Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gjennemlæse det Ord for Ord.
Ved den første Læsning havde jeg været betaget af en knugende Angst for, at der virkelig som hun forudsagde, vilde komme Noget for Dagen, som maatte sætte hende mindre høit i mine Øine, en Angst, der jog mig rastløs fra Linie til Linie, bestandig med eet Øie forude.
Jo længer jeg kom frem, desto mere fortog denne Skræk sig; hendes næsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige Forvildelser fik mig til at smile halvt medlidende, og naar mine Bryn trak sig sammen, var det af Uvillie mod denne Stephensen, -- og dog følte jeg en vis Taknemlighed, fordi han ikke havde taget hende.
Samtidig med dette voxede en jublende Glæde op i mig: Bevidstheden om, at hun med dette Brev lagde sin Skjæbne i mine Hænder. Det var helt igjennem dikteret af den Følelse, at vi stod foran et afgjørende Skridt, og af den redelige Beslutning, at der intet Uopklaret maatte lades tilbage paa denne Side af det.
Hun vilde kunne sige til sig selv: jeg har sagt ham Alt, inden jeg lod det komme saa vidt.
Naar jeg altsaa nu sagde -- og hvor dybt følte jeg ikke, at jeg kunde, #maatte# sige det: -- Nu vel, efter at have hørt alt dette, tænker jeg som før, kun at De er mig endnu dyrebarere, fordi jeg kjender og forstaar Dem bedre, -- hvorledes skulde hun da kunne trække sig tilbage?
Var ikke en saadan Fortrolighed en Tilladelse til at tale Kjærlighedens Sprog? --
Brevet til Stephensen viste, at hun selv havde tænkt paa en Forening, skjøndt hendes Udtalelser paa dette Punkt ikke var ganske tilfredsstillende. Men det var først i det sidste Par Uger, at vi Dag for Dag vare komne hinanden nærmere, og i hendes Fremhævelse af, at Brevet var fjorten Dage gammelt, saae jeg en Antydning af, at disse Bemærkninger ikke længer skulde betragtes som gyldige.
Jeg vilde strax skrive til hende.
Dog havde jeg Selvbeherskelse nok til først at give mig Tid til at barbere min venstre Kind, paa hvilken Sæbeskummet endnu sad ganske indtørret; thi Solen, der allerede streifede Vinduesposten, vilde ellers snart have gjort denne nødvendige Operation meget vanskelig. Under dette Arbeide ordnede mine Tanker sig noget, og jeg kunde med flyvende Pen skrive følgende Brev:
Rathen den 14de August 188..
Kjæreste Veninde!
I hvilken Grad Deres yndige Brev har rørt mig, og hvor langt det
er fra, at dets Fortrolighed har aabenbaret Noget, der kunde
andet end fuldstændiggjøre og uddybe det skjønne Billede, som jeg
allerede havde af Dem, det har jeg kun eet Middel til at
overbevise Dem om.
De vil, siger De, sende Hr. Stephensen et nyt Brev. Jeg vil
foreslaa Dem at benytte det gamle som Kladde indtil Bemærkningen
om, at De frygter for, at mit Bryst skulde være svagt, hvilket
jeg kan forsikre Dem er ganske ugrundet.
Derpaa skulde De da -- efter mit Forslag -- fortsætte:
Han havde allerede viist mig saa megen Opmærksomhed, at jeg ikke
godt kunde være i Tvivl om hans Følelser overfor mig. Det kom mig
derfor heller ikke ganske overraskende, da han idag anholdt om
min Haand. Han har ingen Formue, men vil sikkert allerede om et
Par Aar kunne skaffe os et anstændigt Udkomme, rimeligvis i
England, hvor han har en Onkel, som vil sætte ham i Vei. Jeg var
ikke et Øieblik i Tvivl om, at jeg burde forene min Skjæbne med
hans etc.
Dersom De er i Stand til at afsende et saadant Brev, saa kom idag
til Hertz til sædvanlig Tid. Hvis jeg ikke seer Dem der, naar jeg
kommer, betragter jeg det som et Tegn paa, at jeg skal savne Dem
bestandig, og at mit Venskab med Dem i Stedet for at være
Indledningen til en livsvarig Lykke kun var en flygtig, men
velsignet Drøm.
I saa Fald, lev vel og gid De maa blive lykkelig.
Deres trofaste
Harald Fenger.
Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og sendte en lille Dreng over til Villaen med det.