«Det er vældig saa du er blevet velhavende i det sidste, Jonas», sagde Dick Darling og stemmen var fuld af bidende ironi.
Strilen laa med en søklastet baad langs siden af «Styggen II». Han vilde have slæb til byen og havde budt Jonas Ratje fem kroner for «at hænge bagpaa» indover saalangt som ind forbi moloen. Dette var et stykke ude i fjorden og den strilebaaden vilde igrunden slet ikke hefte noget større. Alligevel havde Ratje afvist tilbudet kort og fyndig i udtryk som kun hans tunge kunde prestere magen til.
Dagen var en fortryllende maidag med hvide drivende skyer, med blank smaakruset sjø og med skiftende lysvirkninger indover de graa fjeldknauserne, hvor enkelte lyse birker netop havde klædt sig i grønt. Hvide maager kredset høit oppe i rummet og hele landskapet saa ud som en flot skitse i hvidt og ultramarin med enkelte stænk af andre farver inde imellem.
Men trods at fjorden var blaa og himlen høi og luften fuld af sol og vind, var humøret ombord i «Styggen II» ikke saa lyst som det kunde være.
Selv sad jeg paa forpolleren og iagttog folk og forhold og ting uden at sige noget. Det interesseret mig at faa rede paa de underliggende motiver, som fik mine venner til at snu vrangsiden ud. Men jeg skulde vel vogte mig for at gaa mellem barken og veden.
Som sagt Ratje vilde ikke slæpe strilebaaden og Dick Darling vilde. Deraf den ironiske bemerkning som indleder disse linjer.
Ratje bare gryntet stædig, hvorfor Dick fortsatte: «En skulde tro, du fandt femkronerne strød alle steder. Du er blevet saa stor paa det, at du gidder ikke bøie dig og plukke dem op om du fandt dem paa gaden.»
Han spyttet forarget over lu række saa alt spyttet drev ind paa dækket, og jeg noterte mig, at naar Dick kunde være saa usjømandsmæssig maatte han sandelig være ordentlig forarget.
Strilen blev liggende der han laa. Ogsaa han havde merket at det var uoverensstemmelse mellem de høiere magter. Han haabet fremdeles at kunne spare sig roturen til byen. Men han kjendte ikke Jonas Ratje saa godt som jeg.
«Hør her du din striletamp. Lad gaa af rækken der, ellers skal jeg lære dig. Tror du dit skidne kadaver, at du kan klænge dig ind paa en ærlig bymand med dit fysiognomi og din sorte sjæl, saa tager du pinedø feil, far. Lad gaa, siger jeg», og Ratje hug med støvlehælen efter strilens fingre saa han slap taget.
Men det blev formeget for Dick. Han kom omkring maskinskylightet, rakte sig ud over rækken og raabte til strilen: «Lang mig fangelinen, mand». Og strilen var fort i vendingen da han hørte det. Dick slog bugten af linen omkring slæbebøilen og slang enden ned i baaden igjen.
Ratje stod og saa paa og hans mægtige aasyn blev mørkt som Jupiter tonans under en tordenbyge. Han trak rolig tollekniven og før nogen af os vidste ordet af sad strilen med stumperne af en kuttet fangeline i hænderne og bandte saa godt han havde lært. Det var ikke stort i forhold til hvad vi var vante med ombord i «Styggen II», men fra et almindelig missionsmøde-standpunkt var det meget respektabelt.
Da fangelinen var kappet stak Jonas kniven i sliren igjen, knyttet næverne og holdt dem opunder næsen paa Dick Darling: «Og nu, du elendige fedtkoger, nu ser du at komme dig nedenunder og faa skrangle værket igang lidt fortere end fort, for ellers sker her noget som du ikke liger. Save?»
Dick sagde ikke et ord mere. Han bare trak medlidende paa skulderen henover mod mig, som om han vilde bede mig om undskyldning og antyde at Jonas ikke var rigtig vel bevaret.
Jeg vogtede mig vel for at tage parti. Jeg holdt mig urokkelig nøitral.
Et øieblik efter skjød «Styggen II» over stevn og Ratje tog roret. Det bar indover til byen, mens skummet stod hvidt om baugen og propellen kjærnet op en stribe af boblende seltersvand i kjølvandet.
Jeg fik fyr paa piben og indrettet mig paa at underholde mig selv, for det saa ikke ut til at Jonas vilde bli synderlig underholdende. -- Men det tog jeg feil i. Hans hjerte var fuldt og han maatte have afløb.
