Moderen lukkede os op med et temmelig altereret Væsen. Hun trak Minna tilside i den mørke Entré og hviskede Noget til hende, og idet jeg lukkede Døren til Dagligstuen, hørte jeg Minna sige:
-- Ja, ja, vi har selv truffet ham.
-- Ak, ak Gud, ak Gud ja, sukkede Moderen paa sin stupide Maade.
Dette satte mig ikke i bedre Humør. Jeg blev ved at gaa op og ned ad Gulvet, og uden selv at vide af det, truede jeg med knyttet Næve ad Stephensens #alter ego# paa Strandbilledet. Jeg greb mig selv i denne Bevægelse, idet Døren gik op, og hurtig foer min Haand ned i Lommen.
Minna kastede sig udmattet i den lille Sopha: --
-- Hvad vil han mig! udbrød hun i en forpint Tone.
-- Dig? Han er jo kommen her for at male.
Hun rystede paa Hovedet.
-- Han vil tage mig igjen, det er det, han vil.
-- Hvad er det for et Indfald -- hvor kan du tro det?
-- Du har selv tænkt det Samme, sagde hun og saae forskende paa mig.
-- Maaske et Øieblik -- hvad kan der ikke gaa En gjennem Hovedet under en saa besynderlig Situation? Forresten er der jo ikke Spor af Grund --.
-- Lagde du Mærke til, saadan som han sagde #det# til mig: »Hvor du saa kommer til at tage hen, naar du reiser til dit nye Hjem.«? -- Det var saa godt som rene Ord, jeg kjender hans Maade altfor godt.
-- Men det vilde dog være for frækt. Ligesom vi ere blevne forlovede! -- Nei, naar vi endda havde været gift et Par Aar, saa vilde jeg snarere tro, at en Fyr med hans letfærdige Begreber mente, at der kunde være Haab --
-- Fy, det er stygt sagt, saadan har du ikke Ret til at tale om ham.
-- Du tager ham i Forsvar!
-- Er det saa underligt, du veed dog selv, at det er urigtigt -- desuden burde du tænke paa, at det maa krænke mig, naar du sætter ham saa lavt, jeg har jo dog holdt af ham -- og forresten -- holde af ham, det gjør jeg naturligvis endnu .... Og du har slet ikke været skikkelig i Eftermiddag, hele Tiden gik du og stiklede paa ham, og jeg var saa bange; du gjorde det ikke lettere for mig, og det var dog svært nok i Forveien.
-- Du har Ret, Minna! tilgiv mig -- jeg følte det selv, men du kan nok vide, -- i den Sindsstemning og saadan en Situation --
-- Det viser, at du har været bange for ham, du har frygtet det samme som jeg -- hele Tiden, ikke blot et Øieblik, som du sagde.
-- Nei, det har jeg ikke. Forresten viser det da kun, at jeg føler mig irriteret i Nærværelse af den Mand, som eier en Del af din Fortid, og at jeg maa hade ham.
-- Det er netop det, han eier min Fortid, -- Alt, hvad der har nogen Værd i den, -- og han mener, at det giver ham Ret til mig -- maaske har han det ogsaa --
-- Minna, Minna! hvad er det, du siger!
-- Ak, jeg veed hverken ud eller ind.
-- Veed du ikke, at du tilhører mig og jeg dig!
Hun nikkede langsomt, medens hun stirrede ud for sig og kneb Læberne sammen.
-- Og at du elsker mig, veed du ikke ogsaa det? --
Minna reiste sig og omfavnede mig inderlig.
-- Jo, min Elskede, -- det veed jeg.
-- Men saa er der jo Intet at være i Tvivl om, -- for ham ikke heller. Han kjender dig jo dog godt nok til at vide, at du ikke indlader dig paa et Fornuftgiftermaal, og om mig veed han da ogsaa, at jeg hverken er Hertug eller Millionair.
Jeg talte længe beroligende for hende, medens vi sad med Armen om hinandens Liv i den lille Sopha, hvor der var saa mørkt, at jeg neppe kunde se hende. Hun svarede sjælden, og jeg var i Tvivl om, hvorvidt hun egentlig hørte efter, eller om hendes Tanker ikke gik deres egne Veie. Pludselig trykkede hun min Haand og sagde: --
-- Lad os reise herfra, Harald! strax -- imorgen.
