-- Men Per Andersens? -- det var Hjorths første Tanke den næste Morgen. Om Aftenen havde han næppe tænkt paa Kristine.
Han gik over til Gaarden. Bonden var i Marken; de pløjede ude ved Vejen. Da han vilde tale først med ham om Sagen, gik han ud af Byen.
Det ruskregnede. Himlen var Drift bag Drift af Taager og flossede Skyer, blyfarvede eller jordgraa, med en udflydende Rustplet nede, hvor Solen var ved at gaa op. Landevejen mellem de kullede Popler strakte sig lige ud, mørkest i Midten mellem de fugtige Hjulspor, der dannede to lysegraa Bundter, som af Tove, der vare spændte ud fra èt Punkt langt borte; af og til viklede nogle Par af disse Tove sig ud fra de store Bundter og slyngede sig bort ad en Bivej. Paa den første Mark tilvenstre, over den brune Jord, trak nogle Plove sig langsomt bort med Heste, der laa hældede frem i Drættet, sank i, og hvert Øjeblik næsten gik i Staa, indtil Karlen slap Plovstjærten med den ene Haand og daskede dem paa Ryggen med Rebtøjlerne, som han havde over Nakken, medens han udstødte et langtrukkent »Ny-æ!«. -- Paa en Stenkiste ved Vejen laa en Trøje og en Madkasse. I en af de yderste Furer gik Per Andersen langsomt bort med Hænderne paa Ryggen, indtil han naàde Aavendingen, som han fulgte til det andet Hjørne af Marken, hvorpaa han ligesaa langsomt nærmede sig, idet han nu og da sparkede en Sten ned i Grøften eller tog en Klump Jord op og masede den mellem Fingrene.
-- God Dag, god Dag, Niels! ... Se nu fik vi da Has paa Davrebedet ... Du er ellers svært morgenduelig idag.
-- Aa ja. -- Hjorth var ikke for uden Indledning at bryde løs med Sagen ... Naa hvordan staar det?
-- Aa jo, -- vi kan jo ikke saà endnu, andet end pløje ... Og det er endda li'egodt hart for Bæsterne ... De gaar jo og sykker, saa det er en Ynk --
-- Hvad gør de?
-- Aa, saadan sjosker ... Marken staar jo i èt Lummer, især her hvor vi har Madjord, og -- det er jo ikke at undres paa -- etter det Nedslag ... Og -- vi kan saamæn ha'e meget tilbage endnu, det kan vi inte vide ... Nej, det kan vi inte vide, for -- her blinkede Per Andersen polisk, medens han smilende strøg sig om den magre stubbeskæggede Hage, der havde gamle Ar af Kniven -- for Hullet dèr ovenover, det er li'egodt stort.
Hjorth lo, glad ved at finde sin Svigerfader saa oplagt til Spøg.
-- Ja, da mente jeg ellers, vi skulde faa noget Magsvejr nu.
-- Aa ja, det kan saamæn ogsaa gærne hænde ... Ja, se -- det er jo rigtig blanket op derude, -- og, -- han spyttede paa Fingren og holdt den i Vejret, -- ja gu' er Vinden sprungen om.
Da Hjorth nu saà sin Svigerfader i helt godt Humør, fandt han det raadeligt at tage fat, inden Regnen maaske begyndte igen.
-- Hør, -- hvad jeg vilde sagt, Per Andersen, jeg har ellers tænkt paa en større Forandring.
-- Saa—aa, sagde Bonden, idet han stillede sig til Hvile med Maven skudt frem, Skuldrene stærkt sænkede og de tværstribede snævre Uldærmer stukne dybt ned under Gølpen, -- ja, jeg vèd jo nok, du vil forandre dig, men—n ... at ...
-- Ja, ser du, jeg har tænkt meget paa at opgive min Stilling som Skolelærer og tage til København og blive Student, og saa studere Theologi, saa at jeg siden kunde blive Præst.
