Dampen af den theologiske Te var i Færd med at lette i den Suite af Værelser, som vare helligede denne ædle Drik, der var klarere end den Videnskab, til Ære for hvilken den skænkedes, -- saa klar, som vilde den ved uskyldig Blondhed fornægte sin Oprindelse fra det buddhistiske Orienten, hvori den maaske ikke havde saa ganske Uret. De langsomt nydende slubrede endnu de sidste Mundfulde i sig, og der var en almindelig Sætten-bort af Kopper i Vindueskarme, paa Borde og fremspringende Reolhylder, hvor der kunde findes en lille Plads blandt de opstablede uindbundne Bøger.
Fra Spisestuen paa den ene Side og fra Forstuen og Bibliotheksværelset paa den anden var der en Sammenstrømning mod det centrale Diskussions-Rum, det store Studerekammer, hvis Hængelampe straalede gennem de aabne Fløjdøre.
Herinde var der imidlertid ingen Siddepladser at finde. De vare forlængst optagne af Honoratiores, Professorens mere fortrolige Disciple, et Par Katheketer, der vare hans gamle Manuducenter, Kandidater og ældre Studerende paa Nippet til at blive det, -- og saa af nogle græsgrønne Russer, der havde usurperet de bedste Pladser med den samme Dristighed, hvormed Drenge i Overgangsaldren engagerer de mest feterede Baldronninger.
Professoren sad midt i Sofaen og havde paa hver Side, som et Par Adjudanter, Professorsønnen med den lange Næse, Kandidat Frederiksen, og hans Ven, Kandidat Thomsen, Stiftsprovstens Svigersøn, en fremtidig Kirkestøtte, der, som Kleistrup havde sagt til Hjorth, lignede Martensens Ethik i »Opbyggelsesbind«. Man stod lænet op mod Vægge og Reoler, fik en halv siddende Stilling paa Randen af det store Bord, hvor Bøgerne saa vidt muligt vare skubbede sammen i Midten, dannede levende Rækværker i begge Fløjdøre. Gardinerne vare trukne til Side og de gammeldags dybe Karme vare fulde af sorte, theologiske Blomster, som i et af de høje Stuevinduer sad i dobbelt Belysning, idet en Gadelygte glòde ind udefra, og spættede de mørke Ruder med lysende Hvirvelpunkter af Tøsneens store Flokker, der opfangede Lyset, medens de drev forbi. Fra de aabne, stærkt oplyste Vinduer hos Genboerne kom af og til Stumper af en høj Violinstemmes Dansemelodier. Ensomme Droscher rumlede gennem Gaden med snedæmpet Hjulrullen og nogle svirpende Pidskeslag, der fik et Par Hoveder i Vinduet til at dreje sig. Nu og da kastede en Sporvogn sin Bjældeklirren og Klokkeringning ind i Samtalens Hvisken og Mumlen.
Denne spredte Samtale døde hen, da Professorens tavse Ansigt ved et ubestemt, ligesom famlende Smil antydede, at han ønskede Ordet for en kort Bemærkning til Forsamlingen.
Han vilde foreslaa, at de i Aften forenede sig til en Samtale om Ugens interessante Begivenhed: Licentiat Willumsens Disputats om Nadveren. Det kunde næppe være andet, end at den hos mange havde bragt forskellige Spørgsmaal frem, som det vilde være frugtbringende at klare, og han vilde derfor bede alle, som havde noget paa Hjærte, om at udtale sig. Licentiat Willumsen havde, som de uden Tvivl alle vidste, særlig fæstet sin Opmærksomhed paa et Punkt, som han fandt upaaagtet i Reformatorernes Nadverstrid, nemlig den karakteristiske Forskel mellem Kirkens Nadvere og den første Nadver, Indstiftelsesmaaltidet, at Jesus dèr selv havde været personlig tilstede. Der opstod da det Spørgsmaal, hvorledes Jesus da kunde give Disciplene sit Legeme og Blod, naar han stod midt iblandt dem, og hans Legeme endnu ikke var forklaret. Se, det var jo Hovedmomentet, at hans Legeme ikke var forklaret. Thi hvis han havde givet Disciplene det uforklarede, kødelige Legeme, som stod midt iblandt dem, selv om det nu kunde tænkes, saa vilde jo det første Maaltid være blevet forskelligt fra de andre, og Disciplene havde da faaet mindre end vi fik. Paa den anden Side, dersom han ikke dengang gav dem sit Legeme og sit Blod, saa faldt jo den lutherske og den katholske Nadverlære, -- saa kunde Indstiftelsesordene jo heller ikke senere være andet end symbolske. Det var derfor et Punkt, som de nyere Angribere af Læren, f. Ex. Rückert og Meyer, lagde megen Vægt paa. De erindrede, at Licentiat Willumsen besvarede Spørgsmaalet derhen, at Jesus ogsaa under sit jordiske Liv havde et forklaret aandeligt Legeme som Logos, og det var dette aandelige Legeme, som han havde meddelt Disciplene.