-- Reise -- men hvorhen?
-- Ud i Bjergene, til Erzgebirge eller til Bloksbjerg -- for mig gjerne, gid jeg sad der! Og hun lo med den naturlige Overgivenhed, der altid var rede til at bryde frem hos hende.
-- Ja men, Minna, vilde det ogsaa være forsigtigt --
-- Jeg tør godt, -- jeg har tænkt over det altsammen -- jeg har ingen Familie, som jeg bryder mig om at tage Hensyn til -- jeg er min egen Herre, og jeg tør.
-- Det er godt nok, og jeg sætter ogsaa Pris paa, at du i Nødsfald kan sætte dig ud over -- over saadanne Begreber og Vedtægter, men jeg synes dog, i dette Tilfælde -- du kan jo nok tænke, at dit Rygte er mig det dyrebareste af Alt, -- og jeg kan dog ikke se, at det er nødvendigt.
-- Jo, jo! udbrød hun bestemt, næsten heftig. Derefter lagde hun sine Læber til mit Øre og hviskede med den mest indsmigrende Stemme: »Skal vi, Harald, -- sig ja!«
-- Hm, -- ja, Kjæreste -- --
-- Ja?! --
-- Det vil sige, Sagen er, hvis vi nu virkelig skulde tage bort imorgen --
-- Ja, ja! hvad saa?
-- Jeg har næsten slet ingen Penge, og jeg veed ikke, hvordan jeg med saa kort Frist -- jeg kender jo kun faa her -- den eneste skulde være Hertz -- --
-- Nei, for Guds Skyld! -- Hertz -- hvad vilde de sige dertil? Dem har jeg slet ikke tænkt paa -- hvor jeg maa være forvirret.
-- Ja, der ser du, -- og det er dog en vigtig Sag, hvor alle Sider maa være nøie overveiede; man kommer til at bøde længe for et overilet Skridt.
Den Vending, Sagen havde taget, var mig ret kjærkommen.
Jeg blev ved at tale beroligende for hende og var allerede af den Mening, at jeg havde faaet hende helt bort fra hin Idé, da hun pludselig sagde: --
-- Hvis vi havde Penge hos os, vilde jeg dog gjøre det .... At de ogsaa skal have saadan en Magt -- det er skrækkeligt! --
I det samme kom Moderen ind med Lampen, og jeg blev slaaet ved det Udtryk af Skræk, som viste sig paa Minnas Ansigt, maaske forstærket derved, at det pludselige Lys blændede hende. Hun syntes med Anstrengelse at se en uundgaaelig Skjæbne imøde, og jeg fik selv en Følelse af Angst og Uhygge som ved en overhængende Fare, endda jeg ikke kunde skjønne, at en saadan virkelig var for Haanden. Thi hvor pinligt det end kunde være for stakkels Minna at modtage Stephensen og høre paa hans ufortjente Bebreidelser og frugtesløse Forestillinger, saa er det dog den Slags Ting, som man kommer over, og Intet i selve Sagen forekom mig uklart.
Min egen hemmelige Uro røbede jeg ikke, men desto mer lod jeg disse Fornuftgrunde komme til Orde.
Minna lod til at give mig Ret.
Da vi talte Dansk, følte den Gamle sig overflødig og vilde paa sin stilfærdige Maade liste ud igjen, men Minna fik hende til at blive; hun gav sig til at snakke sachsisk Dialekt og smaaborgerlig Dresdener-Jargon med hende, og i dette pudsige Sprog spasede hun saa fornøielig, alt imens hun satte de mærkeligste Ansigter op, at jeg snart ganske glemte den Stemning, der nylig havde trykket os, og Moderen lo de klare Taarer ud af Øinene.
Da den Gamle efter The nikkede ind, satte Minna sig ved Claveret og spillede en Berceuse af Chopin. Hun begyndte ogsaa paa en Vals, men den gik et Par Gange i Stykker.
-- Jeg er ikke oplagt, sagde hun og kom hen til mig, -- saa vil jeg heller læse for dig.
Hun tog »Kätchen von Heilbronn«, som vi var begyndt paa og haabede at faa at se i denne Uge.
Vi kom snart til det nydelige Genre-Billede, hvor Kätchen ikke vil kiltre sig op for at vade over Bækken, og den gamle Tjener raaber:
»Kun til Anklen, Barn -- til den yderste, underste Kant af Saalen, Kätchen« -- men hun løber bort for at finde en Spange.
