Da vi den næste Eftermiddag traadte ud af Gadedøren, stak Minna sin Arm ind under min og dreiede mig med et Ryk: --
-- Veed du, hvor vi skal hen idag? idag gaar vi til Zwinger. Jeg vil nyde godt af Alt, hvad du har sagt mig om Bygningsstil og især om Rococoen. Nu skal vi repetere det i den rigtige store Billedbog.
Og vi gik til Zwinger baade den og mangen anden skjøn Eftermiddag -- til Zwinger, denne Palais-Gaard af Pavilloner og Gallerier, der er et Epopé i Sten fra en Tid, som var altfor livslysten til at bryde sig om andre Digte end denne solide Slags, hvori man kan røre sig og nyde, drikke, danse, fægte, elske, ride Carrousel og bade i Springvandsbasiner under aaben Himmel -- dette Mesterstykke af en yppig og fantasifuld Stil, som en fad Afsmag af Empiren har lært en Epigonslægt at se ned paa med pseudoklassisk Ringeagt, men som nu atter overalt kommer til Hæder og Værdighed, -- Zwinger -- som synes bygget af sachsiske Gnomer, anførte af en Faun, der var forelsket i en Muse. -- --
Andre Dage besøgte vi vor guddommelige Værtinde fra Rathen, »die Mutter Elbe«, i hendes Byresidens, hvor hun er indlogeret mellem begge Stadsdele i en prægtig Leilighed, der af de tre Broers Pillerækker deles i to lange Sale. Paa den berømte Brühlske Terrasse berusede vi os ved Solnedgangs-Tid i de straalende metalliske Farver, der blinkende dirrer mellem hverandre i Flodens Strømhvirvler, indtil den længst ude krummer sig som en gylden Bue foran de blaanende Vinbjerge.
Eller vi gik nede paa Quaien, der prydes af en lang Række krøllede smaa Poppeltræer, som synes at være tagne ud af et Brobdingnagbarns Legetøis-Æske.
Jeg mindes en mørk Dag, da Solen i det sidste Øieblik brød frem under Skydækket, og Rudernes pludselige Illumination flammede ned over Strømmen; det var, som om Moder Elben havde afsløret sin Festhal -- en Kolonnade af vundne Søiler drevne af det pureste Dukatguld.
Et Par Gange gik vi ombord i en af Dampbaadene og seilede ud til det idylliske, vigne-hængte Loschwitz -- »Don Carlos«'s Fødeby, eller til Schillerhaven i dens Gjenbo, Blasewitz, hvor »Leirens« Gustel har hjemme.
Paa Tilbageveien gjennem Byen maatte Minna sædvanlig gjøre nogle Indkøb til Aftensmaden. Jeg ventede udenfor Pølseslagterens pyntelige Boutik, mens hun handlede ved Marmordisken.
En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen gaaet ud, og Minna havde ingen Nøgle. Vi vare begge meget sultne; da vi havde varme Pølser med, betænkte vi os ikke længe; Minna løb til Bageren paa det ene Hjørne, jeg til Kneipen paa det andet, og vi mødtes triumferende, medbringende en »Zeilen-Semmel« og et Krus »Kulmbacher« som Bytte. I den dunkle Haves Lysthus nød vi under Spøg og Latter det mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har været med til.
Malerisamlingen besøgte vi ikke. Minna bragte den aldrig paa Bane, og jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vække pinlige Minder. Men vi gik flere Gange i den fortræffelige Samling af Gibsafstøbninger, hvor den antikke Kunst viser sig overskuelig i alle sine Stadier.
Jeg overraskedes ved Minnas medfødte Kunstsans og over hendes Indtryks Oprindelighed. Hun morede sig over »Ægineternes« staaende Smil, enten de fældede eller faldt, men bemærkede tillige, hvor vidt Kunsten allerede her var fremskredet i Behandling af Legemet og dets Bevægelse; det slog hende for første Gang, at en Kunst kan staa paa et saadant Standpunkt, at dens Teknik er næsten fuldkommen paa eet Omraade, medens der er noget Høiere, over for hvilket den endnu staar barnlig famlende, -- og hun opkastede det Spørgsmaal, om dette ikke ogsaa i ringere Grad var Tilfældet med det, som vi ansaa for fuldkommen Kunst. -- I Parthenonssalen imponeredes hun især af Torserne fra Gavlgrupperne. Men mest følte hun sig grebet af den efterklassiske Kunst, Værker som »Galleren«, »Sliberen«, »Venus fra Milo« -- de fleste andre Aphroditestatuer saae hun ligegyldig hen over. Hun gjorde mig opmærksom paa mange Enkeltheder, som jeg ikke selv havde haft Øie for, paa det levende Virkelighedspræg af en Haand eller en Fod, idet hun bemærkede, at paa Statuer af moderne Kunstnere, som hun havde seet, var dette ofte gjort »altfor kjønt«.
