Over Skranken af strittende sorte Grankviste, under Guirlander af Bøgegrene, hvis nederste Blade vare grønt gennemildnede, var det aabne Bræddeskur fuldt af et rødt Lys. Det faldt ned fra Lamperne foroven og luede paa de blanke Messinginstrumenter, som gabede med sorte Mundinger ud mod »Salônen«, det blev dobbelt rødt paa de oppustede fordrukne Ansigter, der blæste og spyttede i Trompeterne, og paa de klodsede Hænder, som førte Buerne, men det forsøgte forgæves at spejle sig i Violinerne, hvis Træ var for mat til at reflektere.
Men Lyset naàde kun svagt ud paa Dansegulvets aabne Cirkel, hvor Parrene drejede sig i en kluntet, langbenet Polka med svingende, stive Frakkeskøder hvirvlende korte Skørter, vimplende Baand under store besynderlige Papirsbaloner, der drejede sig med deres flagrende Strimler og smaa Flag paa Reb, der vare trukne tvers over Salongulvet fra en Cylinderkreds af granviklede Stænger.
Bagved Dansepladsen, inde under Træskyggen, hævede sig en graa Trekant, utydelig, med udflydte Vinkler og Kanter; midt i den, omtrent i Diagonalernes Skæringspunkt, brændte en lille tilsløret og udvisket Flamme -- som en Lygtemand dybt inde i Taagen. Saa kom Skoven, rejsende de mørke ubevægelige Toppe mod en bleg Himmel, ludende med de tætte Løvmasser, der endnu havde et grønt Skær rundt om sorte Skygger ned imod den spejlhvide Sø. Dens anden Bred var en langstrakt Bakkelinje; over den havde Luften endnu et blegt Orangelys, og op imod det stod Skovvangs Ladebygninger med de kolossale knækkede Spaantage, som dog overragedes af Stakkehavens mægtige Rughæs.
Møller Kristensen, der havde staaet og betragtet alt dette, begyndte at blive ked af at se paa Dansen, der ikke længer var for hans Alder, og følte Trang til en Hjærtestyrkning. Han gik hen imod den trekantede Taage med Lygtemanden i, som ved nærmere Eftersyn viste sig at være Sejldugsgavlen af et langt Beværtningstelt, midt i hvilket der brændte en enlig Lampe. De fleste Bænke vare optagne og henne fra Enden lød bestandig Bestillingsraabene: -- en Kaffepuns, -- to Sodavand -- en Toddy -- to Bajere!
Mølleren bestemte sig for Kaffepuns, og fandt sig en Plads ved Siden af Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans.
-- Naa, er I ogsaa kommen her i Aften?
-- Ja, vi skulde jo se paa Stadsen.
-- Ja, det skulde vi jo da li'egodt.
-- Skaal, Ole! ... Skaal, Hans! ... Kan det ogsaa gaa, at en af de Unge sidder her og er Bænkeslider?
-- Ja, Hans haar jo ogsaa været ovre aa danse.
-- Ja, det haar jeg jo da li'egodt -- men -- at, jeg syn's dog -- --
»En Arraks, en Gang rundt!« raabte Henrik Larsen ved Bordet bagved dem. -- --
-- Det er svært, saa Henrik er højtmælet i Aften, sagde Mølleren. -- Skaal, Ole!
-- Skaal igen, Møller! ... Ja, han haar nu ogsaa en urimelig høj Snaps paa.
-- Saa? ... ja saa bliver det sgu'tte første Gang. --
»Du haar jo danset med hender hele Tiden, Henrik.«
»Ja hun er ogsaa den eneste, der er værd at danse med. De andre kan sgu gaa hjem og lægge sig; de er jo ligesom Dragkister i Jordskælv.«
»Ja, det var sgu Synd og Skam, at Hjorth skulde gaa hen og snappe hender, -- for hun er li'egodt itte den, hun haar vaaren.«
-- Det maa ellers være en underlig Fornøjelse, at ligge og rende efter andres Kærester, bemærkede Mølleren til Ole, temmelig højt, -- for han ærgrede sig paa sin Ven Per Andersens Vegne over al den Snak om Kristine.
»Sagde du »ligge og rende etter«, Kristensen? ... Da vil jeg ellers betro dig, at Henrik Larsen og jeg, vi behøver itte at »ligge og rende« etter nogen, -- og jeg har heller itte gjort det med hender, -- andet end hun kan sgu gøre for mig, hvad hun vil ... Men jeg skal, Fa'en ta'e mig, vise jer, at hun vil danse med mig og inte med nogen anden ... Men for Resten angaaendes den Kæreste, saa er det jo noget Vrævl, -- det bli'er jo inte til noget -- han kerer sig jo inte om hender, ellers kunde han da fulgt hender herud i Aften.... Men han haar sgu sine Tøser inde i Byen, den er jo klar!«
Dermed brød Henrik Larsen op og forlod Teltet med sit støjende Tilhæng.
