Sønder Lyngvig hedder en lille Klitregion paa Tangen mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Her er ingen samlet Bebyggelse, intet egentligt Fiskerleje, men fra de faa, spredt liggende Gaarde og Huse fiskes der, naar gunstig Lejlighed gives, baade paa Fjord og Hav. Og et Sted ved en af Gaardene er der Redningsstation med Baad og Raketapparat.
Til Opsynsmanden ved denne Station kom der for et Par Aar siden en Decembermorgen ved Syvtiden, det var mod Jul, Meddelelse fra Strandtilsynet om, at der var Stranding i Vente, for et Fartøjs Lanterner var set ikke langt fra Land, ret ud for. Vejret var meget uroligt, Vinden stod i hastige Spring mellem Vest-Syd-Vest og Vest-Nord-Vest, det raslede med stærke Hagelbyger, og Søen var piskende høj.
Nu i Tiderne er der længe mellem Strandingerne paa denne Del af Kysten, Sejlskibe bliver der færre af med hvert Aar, og de store Dampere, der har Kurs langt tilsøs, naar de farer Kanalen ind og ud, gaar kun sjældent paa Revlerne her sønder paa. Men der hænder dog nu og da ogsaa her et Søens Drama. Og det, der hændte hin Decemberdag, havde tragisk Forløb.
I Redningsvæsenets Beretning gives Dramaets Gang meget lakonisk saaledes:
»Efter at Opsynsmanden fra Klitbakkerne havde undersøgt Forholdene, blev Mandskabet tilkaldt og Transportheste bragt til Stede, hvorefter Materiellet afgik fra Stationen Kl. 8-¼ og naaede Kysten Kl. 9 Formiddag. Skibet var da gaaet til Ankers c. ¼ Mil fra Land med Havari paa Forrigningen og Sejlene. Da Skibets Stilling var meget farlig, telefoneredes der til Dampbaaden Vestkysten om Assistance. Damperen kunde imidlertid ikke gaa ud, fordi Løbet (Tyborønkanal) var tilsandet, og man maatte derfor afvente, om Skibet skulde strande. Kl. 1 Eftermiddag gik Skibet i Drift for Ankeret, men lod straks et andet Anker falde, hvilket dog ikke var i Stand til at afholde Skibet fra at drive med Bredsiden ind mod Revlerne, hvor det blev staaende c. 300 Alen fra Land i en meget uheldig Stilling, stærkt huggende i Grunden, medens Braadsøerne væltede ind over Dækket. Fra Land affyredes ufortøvet en Raket, der lagde Linen over Bougsprydet, men Braadsøerne forhindrede Besætningen i at faa fat paa den; en anden Raket affyredes derpaa og lagde Linen om Agterrigningen. En Mand af Besætningen gik til Vejrs for at faa fat i Linen, men forinden dette lykkedes, knækkede Mastetoppen og ramte i Faldet den paagældende Mand, der styrtede overbord og forsvandt i Søen. Der affyredes da en tredie Raket, der bragte Linen mellem Masterne omtrent midtskibs, hvor den var lettere at gribe og fastgøre, men i det samme indtraf en voldsom Hagelbyge, der for en Tid skjulte Skibet, og da Vejret atter klarede, var Agterskibet sønderslaaet og Havet bedækket med Vragstykker; af Besætningen saas ingen længere paa Skibet. Straks efter at den første Raket var affyret, bemærkedes det, at en Mand sprang i Søen, og kort efter, at en Braadsø slog 2 Mand overbord; da Skibet var sønderslaaet, saas mellem Vragstykkerne kun en Mand, der forgæves søgte at holde sig oppe ved Hjælp af et Vragstykke uden at forsøge paa at redde sig ved Raketlinen, der laa i hans Nærhed. Da det meldtes, at der saas 2 Mand drive sydefter paa et Vragstykke, førtes Redningsbaaden straks i samme Retning og gjordes klar til det farlige Forsøg paa at redde disse, men inden Baaden kunde naa ud, var den ene af de to Mænd forsvundet i Bølgerne, medens den anden i yderste Øjeblik reddedes af Kystboerne, der med Liner om Livet havde begivet sig ud i Brændingen.
