Jonas Ratje, føreren af slæbebaaden «Styggen II», laa og strakte sig saa lang han var midt oppe i en taugkveil.
Han var inderlig forarget, og røgen fra den korte, smaa snadden kom i korte hidsige smaa stød, som ekshausten fra en totakts motor.
Jeg sad paa polleren og afventet, hvad der vilde komme. En slig forargelse maatte have afløb, og det kunde være ganske lærerigt iblandt at høre Jonas Ratje udgyde sin bitterheds skaaler.
Men der gik fem minutter og der gik ti uden at den forventede udladning kom. Han bare dampet og dampet paa piben, iltert og uafladelig, og piben snorket af surhed og elendighed. Mig tog han ingen notis af. Lod som jeg var bare luft. Jeg var dog ellers en velseet og æret gjæst ombord i «Styggen II» naar min vei faldt saaledes.
Det hele var ganske merkværdigt.
Langt om længe vovet jeg en liden bemærkning: «Hvor er Dick Darling henne idag?» spurgte jeg.
Det var gnisten i krudttønden. -- Ratje sprang op og formelig fræste:
«Ja kan du sige mig det, du, saa er du klogere end de ti vise fra Østerland. -- Væk er han, væk som et telegram fra Rundemanden, den forbandede abekatten. Først lægger han baaden op en hel dag midt i travleste sæsonen; fordi han maa have kjedelsjau. -- Kje-del-sjau, naar det er travelt. Har du nogensinde i dit syndige liv hørt magen. Men lad nu det gaa; men mens vi saa ligger bommende stille og alle de andre bavianerne tager fra os det ene jobbet efter det andet, saa triner min godeste Dick op efter middag med snip og manschetter og bonjour og stiv hat, som en anden udenrigsminister og meddeler mig ganske rolig, at han skal have fri, for han skal paa byen.
Nu har jeg faret paa salt vand siden jeg blev en næve stor; men jamen er det det stiveste nogen har budt mig til denne dag.»
Jeg smilte sympatisk og lidt uforstaaende. Dick iland midt paa dagen, det kunde sagtens forklares; men maskinist Darling i bonjour og manschetter en hverdagseftermiddag, det hørtes utrolig og jeg rystet tvilende paa hovedet.
«Hvad pokker griner du efter? Din udslidte kuglespidspen! Tror du mig kanske ikke?» fræste Ratje. --«Jo far. Det er desværre altfor sandt, og handsker havde han ogsaa, den kænguruen! Men hvis ikke den forbaskede nordlandsdukken er «la femme» i den historien, saa skal du faa kalde mig gryde saalænge jeg lever.»
«Nordlandsdukken?» Sandelig dette var en dag fuld af uanede nyheder. «Gik Dick paa frierfødder?»
«Næ, hvis han endda det gjorde, saa skulde jeg tilgive ham hans daarskab, saa gammel han er; men vil du tænke dig, den gamle han-idioten har lagt sig til en guddatter. Han som aldrig har havt nogen ting at bestille hverken med gud eller døttre. Og en tilkommen og fornuftig mand skulde man tro. Men «no fool like an old one» siger engelskmanden og han har dyre død ret.»
Themaet begyndte at interessere mig. Ratje var nu kommet i farten, saa nu behøvet jeg bare at pirke lidt i ham en gang imellem med et lidet spørsmaal for at holde ham gaaende.
«Naar begyndte komedien?»
«Aa Dick har altid havt stormandsgalskab, det er min mening; men siden vi gik i kompani med Hahn & Hinken og begyndte at tjene lidt penge har han været uudgrundelig hoven.»
«Dere tjener penger nu da?»
