Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, men ud over dem havde en mørk Sky skudt sig frem, og Regnen begyndte nu pludselig at falde med saa store Draaber, at dens uveirsagtige Karakter ikke lod sig miskjende, og vi vare nødte til at skynde os over de smaa kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie. Denne Anstrengelse gav Minna hendes Kræfter tilbage, og hun, der et Minut før neppe syntes at kunne støtte paa Benene, løb under Plaskregnen de sidste Skridt saa let, som om hendes Nerver slet ikke vare blevne rystede.
Høist eiendommeligt var det, fra det store lyse Rum med hvide Klipper i blændende Sollys at træde ind til sodet og kulstøvet Dunkelhed, brudt af røde, gnistrende Luer, i et ganske lille Kammer, der snart blev stoppende fuldt af Arbeidere. En ung, paafaldende smuk Mand stod ved Essen; hans muskelflettede Arm strakte sig i Veiret, greb en Tovende og gyngede den lange, bøiede Vippestang, som satte Blæsebælgen i Bevægelse. Kuldyngen glødede livligere op, han rodede om i den, kastede en Skovlfuld paa, lagde en Hakke med den sløvede Jærnspids i den og trak en anden ud med glorødt Næb; spyttede derpaa paa Fingren og lod den fare hen over det glødende Metal, og dyppede saa Hakken i et Vandtrug, som hvislende sendte en hvid Dampsky op om ham.
Minna lo: --
-- Før saae vi Siegfried i Kamp med Dragen, og her har vi ham jo lyslevende i Skovsmedien.
Hun havde igjen tiltalt mig paa Dansk, og Arbeiderne saa nysgjerrige paa os, forundrede over dette Kluddervælsk. Smeden syntes dog ikke at lægge Mærke dertil; han lagde netop den atter graanende Hakkespids paa Ambolten og bearbeidede den med Hammeren, saa Gnisterne sprang om os, og vi traadte et Par Skridt tilbage. Minna betragtede ham med et Velbehag, som jeg slet ikke syntes om.
-- Synes De ikke, han er smuk? spurgte hun. Som han staar der ved sit Arbeide, kan man dog ikke tænke sig noget mere malerisk. Naar blot Gudehus[1] saae saadan ud!
[1] Wagnersanger (Siegfried) i Dresden.
-- Vist er han kjøn, men De ødelægger ham jo ved at se saadan paa ham; han bliver naturligvis saa forfængelig, at de stakkels smaa Landsbypiger slet ikke kan gjøre ham tilpas mer.
-- Han er optagen af sit Arbeide, -- han bemærker det sikkert ikke.
-- Saa skal de Andre nok sige ham det.
-- Men du kjære Gud! det er saa herligt at se noget rigtig Skjønt.
Hvor berettiget end denne Yttring kunde være, saa var den mig dog ikke helt behagelig.
-- Mon han er en Sachser? sagde hun lidt efter.
-- Nei, Frøken! jeg er en Slesviger, svarede Arbeideren ganske rolig paa Dansk, idet han slængede Hakken hen i Krogen og gav sig til at røre Blæsebælgen.
Man skulde tro, at den blæste til en Glød paa hendes Kind, saa blussende rød blev hun. Arbeiderne rundt om smaalo og syntes at forstaa Situationen. Strax nød jeg hendes Forlegenhed som en passende lille Hevn; men jeg fik snart ondt af hende, da hun virkelig ikke syntes at turde løfte Øinene mer fra Gulvets Kulstøv. Heldigvis dryppede det nu kun ganske fint udenfor. Vi tog Afsked med vor forekommende Vært og med den rødskjæggede Kjæmpe, -- Gnomen kukkelurede i en Krog, Smediens Adonis sendte et fornøiet »Farvel« efter os.
Naturligvis vilde vi ikke indlade os paa at stige ned, som vi vare kravlede op, -- hvis det endda vilde gaa saa godt. Den lille Hans blev beordret til at vise os Veien gjennem Nabobruddene, men jeg undgik, skjøndt ikke uden Vanskelighed, at belemres med denne Fører: jeg skulde nok selv finde igjennem.
