William vidste ikke, hvordan han var kommet hjem. Han tog som i Søvne sin Overfrakke af, hængte den op, saá i Brevkassen efter Breve. Saa gik han ind. Nina stod i Spisestuen og vaskede Kopper, hun talte til ham og han havde paa Fornemmelsen, han svarede. Han drak et Glas Vand ved Buffetten, gik saa ind i Dagligstuen og satte sig paa den lille Puf.
Han var ikke vaagnet endnu.
Lidt efter kom Nina ind, hun fortalte om et Par Visitter, hun havde haft, om sin Sangtime, om Lærerinden, om Pigen, der havde slaaet et Glas i Stykker. William svarede ikke. Nina havde meget at fortælle, mens hun haandterede Støvekosten paa Skrivebordets Nipssager.
"Saa var her Bud fra Gerson, om han kunde komme her iaften. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om Du skulde ud."
William sad og stirrede.
"For det er jo," Nina vendte sig, og i det samme standsede hun med et Ryk. Med et eneste Blik saá hun, at Slaget var kommet. "William! Du har prøvet ... og ..." hun holdt inde og lidt efter gentog hun mekanisk: "Du har prøvet."
William rørte sig ikke. "Jeg vidste det," sagde hun.
Og pludselig brød Taarerne frem og randt stille ned ad hendes Kinder.
Hun gik hen over Gulvet og satte sig paa Puffen ved Siden af ham, gav sig til at klappe hans Haar, som hendes Taarer vædede. Men han vedblev at sidde der ubevægelig. Hun tog om hans Pande; den var hed, hun kølede den med sit Armbaand, hun klappede hans Kinder, lagde sit Hoved ned mod hans Haar ...
Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin Ubevægelighed. Og hun blev pludselig angst, som om hun havde haft Døden mellem Hænderne.
Saa gav hun sig til at hviske til ham, gamle Kælenavne, som faldt hende paa Tungen og kom netop nu, Gud véd hvorfra, milde Tilnavne fra deres første Barndom. Hun slyngede sine Arme om ham og vuggede ham ind til sig som et Barn, mens hun blev ved at kalde ham ved de gamle Navne ...
William rejste sig og forsøgte at tale. "Bliv heller her inde, William," sagde Nina. "Du kan jo sidde ganske stille."
"Nej ... jeg ... jeg maa være alene," Ordene lød som et brudt Ekko, "lidt alene," sagde han. Han vendte sig og gik hen mod Døren.
Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: "Hvor Du lider."
Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk Smil, mens han sagde:
"Ja, jeg har det ikke saa godt."
Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket. Og Nina trykkede ham endnu fastere til sig: "Kan Du ikke græde?"
William rystede paa Hovedet: "Lad mig være alene," gentog han, "lidt alene."
Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og laasede Døren til sit Værelse. Da han vendte sig om, mødte han i Spejlet over Sofaen sit eget Ansigt, og i nogle Sekunder stirrede han paa den graablege Slaphed som paa en fremmed Mands Træk. Men saa skælvede han, og med noget som et hulkende Suk sank han sammen paa Stolen foran Skrivebordet.
Hans Tanker begyndte at vaagne.
Men som om de ikke havde Magt til at løfte Nederlagets forfærdelige Byrde, den stingende Sjælesmerte, der dog gennemborede selve Følesløshedens Kval, forvildede de sig ved deres Opvaagnen i fjerne og smaa Erindringer om de ubetydeligste Ting. Tankerne vaagnede af Bedøvelsen og flygtede som instinktmæssig for Slaget og dets Sønderrivelse; de veg ud i Yderpunkterne af hans Liv, der, hvor de ikke vilde møde det Tilintetgørelsens Ansigt, der forstenede dem.
Han mindedes sin første Barndom, han søgte at genkalde sig deres Barnepigers Ansigter ... Mine kunde han huske, hun havde væltet et Glas Rødvin ned over hans Fløjlsbluse og faaet Skænd af Moder, og saa havde hun knubset William med en Nøgle i Hovedet bagefter.
