-- -- Og jeg er overbevist om, at alle her ved dette Bord føler den samme Glæde som jeg over, at vi kunne være samlede med vor højt fortjente Landsmand ... Jeg siger Landsmand; -- thi om end vi andre ikke ere knyttede til Landet her rundt om ved det samme moderlige Baand som Professor Petersen, saa have vi dog nu vort Hjem her, og vi søge jo alle efter bedste Evne at-æ -- virke -- og-æ -- gavne og -- og føle os som Egnens Børn.
Pastor Krarups sidste Ord stoppede Munden paa Herredsfogden, der var lige ved af suflere »gavne og fornøje«. --
-- Da Professor Petersen sidst besøgte denne sin Fødeegn, var det, som vi mindes, i et Sorgens Anliggende. -- (Hele Selskabet stirrede meget nedslaaet ned over de halvfyldte Talerkener, uden at have nogen Anelse om, naar eller hvorfor Professoren sidst havde været dèr.) -- Naar jeg siger »da Professor Petersen besøgte sin Fødeegn«, -- saa taler jeg egentlig unøjagtig, jeg betjener mig af en rhetorisk Figur, som de Gamle kaldte ~Hysteron proteron~. (Her saà Pastor Krarup meget humoristisk ud, som om han havde sagt en stor Vittighed, og skelede hen til Provst Storm med et Blik, der vilde sige: »ikke sandt, min lærde Ven.«) Thi Professor Petersen var den Gang endnu ikke Professor, ikke engang Doktor, -- han var slet og ret Kandidat Petersen. (Denne Meddelelse om Professorens Beskedenhed lod til at virke saa overvældende paa Selskabet, at Pastor Krarup maatte gentage i Salvelsestone:) Kandidat Petersen ... Men, -- men, denne Kandidat Petersen, han var allerede den Gang den theologiske Ungdoms Lærer, han var Opdrager for Mænd, der nu sidde rundt i Landets Prædikes-- hm, -- der nu staa rundt paa Landets Præstegaarde.
Dette Storkebillede løste Selskabets Lattermuskler, og selv den uheldige Taler maatte le med.
-- Ja, -- he, he, he! -- jeg kom til at fortale mig ... Naa, maa jeg saa bede Dem tømme Deres Glas paa Kandi--, paa Professor Petersens Velgaaende.
Almindelig Rejsning og Klinken med de smaa gammeldags Glas, som kun rummede et Par Mundfulde af den lyse, sure Rødvin, der skænkedes af etiketteløse Flasker for at foregøgle en Vinkælder. Den hovedkuls forhastede, lidet højtidelige Slutning paa Festtalen havde aabenbart virket velgørende. Højrøstet Samtale sprudlede pludselig op langs den dobbelte Stolerække og krydsedes over Bordet, ledsaget af en livlig Klirren af Knive og Gafler, der næsten var mættende, blot man hørte paa den. Men Stuepigen og den smukke unge Husmandskone, der anvendtes ved slige Lejligheder, ilede frem for at byde om fra Spillebordene, der havde en Buffets Rolle, hvor de havde staaet under Talen, stive som Soldater, med sovende Ansigter. De sænkede pludselig Fade ned imellem fortrolig hviskende Hoveder, der fòr til Side, som grebne i en Sammensværgelse, de borede sig dristig ind gennem den snevre, næsten ufarbare Passage mellem Stoleryggene og Væggen, hvor Stuepigen snublede over Gardinet, som Proprietær Kolding havde sat sin Stol paa, medens Husmandskonen hældte Sauce ned ad den staalgraa Silkeryg paa Fru Herredsfogedinden, en statelig Dame, født med »~de~«, der beviste sin højere Grad af Verden ved ikke at trække paa Smilebaandet, medens hendes Kavaler, Pastor Krarup, holdt sin Tale. --
Endnu en Gang maatte Stegen friste en Afbrydelse, idet Professor Petersen, efter at have takket med nogle faa beskedne Ord, bad Selskabet om at forene sig med ham om at ønske en flink ung Mand -- han kunde maaske sige en Discipel af sig, -- og han tròde en god Bekendt af dem alle -- Lykke og Velsignelse paa den Bane, han var slaaet ind paa, og hvorved han havde skilt sig fra Egnen, -- dog ikke ganske skilt sig, thi han saà derhenne ved den unge Mands Side en ung rødmende Pige, en »Indfødt«, der havde knyttet sin Skæbne til hans og vilde blive et Baand mellem ham og Egnen. -- Held og Velsignelse for dem begge!
Atter Rejsning og Klinken, under hvilken de to Delinkventer stod bag ved de udstrakte Arme og blinkende Glas ved den bageste Ende af Bordet, begge meget røde i Hovedet og meget glade ved at faa Lov til at sætte sig ned igen, medens Godsforvalteren, der sad ved Midten, hviskede til sin Borddame: »En fager Brud i Sandhed han sig henter« -- hvilket de begge tròde, var et Citat af Oehlenschläger.
Dette førte ham naturligvis til en Konversation om den gode gamle Poesi, den romantiske Digtekunst, -- Axel og Valborg, -- ikke sandt? -- aa! -- Ja, han sværmede endnu derfor. -- Han var maaske noget gammeldags, -- naa men Herregud, han var jo heller ikke ung længer. --
Hans Borddame gjorde Indvendinger: -- han var en Mand i sin bedste Alder, i sin anden Ungdom. Men Ravn vedblev med en beskeden Stædighed: --
-- Aa, De er nu saa komplimenterende, Frøken Klingenberg! ... Ja, -- nej, jeg regner mig nu blandt de Gamle ... Jeg overlader Realismen til Ungdommen, men hvad mig angaar --
-- Hvad er det, Ravn snakker om, at han er gammel? -- brummede Kammerraad Sommer, lidt borte, paa den anden Side af Bordet. -- Gammel Ravn! ... he! ... Han er jo en ung Ve—Vipstjært.
-- Ih, sikken et Billede! udbrød Frøken Klingenberg.
-- Ja, han er Realist, Kammerraaden, sagde Ravn, lidt stødt.
-- Ja, Frøken! ... Jeg henter mine Udtryk fra mine daglige Omgivelser, fra Mark og Ve—Vang ... Jeg er en simpel Landmand, gør ikke Fordring paa andet.
Denne pralende robuste Beskedenhed blev ikke modtaget; over den jævne Mand, der slubrede Ærter i sig med Kniven, medens han brummede ned i Talerkenen: »Gør ikke Fo—Fordring paa andet,« nedkaldte den et Styrtebad af Ros, med Sidedoucher fra hans Borddame, Frøken Krarup, og fra Herredsfogden til venstre, og med en voldsom Straale skraas ovre fra Provsten, der raabte højest, fordi han havde Fru Kammerraadinden tilbords.
-- Jo vist! ... Han med sin Anseelse, -- med sin bekendte Indsigt i Landbrugets Teori! ... Han der kunde være bleven Landstingsmand, hvis han havde villet!
Men oppe ved Hjørnet af Bordet, hvor Proprietær Kolding for anden Gang fangede Stuepigen i sin snedige Gardinfælde, hviskede denne Praktiker til Fru Krarup, som han vidste altid med Glæde optog en Ondskabsfuldhed mod en af Gæsterne:
-- Nej, -- Kammerraaden kan maaske være Videnskabsmand, -- Anatom og Filosof og saadan noget, -- det forstaar jeg mig ikke paa, men Landmand, det er han minsandten ikke.
-- Aa nej, svarede Fru Krarup, idet hun ved et Smil viste et Par lange Fortænder, der stod skævt paa hver Side af et Hul. -- For Resten er han det da for saa vidt, som han kan sætte Penge til.
-- Ja, det gaar nok ikke saadan --
-- Han har rent ud sagt været paa Randen af en Fallit. Hvordan han egentlig kom over Terminen -- for Afgiften har han saamæn ikke kunnet betale -- og Greven ser ellers nok paa Pengene -- saa hvis Ravn ikke var hans gode Ven -- naa, men ikke mine Ord igen ... Ja, Hr. Professor, hvordan Pastor Frederiksen præ'ker, det skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke hørt ham ... Men havde det været noget udmærket, saa var der vel nok blevet talt om det ... Men dèr har De jo for Resten en god Kilde paa Deres venstre Haand, for Herredsfogdens bor jo ved Siden af ham.
Hun saà over Professorens Bryst og nikkede til sin kære Veninde Fru Henriksen, som hun glædede sig ved at sætte i Forlegenhed ved denne Paakaldelse, da hverken Herredsfogden eller hans Hustru nogensinde satte deres Ben i Kirken.
Men Fru Henriksen lod sig ikke forbløffe:
-- Aa jo, ganske godt, ikke noget remarkabelt.
-- Er det nu et godt Embede?
-- Aa, saa forskrækkelig daarligt, udbrød Fru Krarup med en foragtelig Hovedrysten. -- Der er en Formand, som slet ikke vil dø, og Præstegaarden er lige ved at falde ned over Hovederne paa dem, og der er saamæn ikke Raad til at bøgge.
-- Saa! ... Virkelig! ... Hm.
-- Maaske kender Professoren ham inde fra København, bemærkede Fru Henriksen.