«Aa jo saamen, det kunde gaa værre, men saa ved du det trænges ogsaa, for vor halvdel i «Styggen II» fik vi ikke for ingenting, saa der er baade renter og afdrag at skulle klare. -- Men nok om det. Dick som jo er ungkar har et par ganger maattet klare afdragene alene. Men det siger jeg dig, det er det dummeste jeg har indladt mig paa i mine dage. Den gangen Dick og jeg eiet gamle «Styggen», den som forliste, husker du, da eiet vi halvt om halvt, og da var Dick et skabeligt menneske at arbeide sammen med; men siden han nu er kommet til at eie to kroner og femti eller vel saa det mere end mig i denne fillekassen, saa er der forsyne mig faret en hovmodighedens djævel i ham, saa det snart ikke er mulig at være indenbords med ham.
Stiveskjorte og glacehandsker paa en yrkedag, saa skjønner du selv.
Men det er denne fankens jentungen som er skyld i hele uleiligheden.»
«Ja, jentungen, hvor kom hun fra?»
«Fra himmerige eller Nordland eller et varmere sted, hvad ved jeg. Hun kom dumpende ned paa Holbergsalmendingen en dag med parasol og kruset pandehaar og trange skjørter og det hele, da mindst jeg anet det. Dick, det asen, blev rød og bleg, og før jeg fik snu mig, saa var det: Kjære søde onkel Dick og gamle hyggelige onkel Dick, aanei saa morsomt at træffe dig, og jeg skal hilse saameget fra mama. -- Du kunde faa kvalme af at høre paa det. -- Og idioten presenterede mig for ladyen. Mig! Hvad byder du? Og frøken Jensen fra Harstad bød mig tre fingre og tørket dem bagefter af paa lommekluden sin! -- Æsch!»
«Spørger du om hun var pen? En lang spæd tingest med svai i ryggen og to kulstykker i øienhullerne og vældig kruset haar. Pen? Ja det var hun vist, slig som saanne kvindfolkjægere som du kalder pen. Men hvad business har hun med at være pen, naar hun bruger penheden sin til at dreie hovedet rundt paa en slik skikkelig gammel hankat som Dick Darling. Havde det været dig hun slog fekten paa, saa skulde jeg ikke sagt et muk; men stakkels gamle Dick! Og hvad skal enden blive? Nu kommer hun her næsten hvereneste middagsstund, og onkel Dick her og onkel Dick der og baade fem og ti kroner i pompaduren sin, naar hun gaar. Hun ruinerer ham. Det er hvad hun gjør med penheden sin. Han, tosken, er stok sten blind og smisker og ler og gererer sig som en nybagt dæksgut i Schiedamsche Dyik.»
«Jamen hvorfor taler du ikke til ham og faar ham fornuftig? Du har jo ellers talegaver nok.»
«Sagde du, faa ham fornuftig? Gaa ud paa Nevengaarden du og snak fornuft til patienterne og se om du faar dem fornuftige. Har jeg ikke snakket, tror du? Jeg har bedt og bandet, truet, snakket resonerlig og skjældt ham ud. Alt har jeg gjort; men tror du det hjælper. --
Aanei far. Bare du nævner tøsungen er han færdig til at fly i synet paa dig.
Æsch. Jeg er saa lei hele filleriet at jeg kunde gaa bort og hænge mig. Kom med op til madam Olsen i Kortpilsmuget og faa en dram og et glas øl. Hun pleier at have sager i bagværelset.»
Det begav sig, at jeg kom ud paa andre eventyr og farter, saa der gik maaneder før jeg saa mine venner Ratje og Darling igjen.
Men saa en dag ud paa vaarparten fandt jeg «Styggen II» fortøiet langs Tyskebryggekaien og jumpet ombord. Dick Darling stod i maskinkappen og Jonas Ratje støttet sig mod styrehusdøren.
Dick var bleg, og saa svært daarlig ud. Han var blevet saa underlig gammel og var ligesom mindre end før. Jeg skulde netop gjøre en bemærkning i den anledning, da jeg blev opmærksom paa Ratje. Han gjorde de besynderligste ansigtstrækninger, blinket med øinene, kort sagt, han bar sig som han havde voldsom tandpine. Samtidig hyttet han til mig bag Dicks ryg, og jeg skjønte, at han ønsket at telegrafere et eller andet til mig; men i farten var det mig ikke mulig at forstaa, hvad det var.
