Sam var en lille Marekat, en Fod høj, naar den sad paa Hug, men med en Hale, som var halvanden Gang saa lang.
Den havde et musegraat Skind, men henad Ryggen gik der et dunkelbrunt Strøg, der endte i en trekantet brun Peltsværkshue over Panden; ogsaa i det lille graa Oldingeansigt var der mørkebrune Whiskers helt hen til Munden. Den haarløse Hale var mere lysegraa end Bugen, og lignede en Guttaperkaslange. Haandfladerne, Neglene og de livlige Øjne vare sorte; af hvidt havde den kun Tænderne og lige over Øjnene en Tegning, som, især naar den arrig trak Pandehuden op, traadte skinnende frem med Form af en flyvende Maage.
Hundehuset midt i Gaarden, hvor den bòde, var bygget som en stor graa Bikube af Cement, paa hvis Top der var anbragt en gulmalet Kugle. Under denne Kugle var der bundet et Reb, der endte i en Læderrem om den smalle Del af Abens Legeme foran Benene. Dette Reb betjente den sig af til at fire sig op og ned. Den kom meget godt ud af det med Trofast og brød sig ikke om, at denne værdige Skabning, der i det Hele var af et flegmatisk Temperament, sjælden havde Lyst til at lege; Sam kom alligevel ufortrøden spadserende paa sine to Baghænder og fik med sine Forhænder fat i Hønsehundens hængende Øren eller kneb en Fold ud af Skindet og ruskede i den; og naar saa Trofast knurrede og rystede sig, fòr den afsted i en Cirkellinje med en saadan Fart, at den et Øjeblik kom til at hænge i det strammede Reb med alle fire Hænder gribende i Luften, -- men den oplevede aldrig, at Trofast løb efter den; eller ogsaa sprang den ind i Hundehuset, fra hvis Mørke Tandrækken og Maagetegningen over Øjnene skinnede ud.
Men dens Yndlingsstilling var at sidde paa Hug ovenpaa den gule Kugle med Halen hængende ned over Hvælvingen. Af og til pillede den sig i den tykke Pels eller tog Halen, der krummede sig som en Slange, op i sine Hænder og stirrede paa den nøgne Hud, om der var noget, der havde bidt. Men den kunde ogsaa lange Timer igennem sidde ubevægelig, med Forhændernes Knoer støttede paa Baghænderne. Saa lignede den en underlig Søjlehelgen, der fortabte sig i sine Betragtninger.
Det fandt ogsaa Johanna. En Eftermiddag, da hun og Hjorth stod og saà paa Sam, sagde hun, at det saà ud, som om den filosoferede.
-- Nej, den theosoferer, svarede han.
-- Hvad er det?
-- Det er at grunde over Guds Natur.
-- Naa, og hvordan tænker den sig saa sin Gud?
-- Aa, jeg antager, omtrent som den selv er, kun en million Gange større ... Saa stor, at naar De tænker Dem Abeguden siddende oppe paa Solen, ligesom Sam sidder paa den gule Kugle dèr, saa hænger den guddommelige Hale ned over hele Himmelhvælvingen.
-- Fy, De spotter, sagde hun og truede med Parasollen. Men lad os nu spadsere.
De gik gennem Haven ned ad Allèen ud i Præsteskoven langs Fjorden. Det blæste kølig, og Johanna havde slynget sit store Slør foran tilvenstre og fæstet det med en Naal oppe paa den højre Skulder, saa at det omhyllede hendes Ansigt som en blød Florsramme, der klædte det vidunderligt. Og saa maatte hun endda, for at holde Hagen helt nede i de lune Folder, bøje Hovedet lidt, saa at den blændende Nakke kom til at ligge frem, netop som den skulde, gyngende de mørke, blanke Haarbukler paa sin Elfenbens Runding.
Den Bemærkning, han havde gjort, blev ved at sidde som en Braad i hendes Sind; hun følte det som en Satire paa den Forestilling, hun var vant til at have om Gud. Og hun optog igen Samtalen, der kom til at dreje sig om de forskellige religiøse Forestillinger og om al den Splid, de havde vakt mellem Mennesker, om den Skillemur, de endnu den Dag i Dag sætte mellem Personer, som ellers synes at høre sammen.
Under denne Samtale vare de komne udenfor Præsteskoven til den kratbevoxede Bakke med den enkelte Række Bøgetræer ud mod Fjorden, hvor han havde ligget den Aften, da han kom tilbage forrige Sommer, kort før han første Gang havde set hende. De satte sig ned i det høje Græs under en stor Bøg. Det var hvad hun kaldte sin »Elsklingsplads«, -- med et af disse Ord, som han ikke nænnede at rette, skønt han havde stræng Befaling til at vare hende ad hver Gang, hun sagde noget fejlt. Men han elskede hendes tyske Akcent, og det morede ham saa meget hver Gang der i hendes temmelig korrekte Dansk pludselig indfandt sig en ægte germansk Vending.
