Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort sin sidste Tur med Redningsbaaden. Det var en Øvelsestur sidst i Oktober, alt var forløbet vel, Baaden sat i Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra Grenen.
Niels Jakobsen gik for sig selv og tænkte mørkt. Han var bare et Par og halvtres -- og allerede aflægs. Der havde været slidsomme Tider for ham, saa længe han huskede, men havde han ikke taget Skade paa sin Helsen forrige Aar ved »Almuth«s Stranding, kunde han saamænd godt været brugelig Mand i Baaden en Del Aar endnu. Egentlig var det en kedsom Hændelse, men hvad, der var ingenting at rette, han havde gjort sin Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven bjerget fra Vraget, som godt var -- og nu, netop et Aar efter, var han selv Vrag, paa en Maade ... Hjemme laa hans Mor, Skagens ældste Kvinde, hun var tooghalvfems og blind og altid i Sengen, paa det sidste var der kommen Døvhed til, saa det led vel mod Døden med hende. Hun var Ruin, #det# var ikke til at undres over i saa høj Alder, men ogsaa i #ham# begyndte det at smuldre, det fornam han godt nok. Menneskets Tid var kort, aa saa kort.
Vejret var graat; lave, tunge Skyer gjorde mørkt, Havet førte stræng Tale.
Niels Jakobsen mindedes mange onde Nætter, naar han havde gaaet Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone pr. Nat. #De# Penge var tjente, ogsaa mér end det. Heller ikke havde der været synderlig Profit ved at være med Redningsbaaden, fire Øvelsesture om Aaret og adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning for sølle 36 Kr. i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for hver Strandingstur, men 12 Kroner, naar der blev bjerget Folk -- aa-nej, saamænd, #storstilet# var det ikke. Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder, fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang til Tobak. Naar det ikke netop var, at man øvede menneskekærlig Handling med Baaden, og det var baade en Trang i En selv og ligesom en Æressag -- saa maatte man hellere være Bestillingen kvit; man kunde sparet sig selv for meget Hurlumhej.
Ligefrem #bevises#, at det var ved Strandingen i Fjor, at Niels Jakobsen fik sin Skade, #det# kunde det jo ikke. Derfor var ingen Erstatning eller Ekstrahjælp at kræve. Men alle vidste da, at han havde ligget syg en god Stund derefter og ikke længe sidenhen saa var der stødt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad der saa stor som et Hønseæg og var til evig ulidelig Smærte, naar han rigtig skulde bestille noget. Doktoren kaldte Svulsten for en Slags Brok ... Ja-ja, saadan kunde man uforvarende komme galt afsted ... Men kedsomt var det ...
Det havde ogsaa været en vovelig Tur den til Almuth ude paa Revet. Skagens Rev er den værste Plads paa Kysten, naar der skal reddes Folk. Søen kommer fra alle Sider og brækker saa stejlende høj og er ikke til at beregne, og tilmed render her en Strøm saa rent uhaandtérlig. Al den Elendighed, der i det hele taget var sket paa Skagens Rev, naar man tænkte tilbage! Hvert eneste Aar strandede der Skibe, der var fuldt derude af farlige Hætter, snart en Jærnbund, snart Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og fiskede og ikke varede sig ... Og alle de Folk, der var druknede i Tidens Løb ... Et Guds Under var det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land, men haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt kunde udrette, var bleven gjort fra Redningsmandskabets Side ... Forleden Dag, et helt Aar efter Begivenheden, var der da ogsaa kommen en Paaskønnelse fra selve den tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til Skipperen et Guld-Lommeur med Kejserens Navnetræk og Portræt ... Det var jo kønt nok, vist var det saa -- men Helbredet var ligegodt bedre.
Saadan gik Niels Jakobsen og funderede. Han blev i rigtig snavs Humør.
En fremmed Mand, som havde overværet Redningsprøven, kom paa Siden af ham og snakkede til ham. Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de naaede Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den vanskelige Redning.
Hans Beretning lød saadan:
»Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som var købt af et tysk Rederi i Bremen og kom med en Ladning tomme Flasker fra Gøteborg. I en sydlig Storm med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra Land. Det var Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis hverken kunnet se Fyrene eller nogenting. Og inde fra var der jo int Tanker om at observere dem. De blev da siddende der Natten over, en forfærdelig Nat. Næste Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden kom der Mælding til os fra Fyrmesteren om Strandingen. Vi var int længe om at være afsted. Den Gang, vi kom kørende, løb Fyrmesteren imod os, han havde saamænd Taarer i Øjnene, han er jo gammel Sømand, og han raabte, at vi endelig maatte skynde os ud, for Folkene sad i Vanterne derude, og der gik en sværene Sø, saa det kneb nok svært for Staklerne ... Ja, uha, sikken Sø ogsaa, der er vist int' mange, der har set den værre nogentid paa Revet, ret en stiv Storm.
