Der kom ingen Søvn i mine Øine den Nat.
Jeg hørte Uhret paa Kreuzkirche slaa det ene Kvarterslag efter det andet, medens jeg væltede mig om paa Leiet. Undertiden begyndte vel mine Tanker at flakke paa den villieløse Maade, som indvarsler Slummeren, men saa gik der en Strøm af Feberhede igjennem mig, og jeg var strax lysvaagen. En dump Fortvivlelse, der allerede ansaae Alt for tabt, fik mer end een Gang mine Taarer til at flyde.
Jo umuligere en Ulykke synes, desto nærmere er den ved Virkeligheden, saasnart den blot bliver mulig; thi da den allerede har gjort Springet over den største Afgrund, kan man ikke tvivle om, at den ogsaa vil have Kraft til at sætte over det mindre Svælg; da den fra Intet er bleven Noget, hvorfor skulde den saa ikke kunne blive Alt? -- Der gives Visheder, som staa saa uanfægtelige for os, at de næsten ere afdisputerede os, saasnart vi bringes til Disput; thi med deres Uanfægtelighed synes deres inderste Væsen at forsvinde.
Hvad kan være en vissere Besiddelse, fjernere fra enhver Fare, end en trofast Kvindes Kjærlighed? Jeg følte, at Minna elskede mig, jeg vidste, at hun -- som ogsaa Stephensen havde sagt --, var en trofast Natur.
Men det frygtelige, det Nemesis-agtige var, at denne Trofasthed vendte sig imod mig selv; det var hendes Troskab mod ældre Følelser, der manedes op mod den til de yngre, ved hvilke hun var bunden til mig.
Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke!
Og nu havde en Fremmed sagt mig med rene Ord, at han haabede at rive den fra mig.
Men jeg da? havde jeg leet ham ud eller vendt ham Ryggen som en stakkels Nar?
Nei, jeg havde indladt mig i Strid med ham -- som om min Lykke trængte til at forsvares -- værre endnu; jeg havde formelig truffet Aftale med ham om, hvorledes man rigtigst burde forholde sig fra begge Sider, og saaledes havde jeg indrømmet Muligheden af, at han kunde seire, havde tilstaaet, at jeg slet ikke eiede denne Lykke, men først skulde vinde den.
Faren var ikke blot mulig, den var virkelig, den var over mig, -- og jeg stønnede under den som under et Mareridt.
Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og dog forekom det mig nu, at jeg i Grunden bestandig havde anet en Fare, og at der stedse var draget en Skygge hen over denne Tids klareste Solskin. Jeg erindrede, hvorledes hint mistænkelige Brev havde vakt mig af Salighedsrusen efter det første Kys; jeg følte atter den pludselige, ugrundede Skræk, som gjennemjog mig i Schandau, da jeg hørte hendes Brev falde i Postkassen; ved mit første ensomme Besøg i hendes Barndomshjem havde Skinsygen overfaldet mig paa en Maade, der nu forekom mig spøgelseagtig; neppe havde jeg nydt Gjensynets Glæde, før den forbitredes ved Minnas Mismod og ved hans bebreidende Brev, der havde fremkaldt hos mig en urimelig Skinsyge og en mindre taabelig Angst; hvor indstændig havde jeg ikke bedet hende om at lade det ubesvaret, og hun havde sagt: jeg #maa# -- med den hende eiendommelige Fatalisme, som nu ogsaa syntes at have smittet mig. Og den følgende Dag, da hun havde skrevet og vist mig dette Brev, og vi saa om Aftenen sad sammen paa Udsigtshøien i »Grosser Garten« og øinede det fjerne Lilienstein, -- gled der da ikke over vore Hjerter en Tungsinds-Skygge, som om vi stirrede ud imod et tabt Lykkeland? --
Saaledes syntes en fjendtlig Skjæbne at være født samtidig med vor Pagt og at have nærmet sig truende, indtil den nu -- efter Beethovens Udtryk -- »bankede paa vor Tilværelses Port«. Og den vilde nok vide at skaffe sig Adgang, -- den stærke truer ikke forgjæves.
Jeg glemte, at netop, naar »Skjæbnen banker paa«, er det Tid til at vise, at man er Karl for at tage imod den og i fornødent Fald kaste den ned ad Trapperne; ellers kan let Omstændighederne falde paa at spøge under Skjæbnens Kappe, i Tillid til vor Svaghed.