Professorsønnen, Kandidat Frederiksen, snød sin lange Næse og bemærkede, at han fuldstændig kunde slutte sig til denne Opfattelse. Den havde ogsaa et gammelt Forbillede i Kirken, idet allerede Irenæus og Gregor af Nyssa mente, at Brød og Vin var Logos' Legeme og Blod, og at Logos forbandt sig med Nadverelementerne, ligesom han havde forbundet sig med Legemet i Maria.
-- Ja, jeg maa dog sige, begyndte Kandidat Thomsen, at det forekommer mig farligt at indlade sig paa den Lære, da dog saadan et Legeme ikke har nogen Hjemmel i Skriften.
-- Naa, ja, sagde Professoren ... Hm ... Han henviser jo dèr til Forklaringen paa Bjærget, hvor det er ligesom om det jordiske forkrænkelige Legeme gennemstraaledes af det forklarede Legeme ved en momentan Forening.
-- Ja men, -- tillad mig, Hr. Professor, spurgte en ung Naiv, hvor skal man da tænke sig at dette forklarede Legeme ellers har opholdt sig, under Frelserens Levetid? ... Kan det have siddet oppe ved Guds højre Haand?
-- Ja—a, nej, -- det bliver jo det gamle Spørgsmaal, De vèd nok, Hr. Christensen, om Logos i den Tid sad ved Guds højre Haand, -- De vèd, man har indvendt, at i modsat Fald vilde Treenigheden i denne historiske Periode -- den himmelske Treenighed vilde saa være bleven en Tohed ... Men det kan vi dog ikke antage, det vilde jo komme ud paa en Deling af Logos ... Logos maa jo have været helt i Kristus ... Naa, jeg brugte maaske før et overilet Udtryk, jeg sagde »en momentan Forening« -- de maa naturligvis tænkes forenede, -- men det indeholder unægtelig en Vanskelighed --
-- Det forekommer mig dog ikke vanskeligere, begyndte Professorsønnen, -- ikke vanskeligere at forstaa, at han i èn Legemlighed har haft to Legemer end at han i èn Personlighed har forenet to Naturer, saaledes at han f. Ex. paa samme Tid ~qva~ Logos var alvidende og ~qva~ Menneske indskrænket til de menneskelige Erkendelsesbetingelser. -- Saaledes, forekommer det mig, vilde der, ligesom vi har ~communicatio idiomatum naturarum~, ogsaa blive en ~communicatio idiomatum corporum~, hvoraf f. Ex. Forklaringen paa Bjærget var et ~genus auchematicum~.
-- Ja, det er ganske vist, det er en meget træffende Parallel, De dèr drager ... Overhovedet vil det jo altid være befrugtende, ja endogsaa nødvendigt ved dette Spørgsmaal bestandig at se hen til Læren om de to Naturer -- ikke sandt ... De vil erindre, at det var ogsaa Nadverstriden, som førte vore Reformatorer til en dybere Udvikling af denne Lære.
-- Jo, men der ligger ogsaa dèr Faren for at komme ind paa det doketiske, Hr. Professor, sagde Kandidat Thomsen, -- og det forekommer mig nok, at dette aandelige Legeme -- hører lidt derhen.
-- Aa, ja ... Hm ... Der er ganske vist Fare, -- men hvorledes vil De paa den anden Side?
-- Ja, jeg mener kun det kan løses i Troen.
-- Hm ... Ja, -- det bliver naturligvis ogsaa tilsidst -- vi er jo her paa et Punkt, hvor Videnskaben ikke kan sige det sidste Ord. -- --
-- Tillad mig, Hr. Professor, sagde en ung bleg Mand med et langagtigt, meget hulkindet og randøjet Ansigt, -- tillad mig at berøre et Spørgsmaal, der synes mig at staa i nær Forbindelse med det, vi netop omtaler. Licentiat Willumsen siger et Sted i sin Disputats, at det er ganske uantageligt, at Kristus selv har drukket af Kalken og spist af Brødet.