«Det skulde bare mangle, at vi herombord i «Styggen II» nogensinde skulde falde saa dybt, at vi gav en haand til udsugervæsenet,» kom det iltert. «Her ligger en slig svinehund af en stril inde ved torvet og tager to kroner for en liden palesei; -- to kroner -- og det af fattige smaafolk som ikke ved hvor de skal faa maden i munden engang. Jeg saa en stakkar kone forleden dag. Torvet var stappende fuldt af blanke seier, og kjærringen stod og graad for hun ikke kunde faa kjøbt middagsmad til ungerne sine, endda hun hadde penge til rimelig kjøb, og ligevel stod den strilegapen og flirte og lo og forlystet sin svarte sjæl over elendigheden. Og sligt skal man tage paa slæb? Nei han kan dyre død slide paa aarene til ryggen hans gaar af, den bandsatte flaaeren. Hvis han tror at Jonas Ratje sælger sjælen sin for hans lusede femkroning, saa tar han feil.»
-- -- -- «Om det er den samme strilen? Det ved jeg ikke. Det er ialfald samme sorten baade udvendig og indvendig. Og den skarve Dick, gaar han ikke der og er saa eggesyg for at faa fat i nogen luseører af blodpengene han ogsaa. Siden han begyndte at jobbe er han blevet saa gridsk at det er en skam.»
«Jobber han?» spurgte jeg pligtskyldigst.
«Om Dick jobber? Ja det kan du lide paa han gjør. Han er god for sine tyve tusen, saavist som han eier en krone. Helt siden ifjor sommer har han ikke gjort andet end at sope ind penge, og han snakker ikke om andet end aktier og udbytte og salg fra morgen til aften, og jeg tror fra aften til morgen med. Han snakker jobbing i søvne, mand. Min fredelige hyggelige Dick er blevet en mamonstræl, en guldkalvdanser, en -- en --» Jonas ledte efter ordet, som han mod sædvane ikke fandt. --«En kapitalist, en pengepugende kapitalist.» Der var en verden af opsparet foragt i tonefaldet.
Men nu havde Jonas Ratje faaet udløst lidt af sin galde og trak sig tilbage ind i sit skal. Han lukket styrehusruden som for at betyde mig at audiensen var forbi og jeg blev siddende der paa polleren og røge og stirre ind i de nye merkelige perspektiver som aabnet sig for mit blik. -- Jonas Ratje som filantrop og Dick Darling som pengepuger, og to gamle venner paa nippet til at blive fiender bare for en lumpen femkrones skyld og for en stril. -- Sandelig verden holdt paa at blive vendt op og ned.
Det var nogen dage senere. Dick og jeg sad paa Tyskebryggens café med en flaske øl mellem os. Jonas Ratje var oppe i byen for at faa klarering for nogen slæb hos Hahn & Hinken, som efter den store brand havde faaet kontor langt inde i Kong Oscars gade.
Jeg havde bragt episoden fra forleden dag paa bane og Dick viste sig at være meddelsom:
«Ja er det ikke besynderlig med Ratje. Det er akkurat som om fem kroner ikke var penge. -- Det der som du siger om den konen -- ja kanske er det sandt og kanske er det ikke; men hvad kommer det os ved. Kan nogen se paa en femmer enten en har tjent den hos en stril eller hos en herremand kanske?»
«Jamen Jonas sagde at du var kapitalist, en pengepugende kapitalist,» skjød jeg ind.
Dick rødmet der han sad, saa jeg kunde se at han blev rød helt opunder haarroden endda han var temmelig skidden i fjæset. --«Sagde Ratje det? Ratje?»
«Tja, det sagde han, og jeg lyver ikke. Kanske han lyver, kanske du ikke er kapitalist og pengepuger?»
Det var stygt af mig; men Dick vred sig som en orm der han sad, og jeg kunde ikke for mit liv lade være at give skruen en omgang til. «Det havde jeg aldrig troet om dig Dick,» sagde jeg dydig.
«Saa det har Ratje sagt, Ratje som selv -- --»
«Hvad behager?»
«Ja sandt for dyden, naar han sladrer af skole, hvorfor skulde jeg da tie. Ratje skulde passe sig selv, han som sopte ind femtentusen kroner bare paa Belleaffæren.»
«Femten tusen?»