Imidlertid var jeg paa min post og intet usædvanlig hændte; men da Jonas og jeg var kommet tilsæde i styrehuset, og Dick var krøbet ned igjen i maskinrummet forlangte jeg energisk en forklaring paa de underlige fagter.
«Ok,» sagde Ratje. «Jeg blev saa bange for, at du skulde sige noget til Dick om Jesabel.»
«Aa, om den unge damen, som du var saa forarget paa sidst?»
«Sagde du damen? Ja det var en nydelig dame det. Du ser, hvad hun har faaet ud af Dick stakkar. Han er blevet en olding, gammel og indskrumpet og skjælvhændt og syg og elendig, og humøret hans er gaaet i hundene, saa han kan ikke prestere et smil, om han saa haler det op med en trosse. Men havde jeg hende her saa skulde jeg forsyne mig tampe hende paa bare enden med mine egne hænder.»
Jonas spyttet inderlig forarget. Jeg vilde gjerne høre mere om dette og holdt følgelig fred. Det kunde være ubekvemt at komme med formange spørgsmaal til Jonas Ratje; men tog man ham paa rette maaden, fik man i regelen vide hvad man vilde.
Han stopped piben sin og dampet en stund i taushed før han atter klemte paa.
«Ja, du husker sidst du var ombord. Det var endda den dagen han havde rigget sig til i stiveskjorte og hansker. Efterat du var gaaet, kom han ombord ud paa eftermiddagen og jenten var med ham. -- Men det var et syn. Ny hat og ny kaabe, kjole fra Sundt & Co. og lysegule støvler og slør og langsjal, som hun kunde være en konsulfrue fra Kalfaret, og ikke som en anstændig skomagerdatter fra Harstad.
Men Dick, det asen var glad. Han smilte saa kjæften gik helt op til ørene, saa lykkelig som om han havde arvet, og ikke som om han havde lagt ud hundredeogfemogseksti blanke kroner paa det værste hunafskum som nogensinde har traadt Bergens gader.
Og jentungen smøg sig omkring ham som en slange og onkeldicket ham til han blev skrubtosket. -- Aa det var værre end en filmens dronning i et appachedrama.
Men ret som det var, fik hun det saa travelt med at komme afgaarde, at det var fælt. Hun skulde absolut møde en veninde klokken syv precis. Onkel Dick maatte endelig undskylde hende. Hun vilde meget heller have blevet hos sin snilde gamle onkel; men som sagt hun maatte afsted.
Dick stakkar, syntes han maatte trøste hende, fordi hun maatte gaa fra ham, og saa stak han til hende en tikrone og sagde, at det var rigtig bra hun maatte gaa, for nu maate han alligevel i kjedlen og gjøre den ren.
Men da tøsen var gaaet sin vei, kunde jeg ikke dy mig længere, og saa læste jeg op for Dick hvad jeg syntes om baade ham og hende. Det endte med at vi havde os et regulært lidet slagsmaal, og da vi var færdig med det, var stiveskjorten ikke længer presentabel. Det var i det heletaget en forholdsvis kostbar dag for Dick den dag.
Da vi havde havt vort opvask, blev han mere manerlig, og næste morgen var kjedlen ren og alt klappet og klart til at go ahead. Sit arbeide kan han jo. Og enten det nu var julingen han havde faaet, eller det var fordi han syntes han maatte gjøre op igjen for de mange penge han havde lagt ud, nok er de følgende dage hang han i som en smed.
Men Jesabel saa vi ikke noget til. Til at begynde med tog Dick det rolig. Ja han trallet og sang saalang dagen var og var bare solskin. Han gik omkring og fortalte mig baade det ene og det andet for at vise mig for en framifraa jente hun var, denne frøken Jensen. Hun var datter til gamlekjæresten hans, og hun lignet sin mor op ad dage. Og hun var saa gjild, at der var ikke maade paa det. Jeg ved ikke alt det sludder han vræket af sig.