Det strandede Skib var Brig »Competitor« af Kalmar. Besætningen bestod af 9 Mand, hvoraf saaledes kun en reddedes.
Det ulykkelige Udfald af den ommeldte Stranding antages væsentlig at være grundet i, at Besætningen søgte at forhale Tidspunktet for Strandingen i Stedet for i Tide at søge Land, og at Skibet ved de udfirede Ankere bragtes til at standse paa den yderste Revle i en meget uheldig Stilling.« ...
I Sønder Lyngvig Klit er der bleven trykkende stille efter denne Hændelse. Vejret lindede af, og Regnen strømmede, rigtig en trist Tid i den øde Egn. Det var Jul et Par Dage efter -- Travlheden i Gaard og Hus var ligesom hæmmet, man talte sindigt og lavmælt om de otte, som gik bort paa den strænge Kyst, lige for Øjnene af Redningsfolkene. -- Og den niende -- hvordan var mon #han# tilpas, naar han rigtig kom til Besindelse ovre paa Ringkøbing Sygehus.
Dèr laa han. Hvem var han? Hvorledes tænkte og talte man vel, naar man laa saadan og følte sig frelst -- #ene# af dem alle?
Jeg gik til ham. Det var Juleaften, hastigt faldt der guset Skumring over den lille By, Klokkerne begyndte at ringe, man hørte langt borte Havet brumme dæmpet og underfundigt.
Da jeg kom ind i Sygeværelset til den fremmede Sømand, kunde jeg ikke straks skelne hans Ansigtstræk, som han laa dèr henne tungt paa Puden og med Dynen trukken helt op over Hagen. Mørkningen slørede, og Sengen stod klemt op i Hjørnet mod Ydervæggen, hvor Skyggerne samlede sig tættest.
Jeg gik hen til Sengen og satte mig paa en Stol. Og som jeg sad og blev ved at betragte den Fremmedes Ansigt, fik jeg trods Skumringen fat paa Trækkene. Han var ung og køn, Næsen var høj fra Roden af, Munden kraftig, der var en spændstig Styrke i alle Linjer ... Han slog Øjnene op og saa' sig forvildet om, som den, der ikke véd, hvor han er og undres over, hvad det dog er for Ting, der omgiver ham. Saa rettede han sig paa Lejet og drejede Hovedet om mod mig.
»Hvordan har De det?« spurgte jeg paa Tysk.
»Bedre,« svarede han. Hans Stemme var hæs og fjern. Brystet arbejdede trangt.
»Maa jeg tale med Dem. Jeg er en, som gerne vil tale lidt med Dem.«
»Tak, jo Tak,« sagde han paa Engelsk. Jeg fortsatte i samme Sprog:
»Det var Strandingen! De blev jo reddet ... Deres Kammerater, de andre otte« -- --
»De andre otte« ... Han lukkede Øjnene og pressede Laagene sammen.
»De véd maaske ikke« -- --
»Jo, det er jo sandt!« sagde han og hentede Ordene ligesom langt inde fra.
»Kan De taale at tale om det, nu?«
»Jeg tror nok ... Og De taler Engelsk. De andre, Øvrigheden og Lægen, de talte Tysk til mig. Det forstaar jeg saa daarligt ... Og saa var jeg saa træt« ...
I det samme bliver Gassen tændt. Jeg sér, der er en Seng mere i Værelset, en nylig opereret Fjordfisker ligger i den, han er bleg og afkræftet, kræftsvag, tuberkuløs. Han ligger og lytter spændt hen imod os, med store, blanke Øjne. Ved Fodenden af hans Seng staar en hæslig vansiret Lupuspatient og stirrer med de blodskudte Øjne og en halvfortæret Mund spilet op.
