Den følgende Dag, da Fru Hertz bredte Dugen paa det lille Bord i Lysthuset, og hendes Mand netop havde sat sig tilrette med sin Avis, indfandt vi os Arm i Arm og røbede saaledes allerede langveis fra vor Hemmelighed.
Den kunde ikke være bleven modtagen med hjerteligere Glæde, om Minna havde været deres Datter, og jeg havde været Millionær. En Flaske Liebfrauenmilch blev hentet fra Hotellet og tømt paa vor Lykke i det lille Trappelysthus, hvor Aftensolen listede sig ind mellem Bladene og blinkede gyldent i de brunlig grønne Glas. Hertz talte meget om det interessante Faust-Manuscript, hvis Ægthed han ikke drog i Tvivl; derimod vare Varianterne færre og mindre betydelige, end han havde ventet. Dette førte ganske naturlig til en Drøftelse af, hvorvidt det er rigtigt at offentliggjøre saadanne tidligere og efter Digterens egen Dom ufuldkomne Udkast til et berømt Digterværk, og den Gamle fremsatte mange gode og træffende Bemærkninger imod dem, der af altfor stor Pietet mod det Fuldendte ville undertrykke Tilløbene, som dog have en dyb menneskelig Interesse og ere af saa stor Betydning for al kunstnerisk Psychologi. -- Men han talte langsommere og besværligere end ellers og afbrødes ofte af en pinlig Hoste, der synlig bekymrede hans Kone. -- Den Taage, som ved Elben havde været saa usædvanlig stærk, at den kom den berømte Rhintaage nær, havde heller ikke skaanet Moldau-Dalen; og dèr havde den i det snevre Prag holdt sig til høit op paa Dagen, gjennemtrængende Alt med sin klamme Kulde. Dertil kom, at Hertz i timevis havde opholdt sig paa et Loft, hvor denne Kulde havde den mest begunstigede Adgang, understøttet af en frygtelig Træk. Ingen havde endnu haft Omtanke til at befordre den mærkelige Kistes Indhold ned til beboeligere Rum, og desuden var der endnu mange Bogkasser og Skrin, som ikke lod Hertz finde Hvile, og i hvilke det ogsaa lykkedes ham at opstøve et og andet: Billetter fra Carl August og Erkehertuginde Amalia, Originaludgaver af et Par Bøger af Wieland og Herder med Tilegnelse, Theaterplakater og Lignende. Enkelte af disse Sager havde han erhvervet, og han viste os dem med stor Glæde, da vi lidt før Solnedgang gik op i Leiligheden; men man kunde ikke høre denne Hoste afbryde hans fornøiede Bemærkninger uden en Frygt for, at han havde kjøbt disse Skatte for dyrt.
Da vi gik hjemad, lidt tidligere end ellers, gav Minna sin Bekymring Luft: --
-- Hertz er svag, og han taaler ikke meget. --
-- Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke strax at frygte det Værste. --
-- Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind vil faa meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden næsten lige saa nedslaaet, som om den kjære gamle Mand allerede var gaaet bort.
-- Det vilde rigtignok være et tungt Stød ikke blot for hans gode Kone, men ogsaa for min Ven Immanuel. Jeg har aldrig set saa nydeligt et Forhold mellem Fader og Søn -- der er noget saa eiendommelig patriarkalsk --
-- Ak ja! #mig# kunde det sagtens røre, det var saa forskjelligt fra, hvad jeg fandt i mit eget Hjem.
-- Kan du ikke godt lide Immanuel? han er virkelig saadan en god Fyr.
-- Ja, vist saa, -- rigtig rar --
Det var mig paafaldende, at hun altid udtalte sig meget kort om Hertz's Søn, ligesom det ogsaa undrede mig, at han aldrig havde fortalt mig om hende, og at jeg ikke en eneste Gang, naar jeg besøgte ham, havde set hende. Hun maatte paa den Tid være kommen mindre tidt til Hertz's eller paa bestemte Tider af Dagen. Forresten var det kun i det sidste Fjerdingaar, før han tog til Leipzig, at vort Bekjendtskab var blevet saa fortroligt.
