Annette kom paa Højskolen, og Hanne Mørkens gik hver Dag ud i Marken og malkede Anders Jepsens Kør. Skulde der bages, brygges eller vaskes, var hun i Anders Jepsens Gaard hele Dagen.
Naar hun kom fra Marken om Morgenen og havde faaet siet Mælken, tog hun og Maren sig en Spølkum Kaffe med Finbrød til i Køkkenet. Hanne satte sig paa den nedre Ende af Vinduesbænken, Maren paa en Stol ved Komfuret.
»Du kommer til at blive her i Dag, Hanne,« sagde Anders Jepsens Kone en saadan Morgen; det var i Begyndelsen af Juni, en Maaneds Tid efter Annettes Bortrejse.
»Skal der gaa nøve for sig?« spurgte Hanne.
»Jeg fik Brev fra min Søster i Pilegaardene igaar, at hun er bleven saa møje dejt vov. Jeg har tænkt at gaa ud og se til hende i Dag. Det er godt Vejr.«
»Hvad fejler hun?«
»Det stod der ikke noget om. Det var et af Børnene, der havde skrevet.«
»Ja du kan lempe dig, naar du vil. Jeg skal nok blive. Kommer du igjen til Aften?«
»Det venter jeg. Nu er Dagene jo lange.«
»Hvis det bliver sent, kan jeg gaa ud og møde dig. Det er ligodt mørkt i Skoven. Gaar du forbi Per Skrædders?«
»Det bliver vel den nærmeste Vej, men det er datte værd, du gaar naare Steder. Er hun dejt vov, bliver jeg der kanske i Nat, hvis ikke gaar jeg derfra i god Tid.«
Bag Skovstrup Skove bredte sig en milevid Strækning af Mose, Skov og lyngbevoxede Sandbanker, fordelt mellem fire Sogne, som her stødte sammen i en Spids. Hist og her laa en lille Gruppe af Gaarde og Huse, aldrig saa mange dog, at de vare komne til at danne nogen By. Til nærmeste Kirke var en Mil eller halvanden; fra de mere alfare Veje førte en Mængde Stier dertil gjennem Skove og langs Moser, men regulære Kjøreveje skortede det desto mere paa; man maatte hjælpe sig som man kunde.
I dette Terrain laa Pilegaardene, hvor Marens Søster boede; der kunde vel være en lille Mil dertil.
»Du kan gaa lidt nemt over det med Middagsmaden,« sagde Maren, »for Lindenberg kommer ikke her i Dag. Børnene skal ikke i Skole, og han sagde igaar, at han vilde saa tage til Odense.«
Paa Landet har Børnene fri fra Skolen hver Onsdag i Juni og Juli Maaneder.
»Naa da,« sagde Hanne, og der gik et spottende Smil hen over hendes store Ansigt. »Saa vil der nok snart spørges nyt.«
»Hvordan mener du?«
»Jo Per Skrædders Sidsel tog til Odense igaar og kommer først hjem i Aften.«
»Hvad kommer Per Skrædders Sidsel Lindenberg ved?« spurgte Maren heftigt; men samtidig gik der et Stik igjennem hende, saa hun nær havde tabt Kaffekoppen af Hænderne.
»Hun kommer ham ved, som hun er kommen saa mange andre ved,« svarede Hanne lige saa bistert.
»Du vil vel ikke sige, at Lindenberg og Sidsel Skrædders har sat hinanden Stævne i Odense?«
»Nej, for det vej jitte nøve om,« svarede Hanne. »Men helt fremmed for hinanden er de ikke, og naar det saa sker, at han tager til Odense, mens hun er derude, saa er det det, jeg mejn, at vi snart vil spørge nyt.«
Maren var bleven helt bleg. Hun frygtede for, at Hanne allerede havde læst mere, end hun skulde, men for ikke at gjøre Overgangen for brat, vedblev hun i en mere almen harmfuld Tone:
»Jeg antager dog, at Lindenberg holder sig for god til at have noget med den Tøjte at gjøre.«
»Jeg kan kun fortælle, hvad jeg sjèl har sejt, men forresten ikke har nævnet til naare før. Det er nøve, som ikke kommer mig ved, og desuden gider jeg ikke tænke mere end højst nødvendigt paa Sidsel. Jeg har græmmet mig nok for hendes Skyld.«
»Tror du virkelig, at de er forlovede?« spurgte Maren og havde Møje med at holde Stemmen fra at ryste.
