Det var anden Pintsedag hen ad Aften, en Uges Tid efter, at Line var kommen hjem fra Kjøbenhavn. Stuen hos Lars Top udmærkede sig ved en vis lys og proper Hygge. Der var Panel i Vindueshøjde hele Stuen rundt og derfra og op efter til det lave Loft blaablomstret Tapet. Alt Træværket med Undtagelse af det sandstrøede Gulv var malet engelskrødt, i de smaa Vinduer stod blomstrende Fuchsier og Neliker. For den ene Bordende sad Line og hæklede, for den anden hendes Moder med sin Bindehose. Line talte om sine Svigerforældre.
»Nej det maa du da ikke tro, at de var glade ved det Parti. De har en stor Ejendom, og der er sex Børn, saa han skulde naturligvis have en med Penge, jo fler, desto bedre. De blev helt ude af sig selv baade gamle og unge, da de hørte, han havde forlovet sig med en Husmandsdatter fra Skovstrup, hans Mesters Tjenestepige.«
»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage!«
»De har skrevet det ene Brev efter det andet til ham, og Søsteren har været inde for at foresnakke ham, at han skulde gjøre det forbi, men han svarede, at det blev ikke anderledes denne Gang.«
»Det var rejdi nok net af Ditlevsen.«
»Net? Ja han kunde da ikke godt svare andet, naar han ikke vilde holde mig for Nar. Jeg har ikke hængt mig paa.«
»Vej du hvad, min Pige! Der er ligodt mange, der ikke tar det saa nøje i det Kapitel. Om Pigen bliver holdt for Nar eller ej, kerer de sig lidt om.«
»Jeg var ogsaa temmelig paa det rene med, at Ditlevsen ikke hørte til den Slags Folk, før jeg sagde ja; jeg tænker heller ikke, han skal komme til at fortryde sit Valg. Han forlanger ikke noget fra sit Hjem, saa vi begynder paa bar Bund, men vi har begge det Forsæt, at vi vil frem, vi er unge og raske, han har et godt Haandværk, og han hverken spiller eller drikker Fortjenesten op.«
»Ja det er saamænd det bedste ved det hejle.«
»Det er tit det solideste at begynde smaat, saa véd vi, hvor det kommer fra, saa skjønner vi paa det, vi har.«
»Ja du har altid været en sæjr gammelkløv Tøjs, Line.«
»Da Etatsraaden satte Bo, havde han mindre at begynde med end vi, og nu er han en af de største Bygmestre i Kjøbenhavn. Efter Skattelisten har han femten Tusend i aarlig Indtægt; det siger Ditlevsen.«
»Gud Faderi!« udbrød Lines Moder og lod lamslaaet sit Strikketøj synke i Skjødet. »Siger du femten Tusend? Saa kunde han jo kjøbe en lille Bondegaard hvert andet Aar for sine Indtæxter.«
»Til næste Aar begynder Ditlevsen som Mester. Saa alliérer han sig med en god Ven, han har, der er Tømrer, og saa kan de vælge et af to: enten kan de kjøbe Grunde i Udkanterne af Byen, hvor de endnu er at faa til rimelige Priser og bygge af nyt, -- saadan bærer de fleste sig ad -- eller ogsaa kan de kjøbe gamle Huse inde i Byen og pudse dem op, saa de kommer til at se ud som ny. Det betaler sig bedst, siges der, og det er det, Ditlevsen vil spekulere i. Det er der ogsaa mindst Risiko ved.«
Hun talte saa sikkert; hun havde næsten fuldstændig tilegnet sig det dannede Talesprog, vel med en stærk kjøbenhavnsk Akcent, men uden Skaberi. Skovstruppigerne ere i Stand til det paa en utrolig kort Tid.
Hun var i graa Kjole med sort Fløjel i Brystet og for Hænderne. Snittet var tarveligt. Under Hagen var Kjolen lukket med et Sølv-Egeblad.
»Saa nu maa du nok af Sted, Line!« udbrød Moderen og saâ ud. »Der har vi hele Selskabet.«
Udenfor Laagen stod en Flok unge Piger, alle i lyse Kjoler med Straahatte og Flagrebaand, leende og passiarende.
En af dem stak Hovedet ind ad Døren.
»Er du færdig, Line!«
Line havde rejst sig og rullet sit Hækletøj sammen. Hun tog nu Hat og Overstykke, som laa parat paa Kommoden, og var hurtig i Stand.
»Skal du være saa graa?« spurgte hun i Døren.
»Jeg danser ikke,« sagde Line.