-- Ja, Hertz havde rigtignok Ret, da han kaldte dig en Kätchen, afbrød jeg hende -- kan du huske ved Stenbruddene, -- da vi skulde op?
-- Aa jo, det kan jeg sagtens huske. -- Hvor du var vigtig og utaalelig! Og saa skulde du blot have anet, hvor komisk det klædte dig, -- aldeles som om du havde faaet en Maske paa, der slet ikke passede -- --
Hun læste videre: den mest rørende og i al sin Naivetet den dybsindigste Elskovsscene, som hele den dramatiske Literatur besidder: Kätchen sovende, i en halvt somnambul Slummer, under Hyldebusken, og besvarende Grevens Spørgsmaal.
»Verliebt ja, wie ein Käfer, bist du mir«.
-- Det er til dig! udbrød Minna, -- det kunde jeg ogsaa have sagt dig allerede den Gang.
Vi lo og kyssedes.
Efter at have læst flydende omtrent en halv Times Tid, standsede hun pludselig og blev rød i Hovedet; men neppe havde jeg opdaget dette, før jeg fik Bogen i Ansigtet; hun havde kun villet kaste den fra sig, men da jeg sad lige foran hende, havde den ramt mig -- maaske gav hun ogsaa ubevidst efter for en Fortrydelighed over, at jeg ventede paa, at hun skulde fortsætte.
-- Hvad har jeg gjort! udbrød hun, idet hun sprang op og kastede sig paa Knæ hos mig -- jeg er dog ogsaa en Trold -- gjorde det ondt?
Jeg forsikrede hende leende, at jeg nærmest var bleven lidt overrasket.
-- Jeg kunde ikke læse det for dig, hvorfor skriver han saadan Noget -- og jeg havde ikke Aandsnærværelse til at springe over --
Jeg vilde tage Bogen, men hun snappede den, glattede lidt paa de krøllede Blade og lukkede den inde i Bogskabet.
-- Du Stakkel! og saa maa du undgjælde!
-- Ja, ligesom jeg ser op -- Klask --
Og vi brast i en ustandselig Latter. Den Gamle vaagnede -- det havde allerede givet et Sæt i hende, da jeg fik Bogen i Hovedet.
-- I gjør jo et Spektakkel, Børnlille! saa at Vægteren snart maa komme herop, sagde hun. Det er allerede sent. Ak Gud, ja! Hvem der laa i sin Seng!
Hun tændte en lille Stump Lys, der stod paa Commoden, og sjokkede af.
Det var paa den Tid, da jeg pleiede at gaa, og jeg overholdt den ret nøiagtig, da jeg vidste, at Minna skulde tidlig op om Morgenen.
Men hun bad mig om at blive, -- sove kunde hun dog ikke i de første Timer.
-- Nu har jeg læst for dig, -- saa kan du fortælle mig Historier, sagde hun og tog Plads ved Siden af mig i den lille Sopha. -- Jeg har fortalt dig saa meget fra min egen Barndom, og langtfra hørt nok om din. Fortæl.
Jeg fortalte om det stille, ensomme Liv i den sydsjællandske Skovridergaard. Min Moder kunde jeg neppe huske, men min fornylig afdøde Fader skildrede jeg med al den Vemod, som overvældede mig ved Tanken om, at han vilde have faaet min Minna kjær, og at hun i ham vilde have fundet en anden Fader. Han var lidt af en Særling, en gammel Schopenhauerianer og Naturphilosoph, altid i Feide med Egnens Præster, som havde en Mani for at omvende ham. Jeg delte hans Enebo, og han opdrog mig, til Egnens Forargelse, i sine frie Anskuelser. Minna sang det Sted af »Valkyrien«, hvor Siegmund beretter om sin Ungdom:
Geächtet floh
der Alte mit mir,
lange Jahre
lebte der Junge
mit Wolfe im wilden Wald --!
-- Har I forresten Ulve i Danmark?
-- Ih ja, og Isbjørnene løber paa Skøiter dèr.
Minna slog mig over Fingrene:
-- Det var da ikke umuligt! I Polen er der Ulve. Jeg har været i Besøg hos min Cousine, som er gift dèr, og har hørt dem hyle. Ja, se kun paa mig, -- saadan En er jeg! -- Hvorfor blev du forresten ikke Forstmand? Jeg vilde gjerne være Skovriderkone!