-- Ja, han er saamæn en af dem, der staar rundt om paa Landets Præstegaarde, og som Kandidat Petersen --
-- Ha, ha, hi, hi, lo Pastor Krarup, saa det lød som en lille Skralle gennem den lange smalle Stue.
-- Var det Professoren, der var saa vittig? det ser han ellers ikke ud efter, sagde Kristine og strakte Hovedet frem for at kunne se bedre ned ad Rækken.
Men Hjorth, der fra sin Hjørneplads bekvemt kunde overse det hele Selskab, bøjede sig over mod Pastor Frederiksen, hvis Borddame han sad ved Siden af, og gjorde ham opmærksom paa, at Professoren vistnok ønskede at drikke med ham.
Den lille blege Mand fòr sammen, drak ud og holdt det tomme Glas op med en højtidelig, næsten sakramental Haandbevægelse, medens han nikkede med straalende Stolthed over til sin gamle Manuduktør, hvorpaa han igen sank tilbage paa Stolen og ned i den indviklede Sag angaaende de sex Favne Brænde, om hvilke han nu paa fjerde Aar procederede med Skovvang Gods, -- et Emne, som hans Dame, Herredsfogdens Datter, var inde i og havde grebet med Begærlighed for at gøre sin juridiske Afstamning Ære.
Men Ordene »Favnebrænde«, »Fagot« og »Top« antændte den onde Samvittigheds Helvedesbrand udi Godsforvalter Ravns Hjærte; han maatte gribe sit Glas, bøje sig frem foran Frøken Klingenbergs flade Bryst, der skilte ham fra Pastoren, og have den Ære at drikke et Bæger med ham; det var ham saa kært, at de kunde mødes paa Privatlivets Grund.
Derefter optog Godsforvalter Ravn atter Samtalen med sin Borddame om det Forslag, der var blevet fremsat til en Forandring af Prædiketexterne. Der kunde jo være meget, som talte for det, og der var jo saa mange Steder i den hellige Skrift, som man ogsaa kunde ønske bragt frem for Menigheden; men paa den anden Side maatte han dog sige, at de gamle Evangeliestykker og Kollekter vare ham saa inderlig kære fra Barndommen af, at han havde Vanskelighed ved at forlige sig med Tanken.
Frøken Klingenberg, der nikkede bifaldende til denne Pietet, men i det Hele syntes afgjort stemt for den nye Ordning, var en høj, knoglet Dame med rødsprængt Ansigtsfarve. Hendes Alder maatte være et eller andet Sted oppe i de sidste Trediver. Hun var Datter af en Oberst, der efter sine Krigerdage anvendte sin private Formue til at slaa sig ned i et fredeligt Landliv, ved hvis Slutning, for nogle Aar siden, han havde efterladt hende en temmelig stor Gaard med en Smule Bøndergods, en lille halv Mil fra Skovvang. Dèr bòde hun med Husjomfruen og Forvalteren. Men hun førte dog ikke noget ensomt Liv. Hun var ivrig kirkelig, og hendes Passion var Præster. For dem gjorde hun smaa fine Middage, og kom saa til Gengæld til alle Præstegaardsmiddage.
Godsforvalter Ravn var naturligvis en gammel Bekendt af hende. For det første bòde de jo hinanden saa nær, at de næsten kunde nikke til hinanden, saa det var ikke mer end simpel Høflighed, at han nu og da saà over til hende i hendes Ensomhed og satte Smag paa hendes Kvædelikør; og det var saamæn heller ikke mer end simpel Menneskekærlighed, at han havde sine smaa Griseøjne med Gaardens Bedrift, for man vèd jo, hvor let saadan lønnede Folk kan finde paa at narre en stakkels uerfaren Dame. Da han endelig var saadan en dybt følende kristelig Mand, saa havde de jo de højeste Interesser fælles, og det var en Selvfølge, at han, alle de gamle Præsters Lhomberbroder, var en stadig Gæst ved hendes smaa gejstlige Pikkenikker. Men det kunde naturligvis ikke være andet, end at verdslige Tunger udlagde disse Besøg noget anderledes.
Iøvrig lod det ikke til, at Godsforvalteren havde synderligt imod, at man gjorde ham til Frøken Klingenbergs erklærede Tilbeder. Tvertimod gav han endogsaa selv sine Hjærtesuk et vist iøjnefaldende Præg. Det kom naturligvis deraf, at Manden intet havde at skjule, og at der vanskelig lod sig lægge Baand paa hans stærke Følelser. Men de onde Tunger -- hvad har de ikke at bestille! -- de fortolkede det unægtelig, som om Ravn ønskede, at Folkesnakken skulde gøre Frøkenen bekendt med hans Hjærtes sande Tilstand og ved at gifte dem sammen lette hans endelige Overflytning til Fugleredegaard -- det var det poetiske Navn paa Frøken Klingenbergs Bo -- fra Skovvang, hvor der sagdes, at hans Stilling ikke var synderlig sikker.
En af disse onde Tunger, Fuldmægtig Jessens, havde haft en hel Del gode Historier i den Retning at fortælle Hjorth i denne Sommerferie, saa det var intet Under, at han fra sin gunstige Plads skarpt iagttog Godsforvalterens Kurmageri, der blev inderligere, med en hviskende Mjaven, med Hovedet kælent paa skraas og opadvendte Øjne, der blinkede af en fugtig Sentimentalitet, efterhaands som Selskabets Livlighed steg rundt om, isolerende ham og den Udkaarne midt i en Sammenflydning og Krydsning af Repliker.
Man var ved Desserten. Store Fade, toppende fulde af Jordbær, stødte mod gestikulerende Albuer, saa Bærrene trillede ned over Randen. Sherryen fyldte en for en Rækken af de smaa tomme Glas, idet den ligesom tændte en gylden Lygte foran hver Kuvert. Paa den ene Side af Bordet var Skeerne i en livlig blinkende Bevægelse fra Talerkener til Munde, men den anden Række var endnu i Færd med at forsyne sig. Proprietær Kolding sugede med et Svup Fløden af sin tykke Knebelsbart, men Provsten raadede ham deltagende til at følge hans Exempel og komme Sherry paa Jordbærrene, for ikke at forkøle Maven. Kammerraad Sommer var allerede snart færdig med sin Portion, som han i sande Læs skuffede ind mellem de tykke Læber, der formede sig som Tuden paa en antik Tragediemaske og mødte Skeen paa Halvvejen. Men Herredsfogden var endnu ved Tilberedelsen; han havde pludselig givet sig ivrig i Snak med Kristine, der sad paa hans venstre Side, og han vendte sig helt om imod hende, for at hans højre Haand imens kunde faa et Distraktionspaaskud til med en uendelig, nervøs Rysten at drysse en hel Drive af Sukkersne gennem Strøskeens Huller ned over de røde Bær. Og lige over for gjorde Godsforvalteren Frøken Klingenberg opmærksom paa dette Kunstgreb, uden hvilket det næsten var umuligt at faa tilstrækkelig Tid til at tage Sukker.
Heden tiltog bestandig i det lave, smalle Værelse, hvor Eftermiddagssolen begyndte at titte ind med et Par lange Striber, der skraas over Bordet brødes i Glas og Karafler og irriterede Godsforvalteren ved bagfra at falde i Glassene paa hans Guldlorgnet, saa han maatte bøje sig endnu længer over mod sin Borddame. Foruden Solvarmen og den tiloversblevne Em fra Steg og Fade syntes der endnu at udgaa en Straalehede fra hvert af disse Ansigter, der begyndte at gløde mere og mere. Det føltes som en Velgerning, naar den dovne Vind strøg ind gennem de aabne Vinduer, løftende og buende de hvide Gardiner som Sejl, -- undtagen det ene, der var tøjret af Proprietærens urokkelige Stoleben.
Ogsaa Sindene vare opildnede. Det kendtes paa Samtalen, der var sat i et forceret Tempo, og hvis Tonefald var skruet et Register op, nu da den tiltog med et jævnt Crescendo, eftersom Angrebet paa Jordbærrene stilnede af. Der udviklede sig en Kappestrid i at raabe hinanden over, en ubændig Lyst til at kaste sig ind i en Samtale i det andet Hjørne af Bordet, en Ærgerrighed efter at hverve et Individ fra en fremmed Samtalekreds over i den, man selv tilhørte, -- som frembragte et Kaos af Sætningsstumper, der var ganske sindsforvirret for en Udenforstaaende. Og Kristine lænede sig tilbage i Stolen, leende til Hjorth, medens hun med Hænderne for Ørene, ved at aabne og lukke hurtig, indsugede ligesom Koget af en Kæmpekonkylje. Hjorth skændte paa hende; men hun var saa fortryllende i sin kaade Natur, der gik over Optugtelsen, med de udfordrende, drillende Øjne, med dybe Smilehuller i de vinblussende Kinder, og med en Latter, der trak de friske Læber bort fra et Par straalende, halvt aabnede Tandrækker, -- at han selv lo med og havde Lyst til at kysse hende paa den stærke Arm, som Ærmet var gledet ned over til Albuen. -- Han kunde ogsaa gjort det uden Fare for at blive bemærket, -- det skulde da have været af Godsforvalteren, der undertiden midt i en sentimental Sætning til sin Frøken sendte et hurtigt, graadigt Øjekast over paa den smukke unge Pige. Ellers var enhver ganske optagen af at skaffe Ørenlyd for sit. --
-- Ser man det! -- har han to Præceteriser?
