-- Naa, ja ellers er der jo ikke --, det er jo altsammen meget -- Ja, her var der nok ... Hm ... Ja, det er rigtigt ... Det Sted her synes jeg er temmelig uheldigt ... Vil De se selv ... De taler om de hedenske Guder, -- se her om Jupiter: »En Idè, der giver sig sit virkelige Liv i de verdenserobrende Individer, som den fremkalder« -- se, det er rigtignok meget betænkelige Udtryk, Hjorth ... Det ser jo ud, som om De tilskrev dem Personlighed.
-- Nej ikke Personlighed -- i alt Fald ikke mer end Paulus gør det i 1ste Corinthier ottende.
-- Ja, Paulus, -- ja men det maa vel nærmest forstaas som noget, han lader staa hen ... Hans egentlige Mening er vel det, han siger, at en Afgud er Intet i Verden -- i fjerde Vers.
-- Ja, men det er rigtignok ikke det samme som at han ikke er til, -- og hele Oldtidens Tankegang --
-- Jo, ganske vist, -- ja, jeg vèd jo nok, den almindelige Fortolkning, den gaar mest i Deres Retning ... Men det kommer dog ud paa noget andet ... Ser De dette her, det ser mig næsten pantheistisk ud ... Ja, jeg kan jo nok vide, De har ikke ment det saaledes ... De tænker Dem det vel nærmest saaledes, at disse Individers Karakter er bestemt ved hele den Folkekarakter, som ogsaa udtaler sig i Mythen.
-- Ja—a.
-- Ja, men saa er Udtrykket rigtignok ... »En Idè, der giver sig selv Liv« -- det er skam ren Pantheisme, Panlogisme, -- det maa være en Reminiscens af Hegel ... Ja, jeg gør Dem kun opmærksom paa den Fare for Misforstaaelse, som ligger deri ... De bør passe nøje paa den Slags Udtryk ... Saadan noget, det gaar ikke ved Examen ... Naa, men ellers var jo Afhandlingen som sædvanlig særdeles dygtig ... Farvel, Hjorth. --
Hjorth følte sig usædvanlig lettet ved at træde fra det lille Professorværelse ud i det halvmørke Rusauditorium, hvor en Snes Theologer sad og pinte sig med den nye Opgave. Henne under Vinduet vinkede Kleistrup ad ham.
-- Naa, hvordan var den saa?
-- Aa, saadan Confinium.
-- De er da ogsaa en heldig Kantøffel ... Min var sgu til non ... Sig mig, naar Pokker var det nu Luther døde?
-- 1546, 18de Februar.
-- Aah ja, Herregud!
Hjorth satte sig ned for at fuldende sin Afhandling, medens han svor en tavs Ed paa ikke tiere at give sig saadanne Blottelser. Men denne Gang var der ikke synderlig Fare; Kirkehistorien er et rart, nevtralt Omraade. -- --
Om Aftenen var Professor Petersen hos Lindekærs. Talen faldt paa Hjorth, hvem de beklagede at have set saa lidt til i den senere Tid, og Fruen kunde ikke blive træt af at rose ham. Han maatte være En, som Videnskaben og Kirken kunde vente sig noget af. Mente Professoren ikke ogsaa?
-- Jo—o, -- han er jo langt fra ikke uden Begavelse.
-- Jeg tròde ogsaa, han var meget flittig? spurgte Ellinor.
-- Ja, jo -- det er han, han er meget ihærdig, det er --
-- Og alsidig i sine Interesser, sagde Fruen.
-- Jo, ganske vist ... Han gaar paa Skriveøvelser hos mig i denne Tid, og det kan ikke nægtes, at hans Afhandlinger som oftest staar over de andres, -- naa, han er jo ogsaa ældre ... Men der mangler mig, jeg vèd ikke, han er mig noget tør, -- saa underlig tør.
-- Ja, det bliver vistnok snarere den videnskabelige Theologi end Præstegærningen, -- som vil passe for ham, bemærkede Provsten.
-- Ja—a ... Hm ... Men vi siger jo rigtignok ~pectus facit theologum~ ... Naa, Kundskaber har han som sagt, men—n -- --
For Fru Cecilie var denne Omtale af Hjorth ikke behagelig. Men Ellinor saà vist paa Professoren, idet hun paa hans betænkelige Ansigt med den fremskudte Mund og de indsugne Kinder læste en Bekræftelse paa sin Mistanke om, at Hjorth ikke var ganske »sikker«. --