»Jeg saâ lidt af Begyndelsen. Det var oppe hos Jakob Mikkelsens til Brylluppet. Jeg var der jo i de Dage og hjalp til i Køkkenet; saa ud paa Natten, da vi var færdige med at vaske op, gik jeg et lille Smut om til Havevinduerne for at se paa Dansen; jeg var naturligvis ikke klædt paa til at komme ind i Stuerne. Der kom jeg til at se ind i Havestuen, og der saâ jeg to sidde og næbbes i Sofaen. Der var for mørkt til, at jeg kunde kjende dem; men i det samme kom en tredje ind. Det var Annette. De andre to fløj op, og saa fulgtes de alle tre op i Salen, og da de kom i Døren, kunde jeg se, det var Sidsel og Skolæreren.«
Maren tav bom stille. Hun turde ikke røre sig fra Stolen; den første Bevægelse vilde blive en Forræder mod hende, og denne Stilling var det ikke mindre. Hun var pinlig stædt.
»Det havde jeg ikke ventet af Lindenberg,« sagde hun omsider og rejste sig. I det samme laa Kaffekoppen i Skaar paa Gulvet. Hun havde allerede længst sluppet den af Hænderne i Skjødet, og da hun nu rejste sig, havde hun Tankerne helt andre Steder. Dette sidste slog Hovedet paa Sømmet. Hun saâ af Hannes stjaalne Blik, at denne forstod det hele, og i Harme over, at hendes smukke Plan saa uformodet var tilintetgjort, en Plan der havde kostet baade Hovedbrud og Skillinger, og at hun var gjennemskuet af sin egen Huskone, brast hun i en forbitret Graad og løb ind i sit Sovekammer.
Da hun en Times Tid efter igjen traadte ud i Køkkenet, var hun paaklædt til at gaa til Søsteren. Øjnene vare endnu en Smule rødkantede, ellers var der intet at mærke. Hanne Mørkens havde lige sat en Gryde Vand over Ilden og stod og fyrede med noget gammelt Gærdebrænde. Hun lod som ingen Ting.
»Du kunde nok ikke begribe, hvad der gik af mig,« sagde Maren paa sin sædvanlige sødlige Maade; »men jeg kan gjærne sige dig det.« Hun standsede forlegent og gjorde sig et Ærende hen til Tinrækken.
»Det kan du lige som du vil,« brummede Hanne. »Det er nøve, der ikke kommer mig ved.«
»Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forstaaet Lindenberg anderledes. Han har nu kommet her over et halvt Aar daglig, og for mine Øjne at se -- -- men der er jo dem, der ikke kan andet end holde Folk for Nar. Vi havde ellers nok fortjent en bedre Behandling af Lindenberg, tykkes mig.«
»Det kan jo ogsaa være, at jeg tager fejl,« mumlede Hanne. »Tiden vil vise det. Der er da heller ikke noget ondt i, at du gjærne ser Annette godt forsørget. Jeg skal nok holde Mund.«
Maren havde faaet en Del at tænke paa paa Vejen til Pilegaardene. Hun havde levet sig mer og mer ind i den Indbildning, at Annette skulde være Skolelærerkone i Skovstrup; hun havde ikke sat saa lidt paa det Kort; Anders Jepsen, som havde saa stor Tillid til hendes Kløgt og havde sat Penge i Foretagendet, vilde lade hende det høre hele sin Levetid. Og saa at Lindenberg kunde foretrække én som Per Skrædders Sidsel for Annette! Og saa at Hanne Mørkens skulde blive hendes fortrolige, blive Vidne til hendes Nederlag! Det var en Ydmygelse, som Kvinder af hendes Art, disse sødlige Kvinder, aldrig glemme.
Søsteren var saa daarlig, at Maren bestemte sig til at vaage hos hende om Natten. Men om Eftermiddagen kom Doktoren; han mente, det værste var forbi, og at Maren kunde tage rolig hjem. Alligevel kom hun noget senere af Sted, end hun havde tænkt; Svogeren fulgte hende Halvvejen.
Da hun kom til Skovleddet ved Per Skrædders Hus, var det næsten mørkt. Hun mødte Per Skrædders Kone, som kom inde fra Skoven med sin Bindehose i Haanden.
»Ja du er vel ikke ræd for at gaa igjennem Skoven,« sagde hun, »for ellers kan jeg da følge dig.«
Maren vilde ikke, var hun end nok saa ræd, tage mod Følgeskab af Sidsels Moder, men Tilbuddet var en Venlighed, som fortjente i det mindste et venligt Afslag.
