-- Det er sandt, saa var der jo ogsaa denne Sag -- dette med den ny Præst i Ovnstrup, sagde Godsforvalter Ravn, idet han satte sig tilrette i Kontorstolen, som han havde været i Færd med at springe ned fra. -- Han ... hvad er det nu?
-- Frederiksen.
-- Ja vel ... Har De set Regnskaberne efter, Jessen?
-- Jo, vist har jeg saa -- men --
-- Naa, hvordan --?
-- Ja, Godset har jo leveret Kaldet de otte Favne Brænde i lang Tid. Vi har det tilbage i forrige Aarhundrede, saa det har faaet Hævd.
-- Hm! -- ja, det tænkte jeg nok, sagde Ravn, og lænede sig tilbage, dinglende med sine korte Ben, mens han trommede med et Penneskaft paa den tilklattede Voxdug.
-- Desuden fortalte Pastor Frederiksen mig forleden, at han havde truffet Greven i Selskab, og Greven havde været meget forekommende og sagt, at det maatte være en Misforstaaelse, -- han skulde naturligvis have Brændet ligesom Formanden --
-- Naa saadan -- ja vel! -- he! Godsforvalterens lille runde Mave syntes at ryste af en stille Latter, der tilspidsede hans Læber og fik et musikalsk Udtryk i en lang Fløjtetone. Derpaa kastede han Pennen, gav Voxdugen et resolut lille Slag med Haandfladen, og idet han pludselig hoppede ned fra Kontorstolen, sagde han:
-- Ja, hør vèd De hvad, Jessen, -- De kan saamæn godt skrive til Prokurator Meyer imorgen.
-- Hvad mener Godsforvalteren? -- om --
-- Ja, netop ... Jo, gu fører vi Sagen, sagde Ravns mest mjavende Fistelstemme, medens hans missende Øjne glædede sig over deres overlegne Skarpsynethed.
-- Men naar vores Bøger -- --
Men en nedladende, belærende Pegefinger prikkede Jessen paa Brystet: --
-- Ja men, det er de andre, der skal føre Beviset, go'e Mand! ... Nej, gu udleverer vi ikke vores Bøger ... Ja, lad dem forlange dem ... Vi vèd ikke noget af det; -- Regnskaberne er kommet bort; der har været en rædsom Uorden paa Godskontoret -- i den forrige Forvalters Tid naturligvis ... Lad De bare Meyer om det, han er ikke saa -- --. Nej, de andre, de har sgu ikke deres Papirer i Orden; aa Gud, saadan Præsteregnskaber, nej, det kender jeg saamæn ... Hvem er det, der gaar over til Dem? -- aa, det er jo Lærer Hjorth, -- ja det er sandt, nu skal han nok ikke være Lærer mer --
-- Hvordan det?
-- Naa har De ikke hørt det? jeg trode, han var saadan en intim Ven af Dem. Jo, jeg var saamæn i Selskab hos Pastor Krarup i Aftes, -- en lille Lhumber, forstaar De -- og han fortalte, at Hjorth vilde til København og studere Theologi; -- det var saa godt som afgjort. -- Det passer sig jo ogsaa meget bedre for ham ... Det er jo en opvakt Fyr ... Og det er et net Pigebarn, han er forlovet med; -- nysselig skabt, -- det ved Gud -- --
Godsforvalteren havde stampet sine Støvler fast i de pletfri Galoscher; den lille rundpullede Hat, hvis silkeglinsende Filt han havde glattet med Albuen, satte han paa sit skaldede og altfor flade Hoved, hvor den syntes at have siddet fra Fødslen, fuldendende Ryggens og Nakkens ærværdige Kurve med sin agtbare Kuppel, -- og hans behandskede Haand strakte sig velvillig frem: --
-- Farvel, Jessen.
-- Ja, saa var der endnu, siden vi var ved Ovnstrup, det med Kirken. Vi skulde vel snart til at tage fat paa den -- Synet udsatte jo en hel Del, og De husker nok, vi lovede Provsten, at Vaabenhuset, -- ja De var jo selv med --
-- Ja vel, ja. -- Aa, men lad os nu se, om de kan tvinge os til Brændet ... Hvor kan det ellers være, De er bleven saa kirkelig? ... Naar det endda var mig, hvad? ... men De, -- he, De skulde saamæn høre, saadan som Pastor Krarup --
-- Aa, det er blot det, at jeg synes, naar man har lovet noget --
-- Saa, synes De det? -- he! det var da ellers en àparte Mening, afbrød Godsforvalteren ham -- med forkert Betoning paa »aparte« ... Nej, ser De, naar man har lovet noget, saa er den Sag jo overstaaet ... Men apropos om Deres Kirkelighed, -- hvad er det, Pastor Krarup fortæller, at De ikke vil lade Deres Datter konfirmere?
