sig saa varsomt og gik frem. Ja, hun sov. Hun saa' ud som et Barn med Hovedet paa Siden og Munden lidt aaben til et Smil i Søvne.
Huus stod længe og saa' paa hende. Saa vendte han stille tilbage til sin Plads, og lykkelig, med Øjnene op i Egen, lyttede han til hendes Søvn.
Da Marie-Pige vækkede dem med nogle vældige "Hejda" til Kaffen, havde Bai sovet Ærgrelsen væk med den gamle Portvin.
En Cognac gør godt i det Grønne, sagde han. En lille rar Cognac i det Grønne.
Til den lille Cognac kunde Bai igen et Stykke Pundkage. Bai var en stærkt forbrugende Natur.
-Dejlig Kage, sagde han.
-Det er Huus' Kage, sagde Katinka.
-Naa, ja, sagde Bai. Naar vi andre bare maa fortære den....
Efter Kaffen kørte de. Bai var træt af at have Tømmerne, og han tog Huus' Plads paa Bagsædet hos Katinka. De var en Smule døsige allesammen—den hede Sommersol stod paa, og Støv var der ogsaa paa Vejen. Katinka sad og saa' paa Huus' Nakke, bred og dygtig brun af Solen.
I Hotelgaarden var der tæt med fraspændte, forladte Vogne. Koner og Piger, som lige var kommet af Agestolene, rystede Skørterne og fik glattet sig. Til Kælderstuen var alle Vinduerne slaaet op; den kogende Punch gik rigeligt rundt til Kortenspillet. Et fistelstemmet Klaver havde travlt med "min Valdemar" i Salslængen bag de nedrullede Gardiner.
-Det er en af Agnes', sagde Katinka.
-Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften maa vi ind og høre, hvordan de kvidrer.
Katinka holdt sig tæt til Salslængen, da de gik. Men man saa ingenting.
-Inte kikke, sagde Bai, Entré ved Kassen....
Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderøst med Skrig at anraabe "min Charles"....
--Oh min Charles--
send mig dog et Brev--
-Aa, sagde Katinka; hun blev staaende ved Vinduet og nikkede. Det er den--
-Agnes kan den....
--Hvorhen du altid skrev....
-Kom nu, Tik, sagde Bai. Gaa du med Huus. jeg baner Vej, naar der bli'r Stimmel.
-Men vi kan altid kun det første Vers, sagde Katina, hun blev ved at lytte, mens hun tog Huus' Arm.
--Hvorhen du altid skrev--
anraabte Skrigepotten.
-Der staar sædvanlig kun det samme i de andre, sagde Huus.
-Kommer I, raabte Bai.
Udenfor Porten sang en ranglet Kælling om Massemorderen Thomas og pryglede hans ophængte Kontrafej med et Spanskrør. Tilskuerne stod og saa' benauede ud og sendte Omkvædet frem, langtrukkent som et Amen i Kirken.
Pigerne gik Arm i Arm, i lange Rader med stive Ansigter, forbi Karlene, som "saa' sig dem ud" staaende i Klump foran Teltene, med Piber, og Hænderne gravet ned i Bukselommerne.
En Karl gik frem.
-Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene: Goddag, Søren, sagde hun. Og hele Pigerækken standsede og ventede.
Søren stod lidt foran Mari og saa' først paa sin Pibe og saa paa sine Støvler: Farvel, Mari, sagde han.
-Farvel, Søren.
Og Søren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, og de gik videre med indsnærpede Munde.
-Satan til Manér, sagde Bai, at spærre Gaden.
Konerne sankede sig i Klumper og stod med bedrøvelige Ansigter, som var de til Lig, og mønstrede hinanden. Naar de talte, hviskede de uhørligt, som om de ikke rigtig kunde aabne Munden, og naar de havde sagt to Ord, stod de igen tavse og saa' stille fornærmede ud.
Man kom ikke frem. Jeg bruger Albuerne, sagde Katinka. Hvert Øjeblik blev hun stødt ind til Huus.
