Da Hjorth en Søndag Formiddag ved Kaffetid kom op til Lindekærs, traadte Fruen og Frøkenen ind, begge i sorte Silkekjoler, Ellinor med lidt rødkantede Øjne og Næsetippen rødere end sædvanlig.
De havde været til Alters.
Hjorth ønskede dem til Lykke, og i det samme erindrede han, at han ikke i halvandet Aar var gaaet til Guds Bord. Det var ikke faldet ham ind før; -- han havde altsaa ingen Trang følt til Naademidlerne. Og heller ikke nu, da han ransagede sig selv, kunde han føle i sin Organisme nogen Hunger og Tørst, der begærede at stilles ved Herrens Legeme og Blod.
Han tænkte paa at gaa til Alters alligevel, for at opfylde en religiøs Pligt.
Men han kunde ikke længer ligge paa Knæfaldet som en naiv Troende, i Lydighed mod sin Kirkes Avtoritet. Han stod ikke længer saaledes under Avtoriteten, han var selv Theolog. Hvorledes skulde han kunne tage Sakramentet af en Præsts Haand, der paa Kirkens Vegne havde sagt til ham: Disse Ord, Christus sagde: Det er mit Legeme, som gives for Eder. Item: det er mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse, skulle I fuldkommeligen tro saa at være i Sandhed, at Jesus Christus er der selv tilstæde i Sacramentet efter Ordets Lydelse« -- hvorledes skulde han kunne det, naar han vidste, at Zwinglianer og Calvinister og Lutheranere og Romere stredes som rasende om »Ordets Lydelse«. -- Rigtignok var det klart, hvad Præsten mente -- eller skulde mene --, men det var ham næsten lige saa klart, at det var den aller mest forvredne og umulige Forstaaelse. -- Filologisk, efter »Ordets Lydelse«, havde Zwingli ganske sikkert Ret: -- dette betyder mit Legeme.
Han besluttede at undersøge Sagen paa ny, omhyggelig.
Men Altergangen opgav han, indtil videre.