Bøgeløvet rundt om havde sin første lysegrønne, silkebløde Friskhed. Himlen hang lavt med tunge graa Taager. Og idet ingen Belysning satte Forskelle af Sol og Skygge, smeltede Breddernes to Skove, der mødtes foran dem, sammen i èn grøn Masse, som endnu fuldstændigere end sædvanlig indelukkede Fjorden til en stille Skovsø. Men Hjorth udspilede Næseborene, indsugende den friske Strandlugt, som var ført derind af Østenvinden, der nu var ved at løje af, og denne Lugt ligesom udvidede det indelukkede Landskab med en Baggrund af bølgende aabent Hav med en langt-buet Horisontlinje, med en uendelig Kogen, og med taktfaste Brændingsøer mod Stranden, hvor det skumgjordede Hav mødes med det tanggjordede Land.
-- Kan De lugte Stranden? spurgte han.
-- Ja, -- det er grimt, det lugter saa raaddent.
-- Nu taler De som en rigtig Binnentysker! ... Det er jo netop det pikante, ligesom den ægte ankomne Vildtsmag for en Gourmand-Gane ... Denne Lugt af Havet, der i det uendelige skaber nye Former paa sin Overflade og sletter dem ud igen, denne Duft med et Stænk af Forkrænkelighed i sin skarpe Friskhed, det er selve den store Naturs, det er vort Aarhundredes Duft.
-- Ih, men Hjorth! ... De taler jo helt poetisk.
-- Vèd De, naar det faldt mig ind? ... Det var, da jeg læste Nathan den vise, for den har lige den modsatte Duft, det attende Aarhundredes, -- indelukket hyggelig, Salon og Studerekammer -- den holder jeg for Resten ogsaa af ... Den Bog har De aldrig talt om -- har De læst den?
-- Jo, jeg har.
-- Og forstaaet den?
-- Hør, De er virkelig meget smigrende iaften, -- først skælder De mig for en Binnentysker --
-- Skal jeg fortælle Dem en Historie? afbrød han hende.
-- Hvordan er det Saladin svarer: en god Historie, godt fortalt --
-- Ja vel, De kan Deres Klassikere. Jeg vil ikke gaa videre i Texten, men heller begynde min Fortælling, -- som for Resten netop faldt mig ind ved at tænke paa Fablen i Nathan, og angaar det, vi før talte om.
-- Ja fortæl, vise Hjorth.
-- Der kom en Gang en Siriusbeboer til Jorden -- ja De vèd vel nok, at naar der skal oplyses et eller andet mærkeligt Forhold paa Jorden, saa sendes der altid en Siriusbeboer herned.
-- Nej, det vidste jeg ikke, -- men lige meget.
-- Der kom altsaa en Siriusbeboer herned, per Meteorsten, tror jeg. Naa, han gik omkring blandt Menneskenes Børn som en af os andre, men de vidste dog godt, at han var fra Sirius, og netop derfor havde han sit Frisprog og -- ja man generede sig ikke videre for ham. Naa, blandt andre lærte han en ung Mand og en ung Dame at kende, der aabenbart var meget indtagne i hinanden, og passede ogsaa for hinanden af Naturel, Tilbøjeligheder og saadan. Saa en Dag, da vor Siriusbeboer taler i Enrum med den unge Dame, gør han en Hentydning til dette smukke Forhold. Men den unge Dame sukker og siger: Aak nej, mellem ham og mig kan det dog ikke blive til noget. -- Hvorfor ikke det? spørger han, -- har han ikke Midler, og kan han ikke gifte sig? -- Nej hvad det angaar, svarer hun, saa er der intet i Vejen, og det vilde vi vel ogsaa være kommet ud over. -- Men elsker De ham da ikke, for jeg er vis paa, at han elsker Dem? -- Ja De erindrer jo nok, han havde saadan sit Frisprog. -- Jo, hun indrømmede rødmende, at hun elskede ham. -- Har han da bundet sig til en anden? -- Nej, hvor vil De hen? -- Ja men, hvad er der da? -- Ja, det er det, at jeg er religiøs, og han er det modsatte. -- Vil De ikke, ja for jeg er jo endnu fremmed i Forholdene her, vil De ikke være saa venlig at forklare mig den Forskel en Gang? -- Jo det vilde hun da gærne, og saa forklarede hun det. Naa det behøver jeg jo ikke at gennemgaa, -- De kan tænke Dem, hvad De nu saadan selv vilde sige. -- Da hun nu var bleven færdig, saa sagde Siriusbeboeren: Ja, Forskellen synes mig nu ret klar; det er altsaa den, at De tror, der sidder ovenover Verden et Væsen, saa temmelig i Lighed med Dem selv, som har udtænkt det