I Marts Maaned flyttede Lindekærs Familie til København. Han var bleven Præst ved Holmens Kirke.
Længselsfuld efter at gensè disse gamle Bekendte, gik Hjorth en Formiddag hen for at aflægge en Visit, saa snart han fandt, der var forløbet en nogenlunde passende Tid. De bòde lige over for Kirken.
Pigen lukkede Døren op til en mennesketom Dagligstue: -- Fruen skulde strax komme.
Det var næsten Dagligstuen fra den fynske Præstegaard, kun noget højere og lysere. Udenfor havde Kirketaget, nyvasket af et Regnskyl, en stikkende Glans af Emailleskæl, og fra den store Himmelaabning, der ikke var afvinklet og indkilet mellem Tagrygge og Gavle, strømmede Foraarets skarpe Bygelys ind i Stuen med spanske Vægge af regnbuespillende Solstøv paa skraa forbi den straalende hvide Blonderand langs de dunkle Vintergardiner, som havde græsgrønt Lys gennem de lodrette Folder. -- Skæret fra disse Gardiner og fra det mørkegrønne skotske Gulvtæppe dæmpede og blidnede Lyset forneden, mættende det med varme, dybe Toner; -- men oventil fik dets kolde Hvidhed Hjælp fra Gibsloftet med Guldlisterne og den gyldenkædede Hængelampe; paa den perlegraa Bagvæg fik det Spejlblinket af Skilderiglassene og de polerede Rammer, medens henne i Hjørnet Messinggelænderet luede om Foden af Fajanceovnen, der byggede sin fugtig-hvide Flade op til Loftsgesimsen; -- det rislede med Straaler af rindende Vand ned gennem de skarpe Render i Viftepalmens store Blade og kastedes tilbage fra det aabentstaaende Laag af Flygelet, hvis skyggede Forside havde glidende Bronceflammer fra Kakkelovnsilden over det sorte Træ langs Tangenternes Elfenbensrække.
Dette Flygel var det eneste nye Møbel; -- ellers kendte han alt i Stuen; -- Rafaels Kartoner paa Væggen over den lange damaskes Sofa, det runde Mahognibord midt i Stuen under Hængelampen, og henne ved Døren Nøddetræs-Bogskabet, bag hvis Ruder han saà Goethes og Schillers Værker trække deres lange Rad af brune Bindrygge henover de midterste Hylder ... Hvor det var længe siden han første Gang havde taget et af de Bind frem; -- hvor han var bleven forandret i den Tid!
Ved en lav Flugtstol henne i Krogen under Viftepalmens Skygge, paa den klædesbetrukne Cirkelplade af et lille Bord, laa en heftet Bog, hvis opslaàde Blade langs Ryggen havde denne skæve energiske Fold, som er det sikre, utaalmodige Mærke af en Damefinger. Han tog den op; -- det var Bjørnsons »Kongen«.
-- Nej, Kære! er det Dem! udbrød Fruen, der traadte ind i det samme. -- Det var snilt af Dem at se op til os, -- vi vidste jo ikke, hvor de bòde.
Hendes norske Akcent klang saa hjemlig i hans Øre; hun havde endnu det hjærtelige Smil, der lyste med en Række hvide Tænder. Aarene var gaaet varsomt hen over hendes lille fine Ansigt med det store blonde Haar, der faldt en Smule i det rødlige.
Hun tog Plads lige over for ham i en Rør-Gyngestol, og idet hun vuggede sig sagte med bitte Bevægelser af de smukke smaa Fødder paa Fløjlsskamlen, begyndte hun en hurtig flagrende Samtale, der fòr fra den slette Skolelærer, de havde faaet efter Hjorth, til hans Ophold i København, tilbage til hendes Børn og deres smaa Skæbner, ud til hans Forlovede, -- indtil den pludselig med sine lunefulde Sommerfuglevinger dalede ned paa det hørgule Hoved af Professor Petersen, en yngre Ven af hendes Mand, hvem de vilde komme til at omgaas. -- Hvordan var han egentlig? -- ikke en lille Smule kedelig -- saadan pedantisk?
Hun bøjede sig frem, udforskende og fortrolig, med Hagen støttet mellem den lille Haands Fingre, medens Ærmekantens Blonder gled ned over en Sølvslange, der bugtede sit smidige Legeme over Underarmens skære, blaa-aarede Hud, vuggende det flade Hoved med smaa Rubinøjne paa Pulslejet.
Hjorth kunde ikke ganske imødegaa hendes Mistanke. Morsom var Professoren ikke. Men han var en fortræffelig, brav Mand, og saa var han jo meget lærd.
Jo, lærd -- det kunde hun jo nok tænke, han var. For Resten var han vel ikke lærdere end hendes egen Mand. -- Men det var saadan en underlig indelukket Lærdom, en Visdom for Studerekamret uden Straaler ud i Livet ... Men saadan var det maaske i det hele med Theologien ... Hvad syntes han egentlig om det Studium? morede det ham?
