I Dresden gik jeg strax hen i Røhrhofsgasse. Fru Jagemann var forlængst flyttet derfra, og Folk i Huset vidste ikke længer, hvor hun boede. Jeg kastede et vemodigt Blik paa Lysthuset i den lille Have -- hvor Alt var uforandret -- og gik hen i »Zur Katze« for at spørge, om Enkefru Jagemann ikke kom der mer. Her vidste de bedre Besked: Minnas Moder var død for et Par Aar siden.
Jeg gik rundt i Byen, -- det var mig en uundværlig Nydelse at opsøge vore dyrebare Steder; ikke alle vare uberørte af Tiden. Paa Terrassen havde de nedrevet den lille Søile-Caffé, hvor jeg havde faaet den Idé at tage til Rathen, og hvor vi havde truffet Stephensen; de Gader, som vi vare gaaet igjennem den sidste Gang, da vi spadserede sammen, existerede ikke mer, og man kunde neppe finde deres Spor i det nye Kvarter af fordringsfulde Pragtbygninger. I Grosser Garten og Parken begyndte Buskenes Knopper at grønnes stærkt -- vi vare i Slutningen af Marts -- og Alt tog sig anderledes ud; men paa de sorte Stammer læste jeg endnu de samme Navne-Plader, som vi den Gang havde studeret sammen, -- een af dem havde et høist exotisk Navn, der formodentlig faldt mundret nok for en Maorier eller Tahitianer, men hvis Udtale forvoldte Minna de pudsigste Grimacer. Jeg blev staaende meget længe, stirrende paa disse tørre Grene og Kviste og paa denne lille Tavle, som om det var en Gaade, der skulde og maatte løses, men ikke kunde løses. Og virkelig: jeg havde en Følelse af ikke at kunne begribe det Hele: jeg begreb ikke, at denne Plante endnu stod her og havde det samme uudtalelige Navn, -- begreb endnu mindre, at jeg selv var her, og allermindst, at Minna ikke var her, eller at jeg ikke kunde gaa hen i »Røhrhofsgasse« og omfavne hende. Slet Intet forstod jeg.
Da jeg endelig vendte mig om, saae jeg nogle Børn en halv Snes Skridt borte stikke Hovederne sammen, le og løbe deres Vei. De troer aabenbart, at jeg er gal -- og hvem veed, af Børn skal man høre Sandheden!
Paa Tilbageveien kom jeg forbi den smukke Renaissance-Villa, som Minna og jeg spøgende havde kaldet vor. En ny Gaade! Den Gang havde det været selvforstaaeligt, at vi to byggede et Hjem sammen, men det var en vild og latterlig Drøm, at vi nogensinde skulde kunne gøre det i en saadan Pragtbolig. Og nu var det mere muligt, at jeg kunde blive i Stand til at kjøbe denne Bygning, end at jeg kunde føre Minna ind i det beskedneste Hjem. Ubegribeligt! Var det maaske allerede en Galskab dette, at jeg havde en Følelse af ikke at kunne forstaa Noget, hvor der vel i Virkeligheden Intet var at forstaa, hvor Alt for en nøgtern Forstand var soleklart, #maatte# være saaledes, -- og for mig #kunde# det ikke være saaledes! Galskab! Sonnenstein! Og hvorfor ikke? -- bliver jeg indlogeret dèr, er det dog altid en Fordel, at der ikke kommer en Napoleon og jager En ud, -- tænkte jeg. --
Ved Solnedgang knaldede et Signalskud, der forkynder, at Elben stiger usædvanlig. Den næste Morgen, da jeg endnu laa i Halv-Slummer, allarmeredes jeg af det andet Skud, hvorved Faren for Oversvømmelse indvarsles. Jeg stod strax op. Da jeg boede i Hotel »Bellevue«, var jeg lige ved Floden. Fra om Aftenen af -- fortalte Portieren -- havde der staaet Folk paa Broen, som hele Natten igjennem havde moret sig med at iagttage Vandets Stigen, og den var nu helt sort af Menneskemængden. Men selve denne Bro! ellers løftede den sig stolt over Floden paa de høie Piller, og nu saae man kun en Række lave Buer spænde sig hen over den mudrede Masse, der jog afsted ikke som en Flod, men som en Lavastrøm, hvirvlende og malende, bedækket med kæntrede Joller, Bjælker og Tømmerstokke, Tønder og Buske, der vippede, dukkede under og skjød op igjen. Jeg trængte mig op paa Broen. Hele Quaien var forsvunden og ligeledes det lille Engstrøg foran Neustadt; derovre stod Haverne under Vand, og her skummede Bølger og Hvirvler op ad Terrassemuren.
