-- Se, den sidder snert den Frakk'.
-- Ja, det er da wis.
-- Og saa slutter den helt op i æ Nakk', itt' som din, hvor man kan se æ Flip. -- Og saa Buxerne her, se paa æ Fald over æ Støvl'; -- se først helt dèr ner' dèr skal de brede sig, itt' som dine, der hænger dèr og flagrer ovenover.
-- Jo, -- det er rigtigt nok ... Det er godt syt.
-- Ja, I har møj' tilbages aa lære herhjemme ... Tøj har I nok, men I forstaar itt' aa sy ... Nej I har møj' aa lære endnu.
-- Og det er altsammen syt i Amerika?
-- Ja, -- det er New York ... A behøver bare aa skrive til æ Skræder og give æ Maal, her over Skuldren, toogtredive er det, saa vèr æ Skræder Beske'en, saa laver han en hel Habit.
-- Det var som Fanden!
-- Ja, ha ... Det er Kunst det, sagde Styrmanden Per Hjorth, idet han tog den korte Shagpibe ud af Munden og spyttede.
Værelset saà ud som en Skrædergarderobe, saa fuldt hang det af gode Gangklæder, Frakker, Jakker, Habiter.
Niels kunde ikke bare sig for at smile lidt over Broderens pralende Udstilling og overlegne Verdensborger-Tone. Men i det Hele lod den til at virke imponerende paa Selskabet. Der var flere Gaardejere fra Bæk, den mørke Kæmpe Jørgen Juel, der mønstrede det Hele med en udødelig Alvor. Kromand Bek, der lo med en fortroligere Holdning, som en der selv havde hørt med til Laget, og den undersætsige Kaptajn Vildfang, der strøg sig om sit Frederik-den-syvende-Skæg, medens han erindrede de Herligheder, han selv plejede at bringe med fra sine Farter, og hvormed han havde bedaaret sin Vilhelmine, den gamle Madam Hjorths Søster.
Foruden disse sædvanlige Gæster var der ogsaa en Svoger til Hjortherne, Hr. Fris, en Broder af Jens' Kone. Det var en høj, statelig Mand, der i sin sorte Dragt snarere saà ud som en finere Haandværksmester end som en Bonde. Han ejede en Gaard lige nord for Grænsen, inde i det Danske.
-- Nej det var dog den sværeste Kuffert, jeg har set, udbrød Fris, pegende paa en stor Kasse, med højt hvælvet Laag, helt over beslaaet med Zinkplader.
-- Rigtig Sømandskuffert den, sagde Kromanden. -- Kan og rumme en Del.
-- Ja, der kan være møj' i den, og endda ligger det godt, svarede Styrmanden. Og idet han slog Laaget tilbage, som indvendig prangede med et smægtende Damehoved og en stejlende Rytter, viste han hvorledes der dèroppe var et Hatterum, et Rum til Flipper og Manschetter, et Rum til Papirer og Bøger.
Men da Fris bøjede sig ned for at undersøge de mange hemmelighedsfulde Remme og Spænder, fòr der pludselig bagfra noget op ad Ryggen paa ham, ruskede ham i det store Haar, hoppede ned over Skuldren og sad paa Hjørnet af Kufferten som en lille graabrun Abekat, der balancerede paa Hug med Halen nede i Kufferten og de lange tynde Arme hængende ned mellem Benene, medens den med Hovedet paa Skak betragtede Selskabet, øjensynlig fornøjet med den Forbavselse, som den havde vakt.
-- Sikken en lille Djævel, hvor kom han fra?
-- Han har nok siddet henne i æ Krog.
-- Ja, han kan hitt' aa manne Kunster, det er da wis, sagde Jens. Og han fortalte, hvorledes han havde kjørt med den derud fra Ha'erslev, og den var krøbet frem paa den forreste Agestol, hvor den sad og vilde holde paa Linerne, som om den var Kusk.
-- He ... Hvad er det ellers for en Art Avekat, Per?
-- Det vèr a itt' saa lig' ... Men han er fra Java, der kjøbte jeg ham ... Han he'er Sam ... Come, Sam! Come here my little boy.
Styrmanden strakte sin brune Sømandsnæve med det blaa krudtætsede Anker hen imod den. Sam sprang til, fik fat i Haanden med et sejgt Tag af sine smaa Viskelæders-Hænder, fòr op ad Skjorteærmet og tog Plads paa Skulderen, hvor den sad drejende sit Hoved og gnidende de sorte Haandflader betænksomt mod hinanden.