-Hold Dem blot tæt til mig, sagde Huus.
Man hørte ikke Ørenlyd for den ranglede Massemorderske og et Par Lirekasser, som blandede General Bertrands Afskedskvad sørgeligt med Ajaxernes Duet. Latinerne sked ud og ind og peb i Fingrene, og sløve Landsbyunger pustede Skrigeballoner op og lod Ballonerne skrige ud, mens de gloede ud i Luften med ubevægelige Ansigter.
Solen stod lige ned paa Gaden og bagte baade Folk og Honningkager.
-Pyh, det er varmt, sagde Katinka.
-Her skal vi ha'e Vafler, raabte Bai.
-Vafler, min Dame, Vafler—af Tyrolerferdinands brunøjede Datter....
-Vafler, Huus, Vafler, sagde Katinka, hun skubbede sig ind gennem en Pigemur, der spærrede Gaden.
Pigerne hvinte: Naa da, Latinerne havde syet deres Skørter sammen.
-Det er Latinerknægtene, skreg et Par Lømler fra Borgerskolen. De brugte Knappenaale at hægte med.
Pigerne løb sammen i Klynge for at komme løs: Uh da, hylede de, Uh da. Latinerne passede deres Snit og brød ind som Lyn for at nappe dem i Benene.
-Uh da—Der blev en Hvinen. Katinka skreg med af Kaadhed.
Vafler, min Dame, Vafler—af Tyrolerferdinands brunøjede Datter.
De kom hen til Ovnen: Tre Vafler, min Herre, hollandske, femten Øre.
-Strø Sukker, du brunøjede.
Den brunøjede strøede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagde Manden—hun har kendt bedre Dage.
-Gi'r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: til Tyrolerferdinands brunøjede Datter.
Den brunøjede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebøsse og saa' ud, som hun hverken hørte eller saa'.
-Sukker, du brunøjede.
Den brunøjedes Fingre greb atter i Sukkeret.
De kom op paa Torvet. Man bli'r døv, sagde Katinka, hun holdt sig for Ørene. Den store Trylleprofessor Le Tort kæmpede paa et højt Stillads med to Pavker mod Musiken fra tre Karusseller. En hvidmalet Pjerrot slæbte en Stortromme op foran Verdens største Arena:
-Den største Arena, mine Damer og Herrer, den verdensberømte Arena....
Han musicerede ved at sætte sig haardt med den bageste Legemsdel paa sin Tromme.
-Miss Flora—Miss Flora i den høje Trapez....
Det var lige foran dem: Miss Flora—Luftens Dronning—mine Herrer—ti Øre ... Udraaberen svingede en Allarmklokke i sin højre Arm.
-Luftens Dronning—ti Øre....
Professor Le Tort var forbitret. Han skreg om al Verdens Vidundere, saa hans Stemme knækkede, og han besluttede sig til gratis at fabrikere de fem hundrede Alen Silkebaand ... Han begyndte at gylpe oppe paa sit Stillads og trække Silkepapirsstrimler ud af sin Hals, mens han blev rød i Hovedet, som han skulde faa et Tilfælde.
-Luftens Dronning—for ti Øre--
I Verdens største Arena stod Pjerrot paa Hovedet over Trommen og dunkede Trommeskindet med sin Hjærneskal....
Karussellerne gik til Horn og Lirekasser....
-Mine Damer, Luftens Dronning ... Luftens Dronning—ti Øre.
Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Støj.
-Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun saa' op til Huus og skuttede sig ganske lidt, som en Kattekilling i Hede.
-Det er Konen, sagde hun.
-Hvem? sagde Huus.
-Hun, der vaskede.
Det var Luftens Dronning, der entrede op ad Trappen med lyserøde Ben i Snørestøvler og bredt vrikkende Derrière.
-Miss Flora—Luftens Dronning #saa# kaldet—ti Øre.
Luftens Dronning var med Vifte, som hun haandterede som Figenblad; hun gnaskede Blommer, før hun skulde ind og gaa tilvejrs.