-- Jeg kan forsikre Dem, Hr. Proprietær, at det Forsøg, jeg gjorde ifjor med Bedste-Horns Rugen fra Erfurt, er slaaet aldeles fejl -- totalt.
-- Ja men, Provsten maa lægge Mærke til --
-- Aah ja, med Frankrig gaar det jo sørgelig ned ad Bakke --
-- Ja, de—det har Krarup skam Ret i ... Disse Rebipluk--, denne Ge-- Gambetta --
-- Aa, han er en Ærkegavtyv! ... Han skulde min Salighed klynges op i Triumfbuen.
-- De immerbærende, -- ja det er nu en Art for sig; det er det vilde Skovbær, som Svenskerne kalder Smultron, hvorimod Jordgubber --
-- Jeg har dog ladet mig sige, at den jydske Hesteavl skal i det sidste Decennium --
-- Nej, Be—Beaconsfield, -- det er min Mand! ... Han er skam ikke tabt ba—bag af en Vogn.
-- Ja men, saa er der jo ogsaa denne d'Isreali --
-- Nej, De skulde komme over til mig, Hr. Herredsfoged, og smage »Kongen af Saksen«; -- det er --
-- Ja, des værre er Forholdet mellem Fakulteterne i de senere Aar --
-- Provst Storm! Provst Storm! -- De maa virkelig komme en af Deres undergivne Præster til Hjælp! -- Har jeg ikke Ret, at Napoleon var, med alle sine Fejl -- alligevel --
-- Den kostede en Krone, den ene Plante --
-- Ja men, saa var det jo ogsaa en Konge, Hr. Pastor.
-- Ja, jeg mærker nok, Hr. Godsforvalter, at vi to høre begge til den gamle Skole!
-- Jeg tror ikke, at Knapstrupperne i Længden --
-- Ja, man kan nu sige hvad man vil, -- saa er og bli'er Atkinson -- det bedste Jordbær ... (Saa til Helvede! --)
Dette sidste mumlede Udbrud af Herredsfogden, efter at han havde ladet Atkinson fælde Kongen af Saksen, fremkaldtes ved Synet af Godsforvalteren, som rejste sig lige over for, og med en skarp Tone fra sit Glas overhuggede Samtalebundtet, der med en kortvarig Krampe af lemlæstede Sætninger døde hen i resigneret Tavshed.
Ravn stod med den venstre Haands Knoer støttede paa Dugen og med højre Haand stukket ind under Vesten, som om han holdt paa Hjærtet, for at det ikke skulde springe ud. -- Han vilde foreslaa en Skaal -- en Skaal, som ikke burde savnes ved dette Bord -- en Skaal for Kvinden.
Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret, med et træt Løfte om ikke at lade sig overraske af hvilke som helst Flovser.
-- Hvad var ikke Kvinden for os i Livet! -- Dersom han maatte ligne Livet ved det, som det burde være, en Gudstjeneste --
Her skar Herredsfogden, med Munden fuld af Jordbær, en Grimace af Væmmelse, i Lighed med den, der fremkommer, naar en uskyldig Gane første Gang smager Kaviar.
-- en Gudstjeneste, saa vilde han ligne Kvinden ved Salmesangen. Det var de lutherske Salmer, som mange Steder først havde sunget Reformationen ind, og i Rationalismens Tid, i de tørre Prædikeners Dage, da var det Salmesangen, der havde næret og opholdt Menighedslivet ... Saaledes -- hm, hm, -- saaledes var det ogsaa Kvinden, der med sin uimodstaaelig dragende Magt vandt os for det højeste og bedste og ligesom gav Sjælen Vinger til at hæve sig over Hverdagslivets Trivialiteter. -- Der var maaske Kvindetyper, hvorom dette ikke galdt; -- men han talte om den danske Pige, den nordiske Mø, der var blond som en Lysalf, med blaa Øjne, hvori man syntes at se et Spejl af Himlen. -- En Skaal for den danske Mø! --
Kort efter at denne Tale lykkelig var overstaaet, rejste Selskabet sig, og Parrene opløstes inde i Havestuen under en almindelig Haandtrykken. Men Godsforvalter Ravn beholdt endnu Frøken Klingenberg for sin egen Mund, idet han fik hende manøvreret hen i det fjærneste Hjørne mellem Vinduet og Klaveret, og Fru Krarup, der endnu ikke havde gjort Professoren tilstrækkelig bekendt med Egnens Smaaskandaler, fik ham placeret ved Siden af sig i Sofaen, hvor han havde den smukke Udsigt over den hvide Dug med de stærkt forgyldte Kopper og forbi Herredsfogedindens graa Silkebryst ud i Haven, der sammenfiltrede sit grønne Vildnis af gamle Frugttræskroner udenfor de aabne Døre.
Hjorth underholdt sig med Frøken Vilhelmine, der borttog noget af Udsigten i sin Stilling midt for Bordet, bag den gammeldags Kobbermaskine, gennem hvis hullede Laag Dampen puffedes op i smaa Skyer, der blandede sig med Cigarrøgens blaa Lagtaager, til hele Stuen stod fuld af en hyggelig, tæt Dis, en rigtig landlig Kaffebords-Atmosfære, som dæmpede Dagslyset og udviskede Ansigtstrækkene, og hvori Cigarerne punkterede med deres glødende Ender.
Det hjalp ikke, at Herredsfogedinden fik fine Fornemmelser i Halsen og begyndte at hoste; -- Røgen blev tættere. Man kunde næsten skære i den henne i det Vindueshjørne, hvor hendes Mand stod og tindrede med sine blanke Knapper, vridende sin lange rynkede Hals, der blev skaaret af de smaa opstaaende Flipper under Uniformskraven. Ved hans Side udspyede Kammerraadens tykke Læber uhyre Røgmasser, medens han formelig aad Cigaren, forenende Nydelsen af Skraa og Røg; han kastede hvert Øjeblik et kærtegnende Blik ned over sin store barberede Kindflade til Kjoleopslagets nye Ridderkors, der syntes ham at fylde Værelset med sin Hædersglans; af og til lettede han sin højre Fod bag op og greb den om Vristen, idet han et Par Sekunder hinkede paa venstre -- en af hans sære Manerer, naar han blev ivrig eller var i godt Humør. Men Proprietær Kolding stod støt i sine tyksaalede Landmandsstøvler, med den venstre Tommelfinger i Uhrkæden, medens han med højre Haand drejede paa den lange Knebelsbart.
Paa den anden Side Spisestuedøren i Kakkelovnskrogen stod Provst Storm yderst i den gejstlige Gruppe, med et Øre vendt ud mod Kammerraadens og Proprietærens Samtale, medens han med det andet skødesløst beærede Pastor Frederiksens spædmælede Anmodning, om det dog ikke var muligt ved næste Syn at faa Godset til at indrette et ordenligt Ligkapel i Oustrup Kirke: -- Det var af den Slags Sager, -- man kunde ikke bestemt forlange det ... Han skulde tale igen med sin Ven Ravn derom ... Iøvrig havde han ladet sig sige, at Greven ikke var absolut imod det. -- Bag ved dem stod Pastor Krarup mod Baggrunden af den rosarøde Lerkakkelovn, betragtende Selskabet gennem Hornbrillernes Cirkelglas med en Værts Tilfredshed; han havde stukket Hænderne ind paa Ryggen under den sorte Kjole, der slog Folder paa Siden og skubbede ham i Nakken med sin høje Krave under de hvide, silkeblanke Haartjavser, saa at han maatte stikke Hovedet frem med den lange Hage, der idag var blevet smukt barberet, over et rent Halsbind; -- i denne Stilling gav den gammeldags, langskødede sorte Kjole hans trivelige lille Person Lighed med en uhyre Allik.
-- Kender De noget til denne Jokumsen, som er bleven kaldet til store og lille Skævinge, Hr. Provst?
-- Nej, -- ikke set ham ... Temmelig ung Mand, -- fire Aars Kandidat.
-- Mon han har præket til Demis?
-- Jo han har, svarede Professoren henne fra Sofahjørnet, hvor han dannede som et Bindeled mellem Damerne og Gejstligheden. -- Jeg var selv Censor.
-- Ja saa! ... Naar var det, Hr. Professor?
-- Sidste Uge ... Jo, meget godt ... Det var: Jesus driver en Djævel ud. -- --
-- Guds Død og Pine, Herredsfoged, saa skulde vi jo været ud paa Sneppetrækket, udbrød Kammerraaden, med et Hop, gribende sig i Vristen.
-- Hvad behager? ... paa -- ... Er De blevet gal, Sommer?
-- Jo, han si—siger jo der—derhenne, at de sidste Uge prækede om, at Jesus drev en De—jævel ud.
-- Aa Snak! -- det maa være noget andet ... Det er jo engang i Marts, at Jesus driver en Djævel ud og er saa god at vare os ad, at vi skal ud og skyde Snepper.
