Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og trak flere beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev -- det til Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men syntes at være et godt Varsel; naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke Tid til at undersøge det nærmere.
Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, lød i Oversættelse saaledes:
Kjære Hr. Fenger!
Hvad mon De egentlig tænker om mig! skjøndt, -- jeg er vis paa,
at De netop ikke veed, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo
ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var
det ikke just fordi det var blevet vaadt, men det betyder saa
meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad skal det
sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en
Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden
dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende
Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette
Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst
at tale med Dem -- her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene
kunde altid være med -- men jeg troer dog, det vil gaa bedre at
skrifte for Dem med Pennen, -- for det er virkelig en Slags
Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De
hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed
for mig, at De lærer mig at kjende, hvor tungt det end falder at
forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.
Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem
temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde var
det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde
besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte
det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at
samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have
givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har
været lidt forvirret. Uden det vilde De bedømme mig langt
haardere, end jeg maaske fortjener.
Saa vil jeg altsaa begynde. -- Ak, gid De dog heller sad her lige
over for mig! det er dog saa svært at skrive derom.
Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex
Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gjæstgiver, hos hvem især
Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i
Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget
Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og
Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med
sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har
ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jeg #skriver# nu).
De fem af dem havde Børn, inden de blev gifte, kun min Moder og
hendes yngre Søster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar
man ikke begik denne Forseelse.
Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig
Kjærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin
Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte
med mig. Allerede som ganske lille Pige hørte jeg hende fortælle
sine Kjærlighedshistorier, og jeg voxede op i den Tanke, at jo
flere Tilbedere man havde, desto høiere steg man i Andres Øine.
Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en
tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ældre end jeg. Vore
Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til
sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte
mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte
mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige
til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, --
»Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne
Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til
min Moder, og det morede hende. Hvorledes det gik til, veed jeg
ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemøde, ved hvilket min
Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig
den blandede Følelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik
ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg
var ikke ældre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig
og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære
Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det
skulde saa være, -- det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa
reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden -- Gud maa
vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Følelse af, at
det Hele ikke var rigtigt, især da der altid blev løiet for min
Fader.
Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker
flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg
ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af
de Andre havde gjort, og jeg fik ham -- desværre -- meget kjær,
men dog -- og nu beder jeg Dem, kjære Hr. Fenger! i Alt at
skjænke mig fuldkommen Tiltro -- paa en fuldstændig barnlig
Maade. Naar jeg gjennem Døren kunde høre, at han var i Færd med
at gaa ud, tog jeg i Hast Tøiet paa for at udrette et Ærinde for
min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden
med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og
Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde
ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme.
Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz,
hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løiet,
som sædvanlig.
Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilken han
skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede mig ved.
Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig ind til ham
under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gjentagne Gange om
Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig
saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb
troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjærere. Nu
begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg
vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.
Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg
var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale om Sligt. Snart
efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med
en Anden -- hvilket dog nok var en Feiltagelse -- og min
Fortvivlelse var grændseløs. Han tog imidlertid bort fra os, og
fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen leiet. Paa den Dag, han
reiste bort, knælede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til
Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest.
Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun
for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om.
Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede mig, som han
senere betroede mig, som et overjordisk Væsen, hvem man ikke
turde nærme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mænds Ære,
bemærke, at Ingen af dem havde forsøgt paa nogen uhøflig
Tilnærmelse, -- jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa
Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstændig uerfaren).
Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren
en Aften til os for at gjøre et Afskedsbesøg. Jeg fulgte ham ud
til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde
jeg ogsaa, og Stephensen -- [et begyndt Axel var her overstreget]
-- havde allerede i Skinsyge lyttet ved Døren. Senere har han
fortalt mig, at han fra det Øieblik af betragtede mig som alle
Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade,
som hans Væsen forlangte det.
Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes
havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint
Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig
selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige
Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse,
hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa
høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var
kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind
Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min
eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke
kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tænkt derover, er det
dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa skjønt og
rent et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen
Natur, saa skulde han ikke ved en eneste løsreven Iagttagelse
saaledes slaa om til en næsten cynisk Modsætning, men, saasnart
han var kommen lidt til Ro, undersøge, om jeg da var saa
fordømmelig, som jeg saae ud; og naar han fandt nogen
Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det
Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel: -- saa
syntes jeg, at en ægte Kjærlighed ikke skulde have stødt mig
bort, men søgt at bevare mig for sig og at hæve mig til det, som
han strax havde anseet mig for. Men det er vel en umulig
Fordring, og det er maaske kun af Ubekjendtskab med Følelserne,
at jeg ræsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De,
idet De læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at
De føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa.
Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De havde
kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De
havde kysset, og at det langt fra -- ak, saa langt fra! var mit
første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han
havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa
opdaget det, og det var derfor, De troede at kunne gjøre det.
Nei, det kunde jeg ikke tænke om Dem efter den Maade, vi have
omgaaedes; og saa kysser man heller ikke saaledes. Det var maaske
barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens
Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og
jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som
om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.
Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu
meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de
forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han
aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind
igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken han
fandt megen medfødt Sands hos mig (Maleren Jagemann fra
Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har læst om,
var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung,
beskjæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort
herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder. Under alt
dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig
skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt
saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde
gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte at faa mig snakket
fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under
økonomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa
god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han
var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt
for en Kunstner, at han maatte reise om, helt kunne ofre sig for
sit Arbeide og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt
dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit
Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Forhold, var baade
det værdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind
paa, og naar han med Rette var begyndt at finde min moralske
Opdragelse meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans
Moral noget slap; -- maaske var det en Fordom, men jeg kunde i
alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed jeg
dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod
en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkjendelse, at
hans Kjærlighed til mig langt fra var saa inderlig som min;
ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havde ham
alene.
Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den Mening,
at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive til
hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle
ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde komme paa
gale Veie.
Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig
var? Afsky for min Moder, -- det Kjæreste i denne Verden, den
Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde
ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage
mit Claver-Spil igjen, men enhver skjøn Melodi gjorde mig saa
usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igjen.
Det var paa denne Tid, at min Fader døde (hvad jeg vistnok
fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at kjende. Hos
dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig fra den i mit
Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Møde hos Deres
Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til
Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at
det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for
mig først ruskede min egen Værdighedsfølelse vaagen og hindrede
mig i at døse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode
Veie til at ødelægge mig.
Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og mindre
Mellemrum fortsat sig indtil nu -- over halvandet Aar. Han har
altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at
skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin
Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan
overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance er, beder
jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede har været i Deres
Hænder. Ikke at jeg troer, De skulde nære nogen Mistanke, som jeg
derved kunde rense mig for; De vil ikke misforstaa dette Indfald,
selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske
neppe selv, men veed kun, at jeg ønsker, at De skal kjende det;
det forekommer mig endog, som om Tilfældet har givet Dem en Slags
Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen
at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som
De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var
vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten
skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham.
Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt.
Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor strengt efter
disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske ærlig,
hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af
Skaansomhed besmykke dette, -- thi hvad Gavn har jeg af denne
Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole paa, at den besvares
oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i
Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr.
Stephensen.
Deres Veninde Minna Jagemann.
Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels modsatte Sindsbevægelser, som denne Læsning havde sat mig i, saa forsøgte jeg dog ikke først at komme til Klarhed, men aabnede strax dette Brev, som jeg et Par Døgn før havde været saa fristet til at forgribe mig paa. Jeg tvivlede ikke om, at det maatte indeholde Udtalelser om mig selv.
Jeg gjennemsaae flygtig Indledningen med de sædvanlige Undskyldninger for ikke at have skrevet saa længe, og de følgende Bemærkninger om Veiret og om Egnen. Lidt mere Opmærksomhed skjænkede jeg en kortfattet, ikke synderlig rosende Skildring af den kammerherrelige Familie, og jeg lagde Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa at være novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer -- navnlig af Gouvernante-Faget -- ellers i slige Tilfælde have en stærk Tilbøielighed til. Derpaa læste jeg med bankende Hjerte følgende Linier:
»Jeg har gjort Bekjendtskab med en ung Polytechniker ved Navn Fenger, en Landsmand til dig. Det var -- som du vel nok kan tænke -- denne Egenskab, der først anbefalede ham hos mig og gjorde, at vi noget hurtigere stiftede Bekjendtskab, end det vel ellers havde været Tilfældet. Jeg træffer ham meget ofte hos Hertz. Han er ikke smuk, men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især naar det smiler. Af Skikkelse er han meget høi, men gaar lidt bøiet; undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig stærkt, -- det vilde gjøre mig meget ondt. Han viser mig en saadan Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han sætter megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer end et flygtigt Sommerferie-Sværmeri, det maa Tiden vise, -- han er jo endnu saa ung, -- fireogtyve Aar; men han gjør et langt yngre Indtryk, som om han endnu var temmelig uberørt af Livet. Hvad mig selv angaar, saa ved jeg ikke, hvorledes jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en saadan Vending, og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over Sligt og indtage en Position derefter; en saadan Tvang er min Natur altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En paa, at man har »opmuntret« en ung Mand, -- det er jo Udtrykket -- eller endogsaa koketteret med ham, -- hvilket ofte kun vil sige at have været munter, naturlig, hengivet sig til en Stemning, -- og saa dog, naar det kom til Stykket, har trukket sig tilbage, det vil sige, ikke har fulgt ham til Verdens Ende: -- ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i alt Fald et temmelig fordømmeligt Væsen. Men paa min Side, du gode Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik og ikke turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for at vække en ulykkelig Kjærlighed hos den Anden, og saa kunde de muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab, eller endog Venskab -- for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde -- og hvis der endelig var vakt Kjærlighed, er det jo heller ikke afgjort, at den var bleven saa ulykkelig. Nei, hvis jeg begyndte paa en saadan beregnet Forsigtighed, saa vilde jeg hvert Øieblik forekomme mig selv ikke blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og pretentiøs. -- Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr. Fenger, og Omgangen med ham er mig baade fornøielig og i mange Henseender lærerig. -- Men nu synes du maaske, at jeg er, om ikke paa gal Vei, saa dog paa en lidt farlig Sti!«
Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift -- din Veninde -- ingen Hilsener, naturligvis.