Sidsel var bleven begravet om Tirsdagen; den følgende Dag var Lindenberg atter i Odense. Han havde Ærende til en Gartner, hos hvem han kjøbte en Hoben Evighedsblomster, en hel Cigarkasse fuld.
Han tog hjem med Middagstoget, laasede sin Dør, rullede sine Gardiner ned og sad den meste Eftermiddag og bandt paa en Krans til Sidsels Grav. Alle de andre havde jo bragt hende Kranse og Blomster, skulde saa han, som stod hende nærmest, ikke gjøre det! Hvor var det forunderligt at sidde der alene i den store, tomme Skolebygning med sin døde Kjærlighedslykke og føje de smaa, hvide Blomsterhoveder til hinanden, medens Solen skinnede ind paa de nedrullede Gardiner, og Graaspurvene kvidrede under Taget.
Han havde aldrig før bundet en Krans, i al Fald ikke siden han var Dreng. Da kunde han mindes, at han engang havde flettet én af Smørblomster og Gaaseurter, ogsaa til en Grav. Han og hans Broder havde fundet en død Stillids. Deres Søster blev saa betagen ved Synet af det røde Vingespejl og de brustne Øjne, at hun sagde: »Den skal have en smuk Begravelse«, og det fik den. Gjæstgiverens Søn der i Landsbyen overlod dem for en Pris af tre gule Vesteknapper og en stor, vaabenprydet »Metalknap« en gammel Cigarkasse, og Hjørnet af et Persillebed nede i Haven lige under Busken med de store, laadne Stikkelsbær blev udsét til Begravelsesplads. Medens Drengene gravede Grav, smykkede Søsteren Liget og lagde det i Kiste. Lindenberg huskede ogsaa, hvorledes de alle tre senere sad nede i Engen bag Haven og bandt hver sin Krans; det var enten Kransen eller Cigarkassen, der vakte hin Erindring fra Barneaarene til Live paa ny.
Arbejdet gik ikke just let fra Haanden, og Resultatet tilfredsstillede ham heller ikke ganske. Det blev en lille, skjæv Krans, tyk somme Steder, tynd somme Steder. Han rettede paa den, saa meget og saa godt det lod sig gjøre og lagde den i den flade, kvadratiske Cigarkasse, hvor den akkurat kunde faa Plads. Da det blev Aften, tog han sin Overfrakke paa, og for at ingen skulde ane det egentlige Maal for hans Vandring, gik han ad en lang Omvej og kom til Herninge og til Kirkegaarden hen imod Midnat.
Graven var let at finde. Med sine voxblanke Papirkranse lyste den ham i Møde helt ude fra Hovedgangen. Han tog sin Krans frem, lagde den varsomt ovenpaa de andre, stod en Stund rank og stum med sammenpressede Læber og taareblændet Blik og stirrede ned paa Graven, som om han tværs igjennem Muld og Kistelaag skuede en fin lille Oval med brune Pandelokker og skjælmske, mørke Øjne.
Kirkegaardslaagens Klinke blev slaaet op, hørte han. Der løb en alfar Sti over Kirkegaarden ud til Stationen, saa der var jævnlig Færdsel. Lindenberg gik hurtig bort, hjemad til sin ensomme Skole.
Han saâ ikke den høje, alvorlige Skikkelse, der fra modsat Side kom ind paa Kirkegaarden. Ogsaa den tog efter en kort Søgen Vejen hen imod Sidsels Grav. Ogsaa den stod der med bøjet Hoved og sammenpressede Læber. Det var Johannes.
»Saa er du nu alt gjemt der nede!« mumlede han med sammenknugede Hænder. »Det er kun, hvad der daglig sker om os, men som vi aldrig kunne tro paa, aldrig lære:
At flygtigt er hvert jordisk Gode,
selv Styrke, Ungdom, Munterhed,
at alt Kjød er Hø, at det, vi tænkte at binde vort Livshaab til, det vi vilde arbejde for, leve for, er idel Forfængelighed. Se hvilken stakket Lykke, om hun var bleven mig tro!
Herre, tilregn hende ikke, hvad hun i Ungdoms Letsind forbrød! O, maatte du have smeltet hendes Hjærte, før hun gik bort! Du har nok havt dine gode Hensigter med at tage hende herfra saa fage. Du har ikke til hendes Fordærvelse forkortet hendes Prøvestand. O Gud, naar du engang efter din Forjættelse vil gjøre mig salig, lad mig møde hende! Jeg kan ikke undvære hende blandt dine Engle.
Du har sagt, at en retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er alvorlig. Herre, jeg er retfærdig formedelst Jesu Blod. Min Bøn er alvorlig, min Sjæl ligger paa min Tunge. Herre, gjør hende salig, lad os mødes, lad os samles, lad os favnes igjen! Amen i vor Herres Jesu Navn!«
Han tog frem af sin Overfrakkes Inderlomme et lille, sort Trækors, knælede ned og plantede det paa Graven. Hans Blik faldt paa Lindenbergs lille, hvide Krans.
»Vort Evighedshaab, Herre, er til dit Kors!« hviskede han, tog Kransen og hang den paa Korsets Arme. Derpaa rejste han sig og gik bort.
Kirkegaardslaagen smækker i; enlige Fodtrin tabe sig i Sommernatten. Alt er saa stille. Inde bag Hegnet kan man høre Køerne tygge Drøv, ovre i de Skovstrup Skove, hvor Per Skrædders Hus ligger trygt i Krathjørnet, kan man høre Nattergalen slaa -- -- --
Hvor er der dog stille, frededybt stille paa Landet.
FRA KVIST TIL KJÆLDER.