-Skal vi derind, sagde Katinka.
-Tik, raabte Bai. Han vilde se "Slangedamen". De arbejdede sig frem gennem Trængselen og kom forbi en Karussel. Marie kørte paa Løve, halvt paa Skødet af en Kavallerist.
Katinka vilde ogsaa op at køre. Bai sagde Tak til at gi'e Penge for at faa Kallunet vendt. Katinka fik en Inderhest ved Siden af Huus. De begyndte at køre, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad alle de Ansigter, som drejede rundt.
-Sikken Stimmel, sagde hun. Man saa' bort over alle Hovederne.
De kørte anden Gang. Grib Ringen, sagde Katinka og bøjede sig frem over Huus.
-Pas dog paa, sagde han og tog om hende.
Katinka smilede og bøjede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svømme ud for hende. Det var blot noget sort noget—sort og hvidt—som blev ved at dreje rundt.
Hun blev ved at smile, mens hun lukkede Øjnene.
Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der skingrede, brød sammen i én Brusen i hendes Øren, mens alt gyngede sagte.
Hun aabnede Øjnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem igen.
Det ringede og begyndte at gaa sagtere: Endnu en Gang, sagde hun. De kørte igen. Huus havde rakt sig indad—hun vidste ikke, hun støttede sig til hans Skulder. Grib den, sagde hun, de fløj Ringen forbi, og hun lo ind i hans Ansigt.
Hun sad med halvaabne Øjne og saa' ind i Kredsen.
Det var, som om alle Ansigterne var trukket paa en Snor.
Hun kendte, svimmel, Marie—hun var kommet op igen—i Vogn med sin Kavallerist....
Hun sad paa hans Knæ....
Hvor hun saa' ud—saa daanefærdig....
Og alle de andre—saa de laa hen—som halvdøde—ind til Karlene....
Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til Hovedet. Karussellen holdt.
-Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten.
Bai stod ved Ringpælen; Katinka tog hans Haand: Man bliver svimmel, sagde hun og traadte ned paa Jorden. Hun var ganske bleg af den megen Køren.
-Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er Fyrtaarn. Han kneb Marie i Armen, hun kom ned af Karussellen med sin Kavallerist.
Marie var flov ved at se Herskabet og strittede til den blaa.
-Brillant, saa hun skær 'en, sagde Bai, som satte i Vej.
-Det er lige her, sagde Katinka. Huus bød hende sin Arm.
Slangedamen Frøken Theodora viste sine dorske Dyr frem ved Siden af Karussellen. Det var nogle fede Slimdyr, som hun tog ud af en Kasse med Uldtæpper. Frøken Theodora kildede dem under Halen for at faa dem lidt livligere.
-De fordøjer, Frøken, sagde Bai i Klubtonen.
-Hva' gør de, sagde Frøken Theodora. Tror De ikke, Dyrene er levende? Frøken Theodora tog Fordøjelsen som en fornærmelse.
Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnede Gabet og drev det til en Hvislen.
Frøken Theodora kaldte den sin Kæleunge og gemte den inde paa Brystet. Frøken Theodora var af Kæmpedameomfang og i Pagedragt.
Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frøkenens Knæ. Nussedyr, sagde Frøken Theodora.
-Kom, sagde Katinka, det er ækelt. Hun havde taget Huus' Arm i Væmmelsen.
-Ja, sagde Ejeren, der tog det for Angst og var smigret: Svære Bæster, lille Dame ... Men hun har gjort det med Løver.
Katinka var ude:
-At man kan gøre saadan no'et, sagde hun; det rystede gennem hende.
-Ja, sagde Bai og følte sagkyndig rundt. Ejeren havde opfordret "den Herre" til at overbevise sig om, at Dyrene virkelig bevægede sig "saa godt som paa det blottede Legeme".
-Ja, sagde Bai, Kød er det....
"Slangedamen Frøken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine "Nussedyr" i Kasse.
-Ja, sagde Ejeren, hun har gjort det med Løver, min Herre.
