Minna · Karl Gjellerup

Chapter 36: Kapitel 36

I dette Øieblik gik Døren op, og Immanuel Hertz traadte ind.

Hans skikkelige, men uskjønne Ansigt havde et høist bestyrtet Udtryk.

-- Hertz -- er du her! Din Fader er da ikke --

-- Min Fader er meget syg .... Jeg fik Telegram fra Moder -- lige tidsnok til at komme med Toget .... Fader kjendte mig, men han laa i stærk Feber -- jeg er bange -- at han -- gaar bort.

Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig den mest levende Smerte, men nu var min første Tanke den: hvorledes skal jeg kunne besvære Fru Hertz med min egen Sorg, naar hendes Mand ligger paa Dødsleiet? At Hertz døde, syntes mig at være ganske naturligt og nødvendigt, og samtidig følte jeg mit eget Haab slukkes .... Jeg forsøgte imidlertid de sædvanlige opmuntrende Fraser.

-- Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen .... Kom med hjem, Fenger! og bliv hos os inat, jeg veed, det vil glæde Fader at se dit Ansigt --

Han havde Taarer i Øinene. Jeg greb hurtig min Hat og slukkede Lampen, i det samme som han fik Øie paa Minnas Billede.

-- Nei, hvor yndigt! Og jeg, der rent har glemt at ønske dig til Lykke, du forstaar nok -- i et saadant Øieblik -- men nu gjør jeg det af Hjertet -- for det kan jeg jo -- det er ikke et af de Tilfælde, hvor man siger det saadan tomt hen -- Minna -- ja, det kan man rigtignok kalde Lykke!

Han trykkede min Haand som i en Skruestik.

-- Tak, kjære Ven! mumlede jeg og vendte Ansigtet bort fra det svage Skjær, som Lygten kastede ind i Værelset, -- det er saa kjønt af dig, at du midt i din Bekymring -- jeg veed jo, hvor meget du tager Del -- --

Vi gik ned ad Trappen, og han blev ved at udbrede sig om Minnas Fortræffelighed. »Naa,« tænkte jeg, »du gjør rigtignok ingen Røverkule af dit Hjerte.« Og det gjorde han virkelig ikke; -- aabenhjertig og indiskret forudsatte han de samme Egenskaber hos Andre: --

-- Ja, du har sandelig Grund til at prise dig lykkelig -- Minna -- saadan en Pige! hvor jeg misunder dig -- ja, det vil sige, ikke egentlig misunder, skjøndt ganske vist -- ja, Minna har vel nok sagt dig, at jeg holdt meget af hende -- mer end blot som en Ven --?

-- Nei, hun har aldrig med et Ord antydet Noget -- hun har overhovedet talt meget lidt om dig, skjøndt jeg veed, at hun kan godt lide dig, -- men jeg maa tilstaa -- da du nu selv berører det -- at jeg har haft en Anelse --

-- Ja, ser du, jeg har aldrig sagt hende det, jeg mener, erklæret mig, men Kvinder mærker det jo altid. Nei, jeg -- holdt min Følelse for mig selv, jeg troer, hendes Hjerte var den Gang ikke modtageligt for saadanne Følelser -- hendes Fader var nylig død, for Resten var der ogsaa Andet -- men maaske veed du bedre Besked med det .... Min Moder, som jeg betroede mig til, -- det kan jo heller ikke nytte at skjule Noget for hende, hun ser tvers igjennem En, ja -- hende kan man rigtignok kalde en Menneskekjender! Moder var ogsaa af den Mening, -- hvor gjerne hun ogsaa vilde have haft hende til Svigerdatter. Saa kom jeg jo ogsaa til Leipzig. Men jeg glemmer hende aldrig! Naa, nu kan du da forstaa, hvor glad jeg er over, at det netop er dig, som hun faar.

Jeg havde en Følelse, som om jeg maatte give mig til at skrige, hvis dette varede ved, og priste mig lykkelig, da vi kom til Hjørnet, hvor Hertz's boede, og han gav sig til at klage over Faderen: saa forandret, han havde seet ud, ganske hulkindet!

Lægen havde netop været der. Jeg kunde se paa Fru Hertz -- eller snarere mærke paa hende -- at hun ikke havde meget Haab. -- Han laa bevidstløs hen; Gradetallet var foruroligende høit.