Men Blusen var helt ødelagt. Han havde kun haft den ganske kort, men saa blev Knapperne taget af og sat paa en Overfrakke. Der var Snore helt ned ad, og han fik et Par Halvstøvler fra København. Det var de første Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig paa Gaden og saá efter ham, naar han gik ud paa Skovbakken med Pigen ...
Saa huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den store Gaard; Minderne flokkedes i hans Sind, men han saá paa dem med et underligt, sløvt Blik, med et halvt Øje ...
Og pludselig kunde selv disse Tanker forstumme og stivne, ligesom de Fugle, Slangerne forstener under deres Blik: Hjerteslaget standser i deres Bryst, og mens de i et sidste Forsøg paa at undfly slaar med de kraftløse Vinger, stivner de gispende Væsner under Slangens stirrende Øje ... hjælpeløst og forstenet.
Saaledes forstummede Nødhjælpstankerne foran Baggrundsmørket, som Svagheden hidkaldte dem for at dække ...
Og William selv sank sammen og stirrede sløvt sin Fortabthed i Ansigtet.
Men lidt efter brændte den stingende Smerte gennem hans Sløvhed.
Altsaa var det forbi.
Slaget tabt.
William saá ud over denne Valplads, hvor hvert Haab laa fældet: Rækkerne var sunket sammen, Side ved Side laa de, Lynet havde mejet dem. Og næsten lyrisk glad ved at udbore sin egen Sorg forfulgte han, udmalende, Billedet af Forhaabningernes slagne Legion. Men saa dræbte den graa Kummer ogsaa hans Lyrik, hvori han flagrede med Vingerne ...
Forbi.
Han maalte sin egen, slappe Kraftløshed, hans Tanker fingererede ved Uhrværket, der var sprunget.
Hagen faldt ned paa Skrivebordet, hvor han sad; det var, som om hans Lemmer faldt fra hinanden i slap Mathed.
Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og pludselig hamrede tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, mens han spurgte sig selv, hvordan det vel var muligt ... hvordan er det muligt?
Hvorfor? Hvordan?
Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var stængte, alle Porte lukkede; som Skoven, der gaar op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde i den samme Kreds.
Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han saa gik!
Alt, alt havde det jo været bygget paa dette. Havde det ikke vævet sig ind i hans Liv, som fine Traade i et fastknyttet Net, og nu sad alt i blodigt Kød, naar man skar det bort?
Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. William saá det, saa det falde, flagre, visne, synke sammen paa Jorden.
Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som arbejdede sig frem, som laa ham paa Tungen?
Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind gennem Klosterporten, Vinden føg ... Bladdansen om Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé ...
William næsten vred sig under dette Mindes Ild, Forfædrene, Slægten. Saa var Sagaen sluttet.
Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog om en sløvt blundende Mand, der føler, han begraves, men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke bære ...
Nej—nej!
Han satte sig igen. Han vilde tvinge sin Tanke.
Han opsøgte sine første Ungdomssorger; at udmale dem skaffede ham Lindring. Han skærpede i sit Minde hin Tids Lidelser, og det var, som han fik Lindring ved at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede og dulmede paa samme Tid ...
Og paany spurgte han sig selv, hvordan det var muligt. Havde det da ikke Bund i hans Liv, omsluttede det da ikke hans hele Eksistens? Hvor var det Minde, der ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede om det? Hvor?
Og mer end det: han havde arbejdet for det.
Hvor han saá, havde han set Ligegyldighed eller Elendighed; de arbejdede ikke og de vilde leve ... Og han selv havde været som de andre, sløv, gledet ud i Drømmerier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da saa det var kommet, saa var han blevet stærk. Stærk? nej, ikke det—men han havde kæmpet, stridt for at blive det, villet være det ...
Disse forfærdelige Nætter, naar han var hallucineret, naar det raabte om ham med hundrede Stemmer, naar lange Hænder sled i ham, Rotter løb over hans Seng og hen over hans Ansigt--
Ja—han havde kæmpet. Og han havde sejret, han havde tvunget sig selv til at være rask. Nu, nu var det forbi—nu vidste han det, nu vilde det komme, baade Synerne og Hallucinationerne og Galskaben, og han var forbi, færdig--
Som for Manden, det føg sammen om, vilde det komme, og han vilde hverken have Kraft eller Vilje. Thi forbi var det.
Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navnløs Lede tog klamt om ham, mens han sad dér haabløs og stille og ubevægelig.
Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik paa Scenen, Sveden vædede ham under Erindringens Mareridt. Aa—det idetmindste kunde aldrig komme igen. Som om han hvert Nu rev et Gipsdække af sit Ansigt, som koldt og fugtigt bestandig lagde sig over det paany—saaledes havde han følt det ...
Denne rædselsfulde Anstrengelse mod det store umulige.
Han havde staaet Ansigt til Ansigt med sin Mangel paa Evne.
Nu saá han det. Men hvorfor havde han først set det nu?
Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten.
Alle disse fire Aar—hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys havde han anet, hvad der nu var sket ...
Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham paa Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig—og vidst det. Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed.
Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet.
Fejg—fejg!
Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra—han huskede det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg, angst for at prøve, og vilde fly. Men uddybe sin Fejghed, tage fat i sig selv for at spørge, hvor Fejgheden bundede,--det turde han ikke.
Hans Tanker gik paa Vandring mellem Ruiner. Og Billedet om Slagmarken vendte tilbage, men der var intet Blod, ingen sønderbrudte Faner. Der var Taage over det alt, graa Taage, et Halvmørke, hvori man snublede over tavse Lig--
Han saá tilbage, og hvor han søgte, mødte han det samme Syn. Lyset slukket over sløjfede Volde.
Den sidste Høg havde været en Don Quichote—der havde kæmpet med Vejrmøller!
"Don Quichote." Det var morsomt—morsomt
Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen.
Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring, ravede hen imod Sofaen. Hans Lemmer var tunge, som en drukken Mand faldt hans Øjne til ... han var bedøvet under sin Elendigheds Last.
Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede sin Uformuenheds Svælg, dræbtes det bedste hos den sidste Høg.
Da han vaagnede, var det mørkt. Han laa lidt og stirrede paa Vinduet, lidt Lys kom ind fra Gaden. Saa vendte Bevidstheden fuldt tilbage, kom med en kold Tomhed, der lejrede sig i hans Sind. Han smilede halvt. Han kom til at tænke paa en Gang, der havde været Børnebal hjemme: Det havde helt optaget hans Tanker i mange Tider. Arrangementet, det hele; han havde selv skrevet smaa Vers til Kotillon, havde hængt over Moder, naar hun blandede Biskop og skar Smørrebrød ... Saa den næste Morgen, da Ballet var forbi, og han vaagnede i sit Værelse, hvor de havde stillet en Mængde Møbler sammen hulter til bulter i Travlheden, saa havde han følt sig saa skrækkelig led og tom, og han havde vendt sig i Sengen og drejet sig og buklet sig ind i Tæppet for at undgaa det, som kom ham nær, noget ubehageligt, en tom Fornemmelse--
Nu, mens han laa og stirrede mod Lysskæret fra Vinduet kom han til at smile ved Tanken om dette. "Jo—o, Ballet var forbi."
William havde saadan en vis Lyst til at tage det hele glad, tage sig selv som en Spøg. Der var jo meget latterligt i det. At han ikke havde lét, da Etatsraaden stod der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og tilsidst mente: "Der var noget bag"--især saa da Regissøren gentog det, i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var musikalsk, havde sandelig Øre. Som han havde gentaget det korrekt, ganske som et Ekko.
"Der var noget bag ..."
Og William morede sig. Det pirrede ham saadan at stikke sig selv med Knappenaale.
Han gik hen og vaskede sig og spejlede sig. Saa lukkede han Døren op og gik ud i Spisestuen.
Nina havde ventet ham i Timer. Angst havde hun lyttet ved Døren, været bestemt paa at kalde og havde opgivet det igen.
Klokken var syv, da William kom ud. Hverken Nina eller Sofie sagde noget, de saá blot op paa samme Tid, sænkede saa igen Ansigtet over Sytøjet, hvor de sad henne under Lampen, og blev stille ved at sy.