-I otte Aar, min Herre, sagde Frøken Theodora.
Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at mørkne saa smaat, og alle Udraaberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap paa Stilladserne.
-Nedsat Pris—nedsat Pris—min Dame, raabte Professoren ned til Katinka, han tørte Sveden af sig med "det sælsomme Lommetørklæde"--tyve Øre med Kæreste....
Katinka gik hurtigere, saa Bai knap kunde indhente dem.
Folk begyndte at blive gladere. Slingrende Karleklynger løb syngende ind paa Pigeraderne, som opløste sig med Hvin; og Parrene begyndte saa smaat at kæres langs ad Teltgaderne.
Der stod en svær Støj ud af Beværtningsteltene og oppe fra den brunøjede, hvor Cognac'en gik til Vaflerne.
De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsaarede fra Krigene, og de holdt sig sammen for at hævde Ordenen: rundt om bag Teltene og i Klyngerne hørte man Latinernes pludselige Fingerpiben skingre gennem Støjen.
Det mørknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene og købte.
I Teltene tændte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned over Hjerter og Honningkager. Madammerne bag de høje Diske polerede Honningkagerne med den flade Haand, saa de skinnede, og langede dem ned til Huus og Katinka paa en lang Skovl.
Bai kom til og købte ogsaa.
Huus havde købt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun gav ham en Honningkage.
-Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage ... Gi' ham et Hjerte....
-Madam, raabte han op. Et Hjerte her....
-Et Hjerte—min Herre—med Vers....
-Bai, sagde Katinka....
-Vi faar en Byge, sagde Huus bagved dem.
-Satan heller. Bai vendte sig fra Disken.
De første Draaber faldt: Det bli'r en Skylle, sagde Bai.
-Der er Ly i Panoramaet, sagde Huus.
-Ja. Katinka tog Bais Arm. Kom, sagde hun.
Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skørterne over Hovedet og løb af med Lommetørklæderne i Firkant over de nye Hatte.
-Hej, hej, sagde Bai, nu kommer s'gu Klokkerne frem.
Pigerne stod rundt i Portene, blaastrømpede og med de islandske Uldklokker om Stolperne.
De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne fór skingrende afsted og lod sig gennembløde.
-Her er 'et, sagde Katinka.
-Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds—Manden var hæs og pakket i Uldtørklæder—tre Gange—værs'agtig--
-Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltaabningen og rystede sig og saa' ud.
Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvømmelse over det halve Torv. De letsaarede løb haltende rundt under Paraplyerne og løftede Rendestensbrædder.
Rundt under Telte og i Porte stod det halvvaade Kvindekøn og saa' defekt ud.
Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man hørte Regnens tunge, ensformige Fald mod Taget, og saa var det blevet saa køligt.
Det var, som Katinka aandede op efter al Larmen.
-Hvor det gør godt, sagde hun.
-Det er Landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i Gluggerne.
-Det blaa Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gaa ud i Forstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandske Nederdele.
Katinka blev siddende. Hun følte sig som nyfødt herinde, alene med Huus i Stilheden, under den faldende Regn.
-De spiller ikke, sagde hun.
-Nej—for Regnen....
De hørte begge efter Regnens Fald.
-Den Støj, der dog var, sagde hun.
Katinka vilde helst være blevet siddende der, stille, og have lyttet efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun.
-Han sagde det.
Hun saa' ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien.
Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der straalede i stærke Farver.
-Hvor det er smukt....
-Det er Golfen, sagde Huus, ved Neapel.
Billedet var ikke slet. Blinkende Sol laa over Golf og Strand og Stad. Baade fløj hen over Vandets Blaa.
-Neapel, sagde Katinka sagtere.
Hun blev ved at se ind. Huus saa' i Gluggen ved Siden af det samme Billede.
-Har De været der?
-Ja—to Maaneder.
-At sejle #der#, sagde Katinka.
-Ja—til Sorrento....
-Sorrento. Katinka gentog det fremmede Navn sagte og dvælende.
