Dette Jessens Afskrækningsforsøg fik den modsatte Virkning af den tilsigtede.
Samtalen havde sat Hjorth i en stærk Bevægelse. Han havde vel ofte hørt Fuldmægtigen udtale sine uortodoxe Meninger, men aldrig før saa kraftig, saa sammenhængende, og han havde heller aldrig før været saa oplagt til at høre, ja ikke blot oplagt, tvungen dertil, nødt til at følge hver Vending, beholde hvert Ord, veje hver Grund og se sin Stemning svinge hid og did, som en Tunge over Tankernes Vægt, uden at være i Stand til at faa Rede paa, hvor det endelige Udslag vilde komme. -- Hvad havde han ikke alt faaet at høre, nu han tænkte over det bag efter! Hvor meget af hvad han havde tròt fuldt og fast, havde Jessen ikke sagt var falsk, bevislig falsk! Hvor meget, som han aldrig havde tròt og som han gøs tilbage for som Nonsens, havde Jessen ikke sagt, han skulde tro, naar han tròde paa det andet! -- Og han stod raadvild over for alt dette.
Og pludselig greb det ham saa med hidtil ukendte Samvittighedsskrupler, det uforsvarlige i at lære Børn som Livets Grundsandheder noget, han ikke selv havde gennemtænkt, prøvet i alle Fuger, noget, hvis Konsekvenser han ikke kendte, ja som han ikke kunde forlige med sin øvrige Bevidsthed, naar en anden viste ham dem, ude af Stand som han endogsaa var til at afgøre, om det nu ogsaa var nødvendige Konsekvenser, eller om den anden blot sagde, de var det.
Saaledes var det jo rigtignok ogsaa med de andre Lærere. Og vel sagtens med de fleste Mennesker, naar man saà rigtig til; for var de ikke alle deres Børns Lærere? -- raadede de ej over Børnenes Tro?
Men dette med de andre, hvad vedkom det Sagen? der handledes jo om ham. Og han maatte undersøge alt dette indtil Bunden, eller leve i en Halvløgn, ja, hvad der var brødefuldere, leve af en Halvløgn, skære sit daglige Brød af den og æde sig selv til Doms, som der stod hos Apostlen. For selv om det vilde vise sig som den evige Sandhed, som Livets Brød, naar det blev undersøgt, -- for ham vilde det være en Halvløgn, en langsom Gift, dersom han vedblev at indprente det i andre uden at have haft det liggende for sig overskueligt og klart indtil de mindste Traade, som naar man udreder speget Garn.
Saaledes var allerede det, der fra først af kun havde været det selvfølgelige Middel, blevet Maalet, og det oprindelige Maal, Præstekaldet, var skudt langt tilbage i det usikre.
For det kunde jo hænde, at Garnet viste sig at være i Vildrede, en ubrugelig sammenfiltret Klump, der maatte kastes bort. Og hvad saa? -- Præst kunde han saa ikke blive; -- og Lærer igen? -- den Dør var nok ogsaa lukket. Han vilde have spildt sin Tid og mer end den -- udvortes taget. Det var et alvorligt Skridt.
Saa tog han endnu en Gang Sagen for »til Beslutning«, som det hedder i Degnesproget. Han satte det værste Tilfælde. Han forestillede sig, at han kom tilbage fra Universitetet vantro, og sikker i sin Vantro, saadan som Jessen, for det var det yderste, han kendte af Fornægtelse. Han indbildte sig, at alle Veje vare lukkede for ham, at han end ikke formaaede at udbytte sine Kundskaber praktisk til at skaffe sig Livsophold. Og han saà sig selv grangiveligen som en af hine romantiske Vandringsmænd, der utilfredse flakke om i den kolde Verden, Fremmede overalt, med et tungt Hjærte og en let Randsel. Mødig, med gammelt Vejstøv paa de hullede Støvler, kom han op ad Yderslev Gade, og der spillede et vemodigt Smil om hans Læber, da hans gamle Kyndinge, Møller Kristensens Pudel og Niels Larsens Hønsehund og Per Andersens uægte Grævling og alle de ægte Køtere gøde og bjæffede efter ham, og denne Larm fik lokket mange Ansigter til at se sig om, Ansigter, hvori han endnu kendte Træk fra Skolebænken, Husmødre, der gik i Haven med en Glut paa Armen, Gaardmænd, der røg deres Aftenpibe i Porten. Thi det var ved Aftentid, -- naturligvis. For længe siden havde han set Solen gaa ned bag Møllen, som endnu stod sort deroppe paa Banken mod et Stykke blegt Orange. Lysene begyndte at tændes. Udenfor Skolen standsede Vandringsmanden. Lampen blev netop baaret ind af den tækkelige Kone, og Manden sad leende med en rødmusset Dreng paa Skødet, hvis Gyldenhaars Krølrand opfangede Lampelyset som i en Glorie. Og medens Vandringsmanden, støttende sig paa den knudrede Stav, betragtede dette Idyl af stille, huslig Lykke, mumlede han i Skægget: -- Saaledes kunde du nu have siddet derinde, dersom du ikke var draget ud for at søge Kundskab. Thi det er et sandt Ord, at hvo som forøger Kundskab, forøger Græmmelse. -- Da spurgte Hjorth sin Dobbeltgænger: Fortryder du da paa, at du drog ud, og ønsker du det gjort tilbage igen? -- Men Vandringsmanden, med det kongelige Sind under Stodderdragten, rettede sig stolt og svarede: »Nej, heller vil jeg være en vidende Stodder end en ukyndig Fyrste, heller en utilfreds Vis end en tilfreds Daare.« --
Men naar han foretrak det værste, hvad var der da mere at betænke sig paa?
Saa tog han Præstens Flyve-Indfald som sin Skæbnes Vink. --
Og han havde Ret. Pastor Krarups Ord var en Gnist, der vilde være slukket virkningsløst, dersom den ej havde fundet Minen forberedt. Og Minen var alle de Drifter, som den fremmede Læsning havde vakt, Vandrelyst og Læreiver, Skønhedssavn og Længsel efter nye storstilede Forhold, mod hvilke det sang i ham med en Marschtakt af femfodede Jamber, -- Trang til at føle alle sine Evner spændte i en stor Kamp.
Ogsaa Jessens Udfald mod de formentlige Grundsandheder, som han lod sine Børn ramse op, vilde være gledet ufølte af, dersom ikke hedenske Vers havde rokket næsten umærkelig ved hans Barnetro, havde lidt efter lidt smulret dens troskyldige Følelses-Grundvold bort med deres sødtklingende Rythmebølger og indskyllet en ny, hvori allerede de samme Tvivl og Spørgsmaal, ja de samme fornægtende Svar spirede, som han nu fik at høre fra en Vens Læber.
Det var ikke længer Pastor Krarups gamle skrattende Stemme, der sagde til ham: »De skulde virkelig tænke derpaa; ... De kan saamæn være Præst, naar De er et Par og Tredive,« -- det var dybt inde i ham de fremmede indladte Aander, som raabte: »Frem, frem! -- kun bort fra denne Skolestue, denne Katekismusluft, hvori vi kvæles.«