Per Andersen skød Maven endnu lidt frem, fik Armen ned næsten til de spidse Albuer og lod Hagen synke grundende ned over den brede sorte Halsklud.
-- Naa saa det vil du? ... læse til Præst! ... he! det er ellers aldrig fullen mig ind ... Aa ja, saagu' ... Det ku' ka'ske slet ikke -- ... Men—n, har du ogsaa talt med vores Præst derom?
-- Jo, det har jeg rigtignok, det var saamæn Præsten, som først satte det i mig, og han er meget ivrig for, at jeg skal gøre Alvor af det.
-- Naa, saadan! ... Ja, se det bliver jo en anden Ting ... Saa maa det jo ogsaa kunne lade sig opføre ... Han maa jo da kende til de Dele ... Ja, det var jo en Nyhed det, udbrød Per Andersen, idet han tog Trøjen og Madkassen op fra Stenkisten og langsomt begyndte at gaa ned ad Vejen, hvor Karlene drev hjem ad med deres Plovspand, der slæbte Hamlerne efter sig.
-- Men saa vil det tage Tid, inden I kan komme sammen, -- det vil det sgu' ... Hvis nogen har spændt for, for at køre til jeres Bryllup, saa kan de saamæn ogsaa age magsomt ... Naa, men Tøsen er jo da heller kun ung endnu, saa hun kan jo vente ... Og saa er der jo da noget at bie etter, for at være Præstefrue det er jo immer bedre end som at være Degnekone, det er ikke aa nægte ... Og se, -- Lærer, det kan du jo altid blive, og Yderslev Embede, det er vel ikke af de voveste, men det er da heller ikke anderledes, end som at der kan faas dem, der er bedre ... Saa du opgiver jo ikke noget ved det. -- --
Karlene, der havde sat sig paa Bænken, trak Skuffen ud og tog deres Træskeer frem, hvis Blad de drejede i Haandfladen eller gav en Vending i Munden, medens Kristine satte Fadet med Mælkegrøden paa Bordet.
-- God Dag, Niels, vil du spise med? ... Og du har været saa slem idag, og rendt efter Fader uden at bryde dig om mig?
-- Ja, faa I nu kun Mad, sagde Per Andersen til Karlene, -- men kom du her ind i Stuen, Mor -- og du ogsaa, Ki'sten, for vi har noget aa tales ved om.
Det lød ganske højtidelig, og Kristine satte sig paa en Stol med bankende Hjærte, som om hun skulde katekiseres, medens Forældrene tog Plads i den lille haarde Sofa. Hjorth gik urolig frem og tilbage.
-- Tag dig en Cigar, Niels, sagde Per Andersen, pegende paa Æsken med de sorte, urskovsbestemte Cigarer, der befandt sig under Frederik den Syvendes Castrum doloris med de bomuldsagtige Kandelabre, paa en Komode, imellem et Sparebøsse-Æble af malet Potteler og en stor takket Konkylje. -- Aa, giv mig en med.
Det blev næsten uhyggeligt, medens han bed den sejge, fugtige Spids af, slikkede Mundstykket rundt for at fæstne Dækbladet, knækkede et Par Svovlstikker og endelig fik en til at fænge paa Buxerne, ventede en lille Evighed, indtil Svovlet havde sydet af, og tændte sin Cigar saa længe, til dens forkullede Ende stod i lys Lue, og den opbrændende Svovlstik sved hans Fingerspidser. -- Men saa kom da Fortællingen, langsomt, brudstykkevis, med Pavser af tavse Røgskyer.
Kristine hørte paa ham uden at se op, medens hun krammede paa sit Forklædehjørne. Da Faderen var færdig, sagde hun ganske stilfærdig: --
-- Og vi, som skulde været sammen til Sommer, det bliver der nok ikke noget af.
-- Ak, Gud nej, sukkede Moderen.
-- Nej, nu gaar det jo inte saadan i et Snubtag --
-- Vi kommer til at bie paa hinanden, kære Kristine.
