Han gik naturligvis ikke meget ud det Aar. Men han besøgte endnu temmelig hyppig Lindekærs; -- han kunde ikke undvære at komme dèr. Og dog var det ikke som før. De modtog ham med den samme Venlighed, men han befandt sig ikke saa vel. Han syntes, at han i Grunden ikke længer havde Ret til at komme dèr, havde en Følelse af, at han nu befandt sig i deres Hus under en falsk Forudsætning. Det pinte ham, at han var fjærnet fra dem og halvvejs førte dem bag Lyset ved sin Tavshed.
En Aften i Februar Maaned var han der i et Selskab, der var gjort til Ære for Professor Petersen og hans Hustru. Han var nemlig i Julen bleven forlovet og strax efter gift med Frøken Klingenberg. De havde tilbragt Hvedebrødsdagene paa Fugleredegaard og vare lige komne til Byen. Der var nogle Kapellaner og Kateketer med Fruer, en lille udvalgt Kreds, hvori Fru Petersens rødsprængte Ansigt ret kunde straale som det feterede Midtpunkt. Men Hjorth kedede sig grundig. Han søgte hen til en Chaisselong, afsides, ved Siden af Ellinor, der trods sit kirkelige Sindelag heller ikke saà ud til at more sig. Hun fortalte ham om Konservatoriet, om den nye Lærer, de havde faaet, og om hvor kedsommelige de mandlige Elever vare.
Ellinor blev opfordret til at spille. Hun rejste sig med et mat Smil, satte sig ved Flygelet og spillede sit Examensstykke: Mendelssohns Koncert. Det var ligesom Signalet til en livligere Opblusning af Samtalen. --
Man var kommen ind paa det politiske Omraade. Nu havde da Venstre vist, hvad det var for et Parti, hvorledes det i Grunden vilde alt det bestaaende til Livs; -- det havde jo agiteret for Dr. Georg Brandes' Ansættelse.
-- Ja, det var nok ikke saa langt fra at lykkes, sagde Professoren med en betænkelig Hovedrysten. -- Kultusministeren var nok i Grunden meget tilbøjelig --
-- Ja, han! -- ja --
-- Og hvis han bliver ved at være det længe, saa --
-- Naa, det er der næppe nogen Fare for, sagde Provst Lindekær. -- Jeg talte igaar med en Departementschef, og -- imellem os sagt, -- det er kun et Tidsspørgsmaal --
-- Nej virkelig! ... Det vilde være overordenlig glædeligt ... Han er jo ligefrem en Plet i Ministeriet.
-- Ja, han er jo ... hm! ... Det kan jo ikke nægtes --
Hjorth kunde ikke undgaa at høre, hvad der blev sagt. Det irriterede ham. Han gik hen til det fjærneste Vindue.
Ligefor paa den anden Side af Gaden saà man i Lygtelyset den firkantede røde Kirkemur med Tvergavlens Trekant opad fra Midten, medens Tag og Taarn forsvandt i den mørke Himmel, som kun op imod Zenit havde nogle blinkende Stjærner. Lidt tilhøjre, bag Jagternes sorte Master og Tove, kunde man lige skimte Rækken af Børsens spidse Smaagavle. Lygterne paa Broen dannede fire regelmæssige Lysbuketter, bagved dem var der en uordenlig Spredning af røde Gasblus foran et tykt Mørke, der kun havde en mat Blinken af Kancellibygningens hvidrammede Ruder.
Medens han lyttende stirrede ud, rørte en Haand ganske let ved hans Skulder. Han drejede Hovedet. Det var Fru Lindekær.
-- Men Kære dog, -- De staar saa alene og har næsten ikke lukket Deres Mund op ... Hvorfor er De i det Hele saa indesluttet i den senere Tid? ... Hvis De har noget paa Hjærte, hvis der er noget, som tynger Dem, kunde De dog gærne betro Dem til en gammel Veninde som mig.
-- Ja men, kære Frue, der er virkelig intet, som trykker mig ... Maaske er jeg en Smule overanstrængt af Examenslæsning ... Det er det Hele.
-- Nu er De ikke ærlig, Hjorth ... De har slet ikke fortalt mig, at det ikke bliver til noget med Deres Forlovelse.
-- Nej, -- det har jeg ikke, -- men det --
-- Det har virkelig gjort mig mø' ondt at høre.
-- Det skal det saamæn ikke ... Det er sikkert bedst for os begge saaledes.
-- Og Grunden --
-- Har De ogsaa hørt den? ... Men hvordan --
-- De glemmer, at Fru Petersen er dèr fra Egnen ... Aa, jeg kan saa godt forstaa, at alt det maa have kostet Dem mø' Kamp, og at De har været i saadan indre Gæring, at det har lukket Dem noget til ... Men alligevel, -- De kunde saa trygt have talt med mig derom, De véd, jeg er ingen Fanatiker, -- og det gør dog godt ikke at være ganske ene med sine Tanker, som man tidt ikke kan mestre ... Jeg finder det nu saa rimeligt, at en ung Mand ikke saa glat kan komme over den Udvikling, -- især i vore Tider, hvor der er saa mø' som, -- af andre Retninger -- og jeg holder kun mere af Dem derfor ... Men nu skal De heller ikke strax, fordi De for Øjeblikket ikke synes, at De -- og selv om De maaske aldrig bliver saadan rigtig som -- som Kirken nu forlanger det, -- saa kan det jo godt være, at De alligevel ... Ja, det var maaske aller bedst for Menigheden, om der nu kom Præster, som ikke var altfor stift rettroende, og ikke altfor uimodtagelige for andre Strømninger i Tiden, for de Strømninger kommer dog ogsaa til deres Menighed, og der er saa mange Præster nu, der slet ikke forstaar det, -- de aller fleste vist ... Det har jeg nu tænkt saa mø' over.
-- Ja, det er jo muligt, at De har Ret deri ... Men jeg kan alligevel aldrig ... Jeg er bange for, Fru Lindekær, at nu, da De er saa venlig imod mig, har De ingen Anelse om, hvor fjærnt mit Standpunkt er fra det, -- ja ogsaa fra det, som De selv staar paa.
-- Og tror De da, jeg vilde være mindre venlig mod Dem, dersom jeg vidste det, -- og dersom De nu var saadan, hvad man kalder Fritænker?
-- Jeg vèd ikke rigtig, om De saa kunde --
-- Tro det ikke, Kære! --
Hun rakte ham sin Haand, og han trykkede den taknemlig. Fra Pulslejet paa hendes Haandled saà den lille Guldslange op paa ham med sine smaa Rubinøjne. -- Den lignede ikke hin fristende Slange i Paradiset; den bugtede sig om Armen, som opad Æskulapstaven den hellige hedenske Slange, der finder lægende Urter med sit kloge Blik.