-- Ja, det—det er 'et sgu ogsaa, og nu er vi -- -- aa, vi er jo midt i August, -- ja, hvor man dog kan staa og være distrait.
-- Nej, se dog til Godsforvalteren derhenne, den Rad! hviskede Proprietær Kolding. -- Aldrig saasnart har han sluppet denne Smule Godsejerske, -- det maa for Resten have været en sur Tjeneste, -- saa skal han da hen og regalere sig hos den lille Kristine, -- ja, det er nu ogsaa en Fandens fix Pige! --
-- Hm! -- ja—a, Godsforvalteren er, som vi jo hørte ved Bordet, en varm Beundrer af det smukke Køn, -- Salmesangen, bemærkede Herredsfogden ironisk, idet han kastede Askestøtten fra sin Cigar hen paa Kakkelovnspladen.
-- Ja Ra—Ravn, -- han er jo altid som en Ra—Ramler i Marts, plumpede det ud af Kammerraaden. -- --
-- Nej, Professoren maa da paa ingen Maade rejse sig for min Skyld.
-- Bevares, Frøken Klingenberg, De kan da ikke forlange, at jeg skal være saa uhøflig at blive siddende paa den bedste Plads.
-- Det kan jo ogsaa være, at Professoren er bleven ked af os Damer --
-- Men, hvor kan De dog tro, Frue?
-- Det vilde gøre mig meget ondt, hvis jeg skulde jage Professoren bort eller blive et Paaskud, -- jeg har netop glædet mig til at tale med Dem ... Jeg har med saa megen Interesse læst adskilligt fra Deres Pen.
-- Ser man det! ... læser Frøkenen ogsaa -- --
-- Aa, Frøken Klingenberg er nu en ren Theolog.
-- Naa, det tør jeg just ikke rose mig af ... Jeg vil ogsaa ærlig tilstaa, at jeg begyndte rigtignok paa at læse Deres Disputas, men den -- den blev mig dog -- lidt --
-- Saa, -- ja, det vil jeg tro.
-- Ja især det meget Græsk, det kunde jeg jo ikke --
-- Nej, naturligvis.
-- Men flere Artikler af Dem -- i theologisk Tidsskrift, -- de har interesseret mig overordenlig ... Og saa Deres »Kulturhistoriske Billeder af Livet paa Frelserens Tid«. --
-- Saa, har De haft Fornøjelse af den? -- Det glæder mig at høre. -- Ja, den er jo ogsaa mere almenfattelig.
-- Ja, saa fin, og saa -- Aa, kan De huske -- et Sted -- det falder mig netop ind -- det er en Skildring af Aftenen -- hvordan, saadan -- ja det begynder -- lad mig se! -- »Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned (Mathæus 16).«
-- Jo, jeg erindrer det nok ... Saa, har det tiltalt Dem særlig? ... Hm! -- Siden Frøkenen giver sig af med den Slags Ting, kan jeg tænke, De har læst Martensens Ethik.
-- Aah, ja -- i de sidste Maaneder, siden den specielle Del kom, har jeg næsten ikke haft Tanke for andet ... Jeg kan slet ikke blive træt af det ... Det er rigtignok Tankedybde! -- Og saa denne herlige Stil! det er slet ikke, som om det var Videnskab, -- det glider saa let som i en Præken. -- --
-- Jeg maa dog sige, bemærkede Provsten, at hans Eskatologi er mig noget fantastisk. --
-- Ja, det kan man ikke saadan uden videre sige, Provst Storm! det er et meget indviklet Spørgsmaal, som man sandelig skal -- -- Hvad mener De, Hr. Professor? jeg hører De taler om Martensens Ethik ... Det er dette med Tusindaarsriget, det er jo vanskeligt, for man kan jo ikke nægte, at det er udtrykkelig forkætret i Konfessionen.
-- Saa, Hr. Pastor! udbrød Frøken Klingenberg, -- er det forkætret? -- det tusindaarige Rige -- Gud, det har jeg altid tròt --
-- Ja, man maa vel des værre sige, lød Professorens Votum, at vore Reformatorer -- paa dette Punkt har været -- hvad skal jeg sige? -- noget overilede ... De har uden Tvivl ladet sig henrive til den syvende Artikel af historiske Strømninger i deres Samtid, som var dem imod, og med Rette imod -- af andre Grunde. Tusindaarsriget har den fuldeste Medhold i Skriften.
-- Ja—a, -- det vil da sige, hvis Johannes' Aabenbaring er ægte, ytrede Provsten.
-- Ja, men det maa vi vel være enige om.
-- Ja, Luther forkastede dog ogsaa selv Aabenbaringen.
-- Jo, vist gjorde han saa ... Men De vèd nok, Hr. Provst, at Luthers Forhold til den hellige Skrift var -- des værre -- i mange Maader -- vilkaarlig.
-- Ja, det er ganske vist, bifaldt Pastor Krarup, -- man kan ikke saadan uden videre -- beraabe sig -- -- Naa, hvad mener Ungdommen? brød han af til Hjorth, som var lokket derhen af den theologiske Disput.
-- Jeg antager, at Apokalypsens Ægthed er hævet over enhver Tvivl.
-- Ja, de Unge de skal nu altid være saa ultra-orthodoxe, udbrød Provsten ærgerlig.
-- Undskyld, Hr. Provst, men det forekommer mig at være en underlig Slutning, da netop alle de radikale Kritikere holder paa dens Ægthed.
-- Ja, det er ganske sandt, udbrød Krarup, henrykt ved at se Provsten fanget i sin Uvidenhed. -- Det er meget træffende; he, he, he! -- Kan De stikke den, Provst; det havde De nok ikke betænkt.
-- Ja, saa er det virkelig et noget farligt Forbund, svarede Provst Storm.
-- Ah, de Lærde er nok uenige, raabte Herredsfogden, hvis lange Hals under disse Repliker havde forstrakt sig mer og mer i Retning af Theologerne. -- Der staar nok Avtoritet mod Avtoritet.
-- Ja men, Guds Ord bliver dog den højeste Avtoritet, saa der er ingen Fare, Herredsfoged ... Vi talte ellers om Martensens sociale Ethik, og den har De vel ikke læst.
-- Jo, den har jeg netop læst, Krarup, det vèd Gud jeg har ... Og jeg vil rent ud tilstaa, at jeg finder, det meste af den er noget forbandet Nonsens -- hen i Vind og Vejr ... Men saa meget vil jeg indrømme Dem, at den kan være meget gavnlig i politisk Henseende ... At den nationalliberale Reaktion bliver præket som kristelig Ethik, det kan være meget sundt for Folket, at de kan vide, hvad de har at rette sig efter. -- --
-- De kan dog ikke ne—nægte, Hr. Proprietær, at det er Indavlen, der har da—dannet Racerne. --
-- Ja, men det er ogsaa den, som faar dem til at udarte.
-- Saa! er det det? ... Da vèd jeg dog ellers, at Backwell --
-- Aa, han er aldeles forældet!
-- Hva—hvad behager! -- forældet?
-- Ja, for længe siden! ... Og jeg har læst i et Tidsskrift, at Darwin selv -- --
-- Darwin! -- De beraaber Dem da ikke paa Darwin? spurgte Provsten, idet han pludselig vendte sig.
-- Nej, -- ja, -- det vil sige, -- det er slet ikke noget om det med Aberne ... Det er aldeles uskyldigt ... Det er kun om Husdyrene.
-- Naa, ja ... Ja, men Darwin er alligevel ingen Avtoritet.
-- Nej, de—det har Provsten Ret i, de—det er det jeg siger, udbrød Kammerraaden, gribende sig om Vristen ... Da—Darwin er ingen Avtoritet, han er Fi—Filosof.
-- Aa, De kan selv være Filosof.
-- Hvad ba—behager! ... Jeg Fi—Filosof! ... Jeg er en simpel La—Landmand.
-- Maa jeg spørge, hvad er egentlig Stridens Emne? --
-- Aa, det er Proprietæren dèr, han paa—paastaar, at Indavlen, ~the breeding in and in~, at den ikke bevarer Racerne, men at der behøves Krydsning --
-- Ja, det skulde jeg ogsaa være tilbøjelig til --
-- Ja, men be—bedste Provst -- --
-- Ah, nu er Provsten kommen dèrover, bemærkede Pastor Krarup; -- ja dèr passer vor kære Embedsbroder maaske ogsaa bedre.
-- Saa? ... Hm ... Provsten er en ivrig Landmand? ... Hm.
-- De taler derovre om Darwin, begyndte Pastor Frederiksens snøvlende Stemme med sine mange uartikulerede Nasallyde; -- og da vi netop er ved Martensens Eskatologi, saa kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at det har undret mig meget, at han ikke taler om Darwin, dèr -- i Anledning af den falske Profet eller Dyret fra Jorden. -- Dette, at Dyret stiger op af Jorden, se det minder jo ligefrem om Udviklingslæren, at det kommer fra det uorganiske og saa efterhaanden stiger -- og saadan -- Og saa det, der staar, at han faar Magt til at give Dyrets Billede Aand, saa at det endog kan tale, det er jo Dyret, der bliver til Menneske, -- at han faar det til at se saadan ud, og faar dem til at tilbede Dyret og bære dets Mærke paa Panden, saa de selv bliver ligesom Dyr, det er jo den Darwinistiske Moral ... Ja, saa staar der jo ogsaa, at Løgneprofeten ser ud som et Lam, men taler som en Drage, og man hører jo altid netop Darwin rose for hans beskedne Fremtræden, -- det Træk forekommer mig nu at være saa slaaende.