»Du har vel været ovre i Pilegaardene for at se til din Søster!«
Saa maatte Maren fortælle lidt om Søsterens Sygdom.
»Jeg var henne ved Stenkisten for at se, om de kan kjøre over den uden at komme galt af Sted. Rasmus er med Favnebrænde ved Stationen i Dag og skulde ha Sidsel med hejm fra Unse. Det er en ræle Vej, vi har her gjennem Skoven. Ellers gaar det da an ved Sommertiden, men nu er Stenkisten snart falden helt sammen. Og det er inde paa det aller mørkeste Sted.«
»Hvorfor faar I datte gjort nøve ved Vejen?«
»Pejer siger jo, at det tilkommer ikke ham. Det er ikke hans Stykke. Og de andre, som skulde gjøre det, kommer der kun sjalent med Vøvn, saa de kerer dem lidt om det.«
»Jeg vilde heller, naar jeg var i jert Sted fylde noget i Hullerne, end jeg vilde riskere at brække Halsen engang.«
»Ja, aa Gud! Der sidder en Sten i den ene Side af Broen lige i Sporet. Glider den ned, saa sker der en Ulykke. Jeg snakker saamænd nok om den Vej, men jeg kan jutte gjøre nøve.«
Maren bød far vel og gik ind i Skoven. Der gik et Kjørespor igjennem den; det var al den Vej, der var til Per Skrædders Sted. Den løb Bakke op og Bakke ned, snoede sig ud og ind mellem de tykke Bøgestammer, der skinnede som drejede graa Marmorsøjler i Skumringslyset. Hun kom snart til den omtalte Stenkiste. Det var paa et sidt Sted, hvor igjennem der løb et rindende Vand. Der stod Ellekrat paa Siderne, saa der var mørkt og skummelt. Vejen var ogsaa sølet dèr, trods den tørre Aarstid. Maren fik Lyst til at se Stenkisten nøjere. Hun maatte ogsaa for sin egen Skyld se sig godt for, at hun ikke skulde komme galt af Sted. Saa vidt hun kunde se, var der Bund Hul i det ene Spor, og dèr sad den flade Sten, Per Skrædders Kone havde talt om. Den var tør og saas hel grandt i det sorte Morads. Maren satte sin Træsko paa den for at prøve, om den laa fast. Ikke fastere, end at den kunde rokkes. Ja gik den ned, var en Ulykke uundgaaelig, især i dette Mørke. Men hun vilde da haabe, at Rasmus var saa fornuftig at staa af og støtte ved Vognen, til de kom over. Det kunde han ikke; der var akkurat Plads til Vognen og ikke mere; at kjøre til Siden kunde der heller ikke være Tale om.
Saa nu kom Sidsel hjem fra Odense! Og Lindenberg havde været i Odense! De havde maaske været ude at bestille Ringe. Mon hun nogen Sinde skulde komme til at sige Madame til Per Skrædders Sidsel? Aldrig. Før skulde hun -- -- hun satte paa ny Træskoen mod den lyse Sten. Den rokkede igjen. Hun kunde gjøre det. Hun kunde lade den forhadte Tøs knække Halsen, hun kunde endnu redde sin kjære, smukke, store Plan, og var det nogen Synd! Fortjente Sidsel bedre Skæbne? Havde hun ikke allerede gjort mere end én ulykkelig, og hvad ventede der Lindenberg med hende?
Blot et dygtigt Spark, saa ligger den. Hun løftede Foden, hendes Hjærte stod stille, Blodet susede hende for Ørene. Hun trak Vejret stakaandet og saâ sig sky til Siderne. Ingen hverken at høre eller se, aldrig kunde noget Menneske faa det at vide -- hun vilde ikke engang selv blive vis paa, om det var hendes Skyld, om det ikke, hvis »Ulykken« skete, vilde være sket alligevel.
Men hun sparkede ikke til Stenen; hun gik derfra, medens Tænderne klaprede i hendes Mund, og Sveden brast hende ud af alle Porer ved Tanken om, hvad hun kunde have gjort.
Gives der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift, vulkanske Lidenskaber -- --?
Det er ikke i Skovstrup. I Skovstrup sker ingen Ting, selv naar der kunde have sket noget, selv naar det kun er en Sten, der skal sparkes til Side. Ikke i Skovstrup.