Fuldmaaneskin ud over Landet i en af de klare Skærsommernætter, der helt igennem sit korte Liv bevarer en lys Erindring om Dagen, og smiler i denne Erindring med et teglstensrødt Strøg nede ved den vestlige Horisont, hvor det afbleges, men næppe forsvinder, før allerede Gryet rødner sig op paa den modsatte Himmelkant. Maanestraalerne kastes ikke som i Efteraarets og Vinterens Nætter med en kold grønlig Tone tilbage fra Længernes Kalksider, men de gennemaandes dèr paa de hvide Flader med et uendelig fint rosenrødt Skær, som manede deres Glans den Aftenrøde, der døde hen dèr, tilbage til et drømmende Liv. Ikke heller splitte de det lysende Rum ved disse sammenpressede, uigennemtrængte Skyggelegemer og strække ikke hen over den blege Jord saadanne skarpt afgrænsede sorte Slagskygger, som tidligere og senere i Aaret; -- thi Dagens vestlige Afglans, der vilde have Kraft til en let Skygge, hvis ikke den sejrende Maane var, den formaar endnu at viske Maaneskyggernes Kanter ud med sin farveløse Pensel, at trænge ind i dem og sætte et Stænk af Lys selv i deres mørkeste Dyb.
Det var det sidste Døgn, Hjorth tilbragte i Vonsbæk. Den næste Morgen skulde han rejse over til sin Kreds og ture om blandt Bønderne, fra Landsby til Landsby, paa Møder og Prøvevalg lige til den sexogtyvende Juli, da Slaget skulde staa. Han havde drukket The i Præstegaarden og var sammen med Johanna gaaet ud i Skoven, ned til Fjorden.
De havde talt meget sammen den Eftermiddag, -- talt om det politiske Liv, han nu skulde ind i, om de Ideer, der laa ham mest paa Sinde, men som vare saa langt endnu fra at trænge igennem, at der offentlig kun kunde arbejdes i det smaa hen imod deres Forberedelse, -- talt ogsaa om hele den moderne Livsanskuelse, om den Forsagelse, det Afslag i Haab og Fordringer, den selvfornægtende Underkastelse under Naturens Virkelighed, som den paalagde sine Bekendere, idet den endnu fordrede af dem, at de uden Løn skulde lade sig overskælde af den aandelige Pøbel og paabyrde hadefulde Anklager af dens Førere, ret som var det en Forbrydelse at nøjes med en Erindring i Stedet for at glæde sig til en Genforening, eller en Anmasselse at bære timelig Trængsel uden at fordre en evig Salighed.
Det var længe siden, at Johanna i sin Aftenbøn havde bedet Vorherre om ikke at være vred paa Hjorth, fordi han ikke havde den rette Tro; -- maalt med alt det, der var foregaaet hos hende, var det saa lang en Tid, at hun nu allerede mindedes det med et Smil. Hendes Tro havde kun været en barnlig, levende Anskuelsesform, og nu var hun bleven voxen. Men endnu var hun langt fra kommen tilrette med sine Anskuelser, og derfor kunde hun ikke blive træt af at tale med Hjorth om disse Ting. Medens han talte, blev hun ofte med èt rød i Hovedet, og naar han kort efter tav, sagde hun: »Nu vil jeg sige noget, men jeg er bange for, at det er dumt,« -- og saa fremsatte hun i naive Udtryk, som de vare spirede hos hende selv, et af disse Spørgsmaal, som Verdens Vise bestandig have brudt deres Hoveder med, eller hun spurgte, om man ikke kunde tænke sig det besvaret saaledes, -- uden at ane, at det Svar var et af de mange, der gik om i Verden med et berømt Navn.
De havde talt, og nu tav de.
De gik langsomt hen ad Gangstien, der næsten flød sammen med det underlig hvidlige Græs, mellem mørke Stammer til venstre og graalysende Stammer til højre, ud og ind af flettede Lys og Skygger gennem Underskovens Krat, med pludselige Straaler sprudlende ind udefra mellem mørke Blade, gennemstregende Rummet med Striber som af lysende Støv, døende dybt inde i en Blinken som af Vand, med Silhouetgrene klippede fint op mod Lyset og Glansblade foldende sig ud af Mørket, med underlige høje blaastraalende Taageskikkelser længer borte, ligesom Aander af Sølvlegemer, med lunefulde Blink, paa hvilke Puk kunde komme ridende, med dæmrende Skygger, hvori Titania kunde drømme. Og da Stien begyndte at skraane ned langs Skrænten, da var det, som om foran dem og til venstre for dem en Mængde underlige Væsener skred ud fra et Mørke, der endnu hang om deres Skuldre, bort mod noget straalende lyst, noget taaget, om selv den klareste Fremtid er taaget, en blaanende Lystaage, som Damp af smeltet Sølv; -- men til den anden Side var der andre Væsener, med et Genskin af det Lys, de forlod, der trak sig tilbage i en Bladnats Mørke for at forsvinde dèrinde med spredte hemmelighedsfulde Blink.
De standsede ofte og saà sig om. Skiftevis betragtede de hinanden, og undertiden mødtes deres Blikke. Nu og da lod de et Par af disse Ord falde, som mindre ere en Meddelelsesform end et Tegn paa, at man ikke nyder ene, mindre en Pegen end et aandeligt Haandtryk.
