Kun een Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig med større Glæde: Hun var ikke alene fri, men hun havde sikkert bestandig været det, ja hun kjendte maaske ikke mer til Hjertekval, end jeg selv gjorde. Det var taabeligt af mig, at jeg havde været skinsyg paa den smukke Arbeider i Smedien, men endnu langt taabeligere havde jeg dog været, da jeg følte det samme overfor hint Fantasibillede, der kaldtes »den danske Maler«. Uden Tvivl var hele denne Historie kun Familiesladder af en Tante, der efter Skolelærerens Udtryk »ikke var saa rigtig heldig«. Forresten havde hun jo selv udtalt sig om disse Tanter og deres opbyggelige Faddersladder.
Hun maatte blive min -- var hun det ikke allerede? Jeg følte hendes Kys paa mine Læber, -- men hvorfor havde hun saa pludselig forladt mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte følge hende? Pige-Luner, -- hvo kan beregne dem, og hvem vil undvære dem?
Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skjær forude blændede Øiet, saa man neppe kunde skjælne Afstandene i den dunkle Forgrund. Oppe paa Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv.
Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i Haanden.
-- Her er Deres Brev, raabte han.
-- Mit Brev?
-- Ja, det er nok et, De har villet lægge i Postkassen, sagde Værk-Eieren, for det er da skrevet til Danmark.
-- Jeg fandt det dèr, hvor De sad saalænge, mens der blev boret, sagde Hans.
Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var ganske fugtigt.
Ved det døende Aftenlys kunde jeg med Besvær dechifrere den noget udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen. Jeg vilde se endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, -- men det flimrede for mine Øine.
-- Ja, det er godt, Tak skal I have. -- Farvel! --
Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse havde præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned ad Ryggen.
Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham. Hvem af os kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? -- og det var mig foreløbig en Trøst, at jeg ikke havde med et Geni at gjøre. Kjendte ham, -- det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham paa en Café, huskede et meget net Genrebillede af ham paa Udstillingen og havde undertiden hørt Tale om ham, -- ikke just altid i den bedste Mening, da han gik for at være temmelig løs paa Traaden. Men hvad der slog mig som et høist mærkelig Træf, det var den Omstændighed, at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, havde en Fætter af mig med mange burschikose Spydigheder berettet om samme Axel Stephensen, at »denne Pariserlaps gjorde frygtelig Haneben« for en ung Dame af vor Omgangskreds, en meget rig, men ikke just skjøn ung Dame, hvis Portrait han var kommen til at male, hvad han havde gjort paa en saa smigrende Maade, at Gjenstanden og Familien var meget tilfreds. Desværre for Maleren var der En, som havde særlig Grund til at finde Behag deri, det var den, for hvem det var bestemt: en nybagt Søofficer, hvis lykkelige Examen nu skulde belønnes med Declarationen af Forlovelsen.
Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, og aabenbart ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelærerens Udsagn kunde jeg skjønne, at det maatte være et Par Aar siden, at Minna havde kjendt ham i Dresden, og dog stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det betyde andet end en Art Kjærlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse eller Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri, dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig røve: hvorledes kunde det forenes med et saadant Forhold hos en Pige, der ikke havde en letsindig Charakter?
Jo mer jeg tænkte over disse Modsigelser, desto uløseligere forekom de mig.
Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra en Kjededamper.
Det var ganske mørkt.
Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Høide hinsides Floden; dens Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde ikke se Skibene; men Rækken af deres Lanterner med de lange Speilstriber bevægede sig langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anført af en Rubin- og en Smaragdstok.
Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige Samliv her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjertet.
Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skjæbnesvangre Brev i Haanden.
Saa snart jeg havde tændt Lys, gav jeg mig til at betragte det nøiere. Væden havde næsten opløst Gummien, saa at Convolutten kun klæbede fast paa et enkelt Punkt.
Det vilde være den letteste Sag af Verden at lukke den op og i, uden at det kunde sees af Nogen.
Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det angst paa Bordet og blev ved at gaa rundt i Værelset og skotte til det.
Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen ved Sammenføiningen; men som om det blot havde været en Distraktion, dreiede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften.
Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var »en ægte Minna Jagemann«, saa maatte den grumme snart forsvinde.
Men en særegen Omstændighed blev mig paafaldende; Adressen var skreven med lignende rødligt og lidt grumset Blæk som hint Prosastykke af Goethe i Poesibogen, -- formodentlig et Fluidum, der førtes af den Rathener-Kjøbmand. I saa Fald var der ingen Tvivl om, at det var mig selv, der havde givet Anledning til, at det var blevet ført til Protokols, og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt roligere stemt overfor det slemme Brev.
Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at dette Brev, som hun maatte have tabt, var blevet fundet og bragt mig, men at jeg ikke udenvidere vilde lægge det i en Postkasse, da det syntes at have lidt en Del af Fugtigheden, ja muligvis neppe længer var læseligt, saa at hun maaske vilde foretrække at afsende et andet.
Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa »Erbgericht«, -- saa havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset.
Et klart Maanelys laa paa Høiderne over den slumrende By, af hvilken kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres Smaaruder; -- høit over dem stod Krandsen af de steile Klipper, tættere og mere sammensmeltet end ellers, med bløde, dæmrende Former.
Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde skjelne det Sted, hvor vi havde tilbragt Dagen sammen.
Denne stille, kjølige Skjønhed virkede beroligende paa mig, og den understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig lod sig mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjergborg.
Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, i Forventning om »de Ting, som skulde komme.«