I dette Øieblik hændte der Noget, som den Gang forekom mig overnaturligt, og som gjør det ogsaa nu, da jeg gjenoplever det.
Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Jeg foer sammen. Situationen var saa lig den Gang, da jeg sad her og Minna kom, at jeg fuldt og fast troede, det maatte være en Hallucination -- og virkelig, det lød ganske som om det var en Gjentagelse -- en Copi, kunde jeg næsten sige, -- af hine Skridt. »Hvis denne Hallucination bliver ved og er konsekvent, tænkte jeg, -- saa faar jeg hende at se -- og hvad skal der saa blive af mig! Min Gud! skulde jeg virkelig være ved at blive afsindig, som jeg sagde igaar i Spøg -- -- --
Jeg sprang ned fra Bordet med et Skrig, og med et Skrig standsede Minna foran Grotten -- ja, Minna, hun selv, intet Phantasibillede.
Vi havde endnu ikke fattet os, da Stephensen viste sig og hilste med et overrasket, men tillige lidt ironisk Smil, der tydelig nok sagde: dette er virkelig et Tilfælde, der ser ud som en Tanke.
De behørige Udbrud: »Er du her?« »Det kalder jeg en Overraskelse!« »Jeg troede, De var i England.« »Jeg tænkte mig Dem i Kjøbenhavn,« maskerede i et Par Minutter den gjensidige pinlige Forlegenhed.
Efter den første nerveuse Henrykkelse havde sat sig, som det pludselige Syn af Ens Elskede uudblivelig medfører, følte jeg en smertelig Skuffelse. Herren og Fruen paa Lystreise sammen, -- hvor lidet passede det til det Forhold, jeg havde tænkt mig imellem dem, til den Plan, der havde begeistret mig!
-- Formodentlig underveis sydpaa, til Italien?
-- Nei, vi vil indskrænke os til Sachsen.
-- Du har vel Forretninger i Dresden?
Minna var -- mærkelig nok -- aabenbart den af os, som hurtigst fandt sig tilrette i Situationen, -- hun vedblev kun at aande hurtigt og uregelmæssig.
Hendes Smil og Stemme, ja endogsaa hendes Bevægelser udtrykte en levende Glæde over dette Gjensyn.
-- Du skal vel tilbage til Pirna? Det var udmærket, saa kan du kjøre med os.
-- Ja, der er god Plads, sagde Stephensen. -- Det er ingen Kaleche. Og for Resten, hvis det var en, skulde jeg gjerne sætte mig op paa Bukken.
Han udkommanderede sit sædvanlige Høfligheds-Smil; Læberne lystrede, men Øinene ikke. Han var tydelig nok irriteret; men Minna bemærkede det ikke, -- eller brød sig ikke derom: --
-- Ja, det kan saamænd godt være, at vor Passiar kommer til at kjede dig, vi har meget at tale om -- efter saa mange Aars Forløb.
Vi begav os straks paa Tilbageveien. I et Vindue paa Skolebygningen stod Læreren. Han hældede sig langt ud af det og blev ved at følge os med Øinene. Minna lo:
-- Naa, min Herr Fætter existerer ogsaa endnu! kan du huske, da han traf os paa Skovveien! Gud veed, hvad han gjør sig for Tanker! Bare han ikke stirrer sig Øinene helt ud af Hovedet.
Hun blev ved at le og spøge -- lidt exalteret, syntes jeg.
-- Dèr har vi den rare gamle Savmølle, hvor jeg kom med Smaapigerne om Morgenen og drak nymalket Mælk. Hvorfor var du aldrig dèr? Men paa den Tid sov du naturligvis paa dit grønne Øre, -- saadan er I jo altid.
-- Men du havde aldrig sagt mig, at du var der paa den Tid?
-- Skal I da have Alting ind med Skeer?
-- Jeg for min Part spiser helst solide Sager og med Gaffel, sagde Stephensen.
Minna saae forbavset -- ikke just paa ham, men i den Retning, hvor han befandt sig, som om det undrede hende, at der kunde komme nogen Bemærkning derfra.
