I det lille Restaurations-Cabinet traf jeg Minna ventende paa mig. Hun skjænkede Kaffen af den anløbne Kande, og vi satte os til Bords som et Par unge Ægtefolk, ganske som om de delikate Karlsbader Horn paa Bakken var et sandt Symbol paa vore Hvedebrødsdage. Det var endnu temmelig dunkelt i Værelset; Taagen blindede Vinduet som et hvidt Rullegardin. Jeg var lidt tung i Hovedet af den uvant tidlige Morgentime og noget febrilsk.
Udenfor kunde man ikke se Kirken og kun skimte Gjenbohusene som en Masse. Brostenene vare fedtede, Minna gled og tog min Arm. Et Par Gadefeiere bevægede sig grotesk i det mælkehvide Medium.
Under Barberskiltet, der syntes at være en fritsvævende Maane, klirrede en Glasdør, som blev lukket op med et Spark.
Ved Kramboden paa Hjørnet havde en paa een Gang krydret og snusket Lugt imprægneret Taagen paa et bestemt Strøg: man traadte pludselig ind i den og ligesaa pludselig ud igjen.
Vi kom i passende Tid til Damperen.
Neppe havde den lagt ud, saa var ogsaa Bredden forsvunden, og man kunde gjerne tro, at man var midt ude paa Verdenshavet.
Kun lige i Nærheden saae man de smaa Bølger blinke skjælagtig; Taagen drev henover dem som Røg. Fra Skorstenen slog den sodede Kulrøg ned over Dækket. Piben lød uafbrudt, snart med lang Hvæsen, snart i korte, stakate Hvin og Suk. Undertiden svarede en anden Piben eller et langt Raab, og et stort mørkt Legeme gled os forbi, som et Spøgelse-Skib.
Minna klyngede sig fast til mig og knugede min Arm:
»Der kan da ikke ske Sammenstød?«
»Vist ikke!«
Og forresten, hvorfor skulde ikke den lille Dampbaad kunne blive seilet i Sænk? og man drukner lige saa let midt paa Elben som midt paa Atlanterhavet.
Denne lille Fare forenede os inderligere end alle Fremtidsdrømme. Men den samme Taage, der havde fremkaldt den, forjog den snart ved at gjennemisne os. I Angsten for Snue og Hoste druknede den romantiske Frygt og Haabet om at forenes i en pludselig Død.
Saa forvirrende var denne Fart, med ligesom et Bind af Lys om Øinene, at da et Stød forkyndte, at vi vare lagt til, ventede vi Bredden paa den anden Haand og troede, at vi vare vendte tilbage til Schandau-Siden.
Og da vi stod paa Perronen, og Dresdener-Toget bruste frem, mente vi, at det maatte være et, der gik ad Bodenbach til.
Alt befandtes imidlertid at være i bedste Orden.
Takket være en velanvendt Drikkeskilling, befandt vi os snart ene i en anden Klasses Coupé. Over Vinduets hvide Tavle foer skyggegraa Billeder af Blade, Grene og Buske, og den ene Draabe efter den anden søgte Vei ned over den.
Under den rystende Bevægelse stødte vore Skuldre bestandig sammen.
Men mit Haandtryk besvarede Minna neppe, og hun var meget ordknap.
Jeg vilde drage hende til mig, men hun flyttede sig til Siden og pegede med et sky Blik paa Vinduet, der formørkedes af Conducteuren.
Da han havde taget Billetterne, og jeg efter at have lukket Vinduet vendte mig om, glad ved, at vi nu skulde være uforstyrrede, reiste Minna sig. En Dreining af Wagonen kastede mig ned paa det bløde Hynde, og i det samme laa hun paa Knæ for mine Fødder. Leende vilde jeg løfte hende op, men standsedes af et ængsteligt og bønligt Udtryk i hendes Ansigt.
-- Harald! jeg har Noget, jeg maa sige dig. Men lov mig ikke at blive vred .... Nei, nei, du skal Intet love, maaske kan du ikke andet.
-- Men, Minna dog! Hvad skal det sige? -- reis dig, Kjære!
-- Nei, nei! hør først, jeg har været saa styg igaar .... jeg har narret jer -- løiet ogsaa for dig --
-- Hvad mener du dog -- naar da?
-- Aner du det ikke -- kan du ikke gjætte det?
-- Nei, jeg forsikrer dig.
-- Se! udbrød hun med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet, du kan slet ikke tænke dig, at jeg kan være saa falsk .... Og naar du hører det, vil du maaske frygte, at jeg altid er saadan --
-- Men hvad er det da? du har jo endnu slet ikke sagt mig det.
-- Ja, det var jo igaar Aftes, da vi kom for sent til Færgedamperen, det var min Skyld -- jeg vidste godt, at den gik tidligere til det Tog -- og det benyttede jeg mig af.
-- Og det er det Hele? udbrød jeg leende.
