-- Naa, saadan helt afgjort er det da heller ikke ... Pastor Krarup er meget ivrig af sig, vèd du nok, naar han har faaet en Idè -- --
-- Han faar heller ikke mange af dem --
-- Men jeg har jo rigtignok tænkt en hel Del derover siden, og ... jeg skal ikke nægte ... ja, synes du ikke i Grunden selv, det var fornuftigere end at blive ved --
-- Nej, hør, det er sgu for meget forlangt ... Jeg skulde finde det fornuftigt, at du gik hen og blev en af disse salvelsesfulde Hyklere eller Vrøvlere --
-- Naa, naa Jessen --
-- Ja, for det maa de da være, en af Delene eller begge Dele, -- jeg vèd Fanden ikke.
Han tav, da hans Datter Nelly kom ind med Kaffen, fulgt af en sort, stridhaaret Terrier-Bastard med et barsk knebelsbartet Ansigt, som en pensioneret Obersts, der smilede op til hende med en skæv Tandblottelse, medens Halestumpen virrede. Fuldmægtigen gik med den slæbende Lyd af udtraadte Morgensko frem og tilbage i det mørke, lave Værelse, hvis Loftsbjælker han næsten fejede med sit tynde Haar; Vinterfrakken, som han brugte i Stedet for Slobrok, gjorde ham endnu mere bredskuldret; han dampede voldsomt af sin Assam-Pibe, hvis brunrandede Dæksel smældede, naar han tog den ud af Munden og gestikulerede, idet han talte sig rød helt op i Tindingerne.
-- Og hvem Pokker beder dem saa stikke deres Næser i alle andres Sager? ... naa, hvad mener du? dèr kommer nu forleden Pastor Krarup op til mig ... Ja, mig vilde han naturligvis ikke omvende, det vilde dog været for -- og det har han jo engang forsøgt, saa dèr er vinket af, det vèd han nok ... Nej, men det var angaaende Nelly. -- Hun skulde vel nu snart konfirmeres. -- Nej, det havde jeg ikke tænkt mig. -- Men det var dog virkelig snart paa Tiden. -- Jeg tvivlede paa, at Tiden dertil overhovedet vilde komme. -- Ja men det gik aldeles ikke an; hun kunde ikke voxe op som en Hedning, han maatte som Præst paa det alvorligste foreholde mig mine Pligter mod det stakkels Barn, som var undfanget i Synd og vilde fortabes -- og -- og alt saadan noget, hvad de nu kan sige. -- Og saa sagde jeg rigtignok: -- nej hør, Hr. Pastor, lad os nu ikke rippe op i den gamle Syndefalds Historie, om at Vorherre fik lokket et stakkels Pigebarn til at æde et surt Æble og saa javed hende ud af Haven. -- Naa, saa blev han jo vred og sagde, at han vilde ikke staa og høre paa mine Ugudeligheder, men Barnet skulde og maatte konfirmeres, og jeg svarede, at jeg gad dog se, om nogen kunde tvinge en Fader til at lade sit Barn staa og lyve paa Kirkegulvet, og at Nelly kunde faa sit Uhr og sin lange Kjole, og hvad hun nu ellers skulde have, uden at hun behøvede at tygge Oblater dèrfor -- ja for jeg blev jo ogsaa heftig, -- det kan jeg ikke nægte, -- det blev jeg ... Det skulde jeg nu ladt være med -- naa ... Men det er ogsaa for galt saadan at falde med Døren ind i Huset til En. --
-- Vil du virkelig ikke konfirmeres, Nelly? spurgte Hjorth den unge Pige, der bød ham Kaffe og Sukker.
-- Nej, jeg vil saamæn ikke, Hr. Hjorth, svarede hun bestemt, med et trodsigt Smil om de temmelig tykke Læber, stolt over at have Del i Faderens Uafhængighed og over at handle anderledes end sine Jævnaldrende. Derpaa satte hun Bakken fra sig, tog et Stykke Sukker, bed det over med sine Fortænder, der vare ligesaa hvide som den bestandig skævt smilende Hunds, holdt det op for den og lod den gaa paa Bagbenene foran sig, løftede det, indtil den sitzede, holdt det hen mod Snuden og trak det bort, til den gøede, medens den stedse beholdt sit tænderskinnende Smil i det barske Ansigt, der syntes at være kommet gammelklogt til Verden, overfor den leende unge Pige med den endnu barnlige Opstoppernæse og med store, tindrende mørke Øjne under den lave Pande.