Undertiden vaktes den personlige Interesse ved disse plastiske Studier: »Hvem der dog havde saadan en yndig, lige græsk Næse!« sukkede hun flere Gange, -- »saa vilde du elske mig endnu mer -- jo, det maatte du gjøre.«
Og efter at have mønstret en hel Gudindeforsamling: »De har da ikke saa tynde Arme!«
-- »Hvorfor skulde de have det?«
-- »Jeg troede, det var grimt at have stærke Arme,« svarede hun rød i Hovedet og vendte sig bort.
Men vore Kunstnydelser -- i denne By, hvor man #kan# nyde Kunst! -- kulminerede extatisk, da vi hørte Wagners Valkyrie sammen. Dette Vølsungepars ædle og tungsindige Elskov, forklaret i en Toneskjønhed, hvis Inderlighed har Evighedens klare Dybde -- hvor gjennemtrængte den ikke vore Sjæle, sammensmeltende dem i en uendelig Sympathi! Vor Kjærlighed speilede sig i dette hellige Tonevæld som en Narkissos -- og elskede sig selv.
I Begyndelsen hviskede vi af og til et Beundrings-Udbrud til hinanden; senere tav vi.
Minna trykkede min Haand ved Ordene: »Als in frostig öder Fremde -- zuerst den Freund ich ersah«; -- og da Sieglinde -- tydelig, saa hver Stavelse hørtes i det dødstille Theater og med en Betagethed, som kun Wagner har inspireret en Operasangerinde til -- sang: »Wie dir die Stirn -- so offen steht, -- in den Schläfen der Adern -- Geäst sich schlingt! -- Mir zagt's vor der Wonne, -- die mich entzückt --« -- -- da saae hun mig ind i Øiet med et Blik, som jeg veed, jeg vil føle paa mit Dødsleie. Og da nu Tæppet -- ikke faldt, men drog sig sammen -- o, jeg ser hende endnu, opreist i Logen, klappende af alle Livsens Kræfter, med tindrende Øine og et fugtigt Taarespor paa den blussende Kind, skjønnere end jeg nogensinde havde seet hende, mere sjælelig skjøn end Noget, som jeg har seet eller faar at se! --
Vi gik ned i den pragtfulde Foyer, hvis Marmorvægge og Søiler straalede i det sene Dagslys.
Der vrimlede af pyntede Folk.
Minnas Dragt var tarvelig, skjøndt ikke #saa# tarvelig, at den blev paafaldende, men mange Blikke vendte sig efter hende.
Hun var for bevæget til at mærke det og generes deraf.
Vi traadte udenfor paa en Balkon, hvor en mild Sommerluft slog os velgjørende imøde. Den aabne smukke Plads, omgiven af monumentale Bygninger, bredte sig stille og næsten ubefærdet under os, medens det vrimlede hen over Elbbroen; de skovbevoxede Høider laa badede i Sollys og syntes ganske nær. En Følelse af uendelig Lykke og Rigdom overvældede mig.
-- Du sukker! sagde Minna, der lænede sig til mig.
-- Det er kun, fordi jeg er altfor lykkelig, langt mer end jeg fortjener, svarede jeg. Veed du hvad, -- jeg var dog ret letsindig, at jeg den Gang kunde fri til dig.
Hun saae paa mig med et spørgende Smil.
-- Jeg vidste jo dog ikke Alt, hvad der boede i dig -- jeg skulde have ventet, til jeg kjendte dig som nu -- hver Dag opdager jeg nye Skatte -- bliver rigere og rigere. --
Minna sagde Intet, men trykkede min Arm fast ind til sit Bryst.