Immanuel Hertz og jeg gik snart ind i Dagligstuen. Jeg erindrede et Tilfælde med en gammel, svagelig Dame, der i et Par Dage var næsten opgiven af Lungebetændelse, og som dog kom sig; det faldt mig ogsaa ind, at jeg havde hørt af en Læge, at netop Jøder havde en stærk Livskraft til selv i høi Alder at komme igjennem saadanne Sygdomme med. Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven.

Han gik hyppig ind i Sygeværelset og blev kortere eller længere derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte jeg med, men den meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, sammensunken i en Stol, sløv og ærgerlig. Jeg var i et Sorgens Hus uden at kunne deltage i Sorg og Bekymring, jeg var selv ulykkelig, men græde kunde jeg ikke. Det var saa sent, at Minna ikke længer kunde ventes. Alt var mig ligegyldigt og kjedsommeligt. Ja, jeg kjedede mig virkelig og havde en Følelse af, at jeg maatte gjøre det bestandig, at det vilde blive kjedeligere og kjedeligere, indtil Døden tilsidst tog En. Jeg havde gjerne byttet med Hertz, -- hvis man overhovedet kunde have sagt, at der var Noget, som jeg gjerne vilde.

Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en Sløvheds Døs end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom ind og sagde:

-- Han har kjendt mig -- Fader er ved sin Bevidsthed, -- kom med ind.

Den Syge smilede svagt, da han saae mig og sagde: »Kjære Fenger!« -- »Minna,« mumlede han kort efter.

-- Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz.

-- Saa vil hun spille for Dem, føiede jeg til, skjøndt det var mig, som om jeg ikke skulde kunne faa et Ord frem.

-- Beethoven, hviskede den Gamle og lukkede Øinene.

Fru Hertz lagde Hovedpuden bedre tilrette; derpaa gradede hun; Thermometret var sunket til lidt under 41° C.

Kort efter begyndte han at tale om, at Tid og Rum var Anskuelsesformer, men Sjælen var en »Ding an sich«, en Substans, et Noumenon -- Intelligibile -- disse Ord blev han ved at gjentage.

Sønnen, der blev bevæget og urolig ved disse Tanker, som syntes at dreie sig om Døden, greb hans Haand og sagde:

-- Nu skal du ikke tænke, Fader, nu skal du hvile dig.

-- Imorgen kommer maaske Kühne, saa kan I philosophere sammen, sagde Fru Hertz.

-- Imorgen! sukkede han -- med en ganske eiendommelig Betoning.

Fru Hertz vendte sig bort: --

-- Ja vist, vent til han kommer, han forstaar det jo bedre end vi.

-- Noumenon, sagde den Gamle.

-- Amen! mumlede Diakonissen og korsede sig. Hun troede, han havde paakaldt en Helgen -- eller maaske en af Propheterne.

Immanuel og jeg, der havde hørt det, kunde ikke lade være med at trække paa Smilebaandet. Jeg undrede mig over, at jeg endnu kunde finde Noget komisk. Ak, Ingen vilde mer end Hertz selv have moret sig over den Humor, som laa i denne Feiltagelse, men han var allerede død for Omverdenen.

Længe laa han stille hen, saa begyndte han at fantasere. De Brudstykker, som vi opfattede, tydede paa, at han var hensat til sine Königsberger- og Rigaer-Dage. Flere Gange hørte jeg ham sige: »Der skal ikke ringes« -- hvad jeg mente skrev sig fra den Børshistorie, som han sidst havde fortalt os. Jeg saae hele den hyggelige Kaffescene i det dunkle Regnveirslys med Skjæret fra Spritflammen flakkende over Minnas kjære Ansigt, der var saa nær ved mig og smilede saa fortrolig. Fru Hertz bemærkede en Taare paa min Kind og trykkede min Haand, rørt over min Deltagelse.

Henad Morgenstunden, da Immanuel og jeg vare faldne i Søvn inde i Dagligstuen, døde saa den gamle Hertz, uden at hans Hustru, der ikke veg fra hans Seng eller havde Øinene fra ham, kunde sige, naar Døden var indtraadt.

Vaagekonen var forlængst sovet sødelig ind.