Ak, vort stakkels lille Rathen! tænkte jeg, -- hvorledes mon det ser ud dèr? Mon det kjære Hus, hvor vi havde oplevet saa meget sammen, skulde være oversvømmet, ja maaske blive revet bort! --
Jeg kunde ikke modstaa min Trang til at skaffe mig Overbevisning, og faa Timer efter bragte Toget mig til Pirna, -- inde i sachsisk Schweiz kunde der jo ikke være Tale om at komme over Elben. Da jeg var gaaet over Broen, vendte jeg mig og kastede et Blik paa Byen: jeg havde ikke seet den siden hin Dag paa Henreisen til Rathen, da den havde vist sig i Kahytsvinduets Ramme, blank-vaad af Sommerregnen og med en forjættende Lysning over Sonnensteins Gavle. Nu laa Stad og den sørgelige, af Sindssvage beboede Fæstning i Sollys, men et koldt, trættende Lys, der intet Vaarligt havde ved sig.
Jeg gik over Dorf- og Stadt-Wehlen og steg op igjennem den berømte Zscherre-Grund, som passeres af alle Tourister, men nu var ganske øde. Den fortrolige sachsiske Bjergnatur med sine barokke og steile Former satte mig i en stærkt bevæget, men fortrædelig Stemning. Jeg ønskede -- eller bildte mig det i alt Fald ind -- at en af disse udhængende Klippeblokke vilde styrte ned over mig. Ved Firetiden naaede jeg endelig til Bastei, traadte ud paa Platfonden og saae Ødelæggelsens Vederstyggelighed for mine Fødder.
Af Erbgerichts Terrasse vare kun Lindekronerne med deres Toppe oven Vande -- et stort Krat i Randen af Strømmen, der næsten helt havde opslugt Medbeileren »Rosengarten«. Imellem dem var Floden strømmet ind i Rathener Dalen, som ellers sendte sin beskedne Bæk ud til den. De tre smaa Huse, der bag ved nogle Kviste af »Rosengarten« vare betrængte mellem den ubevægelige Klippe og den rivende Strøm, frembød det ynkeligste Skue. Det første stod halvt i Vand; Værkeierens Hus, der laa lidt høiere og desuden havde en Sokkel paa tre-fire Alen, havde endnu Indgangsdøren fri -- men kun for En, der vilde bade sig; Vandet skummede mod den skjulte Stentrappe som mod et Rev, -- Træstilladset med det lille Lysthus, hvor vi saa ofte havde siddet, var revet bort, -- kun et enkelt Bræt strittede ud -- lidt til Siden for Døren -- og vippede et Par Fod over Vandet, som et Svømmebræt. Det tredie Hus stod atter mere under Vand. Takket være min gode Reisekikkert saae jeg alt dette ganske nøiagtig. Paa den flade, hinsidige Bred, om hvilken Floden krummede sig, var der intet Andet at bemærke, end at den var traadt længer tilbage, og at Græsset uden bestemt Linie groede ud i Vandet.
Et trist Syn -- saa meget mer som det intet Vildt havde ved sig. Seet fra dette overlegne Stade syntes denne unaturlig brede Flod ikke -- jeg vil ikke sige at rase, men ikke engang at have Hast; kun anede man den uhyre, uimodstaaelige Bevægelsesmængde. Stille og fredelig var den i sin Tid gledet forbi vor Idyl, som det bevægede, af sig selv optagne Liv strømmer de lykkelige Existenser forbi, der Intet begjære af det; den var brudt ind i denne Idyl, nedrivende og bortskyllende; men lidenskabsløst havde den øvet sit Ødelæggelsesværk, og ligegyldig jog den forbi det -- som Livet, som Skjæbnen!
Det blæste koldt, var blevet overtrukket -- ja, begyndte endog at sne lidt. Et trist -- nedknugende -- Skue men jeg vilde ikke have bortbyttet det for et Blik ud over smilende Egne, gjennemstrømmede af en befærdet Flods brede Vei. Dette behagede mig, som det behager En at bide i en øm Tand. Saaledes kunde jeg taale at gjense Rathen. Jeg var ogsaa glad over, at jeg aldrig havde været heroppe med Minna.