-- Saa, har De tænkt Dem det saaledes ... Hm ... Ja, det kunde man jo ogsaa -- --
Men Hjorth, der allerede var bleven ked af Theologernes Selskab, gik hen i den anden Ende af Stuen, hvor Kristine sad i en Hjørnesofa og lo, medens hun udsøgte smaa Stykker Sukker i den blaa Skaal, som den galante Godsforvalter bød hende paa en lakeret Bakke. Hun havde forvundet sin første Benauelse ved den lille elegante Herres Opmærksomhed og befandt sig overmaade vel ved Siden af ham, der konverserede hende med en spøgende onkelagtig Venlighed, medens han lænede sig tilbage og balancerede med Kaffekoppen i den venstre Haand, med det venstre Ben slaaet over det højre, vippende velbehagelig med den fine Gedeskindsstøvle, der var som støbt om hans lille Fod.
-- Naa, De har rigtignok forstaaet at faa Flødeskindet, Frøken.
-- Uh ja, -- jeg fik saadan en Mængde, og jeg kan slet ikke lide det, svarede hun rødmende, idet hun bortløj sin Graadighed.
-- Hvad for noget, Frøken! ... Hvad er det dog for en Smag, tilmed for en landlig Skønhed ... Ikke lide Flødeskind! ... Ja, men saa maa De virkelig give mig noget af Deres Overflødighed, for jeg er saadan en græsselig Slikmund.
-- Men Gud, det gaar da ikke an, Hr. Godsforvalter.
-- Jo saamæn gaar det magelig an, nu skal De bare se! --
Han holdt sin Kop hen, og Kristine maatte skovle alt Flødeskindet op af sin Kop og komme det over i hans, medens hun rystede paa Haanden af Latter.
-- Se saa, lille Frøken, nu blev vi begge hjulpet, og jeg siger mange Tak for Flødefisken; -- ja saadan kaldte vi det som Børn, naar Moder gav os en Theske fuld af Flødeskind ... Aak ja, -- aak ja! ... Det er dog den bedste Tid i Ens Liv, det er saamæn Barndommen.
-- Det synes jeg virkelig slet ikke.
-- Ikke det ... Og De maa dog have haft et rart Hjem, -- Deres Fader er saadan en prægtig Mand -- saadan lidt af den gamle Skole, men rigtig saadan -- aa -- ... Naa, men det forstaar sig, Ungdommen, den er jo ogsaa -- ... Aak ja! ... Ah, vær saa artig, Hr. Hjorth, vær saa artig!
-- Nej, bliv dog endelig siddende, Hr. Godsforvalter.
-- Nej, paa ingen Maade, paa ingen --. Skulde jeg blive her og tage Pladsen op for en værdigere? ... Saadan et Par Forlovede, de er jo ligesom et Par røde Køer, som vi siger her paa Landet ... Det vèd vi nok ... Ja, det er ikke, fordi jeg selv nogensinde har været forlovet ... Aak nej! ...
Hjorth blev imidlertid staaende med Albuen støttet paa Klaveret, og Godsforvalteren fandt sig i at blive siddende.
-- De kommer vel paa Skovballet imorgen Aften og faar Dem en Svingom med Deres Kæreste? ... Ja jeg siger ligefrem Kæreste, for jeg kan ikke udstaa det Ord »Forlovede«; -- der er saadan noget koldt og selskabeligt ved det ... Derimod »Kæreste«! hvad ligger der ikke i det Ord! --
-- Nej, min »Kæreste«, sagde Kristine med en aller kæreste lille Vrængning efter Ravn, -- han kommer saamæn slet ikke, for han tager til København.
-- Saa? -- allerede! ... Har De ogsaa Hjærte til det?
-- Aa ja, for min Skyld, Niels! -- du kunde dog gærne blive den ene Dag.
-- Nej, jeg kan virkelig ikke, kære Kristine ... Skolen venter ikke paa mig, og det gaar ikke an, at jeg begynder med at forsømme.
-- Det er saa længe siden, vi har været paa Skovbal sammen.
-- Skal der nu være Skovbal igen? spurgte Herredsfogden, som ogsaa var flygtet fra Theologerne.
-- Ja, der skal saamæn, imorgen; -- nede ved Skovvang Sø, svarede Godsforvalteren.
Kristine var sprunget op og gik hen til Vilhelmine, der nu var færdig med at skænke Kaffe. Herredsfogden kastede sig ned i Sofaen ved Siden af Ravn.
-- Ved Skovvang Sø? ... Ja men, hvorfor Satan har De givet Tilladelse til det?
-- Aa, hvorfor skulde jeg dog ikke --
-- Æh, nu skal der jo danses den ene Uge her og den anden dèr, -- det gaar saagu min Sæl i èn Guddommelighed.
-- Ja Herregud, man maa dog unde dem en billig og uskyldig Fornøjelse.
-- Ja, den kan sgu ellers blive dyr nok, naar den har trukket Renter i ni Maaneder ... Uskyldig! ja den er Fan'en er den ... Nej, Ravn! De hører sgu ikke længer til de naive, det kan De ikke bilde saadan en gammel Praktikus som mig ind.
-- En frisk Cigar, Herredsfoged, De sidder jo og brænder Læberne, sagde Pastor Krarup og rakte Kassen hen imod ham. Vil De ikke med ud i Haven og trække lidt frisk Luft?
-- Aa jo. -- --
-- Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor netop Hornene --
-- Fordi, bedste Hr. Provst, for—fordi der er en meget nøje For—Forbindelse mellem Hornenes Væxt og det sexuelle System og følgelig ogsaa med Mælkesekretionen. -- De kan jo allerede se det paa Tyrens og Koens Hornform. -- Det er en Ko—Korelation i Væxt ... Dersom for Exempel en Ko bliver syg, -- jeg vil sige den faar en --
-- Ja men nu skulde De virkelig komme med ned i Haven, Kammerraad, afbrød Pastor Krarup ham, idet han slog ham kordialt paa Skuldren, -- saa kan De jo disputere videre dernede.
-- Ja, ja, -- nu kommer vi, nu ko—kommer vi. -- --
Haven var overalt, hvor man skulde gaa, et Vildnis af Stikkelsbær- og Ribsbuske, der efterhaanden ved at rykke frem fra begge Sider havde erobret de gammeldags smalle Gange, som bugtede sig frem mellem dem og kun syntes at ville give Adgang for Bærspisere. Hist og her var der nogle mislykkede Blomsterforsøg i nyere Stil, som Hønsene havde vendt op og ned paa; nede langs Staldlængen glòde en Række Georginer, Stokroser og Brandliljer midt imellem et tørt Krat af afblomstrede Riddersporer. Men som oftest holdt Buskene op et Par Skridt fra Gangene, og derinde gròde Græsset frodigt, fuldt af nedblæst Frugt under de gamle mossede Træer, der vare tveløbne eller delte sig fra Roden af i en fem, sex Grene som uhyre Buske.
Det var efter at Selskabet gennem en pludselig Aabning i Ribsbuskettet var trængt ind paa en af disse Plæner, at Professoren udbrød, forvirret ved Gangenes Labyrint-Slyngning: --
-- Det er virkelig ikke saa lille en Have, Pastor Krarup; den maa dog koste en Del at holde i Orden.
-- Aa, det er saamæn ikke noget videre at tale om.
-- Nej, det kan man sgu se, bemærkede Herredsfogden, og pillede et Par Torne ud af sine Buxer.
-- Hvad kan De? ... He! De skal nu ogsaa altid have noget at udsætte ... Ikke sandt, Hr. Professor, er det nu ikke en dejlig Have? ... Saadan rigtig vil jeg sige, som en Præstegaardshave skal være.
-- Jo, ganske vist; -- det er jo Stilen ... Naa, man kunde maaske sige, at den hist og her var en Smule overgròt.
-- Overgròt? -- Nej, hvor vil De hen? ... nej paa ingen Maade ... En Have maa skam ikke være aaben, det giver ingen Hygge ... Nej, den er saamæn ikke overgròt.
-- Aa nej, naar man huggede saadan to Trediedele af Træerne --
-- Hugge? ... nej, De kan tro nej, Herredsfoged.
-- Se, sikken nu et dèr! ... Det kan jo næppe staa.
-- Nej, derfor har jeg ogsaa sat en Stiver til det ... Men saa megen Frugt, som jeg høster af det, det gør De Dem ingen Begreb om -- ikke Tanke om, at De forestiller Dem det. -- De kunde lige saa godt forsøge paa at begribe, hvor langt der er herfra til Sirius eller en af de andre Planeter. -- Se der er nu den Bergamot, dèr -- den er hul som et Rør; -- men hvad det er for et Træ til at bære, -- aa, der kunde leve en hel Familje af det.