Da det begyndte at gaa opad, døde Samtalen snart hen. Stigningen faldt Minna besværlig, hun maatte hvert Øieblik standse paa Grund af Aandenød og Hjertebanken. Stephensen gik et Par Skridt foran, -- hun tog min Arm og støttede sig til mig.
Ved Bordet var Samtalen temmelig træg og intetsigende. Men da Vognen rullede afsted med os, trykkede Minna sig magelig til Rette i Hjørnet og sagde: --
-- Se saa, Harald! nu maa du fortælle mig, hvordan det er gaaet dig i disse Aar -- Alt muligt -- løst og fast.
Jeg efterkom Opfordringen, saa godt jeg kunde. Minna betragtede mig uafbrudt, saa hendes Blik undertiden bragte mig ud af Fatning, -- hun smilede ogsaa bestandig, men undertiden paa en Maade, som om hun tænkte paa helt andre Scener. Undertiden lo hun, ja hun drillede mig endogsaa lidt med de engelske Skjønheder.
-- Aa hvad, udbrød jeg lidt ærgerlig -- Skjønheder! jeg har Ingen seet, der var saa smuk som du.
Minna kastede sig tilbage og lo med Lommetørklædet for Munden.
-- Naa, dèr fik du da en Compliment, der kan forslaa Noget, henkastede Stephensen.
Han sad paa Forsædet, saae for det meste ud af Vinduet og tændte den ene Cigaret ved den anden. Naar han indskjød en Bemærkning eller et Spørgsmaal -- om Kunstforhold i London eller Sligt -- saae Minna paa ham med hint forundrede og haarde Blik: saaledes ser man paa et Barn, der har været uartigt, og uden at have bedt om Forladelse troer at kunne lade, som om der Intet var i Veien, og blande sig i Samtalen. Det var aabenbart, at denne Behandling generede ham i høi Grad: han tav virkelig hver Gang snarest muligt. Men ogsaa mig generede den; hvor pinligt det end vilde have været for mig at blive Vidne til en kjærlig Fortrolighed imellem dem, saa snørede det dog Hjertet sammen paa mig at se deres ulykkelige Forhold afsløret saa aabenlyst, og jeg forstod ikke, at hun vilde gjøre det -- selv overfor mig.
Egentlig havde jeg villet fortie mit Møde med den tydske Musiker, men da det kom til Stykket, fortalte jeg det dog. Minna sagde Intet, men stirrede ud af Vinduet. --
-- Komisk, saa Verden dog er lille, bemærkede Stephensen. Man støder altid paa hinanden igjen, enten direkte eller indirekte.
-- Og saa var det, du reiste? spurgte Minna pludselig, idet hun dreiede Hovedet, hurtig som en Fugl, og saae paa mig med et gjennemtrængende Blik.
Denne Vending overraskede mig fuldstændig.
-- Ja -- saa, saa reiste jeg, stammede jeg og blev rød i Hovedet.
Stephensen betragtede os med et uendelig ironisk Blik, som om han sagde: »Nu kommer der vel snart en Erklæring in optima forma, -- ja jeg skal saamænd ikke høre Noget, gener jer blot ikke.« Minna tilkastede ham et kort Blik, og han holdt strax op med at smile.
-- Sig mig, Harald, spurgte hun og lænede sig frem paa Armen, -- hvorfor kom du ikke ind til os -- den Aften -- paa Cafféen?
-- Hvilken Caffé?
-- Det veed du jo godt .... Du troede ikke, at jeg havde seet dig? Jo, jeg gjorde saamænd -- men først tilsidst -- du husker nok -- da jeg lo ad Stephensen -- og ad -- ad dem allesammen forresten. --
Stephensen satte et høist værdigt Ansigt op og strøg sig mellem Flippen og Halsen -- en Yndlingsgestus. Minna vendte sig endnu mere bort fra ham og saae paa mig med et lidt drillende Smil.
-- Jeg kjendte jo ingen Andre af Selskabet -- og -- desuden --
-- ønskede du ikke at træffe mig i det Selskab -- det gjorde du sandelig ret i. --
Men nu følte Stephensen, at det var paa høie Tid at holde paa Værdigheden.
-- Jeg maa sige, det er en høist mærkelig Maade, hvorpaa du omtaler det Selskab, som vi har omgaaedes. --
-- Du -- ikke jeg. Jeg har maattet finde mig i at være der.