Under saadanne mistrøstige Betragtninger var jeg sunket hen i en lethargisk Døs og fastholdtes lige saa meget i denne som jeg opskræmmedes ved en physisk Skræk, et Syn eller snarere en Fornemmelse af noget Uhyre og Uformeligt, der graalig skilte sig ud fra Mørket og nærmede sig langsomt og ustandselig; -- ja, selv disse vage Udtryk give maaske et vrangt Billede, thi dette nerveuse Indtryk var ubeskriveligt, ja ufatteligt; det syntes at dukke op fra en Del af vor Natur, der ligger under Bevidsthedslivet, og ligesaa lidt at kunne indordnes i Begrebernes og Forestillingernes snevre Rum, som Urtidens enorme Fostre kunne finde en Plads blandt de nulevende Arter.
Endelig rystede jeg denne uhyggelige Tilstand af mig, klædte mig paa og gik ud.
Det var en kold Morgendæmring med Taage og Støvregn.
Overalt var der lukket; jeg maatte drive fastende om en Timestid, -- ør og tung i Hovedet, og med den flove Utilpashed, som følger med en altfor aarle Opstandelse.
Endelig fandt jeg en Café, hvor der blev luftet ud og vasket Gulv.
Jeg satte mig i en Krog, og Opvarteren, som havde #sin# Mening om min Morgenduelighed, foreslog »en Sodavand«.
-- »Kaffe«, beordrede jeg barsk.
Men der var endnu ikke gjort Ild paa, og jeg maatte vente.
Det var en ægte -- skjøndt ikke behagelig -- Reisestemning, med Erindring om Hoteller, naar man skulde med Morgentoget.
Reise -- bort herfra -- --! det var jo det, Minna vilde igaar Aftes; da havde jeg snakket hende derfra -- og nu, hvor vilde jeg ikke ønske, at vi allerede vare underveis -- at hun sad hos mig og Drosken var bestilt -- Morgentoget -- hvorhen? lige meget -- blot afsted!
Men #nu# var det umuligt, selv om jeg havde haft Penge. Stephensen havde ved sin Aabenhed virkelig opnaaet at lamme mig -- hvilket vel ogsaa havde været hans Hensigt, om han end ikke anede, at vi kunde tænke paa at reise hemmelig bort. Det var ikke saa meget det, at min Stolthed vægrede sig ved at fly, skjøndt den Tanke var mig meget imod, at Stephensen med nogen Berettigelse skulde kunne beklage sig over min Handlemaade; værre var Frygten for en bestandig Følelse af, at min bedste Skat var erhvervet paa en underfundig Maade, og værst den Mulighed, at jeg endogsaa kunde begaa en Uret imod hende. Fra min Side havde denne Flugt jo kun Mening under den Forudsætning, at Minna efter modent Overlæg vilde have foretrukket Stephensen.
Men hvilken Ret havde jeg til at forebygge en saadan Afgjørelse, selv om jeg gjorde det med hendes Indvilligelse?
Og hvis det viste sig at være en Overilelse, -- dersom hun senere opdagede, at hun havde taget feil af sine Følelser, hvor bitter vilde da ikke den Anger være, der kom for sent!
Nei, vi maatte blive og lade #det# ske, som skulde ske. Og dog var der en indre Stemme, som vedblev at hviske: »Reis bort! hun vil sikkert endnu.«
Dernæst kom Dagsordenen for. Det store Spørgsmaal var, om jeg strax, saasnart det blev en rimelig Tid, skulde gaa til hende.
Min Længsel og Ængstelse drev paa, men Kritikken sagde: »Hvorfor overløbe hende paa en usædvanlig Tid, det vil virke opskræmmende og foruroligende paa hende, og hun behøver netop al sin Besindighed og Klarhed. Desuden viser det, at du selv er ude af de vante Folder, det lader dig synes bange, maaske endogsaa mistroisk.
Ganske vist, naar du bliver borte, er der Sandsynlighed for, at han faar talt ene med hende, men det kan du dog ikke forhindre, saa lige saa godt først som sidst .... Ja, de maa jo endogsaa tale sammen, du kan da for Pokker ikke fri for ham. Altsaa: enten løb bort med hende, eller ogsaa -- lad være med at spille Argus.«
Jeg besluttede mig til at gaa paa Polytechnicum som sædvanlig og først besøge Minna efter Middag.