»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage. Er det for Kjærestens Skyld? Han er jo langt væk.«
»Jeg har aldrig holdt videre af det.«
»Gaa til Skovbal uden at danse! det er en tynd Plasér.«
»Jeg venter mig heller ikke stor Plasér,« svarede Line med et Smil. »Far vel, Moder!« Hun lagde i forbigaaende Haanden let paa Moderens Skulder. »Skal vi saa?«
»God Fornøjelse, Børnlille! og lad mig sej, I ikke kommer for sejnt hejm!« Derpaa nikkede hun mildt til alle de glade Ansigter ude ved Laagen.
Skovballet stod i Jakob Mikkelsens Skov og var arrangeret af Mads Mogensen. Der var et aabent Dansegulv, et Beværtningstelt og to lange Borde udenfor Teltet med nedpælede Bænke. Ved Indgangen til Skoven vajede et Flag over en Æreport, hvis falmede Løvværk heldigvis ikke berøvede Skoven noget af dens Friskhed. Det var stille Vejr med stærkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hørte Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet -- Danselysten steg i Blodet. En Mængde Børn løb om ved Indgangen, hvor Mads Mogensens Ven Jens Nyrup stod og solgte Billetter; gamle Husmænd sad udenfor Teltet og røg paa deres korte Træpiber; Karle og Piger begyndte at samle sig om »Salunen«, og Egnens Løve, en ung Skrædder fra Langerup, havde allerede aabnet Ballet. Gaardmændene kom to og tre og Konerne ligeledes to og tre, saa langsomt Benene lod sig flytte; man maatte jo unde Mads Mogensen en Skillings Fortjeneste, hvor det lod sig gjøre for ikke at faa ham og hele den store Familie paa Sognet. Bag Teltet hævede en let, blaa Røg sig mod den grønne Baggrund -- dèr kogtes Vand til Kaffe og Punsch; en halv Snes Børn, allesammen Mads Mogensens og allesammen pjaltede og blegnæbbede, stod og hang af i Baggrunden af Teltet og der omkring. De legede ikke, de rendte ikke omkap med de andre Børn -- alligevel var denne aarlig tilbagevendende Fest Aarets gladeste Dag for dem og imødesaas Maaneder forud med stille Spænding.
Mads Mogensen var i Perlehumør over det gode Vejr; for desto friere at kunne bevæge Armene havde han hængt sin Frakke op paa en Stump knækket Gren af en nærstaaende Bøg. Af Farve var den Frakke resédagrøn med stærkt gulnede Partier; i Frastand saâ det ud, som om én havde hængt sig; det saâ ud som en Protest imod Lystigheden, men var det ikke.
Niels Væver og hans Søn sad paa Bænken uden for Teltet tilligemed et Par andre Husmænd. Lars Top var der ogsaa.
»Skal vi ha vos en Bajer?« foreslog Lars.
»Skal jeg ha nøve, skal det være en Kaffepuns,« sagde Niels Væver.
»Du er døv et gammelt Krej!« raabte Lars venskabeligt. »Skal du ikke være mere fornem paa det, naar du er til Skovbal!«
»Det Bajerskøl er saa bedsk,« sagde Niels; »men vi kan jo lade helt være.«
»Sitte nøve Pjank! Har Mads havt Ulejlighed med at faa Drikkelsen herud, maa vi da unde ham en Smule Søgning. -- Hej, Mads! Har du Kaffen færdig?«
Mads kom springende ud af Teltet i Skjorteærmer med Lærredsforklæde og bart Hoved, lille og slunken, men lutter Smil og med spillende Liv i de brune Øjne og alle Lemmer.
»Kaffen er færdig, mine Herrer! Hvor mange Portioner?«
»En, to, tre -- -- fem skal vi ha, og saa en Drøve Brændevin til at sole den med.«
Skovstrupperne bruge det gamle »suole« for »svale.«
Kaffen kom, og Brændevinen kom. Mads satte sig hos.
»Jeg tar mig en Drøve med det samme,« sagde han. »Siden hen, naar Publikum formerer sig, faar jitte Stunder til at faa hverken vaadt eller tørt. Væsgo, mine Herrer!«
»Du skulde ha bestilt naare Talere, Mads,« sagde en i Selskabet. »Saa var der kommen flere Folk og bleven mere Liv i det.«
»Jeg havde det i Obselvation,« sagde Mads, »men jeg slog det af Tankerne igjen, for jeg skal sige vos, lille Folk: det bliver altid til Politik og dette here med højre og venstre. Men se, nu er du Venstremand, Rasmus, og Jakob Mikkelsen, som gir Skøv til, er Højremand, og jeg sjèl er Vært -- jeg skal betjene Gjæsterne gelìk og rejælt, men det er ikke gjørligt at være alle til Pas, saa snart vi kommer ind paa de diplomatiske Gebeter.«
»Du er rejdi nok, Mads,« raabte Lars Top. »Skaal, Nejels! Skaal, allesammen!«
»Jeg skal sige vos nøve, lille Folk,« vedblev Mads Mogensen. »En af mine gode Venner sagde engang til mig: Du skulde stille dig til Valg, Mads. Du har gode Talegaver og gode Videnskaber. Du kunde fortælle dem et og andet, de kunde have godt af at høre.