En prosaisk Omstændighed hindrede mig forøvrig i at hengive mig for meget til den elegiske Stemning: jeg var næsten syg af Sult. Da jeg havde spist, syntes jeg, det var for sent at gaa ned til Rathen, og jeg opsatte dette til den følgende Dag. Jeg steg ned imod Elben ad en Skovvei, som gaar af fra Rathener-Nedstigningen, men betegner sig selv som »forbuden Vei«. Jeg kom til at tænke paa den barske Skovbetjent og ønskede at møde ham. Denne Sti maatte føre mig ned paa #den#, som Minna og jeg havde fulgt paa Hjemveien fra Stenbruddene. Men den gjennemtrængende Vind, der pjaskede mig bestandig tættere Tøsne i Ansigtet, jo længer jeg kom ned, fik mig snart til at vende om. Oppe paa Høiden var det ganske vist let at finde Læ, men overalt var der ubehageligt, og jeg selv var mindre sørgmodig end ærgerlig: hele denne Udflugt forekom mig at være en Dumhed. Saasnart Solen var gaaet ned -- farveløst -- trak jeg mig tilbage til mit Værelse, hvor det trak afskyelig, og faldt endelig i Søvn ved den ensformige Vuggesang af susende Fyrrer.
Den næste Dag var det rent Foraarsveir. Udsigten var ganske uforandret, men der blev sagt, at Floden var begyndt at falde. Da jeg vilde til at gaa, reiste en enlig Gjæst sig fra sit Bord og raabte: -- »Nei, er det Dem, Hr. -- Hr. Professor! syntes jeg ikke nok!« -- Det var Skolelæreren, Hr. Storch. Jeg veed ikke, om jeg blev glad eller ærgerlig over at se ham, men vist er det, at jeg ønskede ham Pokker i Vold, da det viste sig, at han hængte paa som en Burre og vilde »slaa Følgeskab« med mig. Han havde givet Ferie paa Grund af Oversvømmelsen og var nu vandret op paa Bastei for at »faa et Overblik«. Der var ikke andet at gjøre end at tage imod Følgeskabet, jeg havde ikke Tid til at opsætte Turen, -- med mindre jeg vilde overnatte een Gang til paa Bastei. --
-- Se, De faar Selskab til Middag -- det kan maaske blive helt table d'hôte, udbrød han, idet vi gik ned mod Broen, og pegede tilbage paa en Wienervogn, som et Par dampende Heste trak hen foran Hotellet. -- »De kommer fra Pirna -- jeg kjender Kjøretøiet -- det er en Spitzbub af en Vognmand, -- han trækker de Reisende frygtelig op.«
En Damehat stak ud af Vinduet og lod et langt sort Slør flagre til Siden.
-- Ei -- Damer er der ogsaa med -- en ung, tør jeg vædde paa -- det er nok Noget for Dem. --
-- Kom nu, sagde jeg uvillig og skyndte mig ud paa Klippebroen.
I Stormskridt gik det nedad det første Stykke; da vi vare komne paa lidt jævnere Vei, begyndte han, som jeg havde ventet, strax at tale om Minna, idet han lod, som om han var uvidende om, at vi havde været forlovede -- maaske var han det ogsaa.
-- De kan jo nok huske Minna Jagemann? -- o, saamænd kan De -- jeg saae jo, hvor De gik og gjorde Kur til hende paa Skovveien .... Naa, det gjorde De ret i .... Ja, tænk Dem, hun blev dog gift med den Maler, som jeg fortalte Dem om, Deres Landsmand -- man kan ogsaa gjøre en Skjelm Uret. De har vel ikke glemt, at jeg fortalte Dem, hun havde haft en Slags --
-- Ja, ja, jeg husker det Altsammen meget godt.
-- Og De har ikke seet hende i Danmark? -- Landet er da ikke saa stort.
-- Jeg har hele Tiden levet i England.
-- Ei, ei! ja, jeg syntes nok, der var kommet saadan -- ligesom noget Engelsk ved Dem.
Jeg fik ham til at tale om Oversvømmelsen, og hvad Skade den tilføiede de stakkels Beboere. Det var dog nok kun de to Gjæstgivere og Eierne af de tre Huse ved Floden, der kom til at lide noget Tab.
Da vi kom ned i selve Rathen, bød jeg Farvel, idet jeg lod den »engelske« Side af mit Væsen træde saa stærkt frem, at den brave Tydsker ikke følte Lyst til at paanøde mig sit Selskab længer.