-- Hm ... Naa, ja, -- og De mener?
-- Ja, jeg synes, at Texten hos Matthæus, hvor han jo, efter Omdelingen af Kalken, siger til dem: »jeg skal fra nu af visselig ikke drikke af denne Vinstokkens Frugt, før den Dag, da jeg drikker den med eder i min Faders Rige« -- det forekommer mig, især paa Grund af Pronominet: ἐκ τούτου -- at det kun kan forstaas saaledes, at han selv har drukket af Kalken --
-- Jo, -- men—n, De erindrer sikkert, at hos Lukas findes disse Ord før Indstiftelsen --
-- Ja men Matthæus maa have Avtoriteten, da han selv var tilstede.
-- Ja, det er jo unægtelig, det --
-- Og Meyer mener ogsaa, at Jesus utvivlsomt har drukket af Nadverkalken, sandsynligvis efter Velsignelsen --
-- Ja—a -- hm -- men det bliver jo dog rigtignok -- det kan dog ikke nægtes, at der er noget meget stødende for vor Følelse dèr ... Ser De, paa den Maade kommer jo Jesus ligefrem til at have drukket sit eget Blod og spist -- det gaar jo dog ikke ... De maa huske paa, Hr. Hansen, at Meyer kan De ikke beraabe Dem paa, -- han er jo rationalistisk her, -- han mener jo netop ikke, at det virkelig er Jesu Legeme og Blod, ikke sandt! ... Han tager det jo symbolsk ... Men naar man ikke gør det, saa -- --
Professoren rystede paa Hovedet med et yderst betænksomt Udtryk og styrkede sig ved en Slurk The af den store Kontorkop, der stod foran ham paa Bordet.
I denne Pavse hørte nogle Theologer i Midten af Værelset ved det ene Hjørne af Bordet en ganske sagte Nynnen: --
-- Hans Endeligt var trist,
han aad sig selv tilsidst.
Og Tingelingeling -- --
Deres forbavsede Blikke mødte Hjorths ironiske Smil. Han sad paa Kanten af Bordet, dinglende med Benene, der slog Takt med Støvlerne. Der begyndte rundt om en Hvisken og sagte Fnisen.
Men Professorsønnen havde allerede genoptaget Diskussionen. Han advarede imod at lade en saadan Følelse blive afgørende overfor Mysteriet, -- saa kunde man forkaste det Hele om Anthropofagi. Han vilde minde om Baaders Ord, at vi alle paa en Maade sjælelig var Anthropofager. Paa samme Maade kunde man ogsaa sige, at vi alle vare Selvanthropofager. Vi havde jo det skønne Naturexempel med Barnet, som næres af Moderbrystet, der ligesom er dets eget Kød og Blod ... Og kunde man ikke tænke sig, at Jesus netop i dette Øjeblik, da hans Offerlidelse tog sin Begyndelse, styrkede sit menneskelige og forkrænkelige Legeme til Opstandelsen og Forklaringen ved at nyde sit eget forklarede Legeme, -- det samme, som nærer vort Opstandelseslegemes Spirer.
Hjorth fik ikke mere at høre. Han havde set sit Snit til at liste sig ud, og var hurtig nede paa Gaden. Den kolde Tøsne slog ham forfriskende i Ansigtet, og fra Vinduerne lige over for fløj Violinernes Valsemelodi opmuntrende ned til ham. Det forekom ham, at han havde frelst sig ud af et Galehus. Han glædede sig over, èn Gang dog at have givet sig Luft, over denne Drillelyst, der pludselig havde overvældet ham med et lystigt Indfald, ligesom naar han i gamle Dage paa Valgmøderne tirrede Bønderne. Hvor de vare blevne forbavsede, Theologerne! ... Og idet han saà op paa Vinduerne med Rækken af duknakkede Rygge, brast han i en saa voldsom Latter, at han maatte gribe fat i Lygtepælen for ikke at glide paa de snesjappede Fliser.
-- Han har da faaet nok, han dèr, hørte han en Mand sige til en anden paa Fortovet lige over for.
-- Ja, -- jeg har faaet nok! --