De fleste Brud vare forladte af Arbeiderne. Man saae overalt de samme hvide Gulve og Mure, kratbevoxede Smaabanker, ruinagtige Rækker af tilhugne Sten og kyklopiske Volde af raa Blokke, og hist og her hele væltede Klippestykker, Rester af de langt mere omfattende Vintersprængninger, ved hvilke undertiden Flodløbet stoppes. Ved at holde os saa nær Klippebaggrunden som mulig, fandt vi næsten overalt uden lang Søgen en nogenlunde fremkommelig Sti. De enkelte Brud adskiltes gjerne ved noget uveisomme Bjergpartier af lutter Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor der ofte var Leilighed til at understøtte Minna, som skreg og lo paa den usikre Grund, idet hun strakte Armene ud efter mig for at finde Støtte, eller naar hun saae mig vakle. De sørgelige Erindringer, som hun havde dvælet i, den nerveuse Spænding, mens Klippestykket fældedes, og endelig Forlegenheden i Smedien: alt dette syntes kun at have dæmmet op for en Strøm af Munterhed, som nu brød desto mere sprudlende frem. Engang faldt vi begge, hun ovenpaa mig; heldigvis stødte kun jeg mig en Smule; Minna reiste sig leende og hjalp mig op, uden at der viste sig nogen Undseelse. I dette Øieblik vilde hun maaske endogsaa have glemt at sende mig foran, hvis vi skulde klatre op ad Bjerget; hun syntes virkelig ikke at have Tanke for andet end sit ypperlige Lune, og maaske for mit med og en Smule for hele Naturens, -- der duftede og kvidrede os imøde fra Bjergskoven, som vi nu traadte ind i.
Den stærke, røgelseagtige Vellugt, der var udruget af Solvarmen paa denne Skrænt, var forfrisket af den Duft, som Regnbadet syntes at have sprængt rundt om, og berusede deraf sang Fuglene op, som om det havde været ved Foraarstid. Aftensolen straalede ind mellem Granerne, hvis buede, frynsede Grene tindrede, som om de hang fulde af Stjerner. Nedenunder mellem deres Stammer var Floden som et glidende Lys, og høit oppe over de sagte nikkende Trætoppe løftede barkfarvede, furede og sprukne Klippemure deres blaalige Bræm af forkrøblede Fyrrer op mod den skyfri Himmel. Af og til lød deroppefra en Brusen, der nærmede sig som en Bølge; store Draaber dryssede ned over En og Minnas Kjole flagrede til Siden. Den var blegt chamoisfarvet, af et let og blødt Stof, der uden Ophæftninger i lange Folder sænkede sig glat ned over Figuren fra det sorte Læderbelte, -- en Dragt, der lod hende tage sig slankere og høiere ud end ellers. Hun trippede lidt paa den skraa Grund, der overalt, hvor den havde holdt sig tør, var glat af Naale og Kogleskjæl; ofte gled hun og strakte da med et lille Skrig den høire Arm ud i Luften, saa det vide Ærme gled helt op over Albuens Smilehul, medens den anden med sin ubehandskede, solbrændte Haand greb fat i Mosset.
Pludselig brast jeg i Latter, og da hun vendte sig med et spørgende Smil, pegede jeg paa hendes Skygge, der med en tyk, uformelig Skikkelse tegnede sig paa en lodret Stenflade ved Siden af hende; hun svarede med en endnu hjerteligere Latter, idet hun viste paa min Skygge, som mere langbenet end en Stork strakte sig op ad en Skraaning. Vi kunde længe ikke komme fra Stedet, thi ved den første Bevægelse gebærdede Skyggerne sig endnu latterligere. Og da vi endelig gik videre, hvor en Indsænkning gav Skoven Lov til at brede sig, drev de atter et pudsigt Spil, idet de snart lagde sig langs hen over Grønsværet og snart hoppede fra Stamme til Stamme, springende umiddelbart fra en, der kun var et Par Skridt fra os, til en, som lyste langt inde i Tykningen.
-- Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke er en Peter Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget.
-- Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa?
-- Ja, -- saa --? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være hyggelig derved.
Hendes lille Øre blev ganske rødt -- og det kunde dog ikke være gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os. Mit Hjerte hoppede af Glæde, for jeg havde ingen Tvivl om, at hun tænkte paa det Sted i den udødelige Bog om den stakkels Skyggeløse, hvor Schlemihl om Natten spadserer i Haven med sin Tilbedte, og de pludselig træde ud paa en maanebeskinnet Plet, hvor nu kun #hendes# Skygge strækker sig ud fra deres Fødder. Hun havde ogsaa strax forstaaet, at mit tilsyneladende høist enfoldige »og saa?« ikke var slet saa dumt, som det var frækt; thi hun havde just selv i disse Dage laant mig Bogen -- et Bind af hin Klassiker-Udgave, som hun havde fortalt mig om. Ja, hvis jeg nu ingen Skygge havde haft, saa var hun falden i Afmagt, og jeg havde maattet fly hende for stedse; men nu, da den nok saa levende legede Skjul med hendes i den aftenlige Bjergskov -- hvad var der da i Veien? Jeg havde saa vist ingen uudtømmelig Penge-Taske i Lommen, men min Skygge havde jeg i Orden. Stod den ikke netop nu hist paa en brat Stenflade, Sort paa Hvidt, som et uforkasteligt Dokument om min Ægthed, og den lille Øreflip foran, der var saa dryppende rød, fortalte om, at den tilhørte en Kvinde, som var mig saare god, -- hvorfor skulde saa ikke Hjertet hoppe i mig af Glæde?