Jessen blev blussende rød i den lille Stump Kinder, der var synlig over hans sorte Skæg, medens han med et fortrædeligt Smil mumlede:
-- Naa, har han nu ogsaa plapret ud med det --?
-- Men Deres Datter, kære Jessen -- det er rigtig en vakker ung Pige -- særdeles vakker ... men De kan dog ikke lade hende voxe op uden Religion, -- det gaar dog virkelig ikke an -- --
-- Ja, Hr. Godsforvalter, hvad det angaar, saa mener jeg, at paa de Omraader -- --
-- Ja, Gud bevares, -- der maa enhver følge sin Overbevisning, -- det giver jeg Dem fuldstændig Ret i ... Det holder jeg altid paa ... Ja, jeg selv er, som De vèd, religiøs anlagt ... Følelsesmenneske -- naa, men Gud bevares! ... Nej, men her er jo kun Tale om den ydre Optræden ... Et saadant usædvanligt Skridt vilde der blive lagt meget Mærke til, -- der vilde blive talt overmaade meget derom, -- og jeg finder nok -- at -- i Deres Stilling -- Ja, ja, kære Jessen, ser De, -- saadan, -- dette, -- et Gods, et Gods -- (og Ravn gjorde en bred, besiddelses-tagende Haandbevægelse) -- det er -- til en vis Grad -- en Institution, -- og enhver -- der indtager en Stilling ved en saadan Institution, -- maa -- til en vis Grad -- bøje sig -- og -- i sin ydre Optræden -- rette sig -- efter den Aand -- som -- hersker ved denne Institution -- (Ravn lagde haardnakket Betoningen paa første Stavelse, som om hans Tanke standsede dèr af Glæde over det træffende Ord).
-- Det vil sige Grevens Aand?
-- Det vil -- naturligvis -- i sidste Instans -- sige Grevens Aand, indrømmede Ravn, medens han i en forøget Værdighed druknede sin lille indvortes Latter ved Tanken om Grevens Aand, og med et hurtigt Sideblik gennem Øjenkrogen udspejdede, om Fuldmægtigens Ansigt viste en subordinationsstridig Ironi. Men Jessens Træk forraadte intet, og Mundkrogene havde gemt sig under det stride Skæg.
-- Naa, men hvad er det værdt at gøre Væsen af? ... det hele drejer sig jo om en Ceremoni ... Se nu Herredsfogden, -- ja, De vèd jo selv, hvordan han har det: -- han siger jo altid: »Fanden lyne i de Præster, det er ikke andet end Løgn og Vrøvl« ... Ja, han har jo saadan sin egen Maade at udtrykke sig paa, vor kære Herredsfoged ... Naa, han lod ogsaa sin Datter konfirmere ... Det er jo en ren Formalitet. -- Ja, jeg selv er som sagt troende, saa for mig er det -- hm! ... men—n, af Dem er det jo en ren Formalitet, man forlanger ... Blot ikke aaben Opposition! ... Hvor kan det ogsaa falde Dem ind, kære Jessen! De, som ellers er saa konservativ, saa konservativ ... Og saa ogsaa for Deres Datters Skyld, -- betænk -- det Ansvar ... En Mand, -- naa, ja -- men en Kvinde! ... »Betænk, hvad er en Kvinde!« ... Ja, De kender vel Figaro? ... guddommelig ... Ja Musik er nu mit Sværmeri ... Musik og Kvinder ... (Hans Stemme blev kælen, drømmerisk, og der kom en fugtig Glans i hans Øje) ... »Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang« ... Ak ja! det var en Guds Mand, den Luther ... Nej men, at en Kvinde er irreligiøs, det er unaturligt, -- det er ukvindeligt! ... netop det svage i den kvindelige Natur, -- det uklare, dragende, -- dette -- hvad skal jeg sige? -- denne oversanselige Duft -- hm -- er ikke den religiøse Stemnings Clair-obscur, er det ikke ligesom den aandelige Atmosfære, hvori denne Blomst skal oplukke sig? -- Ja, De forstaar mig nok, skønt jeg ikke kan finde Ord, der -- --. Jeg er nu engang et Følelsesmenneske, en Romantiker, om De vil; -- ja, jeg vèd, det er nu gammeldags, men --. Ja, nu vil jeg ikke opholde Dem længer, kære Jessen, men tænk nu over Sagen. -- Farvel, Farvel!
-- Den Skabhals, mumlede Jessen, medens han trak Nøgleknippet ud af Kontordøren og saà efter sin Foresatte, der med en katteagtig Forsigtighed trippede frem mellem Gaardspladsens Pytter over mod den øde, kaserneagtige Hovedbygning, forbi de to store Linde, hvis nøgne Grene knirkede og peb, medens nede ved Foden af Stammerne to danske Hunde, med Hovedet hvilende paa Poterne, som hang ud af Hundehusets Glug, fulgte ham til Dørs med en doven Knurren.