-Ja, sagde hun—at rejse.
De gik ned langs Gluggerne og saa' ind paa Billederne ved Siden af hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget—tilsidst kun dryppende Draaber.
De saa' Rom, Forum og Kolosseum. Huus fortalte derom.
-Det er saa storartet, sagde Katinka, at man bliver bange.
-Jeg holder mest af Neapel....
Udenfor begyndte Lirekasserne at spille, Karussellerne ringede. Katinka havde næsten helt glemt, hvor hun var.
-Det regner vist ikke mer....
-Nej, det er ovre.
Katinka saa' sig om i Rummet: Saa venter Bai, sagde hun.
Hun gik tilbage, og hun saa' endnu en Gang ind over Bugten ved Neapel med de ilende Baade.
Bai kom ind og sagde, at Gaden igen var overgivet til den planmæssige Færdsel.
-Saa gaar 'et vel til Skovs? sagde han.
De gik. Luften var kølig og renset. Store glade Flokke drev henad Vejen mod Skoven.
Træerne og Tjørnehækken duftede, efter Regnen.
Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen tændte man de kulørte Lamper paa Æreporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Bænkene langs Vejen var fulde. I ømme Stillinger sad de og kæredes forborgent.
De begyndte at høre Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de mange Stemmer.
-Nu skal vi træde Dansen, sagde Bai.
Udenfor Danseestraden var der fuldt af halvvoksne Knøse og Piger, som saa' til ind over Rækværket. Inde paa Gulvet stampede de Trippevals, saa det drønede.
-Kom, Tik, sagde Bai, vi aabner Ballet.
Bai dansede voldsomt og blev ved ud og ind mellem Parrene.
-Bai dog, sagde Katinka, hun var aandeløs.
-Man kan svinge den endnu, sagde Bai. Han dansede forkert i Vrikketakt.
-Bai dog....
-Man ka' faa hende varm endnu, sagde Bai. De kom hen til Huus.
-Nu maa man holde sig i Øvelsen, sagde han og Slog Hælene sammen som paa Klubballerne, og røre Damerne.
Katinka følte sig saa trykket ved Bai.
-Bai er saa kaad, sagde hun, da han var gaaet.
-Vil De danse engang med mig, sagde Huus.
-Ja—om lidt—lad os vente lidt....
De saa' Bai vrikke løs med en fyldig Bondepige i Fløjelsliv.
-Lad os gaa lidt, sagde Katinka.
De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var døet hen.
Katinka satte sig: Sæt Dem, sagde hun. Man bli'r saa træt.
Der var saa stille i Skoven. Kun et Par løsrevne Toner kom nu og da henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden.
-Hvor er hun nu? spurgte Katinka med ét. Hun sad og saa' ned for sig.
-Hun?
-Ja—Deres—Forlovede....
-Hun er gift—Gud ske Lov....
-Gud ske Lov?
-Ja—man synes dog altid, man havde et Ansvar—naar hun nu, #der#, sad hen....
-Det kunde De da ikke gøre for....
Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem.
-Hun #holdt# af mig, sagde Huus, det véd jeg nu.
Katinka rejste sig. Har hun Børn? sagde hun, de var atter et Stykke henad Vejen.
-Ja—en lille Dreng.
De talte ikke mer, før de kom til Estraden. Skal vi saa danse, sagde Katinka.
De smaa Lygter var tændt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over Bænkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i Mørket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der gled ud og ind.
Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, førte sikkert. Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm.
Hun hørte det altsammen—Musik og Stemmer og Trampen—som noget ganske fjernt, og følte kun, at han førte hende saa sikkert, ud og ind.
Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka mærkede sit Hjerte banke, og at hendes Kinder brændte. Men hun bad ham ikke holde op og talte ikke.
De blev ved at danse.
-Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt.
-Nej, sagde Huus, Træerne skygger.
-Saa Træerne skygger, hviskede Katinka.
De dansede.
-Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes Øjne blev fulde af Taarer, jeg er træt.