Jeg er en simpel Mand, sagde jeg, og jeg er en fattig Mand.
Du faar sex Kroner om Dagen, sagde han igjen, fri Rejse frem og tilbage og fri Fortæring. Barestens de ligger inde fire Maaneder, som nu om Stunder er det allerringeste ved det, at Finansloven, som de kalder hende, er bleven saa skammelig haard at trække igjennem, saa har saadan en Rigsdagsmand sine syv Hundrede Kroner.«
»Kan det dog blive saa møje?« udbrød Lars Top.
Mads Mogensen saâ sig triumferende om. »Jeg vil sige jer, lille Folk, jeg overvejede Sagen. Jeg sagde til mig selv: Hvem er det, vi har til Preresi --, til Resipretant? Er det en Mand, som forstaar sig paa Smaafolks Konditioner, som kan sige, hvad vi skal ha for at sætte en Favn Brænde eller naare af de Dejl? Jeg skal ikke lædére Manden; han kan være møje god i sin Klase; men han er Kjøbenhavner, han er studejret, han kjender val knap nok Ærter fra Vikker.«
»Der er nøve i det,« sagde Lars alvorsfuldt.
»Kanske I lejr ad mig,« vedblev Mads med stigende Mod, »for jeg er en simpel Mand lisom I andre, men jeg er godt oplært, og jeg følger med i Bladene. For det skal man begribeligvis. Og hvad Lovgivningen angaar, har jeg Produkterne og Paragraferne i Hovedet, som det hedder, baade hende om skadeligt Vands Afledning og den ny om Jagten.«
»Det forslaar ikke, Mads,« sagde Jens Skomager og fniste med Øjnene i Bordet og opskudte Bryn.
»Forslaar! Véd du hvad, Skomager, om det var sig saa, at jeg kom i Rigsdagen, saa kan du stole paa, at jeg skulde ikke staa tilbage hverken i Udvalg eller i Betænkeligheder. Og hvad Klæderne angaar, jeg er en simpel Mand, jeg er en fattig Mand -- men der blev vel Raad til en ny Frakke og en sort Silkehat for de Penge.«
»Ja du skulde stille dig,« fniste Skomageren.
»Det skulde da være til Snapstinget,« mumlede Rasmus.
»Jeg stiller mig ikke,« erklærede Mads, »for jeg er hverken pengesbegjærlig eller ærekjær. Jeg er en fattig Mand, men jeg optøjler mine Børn i Herrens Formaning og forskaffer min Familie Legemets Næring og Nødtørft ved mine Hænders Gjerning. Mangler I nøve, siger jeg til Trine. Skal Børnene ha ny Klæder, ny Sko? Skal du ikke snart ha dig et Fjerdingpund Bøner? Skal jeg ikke gaa ud at kjøbe dig en fire Ugers Gris; de er dyre paa Tiden -- lige møje, siger jeg, hvad der skal til, skal til. Den ældste af mine Pigebørn, hun blev kjed af at tjene Bønder, hun vilde til Kjøbenhavn, for hun er godt lært og hun er skrap til al den Dejl, de sætter hende til. Godt, siger jeg, her er Rejsepenge! Væsgo. Men før dig anstændigt op, sagde jeg. Og jeg vil vide af at sige, at hun har fulgt sin Faders Formaning, hun har Skudsmaal og Vidnesbyrd over hejle Kjøbenhavn. Og det Herskab, hun er hos -- -- det er rejdi, Laves! Din Line er jo aa der inde. Ja det er en stor Fornøjelse for vi gamle, naar Børnene skikker sig val. Som det gamle Ord siger: Børn er Fattigm -- --«
»Mads!« lød en skingrende Kvindestemme henne fra Teltet.
»Nu kommer jeg,« raabte Mads og sprang op. »Ja bliv kun I siddende, lille Folk, og lad mig se, I morer jer.«
»Du kommer val igjen inden alt for længe,« sagde Lars Top, »at vi kan faa gjort Relighed for Kaffen.«
»Jeg skal strax være hos jer,« svarede Mads og pilede afsted.
»Det er et farligt Krej, den Mads Mogensen,« sagde Lars og lo. »Det blev èsen en fejs Rigsdagsmand, vi fik vos der. Og sitte han kunne læse op om Klæder og Sko og Kaffe og Grise. Gud hjælpe de Stakler! De sejr vist itte manne Øjre af Fortjenesten.«
»Naa,« udbrød en Stemme bagved. »I er nok ved Thevandet, kan jeg se.«
Det var Hestehandler P. Nielsen, som for to Dage siden var kommen hjem fra Kjøbenhavn. Han var i modérne Straahat og lys Overfrakke.
