Minna · Karl Gjellerup

Chapter 12: Kapitel 12

Den næste Morgen løb jeg strax ned til Kjøbmanden, og bragte en Flaske Blæk med tilbage som formentligt #corpus delicti#. Undersøgelsen gav det forønskede Resultat, at saavel Brevet som Afskriften i Poesibogen var begaaet med dette #instrumento#. Denne Vished lod mig strax se lysere paa Sagerne.

Saa gav jeg mig atter til at overveie »de Ting, der #kunde# komme«. Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der vilde følge en Redegjørelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom mig sandsynligt, at hun vilde vælge den skriftlige Form. Om hun vilde sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag maatte altsaa vies til Taalmodigheden.

Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid? Først tænkte jeg paa at foretage en lang Tur, men jeg gøs for at være prisgiven til mine egne Tanker og dømt til at skulle vende og dreie de samme Spørgsmaal i det Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk Familie-Roman af de reneste Intentioner og med et Indhold, som den forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. -- Middagsmaden lod jeg hente.

Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen Luft gjennem de aabne Vinduer. Det ene Klædningsstykke blev kastet efter det andet, og tilsidst laa jeg i bar Skjorte paa Sengen, hvilket ikke var hensynsfuldt overfor de indtil Bunden af deres Sjæl ærbare og anstændige Romanpersoner, som omgav mig. Andet Besøg mente jeg ikke at risikere: den gamle Hertz kunde umulig vove sig saa høit tilveirs. Pludselig foer det igjennem mig: hvis hun selv opsøgte mig! Det var utroligt, men i saadanne Tilfælde maa man netop være forberedt paa det Utrolige.

Jeg var allerede i Færd med at klæde mig paa, og gjorde det med megen Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet mig, hvis ikke Solen havde staaet saa blændende paa. Idet mit Blik faldt paa det lille Stykke Birke-Allé, fik jeg et nyt Indfald: -- Grotten »Sophien-Ruhe«. Hun havde sagt, at paa denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dèr; hvad, om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede mig dèr! Hun gjorde det sikkert, -- det var som en Aabenbaring! og afsted styrtede jeg.

Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten en høi Herre med Skjæg à la tydsk Souverain og misfornøiet Blik.

-- Jeg beder undskylde, stammede jeg, jeg frygter -- muligvis er dette et privat Anlæg -- --

-- Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skjæggede Mand i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes fra hans ophøiet-misfornøiede Blik.

Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa Hovedet i Romanens tredie Bind. Paa det mest spændende Sted fik jeg atter en Anfægtelse. Skulde hun være hos Hertz -- hvorfor var det ikke faldet mig ind? Rigtig, hun havde igaar sagt, at hun vilde være forhindret. Og atter slog Roman-Sentimentalitetens Lethebølger sammen over mit urolige Hoved, indtil Lyset var brændt ned i Stagen, og jeg sov bort fra ædle Grever og endnu ædlere Præstedøtre.

Den næste Morgens Posttid kom og gik forbi --

Die Post bringt keinen Brief für dich,
mein Herz, mein Herz! --

Jeg paakaldte Romanens tredie Bind -- à 500 Sider. Da det var gjennembladet, og jeg bemærkede, at Solen allerede streifede den ene Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sæbeskum; thi naar der blandt Hoved-Eventualiteterne befinder sig en øm Scene -- særdeles af et ungt og sart Forhold -- er en velbarberet Tilstand høilig at anbefale. Den anden og sidste Brevtermin nærmede sig stærkt; jeg turde slet ikke tænke paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den skuffede mig, og dog var jeg næsten vis paa, at den vilde gjøre det.

Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den høire Kind, da min Haand kom til at ryste saa stærkt, at jeg maatte lægge Kniven bort. Grunden dertil var, at jeg saa det lange, magre Postbud, der i sin Uniformsfrakke og med militær Kasket lignede slette Billeder af Moltke, skridte op ad Bakkens Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning blev jeg staaende ved Vinduet, og da jeg saae ham forsvinde ved Husets Hjørne, lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede endnu forgjæves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den steile Skraaning. En uhyre Skuffelse bemægtigede sig mig, og jeg kastede mig ærgerlig paa Sengen. Da lød der klaskende Skridt af bare Fødder i Korridoren, og der blev banket paa min Dør, som var aflaaset paa Grund af det dybe Negligé, hvori jeg under Romanlæsningen havde befundet mig. Saasnart Døren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand et tykt Brev ind til mig.