Der gik to og der gik tre dage og hele ugen. Jentungen saa vi ingenting til. Dick blev mere og mere lang i ansigtet; men han sagde ikke noget, og ikke jeg heller. Jeg var bare glad vi var kvit hende.
Saa lørdag eftermiddag kom der en spirrevip af en kontorist ombord. Han vilde fragte «Styggen II» til en tur rundt Askøen om søndagen. De var nogen damer og herrer som skulde paa plassertur.
Ja vi blev enige om prisen og fyren betalte kontant det jeg forlangte. Udover natten gik Dick og jeg og skrubbet og pudset messing og gjorde alting shipshape saa godt vi kunde.
Nei, «Styggen» har ikke noget passagercertifikat; men vi har jo salon ombord og det er ikke første gangen vi har havt passagerer. Vi har endogsaa været paa havforskning.
Naaja. Nok om det. Søndag morgen laa vi nede ved Møhlenpriskaien saa pudset og fin som en lystyacht, og da vi hørte passagererne komme borte i bakken, stak Dick nedenunder for at gjøre maskinen klar. Selv gik jeg til landgangen for at hjælpe dem ombord.
Det var et følge, vist en fem seks par med rygsækker og nistekurver og flasker som sig hør og bør til en rigtig plassertur.
Men hvem tror du var med i følget? -- Jesabel alias frøken Jensen iført al den dyre stasen, den hun havde faaet af Dick.
Da hun opdaget at det var «Styggen II» hun skulde ombord i blev hun pludselig benauet. Hun stoppet op, pegte paa baaden og spurgte kavalorten om det virkelig var meningen hans at byde en dame som hende en slig sjofel baad som den der. Aldrig i livet vilde hun sætte sin fod ombord i den.
Saa blev der opstandelse. -- Arrangementsspirevippen blev evig ulykkelig og alle de andre samlet sig om hende og tigget og bad hende om at tage tiltakke. Det var ganske som et cirkus med pantomime.
Det kunde varet længe, hvis ikke pokker var faret i mig.
«Bare træd ombord I, jomfru Jensen. I har jo været her før, saa I kan vise de andre herskaberne veien,» sagde jeg og lettet paa huen.
Hun maalte mig med et blik, som hvis blikke kunde tilintetgjøre o.s.v. -- som der staar i romanerne. Men Ratje er ikke saa let at knuse, ved du. Med min sødeste stemme fortsatte jeg: «Og onkel Dick vil blive saa henrykt over at se Jer.»
Hun stod som om hun ikke vidste enten hun skulde løbe sin vei eller ikke, og for at hjælpe hende over en pinlig situation brølte jeg ligegodt ned gjennem skylightet til Dick, at han maatte komme op, for her var en dame som vilde hilse paa ham.
Dick kom og var først bare solskin. Men da han saa hvor flau og genert hun var og merket Jesabels onde hjerte, saa blev han saa underlig lang i fjæset og blev staaende og trippe, som han slet ikke vidste, hvor han skulde gjøre af sig selv. Saa snudde han helt rundt paa hælen og gik ned i maskinrummet igjen. Der blev han forsyne mig hele dagen uden at vise sig i maskinkappen engang, enda det blev saa stegende varmt, at det var rent et syn. Hvis ikke jeg havde sørget for at sende drikkevarer ned til ham i passende hyppige portioner saa tror jeg han havde kreperet. -- Men det bedrøver mig at maatte tilstaa at Dick, det naut, blev mildest talt usømmelig synlig beruset.
Jomfru Jesabel havde det storartet. Jeg sørget for hende paa alle maader, bad hende være forsigtig med den pene kjolen, som hun havde faaet hos onkel Dick. -- Og undskyld frøken, skal vi ikke lægge den hatten forsigtig ned i salonen. Onkel Dick vil ikke lige, at den dyre presenten hans bliver ødelagt; og gid frøken, der har De faaet en flæk paa det sjalet som onkel Dick betalte tyve kroner for. -- Kort sagt, jeg kunde ikke været mere omhyggelig for hende, om hun havde været min egen datter. --
Men tror du bæstet satte pris paa det. -- Nei far, hun saa ud som hun vilde æde mig hvergang og hun fik spirrevippen til at se næsten lige saa morsk ud.