«Ja netop. Du ved hun blev kjøbt for firehundretusen og solgt igjen for en million to hundrede tusen tre maaneder efter. Jonas var med der og femtentusen var hans part. Og du maa ikke tro det er hans eneste job. Nei far, han var med paa «Stalton» og paa «Fredheim» og «Anna» og «Peik» og -- nei han skulde bare tie. Han snakker om kapitalister og jobbing. For hver femhundrede kroner jeg har tjent har han tjent dobbelt saa meget. Jonas snakker om kapitalist, han som vasser i penge. Han kan lægge op hvad dag det skal være for den del. Det er derfor han er blevet saa storsnudet; men han skulde dyre død bare tie stille. Jeg kan endnu mindes de dage da vi vilde været glade ved en femkroning for et strileslæb. -- Nei jasaa, saa Jonas snakker om kapitalist?»
Dick blev ganske hæs af bevægelse. Han bøiet sig helt frem over bordet til mig og hvisket: «Ved du at han vilde sælge «Styggen»?»
«Sludder, aldrig i verden,» sagde jeg.
Dick slog kors under hagen med en graasvart pegefinger akkurat som gutungerne, naar de rigtig skal bedyre et udsagn. «Sælge Styggen II,» sagde han med gravrøst og kunde næsten ikke tale for bare sindsbevægelse, og jeg spurgte med øinene for at faa nærmere forklaring, for jeg skjønte jo at overfor saamegen sjælsfordærvelse gik det ikke an at spørge høit.
«Ja da. Vi fik et bud paa hende. Jeg siger ikke at det var et daarlig bud; men alligevel, efter al den møien vi hadde for at faa fat i hende, saa -- --. Sælge «Styggen II» og det til de blodsugerne. Nei før skal jeg gaa naken paa gaten og tigge.»
«Hvilke blodsugere?» Dette begyndte at bli dramatisk og nu vilde jeg tilbunds i den historie.
«Hahn & Hinken naturligvis. Hvem andre. Tænk sælge «Styggen II» til dem.»
Dick hadde ganske ret, dette nærmet sig helligbrøde. Jeg blev siddende og stirre ind i et minde. Jeg syntes jeg saa Dick hin mindeværdige dag da han drog op til Hahn emballeret som en ekstra prima førsteklasses krigsinvalid med bandager baade her og der for at pointere hvorledes Hinken bavde maltrakteret ham. Det var det som skaffet mine venner saa rimelig kjøb paa baaden; og nu havde altsaa Ratje villet sælge den til disse samme gamle eiere.
«Hvad bød de?» spurgte jeg.
«Syvogførtitusen.»
«Og dere kjøbte hele kareten for atten?»
«Ja!»
Jonas Ratjes synd begyndte at bli noget mindre. En avance paa niogtyvetusen var ikke slig at løbe fra i disse vanskelige tider. Jeg dristet mig til at sige saameget til Dick.
Han bare knuste mig med et eneste blik. --«Nei, det siger Jonas ogsaa. Han sælger gjerne baade konen og barnene sine om nogen bød ham lidt for dem.»
«Ja tro det.»
«Han vilde sælge «Styggen II»!» Dick dunket i bordet saa glassene danset. Dick var ungkar og «Styggen II» var mere værd for ham end kone og barn, ialfald mere end andre folks barn og koner. «Men jeg har nu sagt ham meningen min. Sælg du bare du, sagde jeg. Sælg baade baaden og sjælen. Stop saa alle pengene op i en sæk og gaa op paa torvet og sig til alle du træffer: Her er min sjæl! Se saa om du faar det bedre da. -- Ak ja, det er ikke saa let; men at min prægtige Jonas skulde blive en slik mamonstræl, det skulde jeg bandt paa var løgn.» Og Dick sukket saa tungt, saa tungt.
Det slog mig forresten, hvor disse to igrunden var lige i mangt og meget, og jeg fandt forklaring paa et og andet i deres mangeaarige venskap, som hidtil havde været mig dunkelt nok.
Saa gik døren op og Ratje kom ind. Han skulet fra den ene af os til den anden, og satte sig ned med et mut nik til mig. Dick ænset han ikke. Ratje vinket til opvarteren og da varerne kom skjænket han rundt og drak selv graadig hele glasset og et til. Saa tørret han sig om munden med haanden og sagde nærmest henvendt til den elektriske lysekrone: «Nu staar hun i femtitusen!»
Dick krøb sammen paa stolen. Han blev saa underlig liden der han sad og hviskende spurgte han: «Hvad svarte du?»
Jonas saa paa ham. Øinene hans var bistre, der luet en ild i dem som jeg aldrig havde set der før og Dick frøs under det blikket.
«Svaret?» Hvad skal en svare. Du vil jo heller fly kysten rundt efter femkroners slæb end at bukke din ryg og tage op penge som folk formelig slænger efter dig.»
