I Universitetets nederste Gang tilvenstre stod en halv Snes Theologer med deres Mapper og Bøger under Armen, trippende af ængstelig Examens-Utaalmodighed, nogle hviskende om de foregaaende Dages Opgaver, andre studerende Stipendieopslagene bag Rammernes Staaltraadsfletning, for at faa de spændende Minuter til at gaa.
-- Naa, triste Endeligt, sagde Kleistrup til Hjorth, der siden hin berømte theologiske The lød dette Navn, -- naa, triste Endeligt, hvad vil De helst have idag?
-- Aa jeg vèd saamæn ikke rigtig.
-- Nej, De slaar Dem jo sagtens igennem ... Men jeg vèd det sgu, for faar vi Hermeneutik, saa gaar det rent ad Helvede til, for det har jeg aldrig set for mine Øjne før imorges. Men faar vi Indledning, saa skal jeg nok klare mig, -- i alt Fald til Sekunden.
Men dette sagde han svigefuld, følende et beroligende Tryk af det danske nye Testamente i Støvleskaftet.
I det samme gik Døren til Examensauditoriet op, Studenterne skyndte sig ind og tog Plads. Der gik endnu nogle frygtelige Minuter med en sagte Hvisken og Papirsraslen og Støvleknirken fra den vagthavende Herre. Han standsede, saà paa sit Uhr, løste Kæden af og lagde det foran sig paa Pulten, trak en Seddel op af Lommen, rømmede sig og læste: --
»Der ønskes en Redegørelse for de Hovedargumenter, som i dette Aarhundrede ere gjort gældende mod Johannes-Evangeliets Ægthed og historiske Værd, samt en Kritik af disse.«
Dyb Tavshed og Udvexling af betydningsfulde Blikke, medens Sedlen cirkulerede. Hjorths Øje faldt paa Kleistrup, der satte en komisk fortvivlet Mine op og gjorde Gebærder over til ham ved at slaa Knoene sammen og puste paa Fingrene, hvilket i hans Fingersprog-Jargon skulde sige: »Det var en kold èn.« Hvad hjalp ham nu Testamentet i Støvleskaftet!
Men Hjorth lagde næppe Mærke til ham. Ordene lød for hans Øre som et Kampraab. Det var i dobbelt Forstand et »kritisk« Øjeblik. Intet Spørgsmaal kunde have fundet ham bedre rustet; han var sikkert mere inde deri, end nogen af Professorerne. Men det var et farligt Spørgsmaal. Naturligvis -- man kunde stille Ordene en Smule paa Skruer uden egentlig at forraade sin Mening. Men nej! -- skulde »det triste Endeligt« krybe i Skjul? ... blæse med den Examen!
Hans velordnede, rede Kundskaber føjede sig hurtig til Planens Ramme og Enkelthederne indfandt sig saa talrige, da han skrev Momenter ned, at det kun galdt om at skaffe Plads. Snart kunde han give sig til Arbejdet, glad over at have faaet Lejlighed til at vidne, stolt ved Tanken om at gøre noget uhørt.
Nedskrivningen gik hurtig fra Haanden, men han brugte hele Tiden og ønskede kun at have et Par Timer endnu. Flere havde allerede afleveret deres Opgave, men han lod bestandig Pennen jage over Papiret.
-- Klokken mangler nu kun fem Minuter, sagde den vagthavende Herre, -- da han tilfreds gennemlæste det sidste Punktum:
»Resultatet af disse Undersøgelser bliver altsaa, at det saakaldte Johannes-Evangelium er et uhistorisk, spekulativt-dogmatisk Tendensskrift, hvis Hensigt er at lade Oldkirkens skærende Modsætning mellem paulinsk Hedningekristendom og Petrinsk Jødekristendom opløse sig i den højere Enhed af en aandeligere og dybere metafysisk Kristendom; det maa være affattet sent i det andet Aarhundrede, og den ubekendte Forfatter ses tydelig at tilhøre den alexandrisk-gnostiske Retning.«
-- ~Consummatum est~, sagde han ironisk, da han lukkede Auditoriedøren efter sig.