Den fremmede Sømand lader Blikket løbe Værelset rundt og ender ved mit Ansigt, som han forskende betragter.
»De er dansk,« siger han.
Jeg forklarer ham lidt om, hvem jeg er, og siger, at jeg véd, han har ligget paa Sygehuset i fire Døgn, uden at nogen har kunnet faa sammenhængende Beretning af ham om Strandingen. Jeg spørger ham, om han tror, han nu kan samle sig og sige, hvordan det Hele gik til, hvorfor Skibet haabløst kæmpede tre Døgn uden for Kysten og ikke straks lod staa ind paa Stranden, hvor Redningsmandskabet var parat. Hvordan han kom fraborde? Hans Kamp med de fraadende Søer, inden han naaede Land? Og om han husker, hvornaar omtrent han begyndte at miste Bevidstheden?
Alle disse Spørgsmaal anbragte jeg, bedst som det faldt i Samtalens Løb. Hver Gang jeg havde spurgt, rynkede han Øjenbrynene sammen ved Næseroden og saa' stift frem for sig. Det voldte ham Anstrængelse at tænke, og i Begyndelsen var hans Svar træge og knappe. Han maatte dybt ned i sin Bevidsthed for at hente Ord frem, der kunde forklare en hastig Række besynderlige Hændelser, der ikke straks stod ham selv tydelige. Det var, som vendte han tilbage til Livet og forstod først nu tilfulde, at #han# alene levede, men alle Kammeraterne var døde. I alt, hvad han sagde, sporede man en utryg Undren over, hvordan netop #han# var bleven reddet, en Ængstelse for, at Livet alligevel ikke var ham sikkert endnu. Efterhaanden talte han dog friere, Stemmen blev fastere, hans Øjne fik Liv, og der kom varm Rødme paa hans Kinder. Han gjorde sig #selv# Rede for Strandingen snarere end forklarede den for mig; jeg var da blot den, der hjalp ham paa Gled igen, naar hans Tanker løb fast. Det lettede ham at faa Sagen tænkt igennem og talt rigtig ud, kunde jeg snart mærke.
»Vi gik fra England, fra West-Hartlepool, om Torsdagen,« sagde han. »Mandagen forud var min Ven og jeg komne ombord, Politiet tvang os paa Skuden. Det var oppe i Byen, at vi om Lørdagen var bleven hyrede til #Competitor#, og da vi Mandag Morgen mødte i Skibet, gik Kaptajnen selv og pumpede. Vandet stod højt i Lasten, højere end min Ven og jeg syntes om. Vi er Russere, fra Riga-Egnen, vi kendte ikke svensk Sølov, men en svensk Matros ombord sagde til os, at der havde været lovbefalet #Syn# over Skibet, Competitor var #allright# og maatte stikke i Søen, naar den vilde. Vi var pligtige at gaa med, sagde Matrosen.
Alligevel gik vi i Land, da vi saa' vort Snit. Skibet var en Plimsoller, det var klart. Men Kaptajnen har saa telefoneret til Konsulen, og Politiet er blevet underrettet. Enden blev den, at man opsøgte os og satte os ombord med Magt.
Torsdag altsaa sejlede vi. Vi skulde Skagen ind. Natten til Fredag fik vi Storm, og Competitor lækkede mér og mér. Til Mandag Morgen krydsede og huggede vi frem og tilbage snært ind under jydske Kyst. Vi var ikke til Køjs i tre Døgn, uafladelig pumpede og sled vi for at holde os fri af yderste Revle, bestandig frem og tilbage, nogle Mil Nord i, de samme Mil mod Syd, men stadig trængt længere ind. Det ene Sejl blæste itu efter det andet, der sprang Liner alle Vegne, en Raa faldt. Baade nedenfra og ovenind tog vi Vand. Det skvulpede i Lasten, man kunde ikke gaa tør i Kahytterne. Men Kaptajnen vilde ikke give sig, vilde ikke løbe Skibet paa Land, mens det var Tid, alt det vi saa raadede ham.