-- Nej, det er ganske vist, at de gamle, det er jo ofte de aller bedste.
-- Ja, det har De nok Ret i, Hr. Professor! Nej, kom bare ikke her og sig, at man ikke dur mere, fordi man er bleven gammel ... He! -- nej dette nymodens, det er dog ellers --! ja, De kan tænke Dem, Hr. Professor, jeg saà forleden -- jeg var kommen over i Haven paa Skovvang, -- og saa havde de minsandten trukket ganske bitte bitte smaa Frugttræer i Espalier paa Staaltraad -- helt ned langs Jorden ... Ja er det nu dog ikke skammeligt at forkrøble Guds Skabning saadan!
-- Det har jeg ogsaa nu faaet i min Have.
-- Ja, det kunde jeg da sagt mig selv! -- Aa Gud, hvor det ligner Dem, Herredsfoged! ... Overgròt! ... nej Deres Have er jo rigtig nok ikke overgròt. En Høne kan jo ikke finde Skygge i den ... Se nu saadan et Par stakkels Kærestefolk, hvordan skulde det nu gaa dem i Deres Have? Her kan man netop lige faa et Glimt af dem, inden de slap ind i Filosof-Gangen ... Men hvad skulde saadan et Par Stakler stille op i Deres Have -- kan De svare mig paa det, Herredsfoged?
-- Ja, jeg vil sgu heller ikke have noget stillet op i den. -- For Resten kunde de da plukke Roser, for dem skulde jeg da mene, at det er mig som har.
-- Ja, det er unægteligt ... Ha, ha, ha! den kunde De dog stikke ... Aa, men nu skal De se det nyeste. --
-- Det var som Pokker! De vil da ikke bilde mig ind, De har Nyheder her!
-- Ja, kom nu bare med til »Verdens Ende«.
-- Ih, ser man det, Hr. Pastor! ... Jeg vidste saamæn ikke, den var saa nær.
-- Ja ha, ha, ha! ... Er det ikke et morsomt Navn, vi har fundet til den nye Udsigtshøj?
-- Udsigtshøj? ... Har De lavet en Udsigtshøj? ... Ja men Herregud, Mand, der er jo ikke Guds Skabelses Tanke at se efter.
-- Jo vist saa! over til Møllen, og -- kom nu bare -- nu er Solen lige gaaet ned, saa er der -- Ah, der har vi Damerne! ... Frøken Klingenberg! vil De følge med mig til Verdens Ende?
-- Ja med Fornøjelse, -- naar De paatager Dem at finde Vej.
Ved en Tvervej stødte Toget paa Pastor Frederiksen og Godsforvalteren, Ravn havde været saa uheldig at løbe paa Præsten i en af Labyrintgangene mellem Ribsene. Han maatte gribe Lejligheden til paa privat Grund at forsikre Pastoren om, at det smertede ham saa uendelig at skulle ligge i Proces med Pastoren ... Men Pastoren kunde jo indse, at han i sin Stilling --. Herregud! det var jo en Bagatel for Godset -- og han vilde saamæn være glad, hvis det tabte Sagen, det ved Gud han vilde, -- men som gammel Jurist maatte han rigtignok sige, at han tròde ikke, der var Udsigt til det.
-- Nu skal jeg sige Dem noget som gammel Jurist, sagde Herredsfogden, idet han holdt Ravn tilbage ved et Tag i Skuldren, -- ja, det haster sgu ikke med at komme videre, for Frøken Klingenberg har haget sig fast i Professoren, og Hjorth tager sig Pinedød selv af Kristine henne i Nøddegangen, -- men jeg vil dog sige Dem, at det er noget forbandet Fedteri fra Godsets Side, den Brændesag. --
-- Naa ja, -- hvad, enhver staar jo paa sin Ret.
-- Ja Ret, ja -- Fan'en heller ... Se hvad skal det nu ogsaa til, at vi ikke faar de Regnskaber at se?
-- Ja men Herregud, vi har dem jo ikke ... Der har jo været saadan en græsselig Uorden --
-- Ja vèd De hvad, Ravn, -- naar en Mand som De siger saadan og saadan, saa kan jeg naturligvis ikke sige, at det er ikke sandt; -- men Fanden skal ta'e mig, om jeg tror det.
-- Hm—m! ... naa ja, enhver bliver jo salig ved sin Tro ... Men smid nu den Cigar, Henriksen, den dur jo ikke noget, og tag en her -- nej det andet Rum, -- det er en ægte Habana.
-- Nej virkelig, -- er det? ... Det var sgu ellers rart ... Tak skal De have ... For Præstens Cigarer -- ærlig talt -- saadan efter Middag ... Har De lidt Ild! ... mange Tak ... Ah! --
Hjorth og Kristine spadserede, som Herredsfogden havde bemærket, nede i den Nøddegang, der er et uundværligt Inventarium i en Præstegaardshave. Den gik snorlige langs med Udkanten af Haven og havde det uundgaaelige Navn Filosofgangen, der -- ligesom ~lucus a non lucendo~ -- har sin Oprindelse i en Tradition om, at Præsten her memorerer sin Prædiken. Det var den ogsaa bred nok til; men naar en ung Mand og en ung Dame skulde gaa der ved Siden af hinanden, var det bekvemmest, om de enten vare meget kærlige Sødskende eller Kærester. Hjorth og Kristine, som opfyldte den sidste Betingelse, befandt sig meget vel dernede. Men da de havde spadseret et Par Gange frem og tilbage, mødte de Vilhelmine og Herredsfogdens Datter, der lød det romantiske Navn Amanda. Det var en temmelig lille Dame, hen imod de Tredive, med et magert Ansigt og Haaret strittende ud over Panden, iført en spraglet Kjole, der var saa snever forneden, at den nødvendiggjorde Kæder mellem Støvlerne. Hjorth havde ved Bordet haft hende paa venstre Haand, og de havde vexlet nogle Ord, naar hun ikke netop konverserede Pastor Frederiksen om Brændesagen. Nu blev hun hans sejerssæle Makker i et Kroketspil, der fandt Sted inde paa den skraanende Blegeplads, hvor man bestandig maatte skovle de nedfaldne Æbler bort for at kunne slaa, tage et Tøjreb til Side, der havde trukket sin Gaffelstang om paa skraa, løfte med Køllerne paa de lange Valdnøddegrene, der ludede over det halve af Pladsen.
Saa satte det unge Selskab sig hen, for at hvile efter Spillets Anstrængelser og Spændinger, paa en lille Høj tæt ved, hvor Nøddegangen mundede ud; det var det ene Hjørne af Haven; det andet, ved den modsatte Munding af Nøddegangen, var »Verdens Ende«.
De havde ikke siddet længe, før et Par lyse Benklæder begyndte at skimtes og blive tydeligere nede i Nøddegangens kuppelformede Mørke.
-- Ah, dèr sidder det unge Selskab! ... Maaske jeg kunde gøre mig fortjent til en Plads dèr paa Bænken -- skønt jeg rigtignok ikke længer tør regne mig blandt de unge ...
-- Gud, Hr. Godsforvalter, -- De havde da nær kyst Livet af mig, raabte Frøken Amanda og rykkede ud paa Bænken, saa der blev Plads mellem hende og Kristine.
Damerne havde vel derfra haft en fortryllende Udsigt til Solnedgangen? ... Aa de havde spillet Kroket ... Det var rigtig Skade! ... Solen var gaaet saa dejlig ned ... Aa, der var noget saa stemningsrigt ved Solnedgang! ... Det var ligesom den bragte alt det gode i Menneskenaturen op!
Men Kristine, der ikke havde set Solnedgangen, var som en Følge heraf paa sit ondskabsfuldeste, og drillede Ravn ved det nærgaaende Spørgsmaal, om han nu ogsaa hyppig besaà Solopgangen? ... aa, den var endnu meget stemningsfuldere end Solnedgangen ... Og saa drev den al Magelighed ud af Menneskekroppen!
-- Nej, men det er virkelig utaaleligt! ... Saadan en Drillepind De ogsaa er! ... Er hun ogsaa saadan mod Dem, Hjorth? Saa er det virkelig al Ære værd, at De har holdt saa længe ud.
-- Det er vistnok netop det aller holdbareste, naar der ikke er for megen Enighed, bemærkede Frøken Amanda med et erfarent Tonefald. -- Ønsk De bare, at Deres Tilkommende bliver dygtig drilsk.
-- Nej hør, Frøken Henriksen, De er blodig! ... Frøken Kristine er ogsaa slem, men De er blodig, det ved Gud De er! ... Haane en stakkels gammel Pebersvend ved at tale om hans Tilkommende ... Nej Dem tør jeg skam ikke sidde ved Siden af.
Han maatte virkelig holde sig saa langt som muligt fra hende og saa tæt som muligt op ad Kristine.