«Situationen blev uhyggelig. Jeg tænkte paa at fordufte og sad bare og pønset paa et par passende avskedsord. Jeg skjelet bort paa Dick. Et øieblik saa det ud, som om han vilde fyge op i et gnistrende sinne; men saa hændte der noget som jeg ikke havde ventet.
En blank taare piblet frem i øienkriken. Den funklet et sekund som en ædelsten og trillet saa nedover det sortsmuskede og furede kind og tabte sig i den pjuskede knebelsbart. Og den ene fulgtes af flere. De trillet efter hverandre og tegnet et helt lidet bækkefar der de trillet.
Jeg saa bort paa Jonas. Ogsaa hans udtryk var en hel studie. Det sammenbidte bistre udtryk veg først for den mest maabende forbauselse; men lidt efter lidt steg der op i øinene en vaagnende forstaaelse og medlidenhed som var næsten rørende.
«Dick, gamle idiot! Dick da, du kan da forstaa vi ikke sælger «Styggen II» naar du tager det slik. Ikke for hundredetusen, ikke for alle de penge som findes i verden». Og han rundet af sit udbrud med et seksløbet kraftudtryk af de saftigste det nogen gang er faldt i min lod at høre.
Men Dick stakkar sad der flau og flad. Det gik ind paa ham, at han saaledes havde gjort sig til et skuespil og en flab. Han tørret ærgerlig taarerne væk; men opnaadde bare at smørre skidt og salte taarer udover i malerisk blanding, og jeg kunde ikke hjælpe for at der gled et smil over mine læber, skjønt hele mit hjerte var hos Dick.
Men det vidste jo ikke Jonas og for at faa bugt med sin egen rørelse overfuste han mig: «Hvad flirer du af, blækhorn. Her er dyre død ingen ting at flire af, saa meget du ved det, og hvis du ikke svindter dig med et se anstændig ud, saa forsyne mig pynter jeg ikke galionsfiguren din slig, at din egen mor ikke skal kjende dig igjen. Kanske du tror at en mand som Dick er til at flire af, din skidtstøvel. -- Et slikt blæksmørrende ubegavet væsen, hvad i dundrende er det du flirer af?»
Havde ikke Dick lagt sig imellem, saa tror jeg sandt for dyden han havde klemt til mig. Men Dick stak frem en sodet næve og famlet den bort i Jonas Ratjes. «Tak Jonas. Jeg vidste jo hele tiden, at du ikke orket at sælge «Styggen II» du heller.»
Jonas brummet noget grødet langt nede i struben. Det hørtes som rullende torden langt borte.
Men slig kunde det ikke vedblive. Folk begyndte at se bort til vort bord og opvartertosken blinket med øiet til en stamgjæst og gjorde en næsten umærkelig bevægelse med hovedet henimod os. Jeg havde ikke andet at gjøre for at stoppe hans usømmelige friheder end at telegrafere til ham efter to flasker til.
«Ja, det er netop det vi skal have,» sagde Jonas med et forlegent smil som skulde dække over hans usikkerhed. Men saa tog han sig sammen og reiste sig op, slog ud med haanden til de ti tolv gjæster som sad rundt i lokalet.
«Gentlemen,» brølte han og smilet blev bredere og bredere. «What do you want? Opvarter, seks flasker champagnevin. Jeg betaler, jeg Jonas Ratje!» -- Og nu var han pludselig igjen den gamle myndige Ratje som jeg frygtet og holdt af. Høvdingen som kunde kommandere mennesker.
«Mine herrer,» raabte han og røsten runget. «Jeg vil dere allesammen skal drikke en skaal med mig, for min gamle ven og kammerat Dick Darling som sidder her, og den som ikke det vil slaar jeg hovedet ned i maven paa. Save?»
Dick stakkar han blev rent overvældet af saa megen ære. Han var saa flau og saa undselig at han knapt vidste hvor han skulde snu sig. Han bare tysset og tysset paa sin brautende skipper som ikke vilde give sig.
«Sæt dig ned, Dick, du gamle mamonstræl. Sæt dig ned og hold mund. Dette er min dag og dermed basta.»
Men Dick vilde ikke være mindre end Ratje og bestilte ligeledes seks flasker champagnevin. Jeg saa en forvirret kjøkkenpige pile forbi bagvinduerne med en stor kurv. Slige bestillinger kunde caféen ikke effektuere uden varsel.
Slig gik det til at mit hoved kom i ulag i mange dage, for champagnen var saa som saa, selv om prisen var den samme som for Pommery grand sec.
Det gjorde ikke noget. Jonas og Dick havde fundet hinanden paany. Det var vel værd kalaset.