-- Men det er da ikke dit Alvor, Niels?
-- Jo, vist er det Alvor, kære Kristine ... Tror du, jeg har Lyst til at spøge med det ... Jeg kan og vil ikke ... Du spurgte mig ifjor, om jeg ikke skulde tro paa Engle, -- ja hvis der ikke var andet ivejen.
-- Aa, hvad tror de andre paa?
-- Paa en hel Del i alt Fald, -- for Resten kommer det ikke mig ved.
-- Kommer det heller ikke mig ved? ... Hvad? ... Tror du ka'ske jeg har Lyst til at blive Skolelærermadam nu?
-- Nej det lader ikke til det ... For Resten er du heller ikke udsat derfor ... Jeg kan da ikke godt være Lærer, naar jeg ikke tror paa noget af det, jeg skal lære Børnene.
-- Men hvad Fanden vil du da?
-- Ja, det vèd jeg virkelig ikke nu ... Jeg er kastet ud af min Stilling, og hvor jeg egentlig skal vende mig hen og tage fat --
-- Aa, du kan gaa ad Helvede til.
-- Kristine!
-- Ja, det sagde jeg, ja vel, -- og jeg spøger sgu heller ikke ... Tror du ka'ske jeg er født igaar, og ikke kan begribe, at dette her ikke er andet end et Paaskud, for at du kan gifte dig med en eller anden Dame inde i København.
-- Det har jeg ikke fortjent at høre af dig, og -- det -- det véd du ogsaa selv bedre.
-- Aa, det skal du saamæn ikke tage dig saa nær ... Jeg tror saagu, du er paa Nippet til at flæbe ... Nej, gener dig bare ikke for min Skyld, jeg er saamæn lige glad ... Det er bare det, der ærgrer mig, at jeg har ladet mig holde for Nar saa længe ... Hvis jeg ikke havde vaaren saa tossegod, saa kunde jeg vaaren Frue nu ... Ja, glo du bare, det kunde jeg ... Men det har man for, at man gaar og venter paa saadan en Smule Lærer, saadan en Pjalt, der hverken kan blive det ene eller det andet, saadan en dum Dreng, der ikke engang tør være sin Kærestes Sengekammerat, naar hun gi'er ham Lov til det.
Hjorth rejste sig og gik hen imod Døren. -- Denne tavse Ro irriterede mere end noget andet, og hun skyndte sig med at komme til sin yderste Grad af Kynisme.
-- Ja, gaa du bare, -- naar du ikke bringer en Præstegaard med, er der saamæn ingen, der bryder sig om dig ... Tro dog bare heller ikke, at jeg har gaaet tørmundet her og ventet paa dig, som om du var den eneste ... Naar ens Kæreste ikke vil, saa er der andre, der vil ... Naar man ikke er grimmere end jeg er, behøver man ikke at gaa i Seng alene og tude sig i Søvn.
Hjorth drejede Laasen, ude af Stand til at sige et Ord, kun med den ene Tanke at komme bort, forfærdet, opfyldt af Lede ved sig selv, fordi han nogensinde havde kunnet elske dette Væsen. -- I det samme drejedes Laasen ogsaa udefra, og da Døren gik op, traadte Per Andersen og hans Kone ind.
-- Hvad er der dog paafærde her inde, Børn? -- Man kan jo itt' faa sin Bænkesøvn.
Men Kristines Kraft, der havde været spændt til det yderste, var pludselig brudt ved Synet af Forældrene. Hun kastede sig om Halsen paa Moderen og hulkede:
-- Han vil itt', -- han vil itt' --
-- Naa, naa, Ki'sten, -- hvad er det da?
-- Hvad er det, han itt' vil, for Fanden? --
-- Han vil itt' ha'e mig, -- han vil itt' være Præst.
-- Saa—aa, hvad er det, hun siger, Niels?
-- Ja, det er forsaavidt sandt nok. Jeg vil ikke være Præst, jeg har opgivet det, hvorfor kan nu være det samme, og saa skældte hun mig ud og sagde, jeg kunde gaa Fanden i Vold, og at hun aldrig havde brudt sig om mig, -- og nu tror jeg nok, vi er temmelig enige om, at vi skilles hurtigst muligt.
-- Aa, hvad er det for Snak, -- hvad vil du bryde dig om det Kærestekævl og Tøsevrøvl! ... Nej, kom nu og lad os tale ordenlig om Sagen, Niels, og faa Re'elighe'en paa den ... Selv om du itt' vil være Præst, som du siger, behøver I da'tte derfor at rende fra hinanden ... Men hvorfor vil du itt' være det? ... Den Stilling er jo da god nok.
-- Nej, det kan ikke nytte noget, Per Andersen, -- for selv om du fik hende god igjen, saa vil jeg nu ikke have hende, -- heller vilde jeg lade mig gøre til Præst. -- Farvel.
-- Saa--, naa, du maa saamæn ha'e stødt ham godt for Hovedet, min Pige ... Det var da ogsaa Satan til Historie.
-- Hun siger, det stakkels Barn, at han tror hverken paa Gud eller Fanden, -- saa saadan et ugudeligt Skarn skal hun da ikke gives i Armene paa, -- dèt skulde jeg da stritte imod med Hænder og Ben ... Aa, Herre Gud! at det skulde tage den Ende! og jeg som trode, jeg skulde have en Præst til Svigersøn.
-- Saa—aa, ja det -- hvad han tror eller itt' tror, det bliver jo hans Sag, det -- der er jo itt' noget aa sige paa ... Men du skulde dog ha'e varet dig lidt, Ki'sten, for saadan at vise ham Vintervejen, over det at det er itt' saa lige til at faa en ung Mand, der dur noget, min Tøs; -- og Niels han var da li'egodt -- ja, det kan itt' nytte noget, du vrisser -- han har nu ogsaa holdt af dig ... Men Fanden maa vide, hvad du har gjort ved ham, -- han var jo ligesom han var stukken af en Bræms --
Per Andersen satte sig ned paa Bænken, tog sig en Slurk Øl af Trækanden, viskede sig om Munden med Bagen af Haanden og rystede misfornøjet paa Hovedet.
-- Jo, han houed mig godt, gjorde Niels ... Nu var han heller itt' længer saadan en hidsig Højremand, vi kom rigtig godt ud af det sammen ... Han var ikke bleven en af de Præster, der gaar og ser ned paa Bonden, som vi har saa mange af.
-- Ja men, han vilde jo ikke være Præst. --
-- Aa, ja, -- hvad? ... Saadan unge Mennesker, de maa jo ha'e deres Anfægtelser, og derfor kunde det saamæn godt --. Og selv om det nu itt' var blevet til noget, saa siger jeg, den latinske Dannelse og Examen og de Dele, -- det er itt' aa kaste Vrag paa ... Det bli'er ka'ske tilsidst bedre end som en Gaard, for det er noget man har èn Gang for alle, og det er der ingen og kan ta'e fra en ... Og naar en har det, og der ellers er Krummer i ham, saa slaar han sig igennem, -- det er saa bestemt, der ska'tte fejle for en Hægte.
-- Naa hvad det angaar, saa har Ki'sten jo da os og Gaard og Hjem, saa --
-- Ja vel, men at, man vil jo dog ogsaa gærne have sin Datter godt gift -- og -- det er jo da -- næst etter Gaardens Bedrift og saadan -- saa er det jo da det, der ligger en Mand mest paa Hjærte ... Og det vil jeg nu sige dig, Ki'sten, du skal da ikke sætte din Lid til det Jav med Godsforvalteren. -- Ja gør du bare store Øjne, -- jeg vèd noget om det ogsaa, -- og det kan hændes, der er flere, som vèd det, og nu vil de naturligvis sige, at det er derfor Hjorth ikke vil ha'e dig, og det vil itt' gøre dig mer købmandsgæv, min Pige. -- --
Saadan havde han snakket frem og tilbage en halv Times Tid og givet sin Misfornøjelse Luft, medens han snart sad paa Bænken og trommede med Fingrene paa Bordet, snart gik op og ned ad Gulvet med de tværstribede Uldtrøjeærmer stukne dybt ned under Gølpen.
-- Hvad er nu det? udbrød han pludselig, idet han bøjede sig frem og saà ud i Gaarden, hvor en Vogn rullede ind. -- Det er jo et Par af Kammerraadens Heste. --
-- Der er Bud fra Fuldmægtig Jessen, om Kusken maatte faa Student Hjorths Tøj med tilbages, sagde en Dreng, som stak Hovedet ind ad Døren.
-- Saa, ja der har vi det! ... Ham kan vi sgu skyde en hvid Pind etter ... Ja, sørg I nu for Tøjet, og saa kan I jo sætte jer til at flæbe igen. -- For jeg gaar sgu i Marken.