Ok ja! Utak er verdens løn. Men jeg tænkte hun kunde have godt av det; for naar hun skjønte, hvor varmt jeg tog mig af hende, saa kanske hun ikke vilde tørke hænderne sine i lommedugen næste gang, hun tog en ærlig mand i haanden.
Naaja, den dagen fik ogsaa en ende og vi kom omsider ind til byen igjen. Der vilde Jesabel liste sig iland uden at sige farvel til sin kjære onkel. Men se det blev der ikke noget af. Jeg sørget personlig for at Dick kom paa dæk i sidste øieblik og rakte hende haanden til afsked. Men saa skammelig utaknemmelig var den svinemær at hun ikke engang vilde tage ham i haanden, endda Dick slet ikke var værre end at han kunde staa paa sine ben.
Spirrevippen vilde lægge sig imellem for at skaane hendes finere følelser. Men det skulde han ikke have gjort ligevel, for det kom han til at angre paa. Dick blev olm og langet spradebassen en i synet, saa han for trekantet bort over dækket. -- Og saa blev der halloi. -- Damerne skreg i vilden sky, og herrerne morsket sig, og Dick gik bersærkergang, hvad jeg ikke kunde fortænke ham i.
For ikke at faa «Styggen»s renomé ødelagt blev jeg omsider nødt til at stifte fred. Derfor kastet jeg hele selskabet iland og slog to pøser vand paa Dick, hvilket kjølet ham af saa passelig, saa han atter trak sig tilbage til maskinrummet. Dernede satte han sig til at tude som en unge og vrøvlet en hel del om en slange ved sin barm. Sommetider var det mig han mente og sommetider Jesabel. Men han var jo fuld, saa jeg tænkte det gik nok over.
Mandag morgen havde han hovedpine og bondeanger, som sig hør og bør dagen derpaa. Han vrøvlet noget om at han var et elendig og foragtelig menneske, og at det var rimelig en dame som frøken Jensen ikke vilde have noget at gjøre med ham.
Jeg trøstet ham og sagde, at det kunde han være glad for. -- Men glad var han ikke.
Men jamen kom den frække tøsungen ombord udpaa eftermiddagen. Og enten du vil tro mig eller ikke, saa blev der stor forsoningsfest; hun graad og Dick snøftet og det hele var saa yndigt, at jeg maatte op til madam Olsen og tage mig en toddy til at svælge det hele ned med. Da jeg kom ombord igjen fik jeg vide at hun og Dick hadde bestemt at gaa i Nygaardsparken om kvelden og høre paa koncert. Dick var saa idiotisk lykkelig at han spurgte om ikke jeg vilde gaa med dem. Jeg indrømmer at jeg kunde sagt nei paa en pynteligere maade end jeg gjorde. Han mente det vist godt, tosken.
Dagen efter var hans humør sort som sod, og da jeg spurgte om han havde moret sig, saa bad han mig ryge og rende og fare -- naaja, du forstaar hvorhen. Men det var nu lidt uhøfligt af ham; for det var virkelig ikke min skyld, at Jesabel fandt kontorspirrevippen i parken og stak af med ham, saa Dick blev staaende igjen som en anden Per Snott.
Jeg synes han burde være evig taknemlig for at han endelig havde faaet øinene aabne. Men langtifra! Allerede to dage derefter kom tøsungen og gav ekstragallaforestilling her paa agterdækket paa «Styggen II» igjen, og Dick danset efter hendes pibe paany som en gammel dansebjørn. Det var sandelig baade sørgeligt og usømmeligt. Men jeg havde faaet nok af at blande mig op i hans affærer, saa jeg tiede bom stille og sagde ingenting, selv da hun gik sin vei med to gule sedler i pompaduren. Hvis Dick havde besluttet at gaa i hundene, saa gjerne for mig. -- Men slig gaar det, naar folk ikke faar raset ud i ungdommen, saa maa de rase naar de bliver gamle, og da bliver de titusen gange værre.