Men saa Mandag Formiddag, saa var det for sent. Vi drev uhjælpeligt ind efter. Inde paa Stranden stod Folk med Redningsbaad og Raketter, kunde vi se, og saa blev vi vel nok klarede ind, tænkte vi. Men da var det, at Kaptajnen gav Ordre til at hive Ankrene ud. Vi maatte ud med dem, hvor nødig vi saa vilde. Ingen Forestillinger hjalp, Ankrene #skulde# i Bunden. Og saa #stod# vi der, nogle faa Hundrede Alen fra Kysten. Stormen tog til, Søerne brød over os, Sprøjtet stod op om Mastetoppene, det bragede i Skroget, vi havde ikke Hold paa nogenting -- og vi var gennemvaade, forfrosne, dødtrætte. Vi klamrede os fast paa Dækket, hvor vi kunde. Kaptajnen alene var i Kahytten. Han havde Redningskrans om Livet -- den eneste, der var tilbage paa Skibet. Han var beruset; det havde han været alle de tre strænge Døgn; han var nok saa slemt forfalden, sagde de svenske Matroser.
Saa med ét slog det en Flage ud af Skibet. Der faldt en Mast. Det gav sig i alle Spanter og Planker. Søen fossede ind og skurede rundt og rensede ud. Der var to unge engelske Matroser ombord ... De blev skyllede overbord og var borte i Søerne. Vi saa' dem ikke mér ...
Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske tre, det husker jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, en anden lagde sig højt oppe i Masten. Ingen af os kunde hente Linen, det vilde have været livsfarlig Gerning i de Søer selv for en rask -- og #vi# var allesammen segnefærdige.
Nu #var# det vist, at Første Styrmand og en Matros sprang overbord, de var Svenskere begge to. De holdt sig fast ved noget Tømmer og drev af for en jagende Strøm. De var væk næsten med det samme ...
Der trak en hæftig Byge op med baade Regn og Sne og Hagel. Det Hele stod i ét. Lidt efter lindede det et Øjeblik af. Da var der to andre svenske Matroser borte -- vi havde intet sét dertil, ikke hørt en Lyd fra dem.
Søen splintrede løs paa Competitor, vore to Baade blev knuste og Stumperne hevne bort ... Kaptajnen viste sig i Kahytsdøren, stadig med Redningsbæltet om Livet ... Vi saa ham, den svenske Anden Styrmand og jeg, ligesom vi havde faaet fat paa Spandebrættet og vilde til at springe ud sammen. Kaptajnen var ganske vild, han skreg og slog ud med Armene, men blev staaende i Døren ... Jeg fik mine Støvler og Klæder af, beholdt bare Skjorten paa ... Bygen tog ved igen, Haglene svirpede mod mit Legeme ... det gjorde forfærdelig ondt ... #saa# sprang vi ud, Anden Styrmand og jeg ...
