Da jeg kom til Dresden, kunde jeg ikke beslutte mig til at forlade den bøhmiske Banegaard. Jeg havde en Mistanke om, at de begge to eller En af dem vilde komme tilbage fra Pirna.
Aftentoget brusede ind, og jeg saae Stephensens Ansigt i et Coupee-Vindue. Han steg ud -- alene. Jeg styrtede hen imod ham.
-- Hvor er Minna?
Stephensen saae koldt paa mig, som om han vilde frabede sig uvedkommende Forespørgsler. Men han betænkte sig.
-- De har Ret, Hr. Fenger, -- De bør vide det. Hun er paa Sonnenstein.
-- Sonnenstein! mumlede jeg, som om jeg ikke forstod det. Det svimlede for mig; Tumlen rundt om af Passagerer og Dragere paa den halvmørke Perron gjorde mig syg. -- Sonnenstein -- hvad skal det sige? Jeg greb fat i hans Frakke, dels for at støtte mig, dels for at han ikke skulde slippe fra mig. -- De vil dog ikke sige, at hun -- at Minna -- --
-- Naa, tag det ikke saa pathetisk! sagde Stephensen med et Anstrøg af Godmodighed. Hun er jo ikke saadan sindssvag eller egentlig forvirret, kun meget melankolsk og lidt exalteret. -- De har jo selv seet -- kort sagt, det var det rigtigste, at hun gav sig under Lægebehandling -- hvad er der i det? -- i vor nerveuse Tid -- det gjør jo saa Mange .... Sonnenstein foretrak hun, fordi ogsaa hendes Hjemve var noget sygelig -- og saa naturligvis ogsaa for at undgaa Snakken i Kjøbenhavn -- nu hedder det, at hun besøger sin Familie -- skjøndt, som sagt, det er jo nu saa almindeligt, alle oplyste Folk er jo komne ud over disse Fordomme --.
Min sløve Vantro var under denne Redegjørelse veget for et fuldtud forstaaende Raseri.
-- Det er Dem, der har gjort det, De -- De --
Min Stemme kvaltes. Jeg rystede min knyttede Haand foran hans Ansigt; han sled sig løs. En Gendarm gjorde et Par Skridt henimod os. Stephensen hviskede et Par Ord til ham, trak paa Skuldren og forsvandt i Stimlen. Jeg lænede mig til en Pille; rundt om styrtede forsinkede Folk afsted, Betjentene raabte, Fløite og Pibe skingrede ....
Saa snart jeg var bleven nogenlunde Herre over min Bevægelse, spurgte jeg Portieren, om der gik noget Tog til Pirna; men jeg maatte vente til næste Morgen.
Med det første Tog var jeg i Pirna, naaede aandeløs op til Sonnenstein og fik lykkeligvis strax Overlægen i Tale. Jeg forestillede mig som en Ven af Fru Stephensen og hendes Mand, hvilken sidste jeg igaar Aftes havde truffet, og hvem jeg havde lovet jevnlig at skaffe Underretning om, hvorledes det gik hans Hustru, da jeg opholdt mig længere Tid i Dresden. Men da jeg ogsaa selv var meget bekymret for min Veninde, og kun havde kunnet tale et Par Minutter med Stephensen, var jeg strax ilet derud og bad ham nu indstændig at sige mig hele Sandheden.
Overlægen beroligede mig foreløbig, der var neppe Grund til øieblikkelig Frygt, det var et af de Tilfælde, med hvilke man i ældre Tider aldrig havde tænkt paa at henvende sig til en Læge, og hvor Hospitalet væsentlig tjente til at isolere Patienten fra de aandelige Smitstoffer. Nærmere Oplysning kunde han først give mig, naar han en Uges Tid havde haft hende under Tilsyn, men vilde da ogsaa være meget villig dertil.