Men pludselig brød hun løs: --
-- Nej, nej, nu rejser du bort fra mig -- ind til den store By -- og dèr ser du mange andre -- som er smukkere og klogere og finere end jeg -- og saa vil du ikke vide af mig længer -- og jeg faar dig aldrig mere igen -- aa -- aa --
Hun lagde Hovedet ned i Skødet og hulkede. Moderen løftede Ærmet op til Øjnene og snøftede, reflexmæssig.
-- Saa til Helvede, sagde Per Andersen, lakonisk.
Kristine havde, medens Faderen talte, med en hurtig og levende Fantasi udmalet sig den Herlighed at være Præstefrue. Men pludselig kom saa den Idè, at han vilde blive ked af hende, naar han kom saa højt paa Straa. For hende, der allerede sad i Præstegaardssofaen, var det, som blev hun jaget af Gaarde med Hundene efter sig, berøvet sin retmæssige Ejendom, -- og hun følte en inderlig Medlidenhed med sig selv. »Jeg stakkels, forskudte Pige,« hulkede det inden i hende, medens ukunstlede Taarer gennemvædede hendes Forklæde.
Hjorth var bleven ganske forbløffet og ulykkelig ved denne pludselige Scene. Han bøjede sig over hende, fik hendes Hoved løftet, trak de modstræbende Hænder bort. Hvor hun dog kunde tro det om ham? ... Hun vidste jo, hvor han elskede hende! ... havde han nogensinde brudt sig om nogen anden? ... hun skulde være hans egen lille Kone ...
Men hun tog stum mod hans Kærtegn, medens hun sad som fortabt, tørrende sine Øjne, af og til med en nervøs Trækning over Skuldrene af Graadens Efterdønning og med en lille ulykkelig Grube i den runde Hage.
-- Naa, naa min Tøs, tag det nu med Ro.
-- Nej, Mændene! ... aa, Gud! ... det er saamæn ikke saadan, klagede Moderen.
Hjorth vedblev at trøste Kristine. Denne halvkvalte Graads Svaghedstilstand, den modstandsløse, frygtende Sorg rørte ham, medens den kildrede hans Stolthed, Bevægelsernes viljeløse Slaphed, naar han løftede hendes Haand, der var vaad af Taarer for hans Skyld, smeltede ham i en sanselig Berusning, hans Stemme fik et blødt Tonefald og fandt exalterede Ord. -- Hvis han nogensinde forlod hende, saa vilde han være den sorteste, utaknemligste Usling --
-- Ja, det mener du nu, afbrød hun ham med et mat Smil.
-- Ja, der er li'egodt noget i hvad du siger, Ki'sten ... Jo, det er ikke aa fragaa ... Der er en Fare dèr ... Naa, det var jo ikke fulden mig ind ... Men det er med Fruentimmerne, de har det ligesom med Instinkter ... Men—n, ser du min Pige, at -- se, der skal jo da li'egodt være noget ved enhver Ting ... Man maa jo løbe en Risiko, naar man vil have en Gevinst ... Man maa sætte noget ind, det er saa vist ... Og det vil du dog ka'ske ogsaa finde, at dette her, det er værd at vove paa.
-- Ak ja, naar jeg kunde se min Datters Mand paa Prækestolen og høre ham tale Guds velsignede Ord til mig, -- det vilde da li'egodt være den bedste Stund, jeg har levet.
-- Ja, der kan du høre vor Mo'r, hun har Forstand paa de Dele ... Jo, det houer mig godt, vedblev Per Andersen, da det faldt ham ind, at Præstelodden kun skiltes fra hans byløbne Jorde ved en smal Strimmel Mad, som han nok kunde faa sin Ven, Møller Kristensen, til at afhænde for en ræsonerlig Betaling eller ved Mageskifte. -- Alt etter som jeg tænker over det, houer det mig svært godt.
Og efterhaanden begyndte det ogsaa at hue Kristine, der blev ganske trøstet, indtil hun leende trak Hjorth i Skægget og kaldte ham sin lille Præstemand.