-- Ja men -- det var jo dog egentlig i en god Mening -- og -- det var vel ogsaa Præstens Pligt at gøre det, sagde Hjorth langsomt, medens han og Jessen tog nogle Slurke af den dampende Kaffe, hvis Varme virkede velgørende i den kolde Fugtighed, der trængte ind i Lejligheden og fik det Brænde, som skulde bekæmpe den, til at sive døsigt i Kakkelovnen.
-- Ja, vist saa ... Men det er jo netop det forbandede ... Derfor skulde du tage dig i Agt for at faa den Slags Pligter ... Du bliver dog ligesom de andre, naar du kommer ind i den Mølle ... Nej, slaa du dig til Taals ved de Pligter, som du har af den Sort, de kan saamæn være slemme nok ... Lære Børnene alt det Sludder og Vrøvl! ... De stakkels Unger bliver jo snart ikke proppede med andet end gamle jødiske Eventyr ... og saa Katekismen.
Nelly løb baglængs om i Stuen og trak den knurrende Hund efter sig i en Flig af den strammede Kjole, som den havde faaet mellem Tænderne. Hun rystede Kjolen, saa Folderne viklede sig om dens Hoved, lo højt og gjorde sig aabenbart interessant for sin Lærer. Thi hun var for nogen Tid siden begyndt at læse Tysk med Hjorth.
Fuldmægtigen gik bestandig frem og tilbage paa Gulvet og fortsatte uden at genere sig for den unge Pige, der var vant til at høre hans Udfald mod Kirken. Naar Hunden kom ham i Vejen, kastede han den til Side med et blødt Spark af den broderede Morgensko, som uformeliggjorde hans Kæmpefod.
Jessen var en blandt mange Børn af en jævn Borgerfamilie. Den normerede Vanekristendom havde hørt til Familiens Traditioner; den var ganske uden Skygge eller Nuance. Man gik i Kirke omtrent hveranden Søndag og paa de store Festdage, og til Alters en Gang om Aaret, og naar nogen blev alvorlig syg, eller naar Udsigten til at slippe nogenlunde over Terminen var usædvanlig fordunklet, tænkte man lidt mere paa Gud end ellers, -- det gik som af sig selv ved en Naturnødvendighed, om mere var der ikke Tale. Da Tidsaandens Luftning ikke havde nogen Grøde i den Retning, førte dette ogsaa som ved en Naturnødvendighed til, at den unge danske Jurist ikke var religiøs. Forældrene gaa i Kirke, fordi det er passende og for at give Børnene et godt Exempel; Børnene tridse med. Siden naar de blive deres egne Herrer, høre de op med at gaa i Kirke, fordi det ikke er morsomt. Endnu senere gaa de atter i Kirke, fordi det er passende, og man gør saa meget kedeligt, naar det er passende, desuden maa de igen give deres Børn et Exempel, og endelig -- man bliver alvorligere, det gaar ned ad Bakke med Fornøjelserne i denne Verden, man maa begynde at tænke paa dem i den næste. -- Men dette normale tredje Stadium naàde Jessen ikke til. Medens han i en Provinsby var anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, forlovede han sig med en Læges Datter, og da han fik sin beskedne Stilling paa Skovvang, giftede de sig. Hans Hustru havde i sit Hjem indsuget meget frie Anskuelser paa det religiøse Omraade; -- som bekendt er Medicinen ikke styrkende for Troen paa Helbredelser ved Haandspaalæggelse, Dødeopvækkelser og Jomfrufødsler. Det varede ikke længe, før hun smittede ham; fra ligegyldig blev han fjendtlig mod den kirkelige Kristendom. -- Et Aars Tid efter Nellys Fødsel døde Moderen. Ved den Lejlighed fik Jessen det første egentlige Sammenstød med Pastor Krarup, der i den paafaldende korte Ligtale ytrede sin Bekymring for denne Sjæls Frelse, der aldrig havde søgt Guds Hus og Bord og syntes at have tillukket sig for Naaden. Sygelig ordsaar i sin Sorg tog Jessen ham dette meget ilde op. Hvad berettigede Præsten til at dømme om hendes Overbevisning? trængte hun til hans hyklede Bekymring? maaske havde hun i sin Tvivl været en sandere Kristen end de andre i deres sløve Halvtro. Det kom til en heftig Ordstrid mellem dem. Fra dette Øjeblik var hans religiøse Oppositionsstilling, der før havde været skjult indenfor Privatlivets Vægge, draget frem og udpeget for Menighedens Øjne, ligesom lyst i Ban mellem Kirkens Mure og genlydende