Jo, det interesserede ham, optog ham; -- der vaktes saa mange Spørgsmaal.
Aa ja, hun kunde ogsaa tænke sig det. Men hun var dog glad over, at hun ikke skulde studere Theologi, -- tròde heller ikke, hun turde ... »Men sligt tør De maaske ikke mer studere? spurgte hun og pegede paa Bogen.
Jo, han havde læst »Kongen«.
Og syntes om den?
Nej, det kunde han ikke sige. Den var saa formløs og uskøn og desuden saa dunkel og fantastisk. Han fandt rigtignok, at Bjørnson gik tilbage.
-- Nej, nej, Kære! ... nej, han gaar bent frem, han! fòr det ud af Provstinden. -- Ja, jeg vèd nok, det hører ikke længer til god Tone at synes om Bjørnson, men jeg holder nu saa mø' af ham ... Men min Datter Ellinor kan De blive enig med derom, -- det var vist hende, der kom derude ... Kan De huske hende? ... Ja dengang var hun jo kun en tretten, fjorten Aar ... Hun er rigtig dansk, -- ikke Klippe skabt i hende.
Ellinor, der kom ind med en Musikmappe under Armen, var noget højere end Moderen; -- hun havde hendes Smil og det store blonde Haar, men noget af Faderens langagtige Hage. Hendes Skuldre vare lidt for høje og firkantede. Det rolige, ovale Ansigt saà venligt og kønt ud, men skæmmedes i sin Bleghed ved en rødtippet Næse. -- Men det kunde jo være, hun havde Foraarssnue.
Samtalen tog en almindeligere Vending. Ellinor talte kun lidt og langsomt, uden Moderens Liv.
Hendes Mand blev længe ude idag. Men det gjorde jo ikke noget, for Hjorth blev da til Middag.
Han gjorde nogle beskedne Indvendinger, som næppe blev hørte.
Et Par Skoledrenge kom hjem, rødmussede, viltre og sultne. De hang hver fra sin Side over Moderen, opramsende deres gode Karakterer, hoverende over et Slag, hvori deres Klasse havde banket anden Klasse, karrikerende Lærerne ved den københavnske Skole, i hvilken de var ny, -- medens Moderen lo, og Ellinor tyssede paa dem: -- hvad vilde den fremmede Herre sige? han var selv Lærer og plejede at banke uartige Drenge.
Endelig kom Provsten, der tog meget venlig mod Hjorth og udtalte sin Tilfredshed over at se ham saa vidt paa Banen til den gejstlige Stand.
-- Det er dog virkelig morsomt, -- naar jeg talte med Dem ovre i Fyn, jeg fik hvert Øjeblik en Følelse af, at det var en Student, jeg havde med at gøre ... Nu kan man komme til mig og nægte Anelser!
Den høje Mand var bleven endnu mere duknakket; det blege Ansigt var magrere; Hagen og den store energiske Næse traadte stærkere frem. Hjorth havde aldrig lagt saa meget Mærke til Afstanden mellem ham og hans Hustru. Hun kunde ikke være mer end hen imod de Fyrre, og hun saà endda yngre ud.
Ved Bordet forøgedes Familjen endnu med et Par smaa Medlemmer.
Medens Ellinor lavede Kaffe, satte Fruen sig ved Flygelet og spillede en Springdans af Grieg, til hvis Toner en treaarig Datter forsøgte sig i Balletfaget. Saa begyndte hun at synge. Drengene stillede sig rolig hen ved Siden af Instrumentet; en sexaarig Pige trykkede sig op til Moderen, og Ellinor fik den lille Danserinde til at sætte sig stille hen og vente paa sin Kaffefisk. -- Det var en klar, noget skarp Sopran.
-- Kender De Kjærulfs Melodi til »Undrer mig på hvad jeg får at se«?
-- Nej. -- Aa, jeg hører jo næsten aldrig Musik.
-- Stakkels De! ... Den Sang holder jeg nu saa mø' af. -- Hun sang det første Vers. -- Kender De den virkelig ikke?
-- Fader, her er din Kaffe.
Provsten, der havde gaaet frem og tilbage i Stuen, standsede ved det lille Bord. Medens han rørte om i Koppen, tog han med venstre Haand Bogen op, lod sit Øje falde paa den første Side og kastede den tilbage paa Bordet, med en Bevægelse som af Væmmelse i Fingrene.
Men Fruen sang: --
Den som har lengted i tyve år
over de høje fjelle, --
den, som vet, at han ikke når,
kenner sig mindre år for år --,
hører hvad fuglen synger,
som du saa trøstigt gynger.
-- Det er bedst, De kommer ind og faar Dem en Cigar, Hjorth, -- for De har vel ikke lagt af at ryge, sagde Provst Lindekær.