Selskabet følte sig smigret ved at blive tiltalt saa ligefremt af den store Mand og lo enstemmig. Men Lars alene var Mand for at give Svar paa Tiltale. Han saâ frejdigt op og svarede:
»Nej vi var føst ved Kaffen, Nejlsen. Der er længe endnu til Thevandet.«
Dette resolutte Svar gjenoplivede Latteren; Lars selv lo højest af dem alle.
»Kom hid lidt, Skomager!« sagde Nielsen. »Jeg har noget at tale med dig om.«
»Ja vel,« svarede Skomageren militært og sprang op.
De gik Side om Side hen ad Skovvejen, den store, lysklædte Hestehandler med den skinnende Straahat paa Snur og den korte, undersætsige Skomager i sin forvredne Landsbyfrakke og toppede Klædeskaskjet.
»Jeg kunde ikke komme nogen Vegne med den Sværte,« sagde Nielsen, da de havde fjærnet sig tilstrækkelig langt fra Gruppen. »Jeg véd Faen ikke. De fleste vilde hverken høre eller se den; et Par, som jeg fik til at prøve den, sagde, at den var udmærket, den var meget bedre end den, de forhandlede, men nu havde de engang deres Forbindelser, som de ikke kunde bryde, og jeg véd ikke hvad -- det fik et daarligt Udfald.«
»Det gjør ikke nøve, Nejlsen,« sagde Skomageren, trak Øjenbrynene op og gjorde mange Grimacer med Munden. »Det kommer nok. Al Dejl skal ha sin Tid.«
»Hør, Skomager, jeg er nu bleven opsat paa, at den Sværte skal gaa. Men rimeligvis maa du selv snakke for dine Varer. Har du Lyst til at tage med mig ind til Kjøbenhavn ret efter Helligdagene, saa giver jeg fri Rejse.«
»Jeg siger saa manne Tak,« svarede Jens, »men det er lidt for tidlig inøv.«
»For tidlig! Hvad skal det sige? Naar saadan noget skal sættes i Gang, saa gjælder det just at komme saa tidlig som muligt og komme med Kraft. Jeg kan ikke med dette Sjokkeri og disse hundrede Betænkeligheder, somme har, saa de aldrig kommer af Stedet, inden det er bag efter.«
»Det kan nok være, Nejlsen, men siden vi nu har begyndt at snakke om de Dejl, saa sker det ogsaa somme Tids, at en god Sag bliver ødelagt, fordi den kommer frem for hovedkulds. Efter hvad jeg saadan har tænkt om dette, da er der to Veje: enten gaar vi ud fra Skovstrup med smaa Skridt og kommer først til Odense, Assens og Nyborg, siden hen tar vi Jylland og Sjælland, saa Kjøbenhavn og saa videre kanske til Sverig og Tyskland, eller ogsaa gaar vi ud fra Kjøbenhavn og falder over hele Landet lige med det samme. Men saa er det, at der skal en hel Fabrik i Gang med Folk og Agenter og store Oplag. Alene de mange tusend Æsker og Prøver og Forsendelser vil koste flere Hundrede Kroner. Sejs vi, dem har jitte, Nejlsen, og derfor er jeg nøjdt til at gaa med smaa Skridt.«
Nielsen saâ forbauset paa sin Sidemand. Han begreb, at det var ikke ham, der gav Skomageren en Opgave, men at denne var til forud, var gjennemtænkt langt fuldere, end han havde Anelse om, at Skomagerens Tankevidde gik, og at Opgaven var grebet under et større Synspunkt; derom overbevistes han ved de Ord Fabrik og Agenter.
»Det var som Faen. Jeg ser, du har tænkt over den Ting. Men er det ellers kun Penge, du trænger til, saa kan du faa hos mig. Hvor mange skal du bruge? Vil du have fem Hundrede Kroner?«
»Det er saa møje godt, Nejlsen, og jeg siger saa manne Tak; men jeg kan ikke stille naare Sikkerhed, og jeg er heller ikke modig ved at laane alle de Penge.«
»Sværten er Sikkerhed nok. Folk, der vil frem, skal hjælpes.«
»Jeg tror ligodt, jeg gaar over Odense og Assens og tar den med smaa Skridt,« sagde Skomageren; »men jeg skal tænke over det. Kun vil jeg bede dig om, at det bliver mellem vos. Folk gjør Nar ad saadan nøve, indtil de sejr, det gir Penge.«
I det samme kom hele Pigeklyngen, lys, flagrende, leende -- to og to, Arm i Arm. Line stak noget af i sin graa Kjole; hun var ogsaa den højeste.
Hesteprangeren løftede høfligt paa Hatten og talte dem spøgende til. Han havde Ord for at være kvindekjær. Jens Skomager drev forlegen af for sig selv i store Spekulationer, smaafnisende og med mange sælsomme Grimacer.