Hele og styrer det Hele, -- men han derimod tror, at det Hele er af sig selv og udvikler sig af sig selv. Har jeg nu forstaaet Dem rigtig? -- Jo, fuldkommen rigtig, det er netop Sagen. -- Men i alle andre Spørgsmaal, saadan om hvordan Mennesker skal være imod hinanden, og særlig hvordan I selv skal være, dèr er I ganske enige. -- Ja—a, nej, -- det vil jeg dog ikke sige. -- Ja, bi nu lidt, Frøken, siger Siriusbeboeren, -- jeg kommer til det. Der er ganske vist ogsaa deri nogle Forskelle i Opfattelsen, men dem tror jeg, vi kan udlede af den ene. For Exempel: De tror, at man skal dyrke dette Væsen, lovprise det, bede til det og saa videre, men da han overhovedet ikke tror paa saadan et Væsen, kan han jo heller ikke mene det. Eller: -- et andet Exempel: -- De tror, at en berømt Mand for et Par tusind Aar siden var en Søn af dette Væsen og derfor skal tilbedes; hvorimod, da han ikke tror paa dette Væsen, kan han heller ikke antage, at det har en Søn, men han mener, at denne berømte Mand var et Menneske, og et Menneske tilbeder man ikke. Og saadan med det meste andet, saa at det, der bliver tilbage, kun er saadan smaa Meningsforskelle, der findes blandt alle Ægtefolk og ikke skader. Ikke sandt? -- Den unge Dame betænkte sig en Stund, og sagde saa, at det var ganske rigtigt. -- Det tænkte jeg jo nok, sagde Siriusbeboeren, ja saa takker jeg for Belæringen ... Det var virkelig højst interessant ... Det er noget af det mærkeligste, jeg har oplevet under mit Ophold her paa Kloden ... Farvel! -- -- Derpaa gik Siriusbeboeren til den unge Mand og gjorde en Hentydning til den gensidige Tilbøjelighed. Der paafulgte en Samtale, som i alt væsentligt var ganske den samme som den foregaaende. -- Ja men, hvad i alle fornuftige Tankers Navn, udbrød saa Siriusbeboeren, hvad vil I dog bryde jer om, enten der findes saadan et Væsen eller ikke! Naar I er enige om alt, hvad der angaar menneskelige Forhold, naar ingen af jer vil gøre noget, den anden fordømmer, hvad kommer saa det Væsen eller Ikke-Væsen jer ved! Paa Sirius har vi aldrig bekymret os om det. Hvis en af jer kom derop og spurgte os om det, saa skulde det ikke undre mig, om nogle svarede det ene og andre det andet. Men vi lægger ingen Vægt derpaa. Vi Sirius'er er praktiske Folk, og det er et aldeles upraktisk Spørgsmaal. Jeg maa sige, at af alle menneskelige Besynderligheder, jeg har iagttaget, forekommer denne mig at være den besynderligste. Nu, jeg er en berejst Mand og kan sige, jeg har set mig om i Verden, men jeg har rigtignok ikke været paa Merkur og Venus; jeg skal dog nu tage derhen, om det maaske skulde være noget særegent for Solsystemet, eller om det er noget ganske jord-individuelt.
Johanna lo:
-- Det var jo virkelig Sagen set fra en anden Side; det var dog aldrig faldet mig ind ... Men jeg vil dog tænke efter, om jeg ikke skulde kunne have fundet paa noget at svare Siriusbeboeren.
-- Men se, hvor det nu er blevet smukt rundt om, medens han har talt.
Solen var ved at gaa ned bagved dem og Bakken; idet de underste Rande af Taagerne ramtes af dens stigende Straaler, antændtes de i lange rosarøde flossede Strimler som af glødende Uld, og imellem dem begyndte Himlen at blaane, -- det var, som om disse Purpurflammer trak al den øvrige Taage til sig og brændte Himlen ren, saa hvor der før hang et tungt ensformigt Dække, dèr svævede det nu let som et Silkeklæde, flammet i Striber af Rosenpurpur og Viol, -- og forneden sank det dybt med en endnu mere straalende Glans ned i den blanke Fjord. Men Skovenes Vaargrønt, hvis Ring skilte mellem Himlens og Vandets Dobbeltfarver, -- Skovgrøntet, der selv stod halvt med den tørre Lufttone, halvt med den fernisblanke Vandfarve, -- ogsaa det straalede nu op med en finere Friskhed og Blødhed som i en ny Løvspringsstund.
Johanna lænede sig helt tilbage, saa hun laa udstrakt i Græsset og stirrede lige op i Himlen.
-- Ja, sagde hun sagte, -- det klarer op.