Da jeg altsaa otte Dage senere opsøgte ham, erklærede han, at Minna ganske vist var sindslidende, men ikke udsat for Sindssyge, i alt Fald ikke, naar hun blev rigtig behandlet og levede under de gunstige Betingelser, som et Hospital sikrede hende, saalænge indtil hun var kommen ganske til Ro. Hun var i en Tilstand af meget stærk nerveus Ophidselse. Men hendes egentlige Fare var en Hjertesygdom, til hvilken Spiren maatte være lagt allerede for flere Aar siden. Hun kunde blive gammel med denne Sygdom, men den kunde ogsaa pludselig medføre hendes Død. Fremfor Alt gjaldt det om at undgaa Sindsbevægelser, som han mente hidtil jevnlig havde givet Ondet Næring.
-- Sig mig, sagde han pludselig, -- De er en Ven af hende og hendes Mand, -- levede de lykkelig sammen?
Jeg betænkte mig et Øieblik, om jeg havde Ret til at være oprigtig. -- Nei, svarede jeg, jeg tør næsten sige, at de ikke gjorde det.
-- Dèr har vi det! eller i alt Fald en Hovedside af Sagen. Det vil uden Tvivl være det bedste, at hun ikke vender tilbage til ham. Det vil sige, hvis det kan ske uden stor Smerte paa hendes Side -- naar Tiden kommer. Hvad ham angaar -- han syntes mig at være en forstandig Mand. -- Hvad mener De?
-- Jeg er ganske af Deres Mening.
Min Bevægelse var for stærk til at undgaa den erfarne Mands Opmærksomhed. Han smilede og saae fast paa mig med lidt sammenknebne Øjne: --
-- Men det har endnu lange Udsigter. Jeg har sagt hende, at De har været her, og skal hilse Dem fra hende. De bliver foreløbig i Dresden? Det er godt. En Gang om Ugen ser jeg gjerne, at De hører herud, -- jeg troer, det virker beroligende paa hende, men der vil hengaa en rum Tid, inden jeg tør lade Dem tale med hende.
Jeg vendte tilbage med godt Mod og fast besluttet paa at indvie hele mit Liv til Minna -- gift med hende eller ei -- paa hvilken Maade det bedst kunde forenes med hendes Velvære og Sundhed -- tilfreds med at bidrage alt mit til at gjøre hende saa lidt ulykkelig som muligt, hvis hun ikke længer kunde blive lykkelig (skjøndt, hvorfor skulde hun ikke kunne blive det endnu?), uden Hensyn til, hvilken Skade det vilde gjøre min Carriere: -- havde hun bedst af at leve i sin Fødeby, saa maatte jeg sørge for at faa en Stilling i Dresden, trængte hun til et sydligt Klima, maatte jeg finde Udvei til at leve i Syden, -- det sidste var iøvrig ikke sandsynligt, ja det Rimeligste var endogsaa, at England som et fuldkommen nyt Sted vilde være det sundeste. Men alt dette voldte mig ikke stor Bekymring. Hvad der fik mig til at gyse, var denne Bevidsthed, at der hang et Damoklessværd over hendes Hoved -- var det maaske i dette Øieblik allerede faldet? -- og det vilde blive der bestandig, selv naar Lægen udskrev hende -- ja, selv om det var taget bort, vilde min Frygt blive ved at se det .... Men jeg tilsvor mig selv, at denne Skræk kun skulde gjøre min Kjærlighed fastere, min Ømhed bestandigere, -- hvorledes kunde jeg nogensinde forlade hende i Vrede eller blot i en taabelig Surmulen efter en huslig Strid, naar en indre Stemme tilhviskede mig, at maaske naar jeg vendte tilbage for at gribe hendes Haand og læse Kjærlighed i hendes Blik, var Haanden kold og Blikket brustent!
Min Onkel maatte indvillige i, at jeg tog Orlov -- foreløbig paa et Aarstid. Jeg leiede et tarveligt Værelse som i gamle Dage og kastede mig ind i et vidtløftigt keramisk Studium, som jeg haabede vilde blive til Nytte for vor Fabrik, og for hvilket der her baade i praktisk og literær Henseende frembød sig den gunstigste Leilighed.