Om det, som fulgte efter, véd jeg egentlig ikke andet, end at jeg nede i Søen pludselig kunde bøje og bruge ogsaa det Ben, som havde været saa smærtefuldt, næsten stift ombord, hvor jeg jo i de tre Døgn havde staaet i det isnende Vand og pumpet ... jeg havde været saa bange for Koldbrand, kan jeg huske ... #Nu# tænkte jeg ikke paa Koldbrand. Jeg tænkte i det Hele ikke meget nede mellem Søerne, de var svært høje og piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert Øjeblik, saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de kom. Og Saltvand slubrede vi i os og spyttede og harkede, det stemte os for Brystet, somme Tider var Vejret rent ved at gaa fra os, det var ligesom Hjernen skulde sprænges ....«
»Talte De og Styrmanden ikke sammen?«
»Nej ... ikke andet, end at jeg flere Gange sagde til Styrmanden -- han sank længere og længere ned, kunde ikke holde sig fast i Brættet: -- »Hold Hovedet oppe, Mand ... Hovedet oppe ... Pres Munden i, Mand ... Munden i ...« Men Styrmanden sagde ingenting, hans Blik var sløvt, hans Greb blev slapt, han sank og sank, bare Ansigtet var oven Vande, og saa, efter en Dukkert i en voldsom Sø, som længe satte os under lukket Laag, da jeg fik Øjnene op igen -- saa hang jeg #ene# klamret til Spandebrættet.«
»Tænkte De noget da? ... At nu var det Døden?«
»Jeg tænkte ikke, tror jeg ... Oppe fra Toppen af Søerne havde jeg nogle Gange set Folkene med Redningsbaaden inde paa Stranden, og vistnok mente jeg da, at de nok snart kom ud og tog os op; men nu, da Styrmanden var væk og jeg selv saa yderlig afkræftet, stivnet og følelsesløs, nu sansede jeg mindre og mindre ... bare ramt Saltvand i Øjnene og i Munden og i Halsen og langt ned i mig ... og saa den særeste Musik i Hovedet ...
Derefter husker jeg ikke noget før det Øjeblik, da en Mand stod bøjet over mig. Det var Doktoren. Jeg laa i en Seng, fremmede Folk stod rundt om, det var Fiskere, kunde jeg se ... Og saa husker jeg blot, men ligesom længe efter, at jeg kørte i Vogn ude, og det blæste og var koldt, og endelig igen nogen Tid efter, at jeg vaagnede op i Sengen her, paa Hospitalet.«
»Véd De, hvor De er, Byens Navn?«
»Nej. Ingen har sagt det. Jeg har heller ikke tænkt over det. Jeg har vist ikke tænkt noget videre -- mest været saa træt og sovet, tror jeg.«
Jeg forklarede ham, hvor han var. Men han havde ingen nærmere Forstaaelse deraf, end at han var et Sted paa Jyllands Vestkyst.
»Har De Slægt hjemme i Riga?«
Han nikkede.
»Vil De ikke have skrevet til dem?«
Han saa forskende først paa mig, derefter paa sine Hænder: »Mine Fingre er helt stive,« sagde han.
»Skal #jeg# skrive for Dem?«
»Nej, mange Tak. Mine Forældre kan ikke læse.«
»Er De græsk-katolsk?«
Han saa' hastigt og mørkt op: »Nej,« svarede han kort, »Luteraner!«
»Det er samme Tro, Folk har her i Danmark.«
Han nikkede og smilte. Det var som om han nu pludselig følte sig mellem Beslægtede.
»#Har# de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende frem i Værelset.
Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og barnlig naivt:
»Saadan som hjemme -- -- efter Martin Luther?«
»Ja!«
Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det underligt stille Ansigt.
Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!«
Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk. Fiskeren henne i den anden Seng hostede og Lupuspatienten rørte paa sig. Den fremmede Matros fulgte dem med sit store, varme Blik.
Pludseligt spurgte han: »Er der drevet Lig ind?«
Jeg nikkede.
»Alle?«
»De fire kun!«
Han lukkede Øjnene under strammede Bryn og blev liggende noget saadan.
»Farvel,« sagde jeg og rejste mig og tog hans Haand, den var forskrabet og underlig død. »Glædelig Jul!«
Han stirrede et Øjeblik forbavset, glippede saa med Øjelaagene et Par Gange og besindede sig.
»Tak,« sagde han. »Tak.« Og straks efter føjede han til: »Og glædelig Jul selv!« Men Stemmen lød, som om hans Tanker var langt borte.
I Døren vendte jeg mig, han laa og saa efter mig -- eller maaske snarere efter Lyset bag ved mig, ude i Gangen, der havde et varmt, festligt Skær fra det store Juletræ, som netop stod færdigtændt ...