Saaledes vare de komne helt ned til Fjorden lidt før Landgangsbroen.
Fuldmaanen stod paa den skyfri Himmel et lille Stykke oppe over Sverdrup Skov, og denne Skov, der ikke viste Løvgrupper eller Stammer eller noget andet end en stejl Flade, som endte i en bugtet Linje, den var ikke længer mørk, saaledes som den saàs længere inde fra Præsteskoven, men stod med et mildt dunkelgraat Skær, som bag et lyst Florsslør. Under den laa Fjorden blank som en sleben Metalplade, med Maanelyset udbredt over sig, uden at det blev grebet og inddrukket af nogen Bølge eller fangedes og skaarsplittedes af Strømrifling; kun helt inde i Spejlskyggen af Sverdrup Skov glimtede det som af en Strimmel Tinfolie; midt ude laa Maanen selv rund og stille, som den stod paa Himlen; længer inde havde nogle Tangplanter lige i Overfladen en Glans af Pailletter, og tilsidst lysnede Bredden med et Par fine Tungelinjer som af Sølvtraad. Henne til venstre, hvor Engene gik ned, kom hvide Taagemasser stødvis glidende ud over Fjorden, og dèrude, hvor Aalefiskerne »blaasede«, stod midt paa Vandet et Par stikkende røde Flammer med lodrette Kobberstriber under sig. Til højre, for Enden af Broen, laa Fjorddamperen tungt med sit mørke Skrog paa det blanke Vand, og strittede op i det blaadisede Lys med en sort Mast og Skorsten; et rødt Lys strømmede ud fra Kahytsdøren og glòde gennem Koøjet i Bagstavnen ned i Vandet; skønt den havde lagt sig til Ro for Natten, vedblev der at lyde en stakaandet Stønnen og taktfaste Slag fra Maskinen, og denne eneste Lyd gennem den stille Nat pumpede Afskedstimens Uro ind i al den vemodig hensmeltende Skønhed, der omgav dem. Bøgeløvet hang mørkt udover, sænkende sig, indtil fra en vidjeslank Kvist et lille Blad hang lige ned foran Maanen, gennemildnet grønt, som en straalende Smaragd midt i Guldcirklen.
Maanelyset flød ned over Johannas faste runde Skulder, gled ind om den smekre Midje, hvilede paa hendes skønne alvorlige Ansigt, der straalede med et Perlemorsblink i Øjet. Den hvide Fjer laa blødt som en Drive af Snedun paa det mørke Haar, hvis tunge Krumninger havde en poleret Glans som Ibentræ. Ved en Drejning af Hovedet faldt en lille oval Maaneplet ned paa den bøjede Nakke tæt inde under Haaret.
I dette Øjeblik var Hjorth lige ved at omfavne hende ganske blidt og trykke sine Læber netop dèr, paa hendes Nakke, hvor det lille Maanebillede skælvede. Han vidste, at han havde Ret dertil -- næsten Ret. Men saa syntes han igen, det var Synd at forstyrre denne stille Væxt af hende ind imod ham, at fremskynde, hvad der dog vilde komme ... Endnu ikke! -- Han vilde ikke rive til sig den Løn, som Germanien lovede sin Lærling; -- fuldt moden, af sig selv, skulde den falde i hans Skød. Thi vel er den herlig og berusende stolt den Lykke, som man maner frem i et almægtigt Besværgernu og tvinger ind under sin Vilje, den viltre Stormaand, hvis Hvirvel man standser, naar den vil jage forbi, og tryller fast i sin egen Livskreds, -- men tusind Gange skønnere, salig er den Lykke, der kommer mildt af sig selv, som Profeten lader Gud komme -- i den stille Susen. Han slog sig ikke til Ro ved at haabe paa Lykken, han følte den allerede i sig, gennemtrængtes af en uendelig Taknemlighed over hvad hans Liv var blevet ud fra det, som det havde været, og bort fra det, som det kunde være blevet, -- og i en knælende Andagt ofrede han al sin overstrømmende Taknemlighed til hende, som hun stod dèr ved Siden af ham, saa smuk og saa god, i det dæmpede og dog saa straalende Lys, der tegnede Kindens bløde Rand med en sart Sølvlinje af Dunhaar, idet hun vendte sit Ansigt om imod ham og smilede, ligesaa lykkelig og sikker som han selv i den Tro, der ikke haster ... Endnu ikke. --
-- Hvor her er dejligt, sagde hun og aandede dybt. -- Noget skønnere har jeg aldrig set, -- aldrig noget saa skønt, tror jeg ... Nu vil jeg ikke mer længes efter Rhinen.
-- Jeg heller ikke.
-- Ja dog, -- jeg maatte gærne besøge den Egn sammen med Dem og vise Dem de Steder, hvor jeg er voxet op og var -- og ikke var saa lykkelig som nu.
-- Ja naar vi kunde se det sammen, det var en anden Sag.
-- Men alligevel vilde -- --
-- Og dog vilde jeg -- --
De vare komne til at tale i Munden paa hinanden, i Færd med at sige det samme.
-- Ja ikke sandt, vedblev han, -- hertil vil vi dog altid længes tilbage.
Johanna nikkede.
De saà sig endnu en Gang om, for at lade al denne milde, natlige Naturskønhed strømme saa dybt ind i dem, at den ikke mer kunde forsvinde.
Saa gik de langsomt tilbage sammen gennem Skoven.