De fandt alle, at Godsforvalteren var endogsaa usædvanlig elskværdig den Aften. Det var i Grunden godt, han var kommen. De sad dèr og var lige ved at falde i Staver. Men han satte Liv i det hele, kastede de smaa spøgende Repliker som en blød Bolt fra den ene til den anden. Hvor var han ikke hyggelig som han sad dèr, lænet tilbage, med Armene langs Ryggen af Bænken (og Damerne), pustende Røgen fra sin Havaneser ud i smaa velstøbte Ringe, overgiven, sentimental, ironisk og vrøvlende, alt imellem hinanden, som om han bestandig for at glæde de andre valgte netop den Tone, som hans Erfaring sagde ham just i det Øjeblik var bedst egnet til at holde Stemningen i Hjulsporet paa den behagelige Middelvej, -- en venlig, skæmtefuld, kær gammel Onkel.
-- Men nu maa vi virkelig gaa op til de andre; -- det gaar ikke an. Jeg skal ogsaa snart lave The, sagde Vilhelmine.
-- Herregud, -- jeg syntes, vi havde faaet det saa rart hernede.
-- Aa, Godsforvalteren er for doven, han gider ikke rejse sig. Kom, nu skal vi trække Dem op.
-- Ja, De kan sagtens gøre Nar, Frøken Kristine.
Det var blevet saa mørkt, at Amanda gav et lille Hvin fra sig, da hun traadte ind i Nøddegangen. Men Hjorth gik ved Siden af hende, og Vilhelmine førte resolut an. Godsforvalteren og Kristine fulgte bag efter, ganske tæt ved.
-- Aa, det var da kedeligt!
-- Hvad er det, Hr. Godsforvalter?
-- Jeg tabte min Signetring, -- den gled ned af Fingren lige her.
-- Naa, den skal vi nok finde.
-- Ja, jeg vilde rigtignok nødig --. Den kunde ligge og ruste, eller nogen kunde træde paa den ... Det er mig saadan en kær Erindring fra min Moder ... Aa, om Forladelse!
Han var kommen til at støde blødt mod hendes Pande, idet de begge bøjede sig. Kristine lo.
-- Nej, hvor her dog er mørkt.
-- Ja nu -- nej, jeg har ingen Tændstikker hos mig.
Han maatte nøjes med at faa Cigaren til at gløde stærkere. Den kastede pludselig opblussende, røde Lys over hendes Ansigt og de enkelte glinsende Haar, der krusede sig ved Tindingen; og saa dukkede hendes Ansigt igen tilbage i Mørket. Men den tætte, stærke Røg fik hende til at hoste saa voldsomt i hendes bøjede Stilling, at han maatte holde paa hende. Saa lo de begge igen.
-- Aa her er den, udbrød Godsforvalteren.
Der var gaaet flere Minutter; de andre vare ikke til at høre.
-- De er vist gaaet her ned ad, det er ogsaa det nærmeste, sagde Kristine, da der midt i Nøddegangen aabnede sig en Vej ind i Haven.
Men Godsforvalterens skarpe Øre mente nu at kunne høre dem længer nede. Det forekom ham ogsaa, at de havde talt om »Verdens Ende«. Naa, de kunde jo gærne gaa derop. For hun var vel ikke bange for Mørket.
Nej, Gud bevares! hvor kunde han tro? naar han var med!
Det var umuligt ikke at komme til at støde til hinanden i det Mørke og den Sneverhed. Og kom Kristine efter saadan et blødt Guttaperka-Puf blot et Par Tommer ud til Siden, saa var hun strax inde i det kolde, dugvaade Hasselløv og maatte med et lille Hvin tilbage igen, saa det blev Ravns Tur at komme over i Grenene. Det var en Uendelighed af Smaaskub og Beskyldninger, af Latter og Undskyldninger, af Forsikringer om, at det gjorde Ingenting, slet Ingenting, de havde jo heller intet at lade hinanden høre, af Smaavitser fra Ravn, som at »de tog det paa bedste Beskub, he, he, he!«
Og saadan kom de da omsider til »Verdens Ende«.
Men der var ingen dèr.
-- Det er for Resten en hyggelig Plet! ... Og saadan en smuk Aftenklarhed i Luften ... Skal vi ikke sætte os lidt ned, -- da vi nu dog er kommet her? ... Theen er vist ikke færdig endnu.
Bænken var lille; det var egentlig ikke at kalde andet end en meget bred Træ-Lænestol; men Kristine havde siddet i den med Hjorth, saa hun vidste, der var Plads til to. Rigtignok var Godsforvalteren lidt triveligere, men det kunde dog nok lade sig gøre med en god Vilje og ikke altfor sarte Hofter.
Den afhøstede Rugmark ligefor med sin bleggule Flade, brudt af Travehobenes lave Voldrækker, højnede en Buelinje mod en skyfri Himmel, der var farveløs bleg og kun henne tilhøjre havde en tynd rødgul Anstrygning: foran denne Smule Farve stod Møllen med den kulsorte kluntede Trækasse hvilende paa Toppen af den lille Murkegle, strittende med tre ubevægelige Vinger. Bladene i Elmetræernes Kroner, der bøjede sig frem over Bænken, stod ganske ubevægelige. Det tegnede til et smukt Vejr den næste Dag. Hvis det blev saadan en Aften, havde Skovballet rigtignok Held med sig! ... Han vilde ogsaa komme derned et Øjeblik ... Denne landlige uskyldige Folkeglæde fandt han saa idyllisk ... Han foretrak langt den fremfor at se paa et stort Bal ... Hun maatte da endelig ogsaa komme, selv om hendes Kæreste tog til Byen.
Ja hvis Godsforvalteren vilde danse med hende, saa vilde hun nok komme, for ellers vidste hun rigtignok ikke, hvorfor hun skulde gaa derhen, naar Niels ikke fulgte med.
Danse! vilde hun virkelig danse med ham! -- saadan en gammel Kavaler ... Det havde han rigtignok ikke tænkt paa ... Naa, men en lille Svingom ... Naar han turde smigre sig med, at han gjorde hende en Fornøjelse ... Selv om han gjorde sig lidt latterlig -- Herregud! -- hvad vilde han ikke gøre, naar hun bad ham derom -- --
-- For—fordi Fe—Felterne paa Spejlet er en Fo—Fortsættelse af Fe—Felterne paa Yveret --
Godsforvalteren slap Kristines Haand, som han kærtegnede med onkel-venlige Strøg af sin buttede kattebløde Pote. Kristine begyndte at fnise.
-- Hvad det be—beviser, Hr. Provst? ... det be—beviser, at der er en Ko—Korelation i Væxt.
-- Ja men, staar Haarvæxten paa Yveret da i Forbindelse med Malkeevnen, det er det vi skulde have at se, Hr. Kammerraad?
-- Ja, det er netop det! ... Kan De bevise os det?
Stemmerne vare nu ganske nær, og der var kun èn Vej til Verdens Ende; man kunde ikke komme bort.
-- Gud, Hr. Godsforvalter! hviskede Kristine.
-- Nej, det har De Ret i, Hr Proprietær! Det er dèr Theorien har sit Hul!
-- Hvad, Ra—Ravn! er De her --?
-- Og Kristine, udbrød Provsten.
-- Ah, vi kom da ikke til Ulejlighed? spurgte Proprietæren.
-- Paa ingen Maade! vi var netop gaaet herhen, fordi vi ventede at træffe Selskabet her. -- Men nu er det vel bedst, at vi kommer tilbage til Theen.
Denne Gang var det Kammerraaden, der underholdt Kristine med sin pludrede Ordstrøm, hvis Løb hun ikke altid kunde følge, ør i Hovedet som hun var af sin tête à tête med Ravn og den pludselige Afbrydelse. Men hun opfattede dog, at han en Tid lang konverserede hende om den nye Plag, som hendes Fader havde lagt til -- den grønne -- Magen til den, han havde solgt til Provsten -- men det kunde hun vel ikke huske? -- Brillant Stykke Hest! -- Ja men den ny, den saà ellers ud til -- den kunde sgu ogsaa nok -- med Tiden -- det ved Gud den kunde. Og bagved underholdt Proprietær Kolding Godsforvalteren og Provst Storm om Dyrskuet i Slagelse ... Naa, de havde ikke været der? -- Ja, de skulde dog set det Kvæg, som Kammerraaden havde taget Præmie paa. Ja, det var nu efter hans Mening en ren Skandale. -- Det duede? -- ikke Tale om -- saadan. Og saa var det fodret op, rent vanvittigt sgu. Han turde holde en Parè paa, at sex af ti, de vilde kaste ... Nej, saa var der da fra Kragerupgaard, -- det var sgu fine Varer ... Men naar man er Kammerraad Sommer! --
Der var tændt Lys i Havestuen, og Theen blev budt rundt tilligemed skaaret Smørrebrød og Sølvbakker med Sandkage. Samtalen var døsigere, og bevægede sig mellem to og to. I Grunden begyndte man at blive ked af hinanden og vilde helst slubre Theen ned i Ro og Fred uden Forpligtelse til at være morsom. Kun Pastor Krarup var utrættelig som Vært; -- med straalende Ansigt, hviskende Fortrolighed og kordiale Bevægelser gik han fra den ene til den anden og holdt endnu Selskabet i Aande.
