Den følgende Dag gik jeg som sædvanlig paa Polytechnicum. Men forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel.
Efter Middag besøgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven Efterretning om Faderens Befindende. -- Den gamle Mand laa i Sengen; han hostede og havde lidt Feber.
Hertz spurgte strax efter Minna -- hvorfor hun ikke var med?
-- Vi mente, I var uadskillelige, tilføiede Fru Hertz.
Det var godt, at de gule Persienner vare rullede ned; den Smerte, som dette Udtryk voldte mig, vilde ellers være bleven paafaldende. Jeg syntes, jeg kunde føle, at jeg skiftede Farve, og at Veiret gik fra mig ligesom ved et Sting. I saa ligegyldig Tone, som jeg kunde overkomme, fortalte jeg, hvor hun var taget hen og hilste fra hende.
De gamle Folk blev meget forundrede over, at hun saa pludselig var reist bort uden at sige dem Farvel. Og iforgaars havde hun ikke engang vidst Noget derom!
-- Hun fik først Brev derom igaar, sagde jeg. -- Cousinen ønskede saa meget, at hun skulde komme strax -- hun var ikke rask -- Humeursyge troer jeg.
-- Ja, saa kan jeg tænke, hun maatte afsted, sagde Fruen; Minna er altid saa mageløs, naar Nogen feiler Noget.
-- Det er rigtignok Skade, at det skulde være netop nu, klagede Hertz. -- Jeg havde glædet mig til, at hun var kommen i disse Dage, hun havde nok spillet lidt for mig, -- Døren kunde staa paa Klem ind til Dagligstuen -- hun spiller saa kjønt.
Jeg skyndte mig at forlade dette farlige Omraade, og fortalte om min Onkels Brev, der kaldte mig langt tidligere til England, end jeg havde ventet.
-- Allerede i Løbet af Maaneden! udbrød Hertz. -- Ja, Dresden er som et Hotel, hvor den Ene tager ind, og den Anden reiser. Kun saadanne gamle Folk, som vi, sidder fast, til man en Gang begraver os her. Ifjor flyttede Maleren Hoym til Berlin, og Professor Grimm, der var en meget lærd Kantianer, kom til Hamborg for et Par Aar siden .... Naa, De er jo ung og maatte ud at virke -- et Aarstid før eller senere.
-- Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke har saa lidt at sige, bemærkede Fruen.
-- Ja, Minna -- stakkels --. Han afbrødes ved et Anfald af den tørre Hoste, som af og til havde besværliggjort hans Tale.
-- Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, -- den Tanke allerede at skulle forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet. Jeg har tænkt meget paa, om jeg ikke skulde se at faa min Onkel til at opgive denne Bestemmelse. --
-- Nei, nei, kjære Fenger, sagde den gamle ivrig og strakte Haanden ud -- ikke det -- Arbeidet kan ikke rette sig efter -- efter vor Tilbøielighed .... Pligten først -- Virksomhed jo før jo heller -- Mandens Kjærlighed arbeider -- og Kvindens bier. --
-- Du maa ikke tale saa meget, det anstrenger dig .... Men saaledes er det, -- ja, vi to Gamle har ogsaa kjendt det i sin Tid .... Vær ikke for bekymret over det. Minna er en forstandig Pige og en trofast Sjæl, hun vil ogsaa have Tillid til Dem .... De kan tro, hun vil komme lettere gjennem Ventetiden, end De nu tænker Dem.
-- Jeg vil haabe det, kjære Frue, men jeg troer rigtignok, at De altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament end Minna, og at De derfor i Deres Ungdom har lidt mindre ved en saadan Adskillelse.
-- Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, -- for Minna -- vil det falde tungere .... Men -- vi maa alle kjæmpe -- hver med sit -- og det bliver til vort eget Bedste. --
-- I alt Fald er det ikke den Slags Kampe, som man bukker under i, sagde Fruen muntert. Saar troer jeg ikke engang der er at frygte, og Strabadserne, veed De nok, kommer man over. -- Og eet kan De være vis paa, at vi skal være Alt hvad vi kan for den kjære Pige, og hun kommer ikke til at mangle Venner, for saa vidt som et Par gamle Folk som vi kan være det.
-- Jeg kunde aldrig ønske hende bedre Venner, og det er mig det mest beroligende, at hun her har et andet Hjem, hvor hun altid finder Forstaaelse, og hvor der er fredet om de kjære Minder, som vi har sammen.
Jeg stod op og rakte Hertz Haanden.
-- Nu skal De have Ro og ikke fristes til at tale, -- jeg vilde ønske, jeg kunde spille for Dem .... Naar jeg kommer hjem, skriver jeg til Deres Søn, saa kan jeg bringe ham en frisk Hilsen.
-- Ja, hils ham -- og -- at han ikke gjør sig Bekymringer, -- jeg mener, -- han er jo saadan en kjærlig Søn, -- men De ser selv, det er ikke Noget -- af Betydning.
Fru Hertz nikkede med sit rolige, uforstyrrelige Smil.
-- Det er kjønt af Dem, at de strax tænker paa at fortælle Immanuel det, -- nu faar I jo længe ikke hinanden at se, og han holder meget af Dem, -- De maa besøge ham paa Veien.
-- Det har jeg ogsaa besluttet .... Farvel! --
Jeg havde under denne Samtale et Øieblik glemt den frygtelige Usikkerhed, hvori min Kjærlighed nu levede. Men skjøndt denne Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom Faren mig dog ringere, og jeg var mere tilbøielig til at se lyst paa Fremtiden, end jeg havde været det siden min Samtale med Minna. Billedet af dette elskværdige gamle Ægtepar var saa sammenvævet med vor Kjærligheds fredelige Idyl, at blot denne korte Samværen med dem opfriskede dens Farver til et Liv, der bortlyste al Frygt for en tragisk Skygge. Jeg havde fundet dem med den samme Tillid til vor fælles Lykke som før, nu da den for mig stod saa anfægtet, og jeg tog denne Tillid for endnu bedre Varer, fordi den beroede paa Uvidenhed -- hvilket ganske vist i Andres Øine vilde have forringet dens Værdi; men jeg trængte just til et Støttepunkt, der ikke engang havde følt Noget til Rystelsen. »De vil ikke blive skuffede,« sagde jeg til mig selv, »Alt vil vende sig til det Bedste, -- den gamle Hertz dør ikke, og jeg mister ikke Minna.«
Denne Slutning var ikke afgjort logisk. Men selv om den havde været det, saa kunde jeg dog maaske ved dette Sygebesøg, hvis jeg havde været mindre optagen af min egen Skjæbne, have bemærket Meget, der lod befrygte, at en stærkere Disputator -- den stærkeste! -- vilde sige sit: Nego majorem. --