Elbens Oversvømmelse var ikke trængt saa langt ind, men Bækken var stærkt opsvulmet. De simple Spanger, der førte over den, holdt dog endnu. Jeg gik over til Kammerherrens Villa, der naturligvis var lukket, kom forbi den lille Birke-Allée, og stod pludselig ved mit Maal: Grotten »Sophien-Ruhe«. Bænkene vare tagne ind; jeg satte mig paa Bordets Stenplade. Rundt om kvidrede Smaafuglene lystig, Buskene syntes at aande Vaarluften ind med en Mængde smaa grønne Gjæller, og Træernes Knopper straalede i Sollyset hvidt mod den blaa Himmel.
Atter havde jeg denne underlige Følelse af ikke at kunne forstaa Noget: jeg forstod ikke -- enten at jeg var her, eller ogsaa at hun ikke var her. Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, som Aften efter Aften havde siddet paa det samme Hjørne af Stentrinet, lysende efter en Mage; og det forekom mig, at hvis jeg med al min Villieskraft koncentreret i mit Savn kunde blive siddende her, saa maatte jeg med Naturnødvendighed trylle Minna til mig.
Man paastaar, at en Døende i et Nu skal kunne gjennemleve sit hele Liv i alle dets Hovedtræk, som om hans Bevidsthed allerede var hævet over Tidsfølgens jordiske Betingelse. I dette Øieblik døde min Ungdom i mig, og den gjennemlevede til Afsked hele min Kjærligheds Forløb, Alt hvad jeg har betroet til disse Blade og endnu mange halvt forglemte Smaatræk -- det forekom mig, at jeg saae det Altsammen paa een Gang og fra oven, ligesom jeg oppe fra Klippetinden havde overskuet hele dens Fødeegn. Og derved sprang een Ting mig i Øinene, som jeg før ikke havde bemærket, -- den Omstændighed, at vi Alle havde ladet os lede og drive næsten villieløst med Omstændighedernes Strøm, uden paa noget Punkt at gribe energisk ind med et: saaledes skal det være! Selv Stephensens Optræden, der ganske vist gav sig Udseende af en vis Selvstændighed, havde i sit Inderste den samme Charakter: han havde aabenbart givet efter for sin skinsyge Længsel efter at se Minna, inden hun var uigjenkaldelig tabt, og med den Tanke: lad os se, hvad der kan komme ud deraf -- hvem veed -- maaske tilfalder hun dog mig.
Men nu? kunde det ikke nu blive anderledes? var der ikke Tid endnu til at træde imellem med et: »jeg vil«? Et Ægteskab er ikke længer uopløseligt, -- hendes var ulykkeligt. Jeg vidste det vissere, end om hun havde sagt mig det med Ord: at Alt, hvad hun havde haabet, var uoprettelig tabt, at han var gjennemskuet, veiet og fundet for let, -- medens han selv paa sin Side forlængst var kjed af hende. Han var jo desuden, som han tidt nok pralede af, en Mand, der ikke delte de gængse Fordomme, og mindst af Alt vilde han vel kunne paastaa, at et mislykket Ægteskab ikke med Rette skulde kunne opløses, eller at det var forsvarligt at holde paa en Hustru, der ikke vilde blive. Ganske vist ere Frihedstheorierne ikke altid velkomne, naar de vendes imod Frihedsmændene selv, men om ogsaa hans Forfængelighed krympede sig -- #kunde# han endelig modsætte sig, naar #hun# vilde og naar #jeg# vilde?
Vilde #hun#? -- Hun havde gjort Prøven, og den var mislykket. Hvorfor ikke opgive det Umulige og virkeliggjøre det Mulige? At hun havde bevaret sin Kjærlighed og sin Tillid til mig, følte jeg med en usvigelig Vished.
Vilde #jeg#? ja! -- Jeg vil! jeg sagde det for første Gang i vort Forhold, -- sagde det med Jubel. Imorgen Aften kunde jeg være i Kjøbenhavn, og om to Dage skulde jeg tale med hende.
Sælsomme Drømmer-Natur i Mennesket! Maaske har jeg aldrig, medens jeg i hine Dage havde Minna ved min Side, følt mig saa lykkelig, som i dette Øieblik, da jeg saae tilbage over vor første ungdommelige Elskov og frem imod dens Fuldendelse i en prøvet ægteskabelig Kjærlighed, og disse to Dele i min Villie sluttede sig sammen til eet Liv.
Saa sande ere Mytherne om det tabte og det tilkommende Paradis: Lykken er en Erindring og et Haab.