-- Ja, det skulde du have ladet mig vide den Gang. Forresten -- saa havde vi slet ikke faaet hinanden.
-- Hvorfor ikke! du kunde jo være kommen paa Akademiet i Tharandt. De, der skal træffes, de træffes nok.
-- Fatalist!
-- Ja, det veed du da, jeg er. Men alvorlig talt, det maatte dog have passet godt for dig.
-- Jeg vilde ogsaa gjerne -- det var først senere, jeg sværmede for at blive Architekt -- og det var allerede bestemt, men saa tilbød min Morbroder, som er Directeur for en stor Fajancefabrik i London, at tage sig af mig, naar jeg vilde være Polytechniker. Naa, det var jo fordelagtigere, og min Fader syntes ikke, vi kunde lade det gaa fra os. Han mente desuden, at jeg vilde have godt af at komme ind i det praktiske Liv og ikke blive saadan en ensom Grubler og Drømmer, som han beskyldte sig selv for at være.
-- Det bliver du saamænd alligevel. Du er min søde Sværmer. Og med alt det har du ikke fortalt et Ord om, hvem du har sværmet for. Veed du ikke, at alle ordentlig Forlovede strax praler for hinanden med deres tidligere Flammer. At jeg har skriftet #før# Forlovelsen, er en Undtagelse, som bekræfter Reglen, men du lader til at tro, at du helt kan bryde den.
-- Slet ikke. Det være dig tilstaaet under syv Segls Hemmelighed, at jeg i min grønneste Ungdom sukkede i Løn for Skovfogdens Datter.
-- Ei! det er jo en hel Idyl!
-- Nei, kun en halv. For hun var saa styg, at det tidt kostede mig stor Anstrengelse at holde Illusionen vedlige. Men jeg syntes, jeg maatte have En, hvis Navnetræk jeg kunde skjære ind i Træernes Bark med et flammende Hjerte ovenover.
-- Ja, bagefter kan I altid ironisere over eders Kjærlighed, og saa er det os, der maa holde for. -- Og hvem var saa den næste?
-- Saa er der ingen fler.
-- Hvad for noget? Hør, Harald! Harald!
-- Ja, ja -- jeg forsikrer dig, -- Ingen, som jeg kan nævne. Jeg har maaske sværmet lidt for et eller andet smukt Ansigt, som jeg saae paa Gaden, fantaseret og bygget Luftkasteller.
-- Ja, for dem er du en god Architekt .... Men jeg er vis paa, at du narrer mig.
-- Hvorfor? Husk paa, at jeg har haft saa lidt Omgang, har truffet saa faa Damer.
-- Ja, det skulde være det. Det er altsaa derfor, at du holder af mig. Naar du opdager, at jeg er ligesom de Andre --
-- Men det er du jo ikke.
-- Naar du ikke kjender dem --!
-- Det er jeg vis paa, -- det er umuligt andet .... Forresten, hvad kommer de Andre mig ved?
Minna lo hjertelig og trykkede mig ind til sig.
-- Det var et godt Ord, og fra Hjertet kom det ogsaa, derfor skal du have et Kys .... Naar du kun bestandig vil mene det! Nei, lov ikke Noget, hvad nytter det -- kys mig!
Taarnuhret i Kreuzkirche slog Tolv, -- det var paa Tide at skilles.
Gadedøren var naturligvis forlængst lukket. Minna maatte med ned og lukke mig ud.
I den kjølige, kjælderagtige Gang gav vi hinanden en lang Omfavnelse; derimod maatte jeg ikke opholde hende, naar hun lukkede Døren op, men smutte hurtig ud, at ingen Forbigaaende eller sentvaagne Naboer skulde se hende.
Men Trækvinden blæste Folderne af hendes Kjole ud, da hun vilde smække Døren i, og medens jeg hjalp hende fri, kunde jeg ikke modstaa Fristelsen til at kysse hende -- og det skjøndt jeg havde seet, at der gik en Mandsperson paa det andet Fortov.
Lyset fra den lille Lampe, som hun havde stillet fra sig paa Gangen, omstraalede hendes mørke Skikkelse med en urolig Glans, der pludselig slukkedes.
-- Farvel, farvel, hviskede hun hurtig, og Døren faldt i.