William satte sig paa Puffen i Hjørnet med Hovedet lænet til Væggen. Heller ikke han talte; man hørte kun Olien koge i Lampen, engang imellem et Vindstød mod Ruden.
"Der staar noget Boeuf," sagde Sofie tilsidst, og saá fra Arbejdet hen imod Williams Krog.
"Jeg er ikke sulten." Han forandrede ikke Stilling; "Tak."
Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saá begge Søstrene undertiden sky paa Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det.
"Hvor det stormer," sagde Nina.
"Ja, det er blevet slemt Vejr," der var det samme brudte, udslukte i Lyden, han tav lidt: "Det fryser ogsaa."
De sad igen stille. Sofies Taarer faldt én for én ned paa Servietten, hun sømmede. Lige paa én Gang virrede Nina med Hovedet og tog Lommetørklædet frem for at pudse Næsen.
William havde rejst sig og gik frem og tilbage paa Gulvet. Tilsidst drejede han rundt og gik hen imod Døren.
"God Nat," sagde han.
"Gaar Du?" Tonen var angst.
"Jeg—gaar," William mumlede, "ud at se til Gerson."
"I det Vejr--", men Broderen svarede ikke og lukkede Døren.
Det var Snefog og blæste saa stærkt, saa man næppe kunde komme frem. William stred ned ad Bredgade mod Stormen, men Sneen slog ham i Ansigtet, saa han slet ikke kunde se. Han syntes, det var dejligt at faa disse kolde og virkelige Piskeslag i Ansigtet.
Det var næsten umuligt at komme forbi Skt. Annæ plads.
Man rutschede ind mod Husrækken og kunde hverken komme frem eller tilbage. I Ipsens Port stod en Pige med Kjolen helt ind om Benene og Overkroppen bøjet forover, hun gik lidt frem og rutschede saa tilbage med et Hvin.
Gerson var flyttet og boede i et af de første Huse i Dronningens Tværgade, hvor han var i Kost hos en Onkel.
Det kneb at komme om Hjørnet: Stenbroen var saa glat som ved Isslag, og Vinden snurrede om Hjørnet som en Hvirvel. William søgte at komme frem med hævede fremskudte Skuldre og Hovedet foroversænket, han formelig borede sig op mod Vinden.
Tilsidst krøb han langs Hjørnestedet, støttende sig til Muren, halvt kravlende. Da han var kommet om, vendte han sig og saá tilbage, naaede saa en hundrede Skridt frem til Porten.
Der var lunt og lyst paa Trappen, hvor Gerson boede. Et rødt Tæppe op ad alle Trin. Naar man kom ude fra, var det dejligt, saadant et lunt Velbehag, der kom over En. Der var store Blomstergrupper paa alle Afsatser.
Gerson boede paa tredje Sal, øverst oppe. William traadte lige midt paa Tæppet. Det var saa blødt at gaa paa. Her var det. Han ringede, og Pigen lukkede op.
"Om Hr. Gerson var hjemme?"
"Nej, Studenten var i Theatret med Fruen."
William stod lidt i Tanker. "Naa—i Theatret." Han blev staaende og faldt i Staver, mens han stirrede paa Pigen, der ventede med Haanden paa Entrédøren. "Naa, i Theatret." gentog han i samme Tone, vendte sig og gik ned. Først nede paa Afsatsen, da Pigen smækkede Døren i, raabte han tilbage: "Hils."
"I Theatret," det havde straks ligesom taget Vejret fra ham, og han var faldet sammen et Øjeblik. Men hans Hjerne var for træt af Sindsbevægelser, og intet kom til Klarhed, det var kun som en vag og ubestemt, smertefuld Efterdønning.
Han læste paa Dørene. Det var lutter fine Folk, paa anden Sal en Kammerherre, paa første en Lehnsbaron. Nede paa Døren i Stuen var der en stor Messingplade, Navnet var meget snirklet, og William bukkede sig for at læse det.
Grevinde—jo, der stod Hatzfeldt.
"Boede hun her—det vidste han ikke?" Han smøgede Kraven op og gik langsomt ned ad Trappen ud i Porten.