Man beundrede den og kom til at tale om alle de morsomme Ting, som Sømænd saadan kunde bringe med fra den anden Verden. Æ Kaptajn havde nu haft en Pappegøje, og kunde synge Davids Salmer paa Engelsk. En Gang, da en Dreng stod og glòde paa ham, mens han sang hans Salme, saa brød han pludselig af allerbedst som han sang: »My soul, praise the lord,« og skreg: »God damn his eyes.« Men han var nu længe død og laa begraven i æ Kaptajns Have under en stor Konkylje. -- Saadan var der manne Dyr, og var møj' fornuftigere som manne Mennesker.
-- Men hvor er Farbror Hans, spurgte Per, idet han lod Sam entre ned, og trak sin Frakke paa.
-- Æ Møller, han maa komm' g'lik ... Nu er han aa æ Synor' i Ha'erslev ... Men nu er det nok paa Tide vi gaar til Bords.
Det lange Bord var dækket i den ene Side af den store, temmelig møbeltomme Sal. Damerne sad i den lange Sofa, den smukke Fru Fris i Midten, prangede med sin Silkekjole, der hævdede de nordliges Ry for Overdaadighed. Anretningen var ikke pralende, men solid. Andesteg med Rødkaal og Blomkaal, Svedsker og Æbler og syltede Blommer cirkulerede livlig, fyldende Talerkenerne med store Portioner. De smaa Akvavitglas hilste paa hinanden og Samtalen blev livlig, men ikke højrøstet ved Enderne og langs den ydre Side, hvor Mændene sad.
Den sortskæggede Kæmpe Jørgen Juel med det alvorlige Apostelansigt talte med Hr. Fris om kirkelige Tilstande og Ritualejendommeligheder. Niels hørte bestandig Ordene: Bøn, Forsagelse, Syndernes Forladelse; den meddeltes her »paa Grund af vor Daab,« men Fris fandt det smukkere, at deres Præst sagde »for vor Herre Jesu Skyld,« og Juel nikkede: det gik nok saa meget til Hjærte det, og begge Dele var jo lige rigtigt. -- Men ved den anden Ende af Bordet talte de om Køer. Æ Kaptajn vidste, at der blev indført manne fynske Kvier til Angeln, dèr fik de æ Mærk', og saa gik for Anglerkøer. »Ser og godt nok ud dertil,« sagde Kromand Bek. Men Jens Hjorth holdt paa Balmerracen fra Ribe; det var dog nok den givtigste Malkeko. Og midt for Bordet fortalte Styrmanden over til Damerne, hvordan han havde slaaet en lang tysk Matros i Dækket; for Tyskerne var nu immer lige storsnudede, enten de var til Lands eller til Vands. Han skulde hilse Kromanden fra hans Søn Kristen, hvem han havde mødt paa Gaden i Boston; dengang skulde han lige gaa ombord til en Fart paa en fire, fem Aar og saà ud til at være en rigtig rask Gut; det var knap, han kunde kende ham igen.
-- Hvor længe har du nu været borte, Per? spurgte Bek.
-- Det gør fjorten Aar nu til November.
-- Naa, saa har du jo Lov til at være her. -- Du behøver itt' at krybe i Skjul for æ Gendarm.
-- Nej a, -- nej, a er og amerikansk Borger ... A har tjent elleve Aar under æ Unions Flag ... Og en amerikansk Borger, ham kan de itt' gøre noget. --
-- Ja Vejene her i Vonsbæk de er gode nok ... Men der er ellers dèr, hvor a kom kørende ved Fjældet, dèr hvor man vrider om ved Fjældstrup, -- det var dog en skrækkelig forsømt Vej.
-- Ja, det har du Ret i, Fris, den er lige gal nok.
-- I den Retning lader det da til, I har Friheder herovre.
Det indrømmedes under almindelig Latter nede ved hans Bordende. Men ellers kunde han tro, de blev kørt i stramme Liner. Og saa maatte de da trække paa et Læs af Skatter. Hvad der især harmede dem var den danske Afgift »Canon«. Det var nok en gammel kirkelig Skat, men ellers havde da Fanden skabt den. Det var den danske Skik, som Tyskerne jo nok skulde sørge for, de overholdt. Men Fris kunde trøste dem med, at dèr nord for Grænsen maatte de ogsaa betale Canon, og det skønt den Rettighed, der fulgte med, var taget fra dem; -- for Meningen var, at de, der betalte Canon, skulde have Valgret til Landstinget. Men det var skrevet i Glemmebogen. Ja, Gud vèd, hvis de nu kom tilbage til Danmark, om de saa vilde være saa tilfredse med Regimentet dèr, som de tænkte sig.
-- Det maa da være Højre, som har taget den Ret fra jer, Fris, raabte Jens Hjorth langs over Bordet.
-- Ja Venstre er det sgu'tte.
Men Per Styrmand talte endnu om den amerikanske Borgerret. En Gang havde han været i Filadelfia en Dag, da der var Valg, og der kom en Mand hen til ham og anden Styrmand og sagde, de skulde stemme paa den og den. Men anden Styrmand var ikke amerikansk Borger. »Naa stem bare, her er fyrretyve Dollars, det koster Borgerbrevet.« --
-- Det var ellers flot, det, -- sagde Kromand Bek.
-- Ja vi er alle ivrige Politikere ... Men vi er og alle sammel Republikaner og Demokrater ... De her Konger og Adelsmænd og Ordner og alt det gamle Kram, I har herovre, det kender vi itt' til.
Og idet de to Strømninger mødtes, blev hele Samtalen politisk.
-- Jeg gad dog vide, sagde Fris, hvis I nu kom tilbages, hvilket Parti I saa vilde slaa jer til.
-- Ja, vi Vonsbækker, vi blev dog Højre, det trouer a da nok, sagde Jørgen Juel, mens han strøg sit sorte Skæg med en urokkelig Alvorsmands-Mine.
-- Nej, nej, itt' alle da, raabte Jens.
-- Jo, de fleste blev det dog, sagde Bek.
-- Ja, det er trouligt nok, sagde Fris, -- for I er jo bleven saadan fanatiserede i sin Tid af »Dannevirke« -- det var jo færdig at gøre jer rent kuldrede.
-- Ja, det er da wis, sagde Jens, -- det var skammeligt, saadan som det omtalte Venstre.
Diskussionen fortsattes inde i Dagligstuen, hvor der næsten var ganske mørkt. Bakker med dampende Toddy-Glas kom paa Bordet; Cigarerne blev tændte. Ordstriden var levende, højrøstet, men uden Lidenskab; at Niels og Fris, de to eneste tilstedeværende danske Borgere, holdt med Venstre undlod ikke at gøre sin Virkning. Desuden var Meningerne allerede delte mellem selve Vonsbækkerne, og man kendte hinanden saa godt som gode danske Mænd, at det ikke faldt nogen ind at flyve i Flint, over at en anden tilhørte det modsatte Parti. -- Niels og Fris var netop i Færd med det vanskelige Hverv at forsvare Venstres Politik i Forsvarssagen, -- dette kildne Punkt i Sønderjylland --, da Samtalen blev vredet om i et andet Spor ved Møllerens Ankomst.
-- Naa, Farbror Hans, hvordan gik det saa aa æ Synor'?
-- Aa jo, det var jo da livligt nok, det vanted itt'.
Men Fris maatte først sættes ind i Sagen. Det drejede sig om en ny Salmebog. For den, de tyske Præster havde indført, havde jo nok meget gode Salmer, men Melodierne ovenover stod angivet paa Tysk, saa den kunde man itt' bruge. Saa kunde de itt' blive enig' om, hvilken Samling der skulde lægges til Grund. Flere af Præsterne vilde have den evangeliske Salmebog, men det kunde de itt' gaa ind aa, for det var itt' rigtig Kristendom, det var rationalistisk.
-- Hvad bruger I nu for en i Danmark, Niels?
Niels var i Forlegenhed, men Fris sagde, det var Roskilde Konvents.
-- Ja, det tvilt' a nok aa ... Den vilde vi og ha'e. Og saa var det Kristen Lund fra Aastrup, han stod op og saa'e, te vi vanted hart en mere levendes Kirkesang for at faa alle de tørre Præ'kener, vi maatte døje, til at glide ner.
-- Ha, ha! -- saa'e han det? ... Ja, det er en flink Fyr han.
-- Naa, der blev jo et Halløj blandt de tyske Præster, -- der var itt' Ørenlyd ... Men æ Formand holdt jo med dem.
-- Ha, ha! -- ja saadan skal de have det! -- Og Pastor Schmettau?
-- Ja, han fòr op, som om han var stukken af en Bræms, og hans Tænder er itt' hvidere, som hans Ansigt blev.
Og den politiske Strid druknede i den almindelige Glæde over, at de havde drillet de tyske Præster.