Huus stansede og værnede om hende med Armen gennem Trængselen.
-Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen.
De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti.
Det var ganske mørkt mellem Træerne; det var, som det var blevet hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjørne sendte en gennemtrængende Duft imod dem.
Rundt mellem Træer og Underskov hviskede og rørte det sig, og omslyngede Par gemte sig paa Bænkene i Mørket.
-Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka—kom.
De vendte om.
-Ja, sagde Bai, saa gaar vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle "Sangerinder" herhenne i Pavillonen—nette Piger, siger de....
-Jeg skal bare først trippe Afsked med den lille Landdame derhenne....
-Sving De Katinka en Gang, Huus. At hun ikke sidder stille.
Huus lagde Armen om Katinka, og de dansede igen.
Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de gik gennem Skoven henimod Pavillonen.
Fem Damer sang imod dem fra Døren. De slog med Kvastestøvlerne og holdt to Fingre ind mod Hjertet:
--Her komme vi
det glade Kompagni
mod Mandens Tyranni....
-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka' vi se Damerne....
De satte sig. Man saa' knap Ansigterne rundtom for Røg og Dunst. De fem Damer sang om Bajonetter og Uforfærdethed. Da de var færdige, drak de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under Brystudskæringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter.
-Nette Piger, sagde Bai.
Katinka hørte knap; Huus sad med Hovedet i Hænderne og stirrede paa det snavsede Gulv.
En lille Pianist, der lignede en Græshoppe, sprang over et Klaver, som om han vilde spille med sin tynde Næse.
Damerne skændtes om, "hvem der skulde"....
-Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det véd #Gud#--det er Julie.
-Skorstensfejeren, sagde Julie højt ud over Folk.
-Den er #forbudt#--skreg et Par Damer bag Vifterne ned til Pianisten—Sørensen, hun synger, hvad der er forbudt.
Nede i Salen slog de med Glassene.
-Pyh, fordi Josefine ikke ka' synge den.
Damen Julie sang "Skorstensfejeren":
Skorstensfejeren August--
har til Vaabenskjold en Kost....
Bai dundrede, saa han var nær ved at slaa Toddyglassene sønder:
-Hva' si'er du, Tik, sagde han.
Katinka fór sammen, hun havde slet ikke hørt efter. Jo, sagde hun.
-Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen.
-Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen, raabte Frøken Julie.
Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen var langskørtet og højtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var faldet som Barn og havde flækket Næsen.
Hun lagde straks under Forspillet Haanden paa Hjertet:
Det var Sangen om Sorrent.
Hvor den høje og dunkle Pinie
Laaner Skygge til Bondens Vigne,
Hvor ved Golfen Orangelunden
Dufter liflig i Aftenstunden;
Hvor ved Stranden Baaden gynger,
Hvor i Byen glade Klynger
Gaar i Dansen, mens de synger,
Synger højt Madonnas Pris.
Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
Disse Dale, disse Sletter,
Disse maaneklare Nætter,
Napoli—dit Paradis.
Frøken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerende Toner.
Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slaa med Viften i de flade Hænder.
Romancesangerinden "Frøken" Nielsen takkede bukkende.
-Tror jeg ikke, Tik vander Høns over "Foredraget", sagde Bai. Katinka sad virkelig med Taarer i Øjnene.
De kom udenfor: Nu gaar vi hjem over Kirkegaarden, sagde Bai.
-Over Kirkegaarden, sagde Katinka.
-Ja—det er den nemmeste Vej—og der er #kønt#.
Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af Skoven og gik gennem en Allé. Støj og Musik svandt bort bag dem.
-Ja, sagde Bai, en bevæget Dag—en godt anvendt Dag. Han blev ved at snakke op: om Dansen—saa det skær', de Landsbybørn—og "Damerne"--"Frøken Julie", frisk Pige i Støvlerne, kæk Pige—og Marie—naa—vi vil faa at se, hva' den har staaet paa ... jeg kender hende....
De to andre talte ikke. Ingen af dem hørte efter heller. Der var saa tyst, at de hørte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alléen ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors.
