Disse Studier hjemme og paa Universitetet i Forbindelse med et Par Timer daglig i en Skole, hvor han gav nogen Undervisning for sin Økonomis Skyld, optog næsten hele hans Tid.
Han spiste tarvelig til Middag i Studenterforeningen, glad naar Pungens Samvittighed tillod ham Luxusen af en Kop Kaffe til en Cigar nede i en af Konversationssalens Hjørnesofaer, hvor han gemte sig bag en Avis, undertiden opsnappende interessante Ytringer af den højrøstede Samtale fra den gamle Klikke, hvis stabile Medlemmer holdt Forsamling om et Bord i Halvmørket paa den anden Side af Døraabningen ind til Spilleværelset, hvor Stuernes to Lys mødtes, kvælende en lille bleg Gasflamme, der forsøgte at brænde over Udkrasningskummen.
Men sædvanlig tilbragte han en halv Times Tid oppe i den søvnig-dunkle Læsestue, der ligesom alle de andre Rum var fuld af den ejendommelige Blanding af gammel Tobakslugt og gammel Maddunst, som er det sidste, Nogen vil glemme af dette Russernes Hjem. Dèr bladede han i hvad der foruden nogle vanvittige Ankeprotokoller laa spredt over det lange voxdugsbetrukne Bord, eller han spejdede i det aandelige Apotheks mørke Hylder, hvor Dagens Medikamenter skjultes, to og to fredelig sammen, Belladonna ved Siden af Salmiakmixtur, »Det nittende Aarhundrede« hvilende ovenpaa »Theologisk Tidsskrift«.
Men Hjorth valgte »Det nittende Aarhundrede«. Han havde nok af Theologien hjemme og paa Universitetet.
Ikke at han iøvrig var nogen Beundrer af den moderne Literatur, af alt det beslægtede nye, som paa dette Tidspunkt mer og mer begyndte at bringe sin Grøde. Han kendte kun saare lidt dertil, og til det lidet var han gaaet med en ubevidst Antipathi. Han holdt endnu mest af at lukke sig inde med Klassikerne, og der var opstaaet hos ham en Foragt for Prosa og Mistillid mod samtidig Virkelighedsskildring i Kunst, -- naturlig nok for ham, Bondesønnen og Landsbylæreren, som var kommen hovedkuls ind i den store Poesi, fra en Virkelighed, der var saa plump, saa idèløs, saa stagneret forvrøvlet, fra en Prosa, der var Lærebøgernes og Katekismens.
Men der var ogsaa noget dybere i selve den nye Aandsretning, der stødte hans sky Natur bort fra det Liv, som var blevet vakt ved Georg Brandes. Det var noget saadant som Stikordet »Realisme«, eller endnu mere var det hint Præg af Frankrig, som det undertiden bar i sig selv, og som det altid fik paatrykt af Modstandere, der saa igen dertil hægtede Begrebet »Frivolitet«. Maaske vilde han ogsaa have brugt dette Ord, dersom Nogen havde trængt ind paa ham for at faa at vide, hvad der stødte ham i denne moderne Strømning. Og dog var han for længe siden kommen bort fra den Tid, da han fandt »Werther« umoralsk, og »Wilhelm Meister« hørte nu til hans Yndlingsbøger. Men i Fald han brugte dette Ord, vilde det ogsaa, ham selv ubevidst, være ganske udrenset for sin almindelige Bemærkelse, en tom Etikette, den han paaklistrede Gallicismen som et Udtryk for sin Uvilje mod en fremmed Aand, hvilken han ikke forstod.
Ogsaa i Videnskaben, i Filosofien, var Realismen ham imod. Et Navn som Stuart Mill skurrede ham i Øret, og uden at kende synderlig til dem begge vilde han instinktivt have erklæret sig for Hegel mod Spencer. Naturvidenskabernes Principat, Empiriens og den ubønhørlige Induktionslogiks Hegemoni opførte ham, var ham et Tegn paa Tidens aandelige Forfald; -- han kunde kun tænke sig dem underordnede den inspirerede Tænkning, som trællende Gnomer, der grov og rodede nede i Schakterne, medens Gudinden sad stjærnekronet, hævet over Tid og Rum i sin selvsikre Skuen.
Ved den befrugtende Paavirkning af en Aand, med hvilken hans egen Natur var i Valgslægtskab, og som paa Grund af dette Forhold, og fordi den var den første, blev uden Medbejlerskab, uden Begrænsning, uden Kritik, -- ved et Studium, der i sine Dyder som i sine Laster selv er et Barn af denne Aand, en Halvvidenskab, der, selv naar den endelig finder sin kritiske Methode og gennem denne opløser sig selv, dog lader sin metafysiske, spiritualistiske Skygge blive tilbage i Hjærnen, -- ved disse Anlæg og disse Indflydelser var Hjorth allerede bleven og blev bestandig mere ensidig germaniseret, saa at det maatte tage Aarrækker af Arbejde og Erfaring, inden han kunde komme Frankrig nærmere end Heine eller England nærmere end Kant.