Men næppe var Theen sunken, før den ugemytlige Herredsfoged lod spænde for sin Vogn, og dermed var Tegnet til Opbrud givet. --
Da deres Tur endelig kom, satte Hjorth og Kristine sig op i den bageste Agestol paa Per Andersens lille aabne Fjervogn. Foran Kristine sad Kusken, en lang Dreng, paa Nippet til at blive Karl, der holdt sig i en ubevægelig værdig Stivhed med en høj Hals under det snorlige afskaarne Nakkehaar. Han kørte paa den sindig godmodige Bondemaner, idet han lod Hestene løbe, omtrent som de vilde, og af og til, yderst forsigtig, berørte den Nærmers venstre Bov med den lange hvide Piskesnært.
Vognen rullede blødt ned ad den stenløse Bivej, uden Hjulrumlen, med en svag Piben af Axlerne, jævnt travende Hovslag, Prusten, og Klirren af Seletøjets Ringe. Det var kun Bevægelsen fremad, der gav den behagelige Fornemmelse i Ansigtet af en fin Modvind gennem den linde Luft. Hegn, Bondehaver og Skove smeltede sammen rundtom i en ensformig og ligesom søvntung Dunkelhed, hvori kun de nærmeste Stubbemarker satte blege lyse Pletter. De nærmeste Buske og Træer kom dem imøde, løsende sig ud fra Mørket, og drog forbi dem og forbi Gaarde og Hegn længer borte, der kom langsommere samme Vej, frem imod Vognen og bort bag ved den, medens langt borte et sort bølgende Bakkedrag syntes at følge langsomt frem med de Kørende, Men over Cirkelfladen af Jordens bløde og ligesom lodne Dunkelhed hvælvede sig Himmelkuplen med et metallisk glat Mørke, der blev blankt mod Horisonten, fuldt af stenagtig Tindren og Blinken af de talløse Stjærner, mellem hvilke nu og da et af Augustsværmens Stjærneskud trak sin lange gyldne Buelinje.
Kristine havde i Begyndelsen været overgiven lystig, drævet efter Professoren, pludret efter Kammerraaden, mjavet efter Godsforvalteren, medens hun af og til brød af med Latteranfald, der bøjede hende frem over Forlæderet eller kastede hende helt tilbage i Hjørnet af Sædet, saa at man kunde frygte for, at hun skulde falde baglængs ud. Og naar Hjorth ikke kunde holde ud at le saa længe som hun, udbrød hun: »Du er da ogsaa en Tværdriver i Aften, Niels, er du søvnig?« -- Men han forsikrede, at han var slet ikke søvnig. Saa var hun bleven roligere og tilsidst ganske tavs; hun lænede sig tilbage og saà op paa Himlen.
-- Nej, hvor de dog flimrer deroppe! ... Det er ligesom der blæste en Storm; man kunde blive bange for, at de skulde gaa ud med det samme ... Aa! saà du det Stjærneskud? ... Mon det nu skulde være en Engel, der flyver ... Ja, det er slet ikke noget at le af ... Det sagde en af Lærerne paa Højskolen, at Folk havde tròt ... Han sagde ogsaa, at der var andre, der tròde, det var noget andet, men det kunde jeg ikke forstaa ... Tror du ikke paa Engle, Niels?
-- Nej.
-- Ja men, skulde du egentlig ikke det?
-- Skulde?
-- Ja, jeg mener -- naar du bliver Præst, skal du saa ikke præke om Engle.
-- Aa, der er saa meget andet, som man kan præke om.
-- Ja, det er der jo nok ... Men det meste er saa fælt kedeligt at høre paa ... Nej, det er sandt, det gaar nok ikke an, jeg siger det, da jeg skal være Præstekone. Hør, Niels! -- det bliver ellers morsomt, naar vi engang kan gøre saadan et stort Selskab for Præster og Provster og Herredsfogder og Godsforvaltere.
-- Hvad vilde du nu sige, hvis jeg aldrig blev Præst?
-- Fy, sikken et Indfald! ... Hvordan skulde det gaa til? ... Nej, naar man er ung og stærk, saadan som du, saa gaar man da ikke hen og dør ... ... Nej lad os ikke tale om saadan noget fælt noget.
Hun svøbte Shawlet tæt om sig med en nervøs Kuldegysning over Skuldrene, og sad igen tavs.
Hendes Kinder vare blevne blege, men det klædte Ansigtet godt i det matte Stjærnelys, der fik de yderste krusede Haar til at gnistre ligesom elektriske oppe under Straahatten. Det fyldige Bryst bølgede stærkt, og ved Struben kom der smaa Trækninger, ligesom naar Graad er i Færd med at bryde frem. Den bløde Skumplen i Vognsædet satte hendes Legeme i svajende poppelslank Bevægelse. --
-- Fryser du? -- jeg synes det er lunt i Aften, sagde han, da hendes Skuldre atter trak sig sammen med en nervøs Gysen.
Hun rystede paa Hovedet. Og da hun saà ham stirre paa hende, bøjede hun sig pludselig frem, slyngede sin Arm om hans Nakke, og kyssede ham atter og atter, medens hun klyngede sig fast til ham med en voldsom Sitren gennem det smidige Legeme.
De kørte gennem en lille Bondeby. Der var lukket og slukket rundt om. Paa den bredere Vej, hvor Hjulsporene løb imellem hinanden og gravede sig ned imellem spredte Sten, bumlede Vognen frem, synkende i til den ene Side, kastende dem over mod hinanden med en Voldsomhed, der gjorde Kyssene til Næsestyvere og opløste Ømheden i Latter.
Pludselig rejste hun sig halvt op og bøjede sig utaalmodig frem. Hvorfor kørte de dog saa langsomt, som om de fulgte Lig. »Jens, hvordan er det, du sidder og tjatter med den Pisk? -- Slaa dog ordenlig til, at vi kan komme afsted i en Fart. Jeg elsker at køre hurtig, flyvende hurtig.« -- Men Jens gav kun den Nærmer en lille Ende af Snoren og svarede tilbage uden at dreje sin lige afklippede Nakke: »Naa, vi kommer jo sagt' tidsnok hjem, det haar jo da ingen Jav heller.« --
Endelig stod de af i Gaarden. Der var intet Lys at se. Længerne lukkede sig i en dunkel Firkant med et mat Kalkskær forneden, afbrudt af et vældigt Rughæs, hvis Flade fyldte den halve Gaard, og som hævede sin gullige uregelmæssige Kuppel højt over de sorte Tage mod det flimrende Stjærnelys.
Kristine trykkede paa Klinken, og de traadte ind i Fremmerset. Hun famlede paa Bordet efter Svovlstikker, fik tændt et Spiddelys og gik foran ham. Lyset, som hun holdt frem for sig, gjorde hendes Øre gennemsigtigt i et Krus af gyldent Haar og tegnede skarpt Skuldrenes mørke, kraftige Buelinje, der paany havde Trækninger som af nervøs Kulde. Men foran kastede det Skyggen af hendes venstre Haand, der skærmede for Flammen; den dirrede paa Væggen, uhyre og sort, ligesom Haanden af en Dæmon, der vinkede.
Hun satte Stagen fra sig paa Bordet og gik hen til det aabne Vindue; ude fra Haven strøg en stærk, krydret Duft ind af Levkøjer og Nelliker. Hun lukkede Vinduet, trak Gardinerne sammen og fæstnede dem med en Naal, som hun tog ud af Kjolen. Saa gik hun langsomt, ligesom raadvild hen til Sengen, slog Tæpperne tilbage, puslede et Øjeblik med Lagenerne, og satte sig paa Stolen, træt, med glippende Øjenlaag mod Lyset, medens hun glattede Folderne paa Kjoleskødet. -- Hjorth gik frem og tilbage i Kamret, standsede, saà paa sit Uhr og gav sig til at trække det op.
-- Rejser du saa virkelig imorgen?
-- Ja jeg gør -- det gaar virkelig ikke an, at jeg bliver ... Jeg maa tage med Morgentoget, saa vi skal tidlig op ... Klokken er allerede mange ... God Nat, Kristine.
Men i Stedet for at sige Godnat, slyngede hun Armene om ham, trak ham ned til sig og hviskede ham nogle Ord ind i Øret, medens hendes blege Ansigt blev blussende rødt.
-- Nej, nej, Kristine, svarede Hjorth hurtig, idet han rejste sig, -- det er Synd! ... Nej, -- og -- det er kun et Øjebliks -- det vil gaa over hos os begge ... Og -- desuden, -- du vilde komme til at angre det.
-- Og du da? -- --
Et Par Minutter efter trippede Kristine om i sit Kammer, rivende og flængende Klæderne af, som blev spredte over Gulvet. Hun slukkede Lyset og krøb i Seng, hvor hun kastede sig frem og tilbage under den store blaadigtens Dyne, der trykkede hende ned som en Mare og rugede en sveddrivende utaalelig Hede ud af hendes opildnede Legeme. Hun rullede sig sammen, trykkede Ansigtet ned i Puden og brast i en krampagtig Hulken. Og midt under Graaden stønnede hun atter og atter med en Stemme, der i Lidenskaben genfandt sin usminkede Bondedialekt: --
-- Hvo'for vilde han itt', naar jæ' vilde? --