-Men Bai, sagde Katinka.
-Tror du, her er Spøgelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen.
De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i Dæmringen som en stor Have. Roser og Buksbomhække og Jasminer og Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hækkene.
Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik.
Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud med Armene, som om han vilde jage Høns op.
Katinka stansede: Se dog.
Der var hugget ud gennem Træerne, saa man saa' ned over Markerne til Fjorden. Dæmringen svævede som et Slør over det dunkelblanke Vandspejl, stille og drømmende.
Det var tyst, som om Livet var døet ud under den duftfyldte Luft ... Ubevægelige stod de tæt ind til hinanden.
Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og læste Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Dæmringen. Hun læste dem, Navne og Aar, med sagte og skælvende Stemme.
-Elsket og savnet.
-Elsket ud over Graven.
-Kærlighed er Lovens Fylde.
Hun traadte nærmere og løftede Hængepilens Grene: Hun vilde læse Navnet paa Stenen.
Saa raslede det bag Pilen.
-Huus, sagde hun og tog krampagtigtom hans Arm.
Noget satte flygtende ud over Gærdet.
-Det var et Par Mennesker, sagde Huus.
-Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hænderne for Brystet.
Hun blev ved at gaa tæt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede.
De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka fór sammen.
-Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas Haand skælvede under hans.
Bai stod ved Enden af Gangen.
-Er I der, sagde han.
Han aabnede Laagen. Den klappede til i Jernhængslet efter dem.
Ude i Alléen tog Bai Huus til Side:
-Det er s'gu dog en Skandale, sagde han ... at det skal #eksistere#--en Vanhelligelse af det hellige Sted ... Kiær havde jo sagt mig det ... hvordan det var—med de Røvere....
-Men jeg troede s'gu ikke, at det var muligt....
-Ikke en Gang at ha'e Følelse for Døden—Dødens Have—føj for Satan....
-Man ka', Fanden ta'e mig, ikke en Gang være i Fred paa Bænkene....
Huus kunde have slaaet ham.
De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og øde. Hist og her sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte.
Værtshuslarm trængte ud i Gaden. Søvnige og duknakkede drev man parvis hjem.
I Hotelporten kom Marie til Syne. Hun var søvndrukken og mat.
Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spændt for og kørt afsted. "Nattergalene" sang højt ud i Gaarden,
De kom til Sæde. Bai vilde køre og sad med Marie.
Oh du—min Valdemar!
Jeg elsker dig....
-De holder ud, sagde Bai.
De kørte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker.
Marie hang, sovende, krumbøjet over Kurven i sit Skød. Huus og Katinka sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai.
-Hoho—mine Dyr--
-Naa—saa langsomt--
Og der blev stille som før.
Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt en Portvinsflaske.
-Vil I ha'e? sagde han.
-Nej—Tak, sagde Huus.
-Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha'e no'et mod Nattekulden.
Bai tog en Slurk til. Det lærer man i Felten, sagde han.
Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen.
-Godmodige Folk, sagde han, ta'et én for én—svære Ædere—svære Ædedolke—men gode Hjerter—rigtig gode Hjerter--én for én—men i #Korpset#--Satan staa i dem....
Ingen svarede. Marie nikkede igen.
Katinka ønskede blot, at han dog vilde tie.
-Men svære Ædere, sagde Bai igen.
Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen svarede.
Man hørte kun Hestenes Larm i Seletøjet. Nu og da galede en Hane over Markerne.
-Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt.
Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder.
Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne.
-Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa Trappen i den graa Morgen.
-Ja, hvis du vil, sagde Katinka.
Men Huus maatte hjem. Det var den høje Tid.
-Naa—sagde Bai—som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af med Kurvene.
Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til Dørstolpen. De tav lidt.
-Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.
-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre Gange med hede Læber.
Og var tilvogns og borte.
-Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk?
Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han kørte.
Hun støttede sig til Døren og gik stille ind.
Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Lærker og alle Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og Kvidren over de sommerlige Marker.