-- Det er meget beklageligt, at jeg ikke kunde skaffe dig det bedre! Det var imidlertid næsten lutter Folk af de aandrigste Kredse -- --
-- Maaske. Jeg hørte ikke hjemme i det Selskab, og Harald altsaa heller ikke.
Stephensen kneb Læberne sammen og sendte hende et ondskabsfuldt Blik.
-- Du maa selv bedst vide, hvor du hører hjemme.
Minna foer sammen og trykkede Haanden ind under Brystet, som om hun havde faaet et Stik. Jeg anede, at der i disse Ord maatte ligge en skjult Gift. Den Forestilling faldt mig ind, at jeg sad her som en Præst, der kjører med en Dødsdømt til Skafottet, og at det var en Politiofficiant, som sad dèr ligeoverfor mig.
Jeg led usigelig -- men jeg følte, at Samtalen for enhver Pris maatte dreies ind paa et ufarligt Spor. Vi havde lige faaet Pirna i Sigte, og jeg spurgte, om de vilde overnatte dèr, eller tog med til Dresden.
-- Nei, vi overnatter -- maaske -- tager vi lidt til Bøhmen, svarede Stephensen. Minna, der næsten havde bøiet sig ud af Vinduet, vendte sig strax efter om imod mig; hendes Ansigt var farveløst og næsten fortrukket:
-- Bliver du nogle Dage i Dresden? -- men dette Spørgsmaal ledsagedes af et Blik, der rettede det til en Bøn.
Mit Svar lod vente paa sig. Skulde jeg ikke benytte Leiligheden til at vise mine Kort en Smule? Hvis jeg vilde gjøre det, var der ingen Tid at spilde.
»Da De overraskede mig i »Sophiero««, sagde jeg langsomt og eftertrykkelig -- »var jeg ganske vist kommen til den Beslutning, endnu iaften at reise til Kjøbenhavn.«
Ved de sidste Ord gjorde Stephensen en uvilkaarlig Bevægelse. Saa tog han sig sammen, og hans Træk lagde sig i høist misbilligende Folder. Skuddet havde truffet i Centrum. Det saae jeg ganske tydelig, skjøndt mine Øine vare fæstede paa Minnas, der ufravendt betragtede mit Ansigt. I deres vidunderlige olivenbrune Dyb bemærkede jeg et gyldent Lysglimt, som bestandig blev mere tindrende.
-- Jeg forstaar, sagde hun -- eller snarere hun aandede de to Ord ud, næsten uden at bevæge Læberne.
-- Men nu vil jeg naturligvis forandre mine Planer. Jeg har nok at gjøre i Dresden til at beskjæftige mig i et Par Uger. I #flere# Uger, om det skal være.
-- Det glæder mig, sagde Minna.
Stephensen tog Tilflugt til sin Yndlingsbevægelse -- (Pegefingeren mellem Hals og Krave) -- og syntes at være oplagt til at gjøre en skarp Bemærkning, saasom at jeg for #deres Skyld# ikke behøvede at træffe andre Bestemmelser; men han betænkte sig.
Ingen af os sagde et Ord mer.
Jeg havde allerede i Begyndelsen bemærket, at jeg boede i Hotel Bellevue. Jeg vidste altsaa, at Minna kunde sætte sig i Forbindelse med mig, naar det passede hende. Og jeg tvivlede ikke om, at hun vilde gjøre det. Paa #det# Punkt var jeg beroliget. Derimod forvoldte denne underlige Reise mig ikke ringe Ubehag.
»Hvad mon de egentlig vil her?« tænkte jeg. -- »Det er aabenbart at de ikke tager til Bøhmen.«
Hvorfor jeg fandt det aabenbart, vilde det have været vanskeligt for mig at forklare. Jeg følte det ....
Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke,
der Fluss darunter fliesst so trübe,
ich scheide wieder von dem Glücke,
vom Herzen, das ich innig liebe.
Saasnart vi vare komne over Broen, lod Stephensen Vognen holde.
Jeg trykkede længe Minnas Haand, hilste paa ham og skyndte mig hen til Banegaarden.