"Det er haardt Vejr," sagde Portneren, han stod og fejede noget sammenføget Sne bort fra Gadedøren.
William nikkede og gik ud. Stormen slog imod ham og trykkede ham op mod Porten, der lukkedes bag ham, saa han slet ikke kunde komme frem; han gjorde et Par Forsøg, men blev saa staaende. Sneen piskede ham i Ansigtet, uden at han mærkede det; han stod klemt op i Hjørnet.
Saa ringede han paa igen, gik ind, hurtigt op ad Trappen til Stuen--
"Grevinden var hjemme."
Tjeneren hjalp ham Overfrakken af, aabnede Døren paa en egen diskret Maade, meget stilfærdigt.
"Grevinden var i Kabinettet."
William blev endnu mere forvirret, standsede et Øjeblik. "Tak," sagde han, men blev staaende. Tjeneren pegede paa en gul Portière og sagde: "Dér ..."
I det samme løftede en Damehaand Forhænget til Side, og Grevinde Hatzfeldt kom Frem paa Tærskelen.
Tjeneren gik.
Grevinden saá et Øjeblik paa William, der stod og undersøgte Gulvtæppet og krammede sin Handske.
"Saa kommer De da endelig," sagde hun og rakte ham Haanden, mens hun slap Portièren. "Hvad skriver vi idag?"
De kom ind i Kabinettet.
Mod sin Vilje kom William til at aande dybt og aabnede Munden; Luften var gennemtrængt af Violduft.
"Er her Dem for parfumeret?" spurgte Grevinden.
"Aa nej, her er som hos Hr. Hoff--"
"Hos Bernhard—Hoff—ja, det vil jeg tro," Fru Hatzfeldt havde talt noget hurtigt. Saa standsede hun og tilføjede ligegyldigt: "Jeg kunde tænke det. Hans Bøger er noget parfumerede ..."
Grevinden sad lænet tilbage paa den røde Divan og legede med sit Haar. Hun havde trukket den mørkt gyldne Lampeskærm op, saa Lyset faldt paa Williams Ansigt. Der var saadan en underlig Sitren i hans Kinder. Og mens Grevinden talte let om adskillige Ting, spurgte hun sig selv, hvad der dog var hændet William Høg, siden han kom paa denne Tid, paa den Maade.
William var forceret livlig. Han sprang nervøst fra Thema til Thema, skosede til fælles Bekendte og snakkede op.
Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han sank sammen; Grevinden maatte fare Ordet hele Tiden og bekæmpe Pauserne med Enetaler, mens William svarede med tomme "Ja" og "Nej". Han sad og stirrede paa Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled Skæret helt ud over Rosenbuketterne, langt ud. Det sorte Panterskind saa ud, som det glødede ... Hvor det maatte være varmt.
Saa greb han sig i at have svaret galt paa et Spørgsmaal af Grevinden, og han næsten fo'r op i Sædet. Pludseligt lagde han Haanden for Øjnene: "De maa ikke være vred," sagde han.
"Vred?"
"Ja, fordi jeg er kommet," han stod lidt, kæmpende med sig selv. "De maa ikke være vred," gentog han, "det var—det var, fordi--"
Han fuldendte ikke, men gik hen mod Døren.
"Høg"--Grevinden rejste sig--"hvad er der hændet Dem?"
William svarede ikke. Han løftede blot Hovedet og saa paa hende. Hun var traadt op paa en lav Skammel, der stod foran Divanen—hvor hun var stor og smuk!
Og William standsede: "Jeg har ikke haft det saa godt idag." sagde han sagte.
"Og hvor gaar De nu hen?" spurgte Grevinden, et Par Skridt fremme.
"Hvor han gik hen? Hvor han gik hen?" Grevinden saa paa ham og blev slaaet af hele det fortabte over ham. Hun gik nogle Skridt frem, og pludselig mærkede William hendes Arme om sin Hals.