Hvælvinger. Den blev ham derved desto dyrebarere, denne Enestilling var hans Stolthed, en Frihedshat paa det Hoved, der i verdslige Anliggender maatte bøje sig for sine Foresatte, tiende til Haardheder og Smaasmudsigheder, for ikke at miste Taget over sig. Dertil kom, at han, idet han hævdede denne Særstilling, dyrkede sin Hustrus Minde, helligholdt det netop paa det Punkt, hvor man havde forsøgt at plette det, ligesom de Reliqvier ere Tilbedelsen kærest, der bære Mærker af de Vantros Marterredskaber. Endelig trængte hans Sind nu til Religionens Trøst; thi et tungt Gemyt som han var, vedblev han at ruge over sit Savn; hans Brødhvervs-Arbejde var just ikke af en saadan Art, at det kunde udfylde nogen aandelig Tomhed, og specielle æsthetiske eller videnskabelige Dilettant-Interesser havde han ikke. Saa førtes han da naturlig til et vedholdende Forsøg paa at uddybe sin Livsanskuelse, at klare sig hvad han vilde tro og hvad han ikke vilde tro, og hvorfor han stillede sig udenfor den officielle Kristenhed. Hans Vejledere blev i Begyndelsen Magnus Eiriksons dengang udkommende Bøger med deres halvvidenskabelige Tendenskritik, deres deistiske Reminiscenser af »det statutariske« i Kants Spekulation, deres Tro paa en »Religion indenfor Grænserne af den blotte Fornuft«; -- senere Theodorus' veltalende Flyveskrifter, Victor Rydberg, hvis platoniske Mysticisme frastødte hans sunde Forstand, nyrationalistiske Tyskere efter Strauss og Baur, lavkrattede Udløbere, hvem den store Videnskabs Stormbrus gennem Tübingerkædens Højskov kun kan strejfe paa Overfladen, alle den Slags Kritikere, der ere saa ivrige til at forsikre, at om vi end miste nogle gamle Formler, gaar der ikke et Gran tabt af Kristendommens evige Trøst, smaa Religionsfilosofer, der i det nittende Aarhundredes Naturtempel for Spinozas Guddom famler paa Brystet efter den støvede Kantiske Amulet med det attende Aarhundredes Treenigheds-Devise: Gud, Frihed, Udødelighed. -- Han blev deres Lærling, en begejstret, lidenskabelig Discipel af denne Rationalisme, som i en forfinet Hallucination af sin saakaldte Fornuft, denne indbildte Sans for det overnaturlige, tilbeder det samme, hvad den hos Mængden forkaster som et plumpt Sansebedrag. -- En underlig Fremtoning, denne robuste, landmandsagtige Kontorist, som havde en theologisk Halvdannelse, og hvis Lidenskab var en Disput om det fjerde Evangeliums Uægthed, om det Paulinske Lærebegreb, om Nadverdogmets Udvikling! --
Saaledes gik han nu docerende frem og tilbage paa Gulvet, medens det begyndte at mørknes i Stuen, strøende sine fornægtende og bespottelige Aforismer ud over Hjorth som den Klinte, Satan saàde i den Frommes Hvede, for at vare ham imod det, han vilde indlade sig paa, for at indprente ham, hvilke Urimeligheder han maatte forpligte sig paa, naar han vilde bestige en Prædikestol.
-- Ja alt det kan jeg nu ikke saadan i en Snup gøre Rede for og sige dig imod ... Jeg er jo ikke lærd i det, saadan som du ... Naar man saadan hører paa dig, saa lyder jo ogsaa meget af det, du siger, rigtig fornuftigt ... Men—n, -- det staar nu saadan for dig, og du kunde naturligvis ikke være bleven Præst ... Men jeg har jo dog Troen, -- saadan i det hele -- og naar jeg faar lært noget ordenligt, saa ser jeg vel ogsaa nok, hvordan det hænger sammen, og hvorfor det maa være saadan.
-- Ja, stol du bare ikke paa det, min Ven ... Nej, man kan gaa med meget i sig, som man ikke mærker, at det ikke kan forliges ... Troen, den er -- ja, det er med den ligesom med et Viskelæ'er, -- ser du, det er, naar man trækker det ud, at man ser Sprækkerne og Blærerne ... For Resten har jeg da heller aldrig mærket, at du følte noget Kald til at blive Præst.
Den sidste Bemærkning slog Hjorth, der blev saa rød i Hovedet, at Jessen kunde se det gennem Halvmørket.
-- Nej, det er sandt nok ... Det har jeg heller ikke -- saadan ligefrem ... Men jeg er dog heller ikke tilfreds i min nuværende Stilling.
-- Tror du, jeg er tilfreds i min?