-- Hør, sig mig! er De lige saa tørstig som jeg? spurgte Minna pludselig.
-- Det veed jeg ikke, men tørstig er jeg.
-- Ja, for dèr ser jeg mange Blaabær, og jeg veed egentlig ikke, hvorfor vi skulde lade dem tørre hen til ingen Nytte.
Jeg var ganske af hendes Mening, og vi gav os til at plyndre de smaa Buske omkap. Da det snart blev for besværlig at staa og bøie sig, lagde vi os paa Knæ og krøb fra den ene Busk til den anden paa alle Fire. Saa blev det os for omstændeligt at plukke Bær for Bær, vi rev Stilke af og trak dem igjennem Munden; først nu, da vi slukkede Tørsten, mærkede vi, hvor stærk den var. Minna gottede sig formelig, ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr. Da hun mærkede, at det morede mig, drev hun Spøgen videre og nappede med Læberne Bærrene af Busken, uden at hjelpe sig med Hænderne, der trippede om paa Jorden som Poter. Saa kikkede hun op paa mig, med et uhyre pudsigt Udtryk, idet hun knurrede og rystede sit Hoved, saa et Par frie Smaakrøller dansede om Panden. Hendes Læber, der var ganske sorteblaa, viste smilende den blaanende Tandrække. Om nu dette landlige Negligé lod hendes Mund synes mindre utilnærmelig, end min Respekt før havde fundet den, eller om denne Farve som et Tegn paa vort barnlige Lune kom min naturlige Frygtsomhed til Hjelp -- nok er det, at jeg ved dette Syn fik en ubetvingelig Lyst til at kysse hende. I dette Øieblik opdagede vi begge et Bær, saa stort som et lille Kirsebær, og vore Hoveder stødte sammen; medens jeg endnu lo og ømmede mig, snappede hun Bærret, og strax derefter trykkede mine Læber et langt Kys paa hendes, medens mit Blik borede sig ind i hendes Øine, som blev ganske smaa, og i hvilke der inderst inde spillede et Glimt af de sidste gyldne Solstraaler. Kun vore Læber berørtes, vore Arme støttede mod Jorden, som Forben; og just da jeg vilde gjøre den mere menneskelige Brug af dem, at lægge dem om hendes Skulder, halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det første Kys, sprang hun op og løb ned ad Stien. Før jeg kunde indhente hende, havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen steil. I Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere.
-- Minna! kaldte jeg sagte og frygtsomt.
Hun syntes ikke at høre det.
-- Kunde De ikke finde min Skygge? forsøgte jeg at spøge, -- siden De pludselig løber fra mig. Se blot tilbage, skal De se, jeg har den endnu, skjøndt den er bleven meget blegere, men det er Deres ogsaa.
Intet Svar.
-- Er De vred paa mig?
Hun rystede paa Hovedet, men hverken standsede eller saae det mindste tilbage. Dette Slags Svar havde imidlertid beroliget mig; jeg vidste ikke mer at sige, og turde heller ikke plage hende, skjøndt denne tavse Marsch i Hælene paa hinanden var mig rædsom pinlig. Endelig nærmede vi os det Sted, hvor den smalle Bjergsti mellem de yderste Graner sænkede sig ned paa Engene ved Floden, kun faa Minutters Gang fra Rathen; her kunde jeg da i alt Fald faa hendes Ansigts-Udtryk at se.
Som en Hjort, der bliver bragt til Standsning, vendte hun sig nu om imod mig:
-- Nu siger jeg Dem Farvel. Vi er snart hjemme, og De skal ikke følge mig længer.
-- Men hvorfor ikke? Hvad mener De?
-- Lad mig være! lad mig gaa for mig selv denne Gang, det er det eneste, jeg forlanger, fordi De fik Lov -- tog Dem Lov --
-- Men saa sig mig i alt Fald -- --
-- Farvel, farvel!
Hun løb allerede mer end hun gik ned ad de sidste Sten og hen over Enggræsset, hvor hendes Skridt blev lydløse; kun Læderbeltet om hendes Liv knirkede ved den hurtige Bevægelse. Saaledes havde det ogsaa knirket, mens hun krøb om mellem Blaabærrene; jeg blev helt modfalden, da jeg ikke længer kunde høre det. Thi dèr stod jeg endnu paa samme Sted og stirrede efter hende lige saa længe, som jeg kunde se hendes lyse Kjole.