Naa ja. Der gik nogen dage, hvor Dick skinnet lidt op igjen, og hun kom hver middag og onkeldicket ham. -- Men saa blev hun pludselig borte igjen, og vi hørte ikke mere til hende, før en dag der kom en detektiv ombord og spurgte efter Dick Darling. Jentungen var mistænkt for at have stjaalet et gulduhr fra kontoristen sin. Nu mente politiet, at hun havde stampet det eller solgt det; men selv sagde hun, at hun havde faaet penge hos Dick og at det var de hun havde flottet sig med.
Dick gik iland paa flækken, og «Styggen II» lagde op hele eftermiddagen. Du kan vel tænke dig, hvor forarget jeg var.
Men neimen om jeg orket at sige noget til Dick, da han kom ombord igjen om kvelden. Han var askegraa i ansigtet, og han kunde ikke samle sine tanker saameget at han kunde sige to ord i sammenhæng. Jeg troede sandelig at han var blevet gal.
Af detektiven fik jeg siden vide, at Dick kom til hende i varetægts-arresten. Da havde hun først spillet fornærmet og nægtet alt; men om lidt var hun stukket i at jamre og græde, og saa havde hun erkjendt tyveriet og en hel del andet, som ikke var pent og passende for en ung pige. Dick, stakkar, havde staaet saa hjælpeløs som et lidet barn, for hvem hele verden er gaaet istykker, og havde bare dreiet huen rundt og rundt i hænderne ustanselig, mens taarerne silte ned over kinderne hans. Det var meget værre end om Jesabel var hans egen datter.
Siden gik han ud og løste ind uhret hos pantelaaneren og bragte det tilbage til kontoristen samme aften.
Men jenten blev alligevel dømt for tyveri og løsgjængeri; for hun havde nok været et vidtløftig pigebarn paa mange maader.
Da hun kom ud igjen var Dick selv inde paa politikammeret og hentet hende, og samme kvelden blev hun skibet nordover til Harstad med hurtigruten. Dick betalte selv billetten og fulgte hende ombord.
Dermed skulde den historie have været slut. Da «Mercur» kom sydover igjen var Dick ombord for at spørge styrmanden om hun var kommet vel frem. Men der fik han vide, at hun var stukket af i Trondhjem. Simpelthen sporløst forduftet.
Ok ja far! Det er altsammen saa sørgeligt, at du kunde le dig kvæk ihjel af det.
Dick stakkar er bare et vrag og gaar omkring om dagene som en Jeremiæ begrædelsesbog i pragtbind. Du ved jeg bander nødig; men pinedø kan man fristes. Jeg synes, at du gamle fyldepen skulde skrive i aviserne at slige forbistrede pigebørn burde sættes under laas og lukke i al evighed, amen!
Hjælpe! Nei naturligvis kan det ikke hjælpe, saalænge slige halvgamle idioter som Dick gaar omkring med en voksklump til hjerte; men er det ikke fanken, at slig en krøltop af et fruentimmer skal kunne ødelægge en mand slig da. Kvindfolk skulde afskaffes. Det er min mening. Et enkelt eksemplar skulde sættes paa spiritus og sendes paa musæet til skræk og advarsel. Det vilde være mere end tilstrækkeligt.»
«Jamen du er jo selv gift, Jonas Ratje!»
Han glæfset i saa gnisten sprutet af ham: «Der er vel forskjel paa kvindfolk og kvindfolk. Dina Ratje født Weidemann er et anstændig menneske, det skal jeg lade dig vide. Hun er ikke nogen jomfru Jesabel, and don't you forget, eller saa forsyne mig skal du faa svælge tænder som grynvælling.»
Jeg havde et svare stræv med at stille ham tilfreds og da jeg nogenlunde havde beroliget ham piltet jeg iland. Luften ombord i «Styggen II» var ikke rigtig klar den dag.
Men for min ven Dick Darling var jeg dybt bedrøvet.