Der var bleven lysere paa Dansepladsen. De kulørte Lamper vare tændte og hang under Løvet som store straalende Vidunderfrugter, fra hvilke der faldt et broget Skær over de Dansende. Der var ude paa Gulvet en tæt hvirvlende Vrimmel, hvis Par busede paa hinanden og trampede, saa Salônen rystede, medens Trompeterne skrattede, som om de vilde blæse deres sidste Vejr bort. En tung Atmosfære af harsk Pomade, Bræddelugt, Sved og Granduft med en tæt Tilsætning af Støv svævede over det Hele i den ubevægelige Luft.
Men det var forgæves, at Henrik Larsen undersøgte baade Siddepladserne langs Dansecirklen og Hvirvlen derude, som bestandig udstødte Par og optog nye -- Kristine var der ikke.
-- Jeg synes ikke, du danser, sagde Mølleren ondskabsfuld. Han var fulgt bag efter med Ole og Hans.
-- Jeg kan sgu'tte finde hender ... Hun er nok taget hjem, svarede Henrik slukøret.
-- Ja -- ha -- hun har nok kedet sig, bemærkede Ole.
-- He! -- ja det er med saadan et Par Kærestefolk, -- de har dog ikke andet end hinanden i Ho'edet ... Det er kunstigt aa tænke paa, sagde Mølleren.
-- Ja, det er li'egodt vis. --
Men Kristine var dog ikke gaaet hjem.
Hun stod bagved Beværtningsteltet sammen med Ravn. De betragtede det zigeuneragtige Køkken i fri Luft, -- en stor Kedel, der hang i en Tværgren over et Par Gaffelgrene, og som var slikket sodsort af de spillende Luer, der af og til blussede fyrig op, med store Strejflys op imellem Bøgeløvet, og med en uhyre Slagskygge hen paa Teltgavlen af en svær Kones Bagdel, medens hun stod paa Hovedet i Kaffekassen. De lo, saa de maatte holde sig ved hinanden, da hun efter at have slaaet en Øse Vand i Kedlen var lige ved at sætte sig med sin umaadelige Skørtemasse i et lille skævt Lys, som i en Flaske stod paa en stor Bøtte.
Saa spadserede de videre ad en lille Sti nede ved Søen, hvor Larmen fjærnede sig mere og mere, og hvor der var en sikrere Ensomhed nu end nogensinde. Han havde slynget Armen om hendes Liv og hviskede til hende med sin mjavende Fistelstemme. Det var en underlig tør, varm Luft; Græsset var dugfrit. De vare komne ind, hvor der ingen Sti var længer, og satte sig i den dybe Skygge af nogle store Bøge.
-- Det er saa varmt, saa trykkende -- jeg kan næppe faa Vejret.
-- Saa løs en Smule op, min søde Pige, her er jo Ingen at genere sig for.
-- Nej, nej, sagde hun leende og slog ham over Fingrene, der famlede paa hendes Bryst. -- Jeg kan nok hjælpe mig selv.
Hun knappede et Par Knapper op, trak Kjolen lidt til Side, lænede sig tilbage, og aandede dybt.
Himlen over Trækronerne havde kun et Par matte glimtende Stjærner i sit blege Mælkeblaa, der hvidnede sig nedad mod Synskredsen; paa denne hvide Grund ligefor stod nogle tuschsorte hældende Elmetræer ligesom klistret op, flade, silhouetagtige. Men til Siden havde Løvet endnu Form og et Stænk af brungrøn Farve. Græsset skraanede grønt, med et Skær som af en selvlysende Flade, der blændede og skar i Øjnene, ned imod Søen, der strakte sig taageløs, blank-hvid som Glas. Af og til kom langt borte fra nogle skrattende, falske Trompettoner. Men rundt om kaldte usynlige Græshoppe-Hanner paa Hunnerne, idet de med deres Vingevioliner frembragte den svirrende, æggende Musik, der paa en Gang er saa sylfin, som spilledes den af Græsstraa paa »den flyvende Sommers« sølvskinnende Spindelvævs-Strænge, og saa spæd larmende, saa gennemtrængende metallisk som en bitte lille Janitschar-Musik; -- den syntes at faa en uendelig Forstærkning af Musikanter, som vilde den fylde hele Rummet, den blev voldsommere med hvert Sekund, idet Tankerne overdøvedes af den meningsløse Larm, Blodet opildnedes af de flimrende smaa Lydflammer, Sanserne sporedes af de skarpe Toner, indtil alt syntes at forgaa i den voxende, dirrende Jubelmusik af en brutal Elskov.