"Hvorfor kan De ikke sige mig, hvad der er sket," sagde hun mildt, hendes Arm laa let om hans Skulder. Og da han ikke svarede, tilføjede hun: "Det er jo dog derfor, De er kommet--"
William mødte hendes Blik, der hvilede paa ham, og hans Læber bevægede sig skælvende. Saa bøjede han sig med et Suk ind til hendes Bryst. Ingen af dem talte.
Grevinden glattede mildt hans Haar, ventede med Armene slynget om hans Liv--
Saa førte hun ham langsomt hen til Kaminen, satte sig paa en lav Puf, bestandig klappende hans Haar--
Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes Hænder over hans Haar ... Han sukkede og hviskede sagte—sukkede igen og græd.
Under sin Graad begyndte han at tale, afbrudt, som et Barn til sin Moder, Han løftede det hvide Ansigt, der var marmorblegt selv under Graaden, og hviskede i afbrudte Ord: Alt, alt, hvad der var sket--. Endelig kastede han Byrden, de lange Timers Sløvhed, han fortalte, han klagede, han anklagede.
Alt, alt, hvad han havde lidt! Vidste hun da, hvordan han havde arbejdet—Nat og Dag—Dag og Nat. Den Dag, det var kommet ... det var Kamilla, der havde vækket det, Kaldet ... aa,--han havde taget det for en Aabenbaring. Og han havde forsaget—forsaget--
Saadan havde han arbejdet, kæmpet mod Elendigheden, mod Jammeren, mod Sygdommen—og nu, nu var det forbi--
Manden i William forsvandt i denne styrtende Taarestrøm, Viljen skyllede bort. Alt, hvad han havde taget op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt ... Han havde stridt, mandet sine unge Aar op til at handle og ville--
Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde ramt, nu blev denne Vilje til et Barns Klager.
Grevinden lagde hans Hoved paa Puden og forsøgte at rejse sig.
"Gaa ikke!" bad han.
Grevinden drømte. Skæret fra Ilden faldt paa hendes Ansigt, saa det glødede, Straalerne legede med hendes Lokker. Han lagde Armen op om hendes Hals, og hun saá ned.
"Barn," sagde hun.
Saa smilede han for første Gang.
"De ligner Kamilla," sagde han og lagde Hovedet ned igen.
"Jeg vil spille lidt for Dem," sagde Grevinden, "lidt inden The."
Han slap hende, der var kommet en besynderlig Ladhed over ham siden Graaden, og han laa ganske stille paa Tæppet.
Hvor det dog var en blød Melodi!
Det var, som om han faldt i Dvale, hen i en sød Hvile. Og hvor han længe havde trængt til Hvile—saa længe.
Hvor blødt det var! Han løftede Hovedet cg saá paa hende. Grevinden sad i Mørke—kun Armene laa i Lys, blottede kom de frem fra Kjolens vide Ærmer, løb glinsende hen over Tasterne. Hun holdt Haandledene meget højt og buede ... Som Slanger, der boltrede sig, runde og dejlige, legede Armene over Tasterne.
Ja, hvor han dog egentlig havde længtes efter at sidde som nu....
Saa træt, saa træt han havde været, og aldrig Ro, altid Anspændelse og Tvivl og ny Anspændelse—ja, for træt havde han været....
Han tænkte paa, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor det var længe siden....
Se, de hvide Arme ... som Slanger....
Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran Flygelet med Hovedet støtter paa den ene Arm. William saá over imod hende, løftede Armen lidt som for at vinke....
Skæret fra Kaminen gled et Nu henover hendes Ansigt: hendes graa Øjne blev større. Lydløst rejste hun sig og gik hen over Gulvet imod ham, satte sig saa og tog hans Hoved imellem sine Hænder.
"Ikke sandt, det dulmer," hviskede hun dæmpet.
"Ja—Hoff har ogsaa en Gang spillet for mig ..."
"De holder meget af Hoff," sagde hun og saá ned.
Deres Øjne mødtes og hvilede længe i hinanden! Hun holdt om hans Tindinger med begge Hænder. Saa gled der et pludseligt Glimt over Williams Ansigt, og de smilede begge.
Han rejste sig halvt, stadig saá de paa hinanden, og brændende trykkede de de aandende Munde, Læbe mod Læbe....