Jeg vilde gjerne have fortsat dette Æmne, men Minna var allerede bøiet af: --
-- Det er sandt, naar du nu kommer til Byen, saa besøger du jo min Moder -- jeg har skrevet til hende -- og hør! -- bedøm hende ikke strax altfor skarpt --
-- Men, kjæreste Ven, hvor kan du frygte --?
-- Ja, ja, jeg har jo ikke selv -- spændt dine Forventninger høit. Men der er ogsaa meget Godt ved hende -- hun gjør visselig Ingen Fortræd med sin gode Villie, og hun holder meget af mig, -- det gjør hun.
-- Det sidste er nok for mig.
-- Veed du hvad, Harald! der er een Ting, som jeg er saa glad over.
-- Naa --?
-- Men du skal ikke blive saa fornøiet, -- det er slet ikke kjønt af mig, det er frygtelig egenkjærligt. Ser du, jeg er glad over, at du ingen Forældre har i Live.
-- Aa, hvorfor? de vilde have holdt saa meget af dig --
-- Nei, nei, udbrød hun i en næsten forskrækket Tone. -- Hvor skulde de kunne det? de vilde have ventet sig en ganske anden Svigerdatter, og det havde de Ret til. Men nu er der ingen Andre end du, der har Krav til mig, naar du blot vil være tilfreds med mig, som jeg er --
-- Min egen, elskede Hustru! Men du græder? udbrød jeg, da mine Læber blev vaade paa hendes Kind.
-- Det er det samme! Men det lød saa sødt, -- siig det igjen!
-- Min Hustru! --
Vi vare allerede gaaet et Par Gange frem og tilbage gjennem den lille Landsby. Det var mørk Nat. Enkelte oplyste Ruder, spredte paa begge Sider af den mørke Dal, bidrog mere til Hygge end til Lys. Oppe over Høienes og Klippernes Mulm tindrede Stjernerne skarpt og uroligt, og af og til strøg et Stjerneskud hen over vore Hoveder. Vi hørte foruden vore egne Skridt kun den lille Bæk risle mellem Stenene og fra Tid til anden en forbifarende Bevægelse i Pilene paa dens Bred, som om der var et uhyre, langstrakt Dyr, der skuttede sig.
Da vi nu for tredie Gang nærmede os til de Lys, der vinkede ovre fra Kammerherrens Villa, blev vore Skridt bestandig langsommere.
-- Du sukker, sagde Minna, da vi endelig, ligesom imod vor Villie, vare gaaet helt istaa.
-- Det er Noget ligesom en Anelse, -- jeg kan ikke gjøre for det -- det falder mig saa tungt at skilles fra Rathen -- jeg føler mig beklemt -- jeg er bange, troer jeg.
-- Vi har været lykkelige her. Men det er min egen kjære By, vi skal ind til, -- dèr glæder jeg mig ogsaa til at gaa om med dig.
-- Det er blot -- vor Kjærlighed er ligesom en Plante, der er voxet her, -- og nu skal den omplantes.
Minna lo -- en mild og klog Latter: --
-- Nei, den skal nok kun flyttes. For det er jo en Plante, der har Rod i Hjerterne, og ikke i en Egn.
Efter en lang -- lang Omfavnelse gled hendes Skikkelse fra mig og forsvandt i Mørket, allerede mens den spinkle Spange endnu knirkede under hendes Skridt, som saa trippede paa Grusgangen. Pludselig hørte de op.
-- Gute Nacht, Lieb! lød hendes klare, høie Stemme overraskende nær.
-- Gute Nacht, Seelchen!
Og vel et Minut senere tonede det fjernt, som med en Aandestemme, derovre fra: --
-- Gute Nacht!
TREDIE BOG