Germanernes Lærling · Karl Gjellerup

Chapter 26: Kapitel 26

Han var naàt til et foreløbigt, ustadigt Hvilepunkt.

Han var kommen til Ende med første Del af sin indre Nedrivelsesproces, Undergravningen, -- den, der var begyndt ved hans første Bekendtskab med tysk Poesi. Følelsesgrundlaget for hans Kristentro var skyllet fuldstændig bort, der var end ikke Gran og Sandskorn tilbage deraf; -- den religiøse Følelse hos ham havde haft sit sidste opblussende Liv ved Moderens Grav; -- denne Grav var bleven dens egen. Hvad der endnu var tilbage af hans Kristendom var kun selve Troen paa det faktiske, tør og kold, denne ~fides historica~, som endnu kan frelse en Katholik, -- og som maaske i Virkeligheden er den, der frelser, om ikke Protestanter, saa dog Protestantismen. Der er næppe noget saa urimeligt, saa blottet for al Sandsynlighed, ja saa selvmodsigende, at det ikke ved at indprentes fra Barnsben af og aldrig blive modsagt kan faa Præget af at være selvindlysende. Disse Trossætninger vare blevne hærsede ind i ham som Barn og under hans Opvæxt, han havde selv som Voxen hærset dem ind i andre Børn, saa det var ham umuligt nu at tænke igennem dem eller udenom dem. Uforstaaede holdt de hans Aand fast som en magisk Trylleformel. Han havde ikke længer nogen Kærlighed til dem, han kunde fortvivle over at skulle tro paa dem og rejse sig imod dem med Foragt og Had, -- men han kunde ikke blive af med dem.

Det slog ham en Dag, da han læste Jakobis berømte Udsagn, at han var en Hedning med Hovedet, men en Kristen med Hjærtet, at ham selv var det gaaet ganske modsat: -- han var en Kristen med Hovedet, men en Hedning med Hjærtet.

Den ejendommelige Udviklingsgang, som var lagt tilrette for ham af Omstændighederne, havde ført ham ad en usædvanlig og lang Vej, men ad den radikaleste. Som oftest begynder Tanken Arbejdet med Tvivl, med Modsigelser, med Beviser; men det hændes undertiden, at naar den har fuldendt sit Værk og fældet og ryddet, ja naar den har begyndt sit nye Værk og bygger andet op, -- saa er dog den gamle Følelsesgrund, der i sit dybe Muld bevarer Sæden fra den oprindelige Plantning, den er bleven næsten urørt tilbage, og det nye bliver bygget paa den; men en skøn Dag kommer der Grøde i den, det spirer af Sæden, det skyder op fra de gamle Rødder, det voxer uimodstaaelig, omstyrtende alt det nye, det kroner og grener sig med den gamle Plantnings Form og Højde -- lige op til Keruber og Serafer. Men hvor Begyndelsen var den, at Jordsmonnet blev gennemgravet, løsnet fra Rødderne og skiftet om, saa der lagde sig fed Muldjord om Sandets barske Træer, og de tørre Egnes Buske kom til at staa og soppe i Mosevand, -- dèr ser det vel ud, som holdt den gamle Plantning sig længer, men den visner og raadner redningsløst og uigenkaldeligt, og det ny skyder op af sin egen Grund og har ingen Omvæltning at frygte. Og denne Bortvisnen og Henraadnen, som nu tog sin Begyndelse, foregik ikke fredelig, uden Fremskynding; efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit; -- med sin Brusen af dogmatiske Synodekampe kastede den sig over den stakkels hellige Lunds bladfattige Kroner, knækkende store Grene, som faldt ned og mættede Muldet med ny Fedme; -- med sine Hvirvler af ~Rabies Theologorum~ splintrede den frønnede Stammer; -- med sine Skypomper af utallige Kætterier rev den tilsidst hele Træer op med allerede løsnede Rødder.

Ogsaa under denne anden og egentlige Del af Nedrivningsprocessen sad han ved Germanernes Fødder, -- naturligvis, Theologien taler jo kun Tysk. Han hørte næsten ingen anden Professor end Petersen, og han var kun en dansk Kompendie-Udgave af tysk Theologi -- hvad de andre Professorer for den Sags Skyld ogsaa var. Ellers havde han kun at gøre med Bøger, og det var tyske Kommentarer til det nye Testamente og tyske Kommentarer til det gamle Testamente, tyske Dogmatiker, tyske Kirkehistorier, tyske Isagogiker og intet andet end Tysk. Til de store Navne og til Kætterne var han endnu kun naàt paa anden Haand; det var mest Lærebøger, som selvfølgelig vare orthodoxe. Der var kun Meyers Kommentarer til Evangelierne, hvilke Professoren havde fraraadet ham som »daarlige, meget uorthodoxe, meget rationalistiske«; dem studerede han med stor Iver, og de begyndte Værket ved at bortkritisere Jomfrufødslen og Nadverdogmet, medens de rokkede stærkt ved Skriftavtoriteten ved ubarmhjærtig at blotte Evangelisternes indbyrdes Strid og deres historiske og geografiske Bommerter. Men iøvrig vare de orthodoxe Lærebøger allerede farlige, blot ved deres Kendsgerninger og ved deres Systematisering, der gør det ene saa truende afhængigt af det andet, saa at der synes at fordres alt eller intet, og alt igen synes at være saa grumme meget; det fordunklede noget Dogmernes selvindlysende Glorie, at han lærte deres besværlige Fødsel at kende paa Røversynoder, hvor der sloges med Knipler, og midt i Kejserhoffets og magtsyge Biskoppers Intriger; og denne Glorie pudsedes ikke just synderlig klarere derved, at han lærte de under disse velsignede Omstændigheder affødte Formler ordret udenad paa Græsk, skønt han ganske vist deri kun fandt halvt saa mange Modsigelser som Ord -- nemlig èn for hvert Par --, men der er ogsaa mange Par. Ja han sugede endog denne ætsende Gift af den legitimeste af dem alle, selve Bøgernes Bog, om hvilken Luther i et hidsigt Øjeblik sagde, at »den var en rigtig Kætterbog«.

Fra først af var det dog kun de mindre væsentlige Dogmer, der begyndte at rokkes og lidt efter lidt faldt bort. Hans historiske Tro skallede af, men Kærnen syntes at være uberørt. Endnu bestandig fremhallucinerede hans Blik Treenigheden, rigtignok langt, langt borte i det aller blaaeste Himmelblaa, saa højt oppe, at den i Grunden hverken gjorde ham Gavn eller Skade, -- men han saà den dog. Rigtignok -- der kom Usikkerhed i Synet, som det sker med Hallucinationer, naar Patienten faar Mistanke om, at der intet virkeligt er. Ved den endeløse Strid om de to Naturer i Kristus syntes den hellige Trinitet ham paa Nippet til at blive Kvaternitet; -- en Fare, der paa den anden Side formindskedes derved, at den hellige Aand begyndte at blive ham en fordægtig Personlighed, der mer og mer flød ud i det Blaa ... Det saà dog ud til Allehaande.

Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og løber bort som Vand under sin egen Brohvælving. Overfladen ligger der vel og ser endnu ganske fast ud. Men man skal dog ikke trøste sig til at træde paa den, for at komme over Grøften.