Studereværelset, der for Stilheds Skyld vendte ud til Gaarden, var et langt mørkt Rum; midt paa den ene Sidevæg gennem en Døraabning, hvis Portiere var trukket halvt til Side, saàs inde i Bibliothekets Mørke Geledder af Bogrygge, tæt sluttede, ordnede over hinanden, -- Geledder, der i Pandsre af Pergament og i Læderkøllerter syntes at staa parate til at marschere ind, fyldende Værelset med muggen Lugt fra deres fugtplettede Blade, medens de manøvrerede sig frem til det lange Arbejdsbord, hvor de, i en Røgsky af Støv, fyrede deres Lærdomssalve af i Hovedet paa den blege duknakkede Mand, for saa, efter endt Expedition, at trække sig tilbage i god Orden, ind i Fæstnings-Mørket, langs den ene Dørstolpe, medens nye Kolonner defilerede ud langs den anden.
Lindekær vedblev ogsaa her at spadsere frem og tilbage, og Hjorth nød i Tavshed sin Cigar, grundende over, hvor mange Gange Provsten skulde gaa Stuelængden for at have vandret en Mil.
-- De var i sin Tid, begyndte Provsten pludselig efter at have gaaet omtrent en halv Fjerdingvej, -- De var i sin Tid, husker jeg, en Æsthetiker -- syslede en Del med Skønliteratur, -- tysk Poesi og saadan noget ... Hm .. Det er De vel nu kommen ud over? -- Deres Studier har vel -- for en Del -- opslugt den Interesse?
-- Ja, jeg har i den senere Tid næsten kun læst Theologi.
-- Hm! ... Ja, -- jeg tror, at det var godt, -- godt for os alle, men især godt for de Unge, om der udbredtes strængere Anskuelser paa det Punkt, og om det Fripas, som Digterne har faaet, blev betydelig indskrænket -- eller rettere ophævet.
-- Ja, det kan jo nok være, at meget i den moderne Literatur, og navnlig denne franske Realisme, -- ja, jeg har rigtig nok ikke selv læst meget deraf --
-- Ja, man snakker om moderne Forfattere, og fransk Realisme og Naturalisme og -- man glemmer, hvad der staar i vore egne Bogskabe -- man glemmer, hvad vi har gjort det til en Pligt for enhver Dannet at være begejstret over ... Nej, jeg tror, at denne moderne Retning er god, fordi den er ond, -- med ondt skal ondt fordrives; -- jeg tror, det er heldigst, at det hæver Hovedet og kommer frem, saa vi ser det med vor egen Tids Træk og kan skønne, hvad det er .... Jeg mener, at en Mand som Georg Brandes han er et Redskab i Guds Haand, for at vække os, at vi ikke skal sidde og nikke over Guldbægret og slubre den søde Gift i Søvne ... Det er ikke fra idag eller fra igaar! ... Kunsten er i sin Rod hedensk, og jeg ser ikke rettere end at denne Leflen med Skønhed, -- at den kan ikke forenes med et alvorligt kristeligt Liv.
Han var standset, medens han sagde dette, og der tindrede ligesom en Glød i hvert af hans Ord. Det var aabenbart, at der var kommet til Udbrud noget, som længe havde ligget og ulmet i den indesluttede Mand.
-- De kan ikke forliges, man maa vælge dem imellem, vedblev han. -- Derpaa gik han et Par Gange tavs frem og tilbage. -- Dèr, udbrød han saa med en haanlig Stemme, idet han med en Haandbevægelse af en vis spartansk Kynisme pegede paa en Bunke smaa Hefter, der laa paa Bordet, -- dèr ligger min »Skønliteratur«. --
Disse tynde Hefter med gule, blaa og brune Omslag -- Hjorth syntes, han skulde kende dem. De mindede ham om et Par skrækkelige Timer, en iskold Vintermorgen med Snesjap, paa Voyens Station, medens han ventede paa Toget til Haderslev, -- trøstesløse Timer, som lod hans Lekture synke ned til det indre Missionsselskabs Smaaskrifter.
Der var nogle af hans Bekendte fra den Gang. -- »Stumper og Lapper af Skrædersvend Frans Saxners Dagbog samt nogle Betragtninger af Snedkersvend Ernst Dybdals Brevtaske, sammenstillede og bragte for Dagens Lys af G. J.«; -- »Den troende Landsbypige«; -- »Evangeliet paa de blaa Bjærge«; -- »Historien om den lamme Frederik«; -- »Sælsomme Fortællinger af de Elendiges Liv af John Ashworth«.
Medens han bladede i den sidste, faldt hans Øje paa nogle Ord, der standsede det, og han læste ved det døende Aftenlys:
»Tvivl og Vantro udgøre en mørk og fortærende Forbandelse; de gøre deres Offer til en levende Løgn og lade ham synke langt dybere end Dyret.«
Han lod Bogen falde ned paa Bunken, -- og kom uvilkaarlig til at smile, idet han greb sig i at have gjort en Haandbevægelse, der syntes at være en nøjagtig Kopi af den, hvormed Provst Lindekær havde kastet Bjørnsons »Kongen«. --