Først med fire Heste for, siden med flere, kørte vi Redningsbaaden i flyvende Fart ud paa Grenen. Det gaar jo som et Iltog, naar der er saaent noget paa Færde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at den Tur, vi fik i Søen, var mellem de haardeste, der har eksisteret paa Skagen.
Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor Havet slaar sammen; det stod saa højt med Vandet, saa vi kunde flyde lige straks. Vi var elleve Mand til at ro og saa Skipperen -- og endelig var ogsaa Opsynsmanden med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperen sin Sydvest, og Vinden føg om hans bare Hoved. Inde fra Land var der en, som sprang i Vand til Livet og vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen vinkede, at det kunde være det samme. Og saa stod han da uden nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer i Træk. Han er en Kærnekarl, det skal jeg love. Der er int bedre Mand at faa, han skaaner sig int, og saa har han mere Mod end nogen, jeg har kendt, han er forvoven og #vil# frem, og snild til at manøvrere er han ligedan, og hans Kommando er da saa sær udmærket; det kommer en Del an paa, om de har Røst til det, de her Skippere eller Førere i Redningsbaaden. Det var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper nu hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand for det Stykke Arbejde med Almuth.
Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det var ellers noget, der trak i Lemmerne. Vi er int Skrællinger nogen af os, men sidde og slide af alle Kræfter og mere til, saa det strammer og værker alle Steder, og med Sprøjtet op i Ansigtet og i tykke Klæder under Oljetøjet og Redningsbælterne, det kan man int forestille sig, hvor udmattet man bliver, man er mangen Gang lige ved at give fortabt.
Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have. Vi kastede Dræget og stønnede af os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede næsten ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de stive Korkbælter af os -- for vi avancerede kun en ringe Smule -- ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen, og saa kvittede vi Bælterne. Igen tog vi fat, og snart kunde vi skønne paa, at vi nærmede os Skibet. Da vi kom det et halvthundrede Favne nær, ankrede vi op. Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i Knude eller »Sjov«, det vil sige Nødflag, oppe i Mastetoppen, og Flaget var tysk ...
Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vi #kunde# ikke, og det var ogsaa en farlig Ting. Men en Ynk var det at se derud. Bare Masterne var oven Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som saadan en lille Skude har, sad der fem Mand og skreg til os ... Ja-ja -- nu #kom# vi jo, nu kom vi jo nok, #haabede# vi da ....
Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som trak Tøj af lige til Skjorten ... Vi laa nu dèr og saa' Lodsdamperen ligge 3-400 Favne nordvest derfra. Paa en Stage satte vi et Redningsbælte op efter den, at vi gerne vilde have Hjælp af den, og saa lænsede vi ned til ham. En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og var klar. Vor Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen for at lede Tingene dér sammen med Lodsskipperen, Skjoldborg, som int var glad for to gamle Dampervrag, der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og ingenting Drikkelse havde vi selv ombord, saa afsted igen maatte vi med tør Hals; det ligefrem #brændte#.
Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at vi kunde være lige for Skibet og saa selv lænse ned mod det, sad vi hele Tiden og holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde falde. Vind og Sø havde vi agterind de 600 Favne, han slæbte os, og vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for Sø hvert evigste Øjeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslæb agterude -- en udspilet Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med Vand, naar vi vil stive os af i Farten -- lænsede vi for alt Vejret. Uden Tragtslæbet kunde vi int have klaret os; Bølger saa høje som Klitter brød agtenfra ind mod os og kunde have løftet os og slynget os med Stævnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde holdt igen. To Mand stod hele Tiden og passede den, de skulde tænke sig godt om og være snar i Vendingen.
Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor Skipper -- han stod aldeles barhovedet endnu -- at de to forreste Mand skulde lade Dræget gaa. Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet, der stod med Stævnen mod Land -- men i det samme dukker Bovsprydet op af Søen, helt tæt bag ved os ... bare en Favn længere, saa havde det hugget op gennem Redningsbaaden, og #væk# det var vi gaaet, alle Mand, li'saa bestemt.
»Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi fik Tørn og laa nu seks-otte Favne i Læ af Vraget. Der løb et rivende Strog under Baaden, saa vi maatte sætte otte Mand til Aarerne for at holde igen, og saa nærmede vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med -- vi fik siden at vide, at saadan havde de hængt omtrent fra den foregaaende Midnat, da Skibet var sunket. Nu skulde vi altsaa se at bjerge dem, det var sandeligen et højtideligt Øjeblik. Nogle Mand stod forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved den Del af Riggen, som flød; saa med ét, saa fik vi en Styrtesø, som satte Baaden formelig helt ind over Skibet. Stillingen var udsat, rask maatte der handles, den ene af Søfolkene, en Dreng, var klavret ned ad Fokkefaldet og hang dér og klamrede sig fast som en Forrykt, han bed i Linen med Tænderne, og hver Gang hans Mund slap Linen, saa' det ud som han skulde dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i himmelsk Sky ... En af os, det var Christoffer, han stak en Line i sit Korkbælte og sad parat til at springe i Søen, hvis Drengen skulde falde overbord -- men vi fik ham dog halet til os deroppe fra. Han var næsten som død, sølle Klør ...
Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, før vi blev vaer, at Vandet steg i Baaden, og paa en Hast sad vi i Vand til over Tofterne. Der maatte være noget galt med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi flød kun paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben. Jeg trak til mig og fik en islandsk Strømpe op -- den var fra Vraget, naturligvis. Og omtrent lige straks sank Vandet i Baaden, saa den lettede sig -- jo i den Retning er Baaden snild nok, hvad man saa ellers kan mene om den.
Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret sig igen, da de saa Baaden fyldes. De tænkte nok, vi rent gik væk, og skreg ned til os. De havde vel tænkt, de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa have været en sørgelig Skuffelse for dem ... Men reddede blev de endda. Dér, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, der hang ned fra Raaen af Vraget, paa den Maade fik vi Forbindelse, og én for én lod de fire Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Løbet af et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var værst medtagen, han havde en brækket og spoleret Tommelfinger fra om Aftenen, da han fyrede Nødraketter af -- som ingen saa'.
Ja -- saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra Vraget og søgte til Lodsdamperen, som tog os paa Slæb et Stykke igen. Det lindede jo godt paa Kræfterne, men en skrækkelig Mængde Sø fik vi sideværts over os, mens Damperen trak os. Den lille Dreng var nær ved at slippe af med Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt kraftesløst, Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen. Baade Drengen og Kaptajnen fra Vraget blev straks efter Landingen kørt til Sygehuset, hvor de kom sig paa nogle Dage.
Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen -- ja int til os andre, for vi forstaar jo int Tysk -- men vistnok til Opsynsmanden -- at han derude paa Vraget havde forlist en Æresgenstand, en Skibskikkert eller maaske var det et Guldur, som han havde faaet engang af den danske Regering for at have bjerget en dansk Besætning i rum Sø. Den var ham en kær Gave, den kæreste Ting, han ejede -- og nu laa den paa Havsens Bund. Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde ham og hans Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. De havde været lige ved at opgive Haabet, og var vi int kommen netop saa hastig, var de sikkert druknede, Drengen havde int haft Kræfter nok en Time længere -- og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde at støtte ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var ovre ...
Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom roende og landede ved elleve Tiden! To andre Redningsbaade holdt der: den fra Batterivejen ved Nordstranden, som Borgmesteren havde skaffet frivillig Besætning til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa Borgmesteren havde rekvireret tilstede -- for det Tilfælde at enten vi skulde være gaaet væk eller kommen afkræftede i Land med uforrettet Sag.
Naa -- heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle enige om. Men afkræftede det var vi -- Jøsses ja. En af os havde forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa længe syge -- man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan svare til ... #Min# Helsen slog int til, det er da vist. Nu er det forbi med mit Redningsarbejde« ...
Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den Fremmede.
»Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle fra Baaden samles til Afsked med Dem?«
Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, »det kender vi int noget til. Vi gør int saa meget ud af os selv. Og det var der heller ingen Mening i. Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en ny Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gøre Gerningen og tjene den Smule Skillinger ... vi har jo vor Tid, hver især, vi Mennesker -- jeg synes bare, #min# blev for kort ... Men man raader int selv, véd vi da« ...
Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste Redningsøvelse stod der i hans Stue en paaskønnende Mindegave til ham med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lænestol til Hvile for hans trætte Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen for fremmede Søfolks Frelse.
Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han prøvede den, jo den passede ham egentlig godt nok. Men den var da saa altfor pæn til Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin Sølvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham ...