-- Ja, jeg mærker nok, at du er bleven en hel Del mere radikal end jeg, sagde Jessen betænksomt efter at have faaet Ild i sin Pibe, der var gaaet ud under Disputen med Hjorth ... Naa, nu er du jo ogsaa bleven en lærd Theolog, jeg er kun Dilettant ... Ja, jeg mente jo nok altid, at du, -- skønt saa vidt havde jeg rigtignok ikke tænkt mig ... Og jeg kan heller ikke selv, -- nej en personlig Gud og Udødelighed, det kan jeg nu ikke tænke mig andet, og jeg vil dog ogsaa nok kalde mig Kristen, fordi jeg ikke tror paa alle de Dumheder, som de har gaaet og lavet sammen ... Naa, men for Resten bliver Forskellen vel ikke saa stor, og i alt Fald er vi begge komne paa den forkerte Side af Stregen ... De brændte sgu os begge to, hvis de bare kunde komme afsted med det, de Præster.
Hjorth fandt sig ikke foranlediget til at sige ham imod, idet han tænkte paa sin gamle Ven, Provst Lindekær, og hans Prædiken om at de var værre end Mordere og Kæltringer.
-- Naa, Fader, det maa du da ikke sige, indvendte hans Datter Nelly.
-- Jo, gu min Sæl brændte de os -- alle tre, for du maa da ikke tro, at du slap, skønt du er meget sød saadan at se paa ... De brændte Bob med, af Frygt for at vi skulde have lært ham at gaa og knurre ad Treenigheden, saa han kunde smitte de andre Hunde.
Terrierbastarden Bob med Oberst-Ansigtet var ikke bleven synderlig forandret af Aarene; dens Knebelsbart var maaske lidt hvidligere, og den var mindre villig til at gaa paa Bagbenene. Men dens Herskerinde, som den gik og smeg sig op ad og saà op til med sit skæve Tandsmil uden at ane den Fare, som truede dem begge fra Præsternes Side, -- Frøken Nelly var ogsaa nu mere sat og mindre tyrannisk i sin Ømhed. Hun var bleven en ganske køn Pige, lidt for lav maaske og med en Smule bevidst Rankhed. Hendes korte Ansigt med de stærke Kindben og Stumpnæsen havde noget af Kattekraniets Form; det beherskedes af et Par store mørke Øjne, som hun kunde bruge saa venlig og skelmsk, at Karlene paa Skovvang kaldte hende »snomild«.
De gik alle fire hen ad en af de smalle Gange i Haven til Fuldmægtigboligen, en lille blomsterfattig Have, tæt af Buske og gamle Frugttræer, hvis krogede Grene flettede et tyndt uregelmæssigt Løvværk, hvori den ansatte Frugt begyndte at gulnes og straalede i Midsommersolens Lys.
-- Du er da vel ikke ogsaa bleven venstre, for det synes jeg nu der er saa mange Fritænkere, der begynder at være?
-- Ja, jeg er skam ikke rigtig sikker længer, du ... Jeg synes dog nok --
-- Ja, der har vi det ... Naa det er ikke for det, hun dèr er sgu ogsaa venstre.
-- Saa, giver De Dem ogsaa af med Politik?
Nelly blev ganske rød i Hovedet.
-- Nej, det gør jeg naturligvis ikke --
-- Aa, hun er rent bansat ... Jeg maa saamæn laane »Morgenbladet« til hende hos Bønderne ... Naa, de skriver for Resten ikke saa daarligt for sig ... Men noget Fedteri er det nu alligevel.
-- Jeg synes virkelig ikke, udbrød Nelly, at der er nogen Grund til, at vi skal sidde i vore smaa fugtige Stuer og være begejstrede for, at Grev Tramp eller rettere Godsforvalter Ravn og Embedsmændene som Pastor Krarup og Herredsfogden, at de skal styre hele Butikken.
-- Ja, se der ser vi, -- det er det med Fruentimmer, de gør strax alting personligt ... Slet ingen Sans for det almene, det er altid mig og dig og den og den --
-- Men maaske det ogsaa er det rigtige, sagde Hjorth. -- I alt Fald er det praktisk og anskueligt.
-- Ja, naar man saadan vil tage, saa kan man jo altid ... Der er nu I. A. Hansen ... Dèr saà man da, hvad det var for noget ... Og ham havde jeg dog nogen Godhed for, fordi det var ham, der skaffede os et ordenligt Landsting.
-- Aa, jeg synes dog ikke det er værdt at rose ham netop for den Lejlighed, da han solgte sig til Godsejerne, sagde Hjorth. --
-- Men, for at tale om noget andet, De vil dog studere videre og tage Deres Examen, Hr. Hjorth? spurgte Nelly, der ikke fandt, at denne politiske Debat førte til noget.
-- Ja, -- det vil jeg dog nok ... Jo, jeg synes nok, jeg vil tage den Smule Fordel af disse Aar, som jeg kan faa, og Kandidat-Titlen, den er dog altid -- naar jeg nu f. Ex. fik Lyst til at være Lærer ved en lærd Skole -- og i det Hele taget --
-- Hvor lang Tid vil det nu tage dig endnu?
-- Aa, jeg kunde vistnok gaa op til Jul.
De vare komne hen til Laagen ud til Allèen. Skraas for den havde de en Gavl af Hovedbygningen, -- Godsforvalter Ravns Bulbideransigt stak ud af det ene Vindue. Han lagde ikke Mærke til dem, men saà lige ud.
-- Ravn nyder nok sin nye Udsigt, hviskede Nelly og gav sig til at le.
-- Hvad er det? spurgte Hjorth.
-- Aa, det er en meget grinagtig Historie, sagde Jessen. -- Dèr ude ad ligger Fuglerede-Gaard, -- du vèd, dèr hvor Frøken Klingenberg --
-- Ja vel.
-- Naa, -- saa for nogen Tid siden finder Ravn pludselig paa, at der skal hugges, for at han kan faa Udsigt.
-- Ah! --
-- Og for at det kunde ske med saa megen Ostentation som muligt, maatte Kammerraaden levere Folk til det Arbejde lige i den aller travleste Høbjærgningstid ... Og nu -- men hvem er det, der kommer dèr nede i Allèen?
-- Det er Pastor Krarup, sagde Nelly, hvis store mørke Øjne vare langsynede.
Godsforvalteren vendte nu sin børstehaarede Kuglenakke imod dem. Han saà ogsaa ned ad Allèen. Pludselig forsvandt hans Hoved.
-- Han har opdaget ham, sagde Jessen. -- Nej, nu skal vi skam se Løjer ... Lad nu bare være at le, Nell ... Bob! vær rolig, -- Bob! ... saa, læg sig.
Godsforvalterens Hoved viste sig igen, denne Gang væbnet med en stor Kikkert, som han stirrede ud igennem, medens han af og til tog den fra Øjnene for at skrue paa den.
-- God Dag, Ravn! ... God Dag! raabte Præsten, da han var kommen lige neden under ham.
-- God Dag, -- aah, er det Dem, Pastor Krarup, god Dag, svarede Ravn, idet han fòr sammen, og medens han nikkede forlegent ned vilde skjule Kikkerten med en kejtet Bevægelse.
-- Kigger De Stjærner om Dagen, eller hvad er det, De ser?
-- Aa, det -- det er saamæn ingen Ting -- det -- jeg saà blot ud paa Marken, -- de arbejder derude.
-- Ah, men det er jo noget nyt, dette Kig, -- hvad? -- Det har jeg ikke set før ... Hvad er det for en Gaard, dèr ude, -- er det, -- det maa da være Fugleredegaard, -- ja vist saa, nu ser jeg jo de to Popler ... Hm ... Apropos, skal De til Middag dèr imorgen?
-- Nej, svarede Ravn slukøret ... Naa, der skal være Middag dèr?
-- Ja vèd De ikke det? ... Det er for Professoren.
-- Professoren?
-- Ja Professor Petersen, naturligvis ... Hun traf ham jo ifjor hos mig, og blev saa indtaget i ham ... Nu er han der i Besøg ... Det vil sige, han bòr jo nede paa Kroen i Frederiksminde for at bruge Søbade.
-- Naa, gør han det? sagde Ravn gnaven. -- Ja, han kan nok ogsaa trænge til at blive noget mindre fersk ... Men det hjælper sgu ikke noget, det her; -- he! -- han skulde da over til Vesterhavet for at ligge i Saltlage ... Vil De ellers ikke komme op? ... Det bliver dog lidt genert for Dem saadan i Længden at staa og passiare med Nakken paa Ryggen.
-- Jo Tak! nu kommer jeg. -- --
-- Ha, ha! det var nok en Streg i Regningen, udbrød Jessen.
-- Naa saa Professor Petersen er i Besøg dèr ... Gud vèd om virkelig --
-- Ja, hvorfor skulde han ikke tage hende? Professorgagen er dog ikke større end at en Gaard i Ryggen -- --, og hun er jo virkelig heller ikke saa afskrækkende -- i Betragtning af, at han er Theolog.
-- Naa Farvel! -- nu maa jeg nok se at komme hjem.
-- Har De talt med Kristine og Per Andersen om det, at De ikke vil være Præst? spurgte Nelly.
-- Nej, -- ikke endnu ... Ærlig talt, har jeg ikke rigtig haft Lyst ... Jeg vilde ogsaa nok først tale med Venner og Meningsfæller -- i det Punkt ... Men nu kommer jeg jo til at sige dem det.
-- Gud vèd, hvorledes de vil tage det.
-- Ja, det bliver vel ikke saa let for dem at forstaa ... Men der er jo ikke noget ved at gøre.
Han trykkede dem i Haanden og gik ned gennem Allèen.
-- Ja, der er dog det ved at gøre, at hun kunde give ham Rejsepas, og det er jeg nær ved at ønske, at hun gjorde, for jeg tror ikke paa det med Kristine.
-- Nej, jeg tror ikke Kristine selv synderlig godt heller, og det er der nok ikke mange, der gør, sagde Nelly.