-- Du ler mig ud! du skulde meget heller banke mig, -- er det rart at faa en Kone, der saadan kan lyve og bedrage? .... Synes du da slet ikke, det er stygt?
-- Men Herregud!
-- Og den rare gamle Hertz, der blev saa bekymret -- han følte aabenbart Ansvar ved saaledes at have faaet os ud paa Eventyr. Ja, naar det er for sent, kan man sagtens angre. Jeg havde heller slet ikke tænkt paa, at jeg uden Tilladelse disponerede over din Pung, at du maaske ikke havde Penge nok hos dig og kom i Forlegenhed. Alt det var meget urigtigt. Men det værste var dog, da du selv begyndte at tale om den heldige Feiltagelse, og jeg ikke turde bekjende det, men blev ved at lyve -- for min egen kjære Ven -- da blev jeg saa led ved mig selv.
-- Men hvorfor turde du da ikke »bekjende det«, som du kalder det?
-- Den Gang turde jeg umulig, og nu kunde jeg ikke lade være, skjøndt det egentlig var min Beslutning aldrig at sige det, eller i alt Fald meget, meget senere .... Ak, du kan maaske slet ikke forstaa det! Men -- ikke sandt -- det var dog saa yndigt at være uforstyrret sammen, vi havde jo slet ikke faaet talt sammen endnu -- i Stedet for at skulle færges over i en Dampbaad fuld af Folk og puttes ind i et ækelt Jernbanetog -- det Tog er altid opfyldt -- tænk dig! -- Og saa -- (hendes Stemme blev ganske hviskende, og hun skjulte Hovedet i mit Skjød) -- var det ikke ogsaa lidt -- en ganske lille Smule -- sødt, pludselig at bo saadan Dør om Dør?
Jeg bøiede mig ned til hende.
-- Og da du bankede paa Væg --
-- Tys! udbrød hun, idet hun lagde Pegefingeren paa mine Læber og betragtede mig med et pudsigt, forskræmt Udtryk. Men strax forandrede det sig næsten indtil Surmuleri: --
-- Og du, der sagde saa koldsindig, at det var lige meget, om Værelserne kom til at ligge i hver sin Etage --
-- Men overfor Opvarteren, Kjære --
-- Ja -- ja, jeg veed nok -- --
Hun foer op og gav mig et Kys, pludselig og kort, -- det var, som om jeg havde faaet en Bold i Ansigtet.
-- Er du saa ikke vred mer?
Jeg løftede hende helt op paa Sophaen.
-- Mer? men jeg forsikrer dig, Minna, jeg har slet ikke --
-- Ja, men, du #maatte# jo ogsaa gjerne være vred, du skulde jo være vred paa mig --
-- Aa Snak! jeg synes blot, at det er langt skjønnere nu, da jeg veed, at det ikke var et Tilfælde, men din Villie --
-- Dig er der da heller slet ikke noget Udkomme med, du vil absolut forkjæle mig, hvad skal det blive til! udbrød Minna og trykkede sig ømt ind til mig. -- Men se, hvor det klarer, -- det bliver dog smukt Veir idag.
Udenfor, paa den hvide Taagedug, der var spændt for Vinduet, tegnede sig dunkle Kroner af Frugttræer, spidse Grantoppe, en Tagrand med en blinkende Skraarude -- alt uden Grændse nedad og skyggeagtigt, ligesom Laternamagica-Billeder, der begynde at fæstne sig.
Og oppe over alt dette svævede en mørk Masse; det var Liliensteins Klippeplateau, der svømmede som en Ø i Luften, med Taagestrømmen skyllende om sine runkne Stensider med de lange dybviolette Kløfter, og med en Mylr af smaa Granspir pegende op imod Luften, der foroven blaanede igjennem med Skjær som af en Opal.
-- Og hvad skal vi saa gjøre idag? spurgte jeg. -- Imorgen Eftermiddag træffes vi jo hos Hertz's --, men vi maa da virkelig sees før.
-- Ak ja, vi maa benytte Tiden --, »Die schönen Tage in Aranjuez --«, længer citerer jeg ikke, ellers bliver det, som bekjendt, forkert. .... Altsaa iovermorgen reiser du virkelig?
-- Ja, søde Minna, -- det er dog det bedste. Ferien er ude, og Værtinden har ogsaa leiet ud igjen.
-- Naa, om en Uge er jeg ogsaa fri som en Fugl .... Lad mig se, jeg vil faa Børnene med ud at spadsere. Du kan -- hvis dine mange Forretninger ikke hindrer dig -- saa kan du vente mig paa Skovveien, du veed, som gaar af tilvenstre strax forbi Skolen. Jeg gaar hen ad den, indtil jeg træffer dig.
Toget peb og holdt. Det var allerede Rathen.
Da vi gik ned til Færgen, flagrede Taagen kun som Laser af Spindelvæv over det vaade Græs, der skinnede i Solen.