Der var en Hjøvremand, der passede alt Kræet for en Kjøbstad, og saa havde han en Søn til at hjælpe ham. Folkene i Byen drev dem ud til ham, og han tog saa imod dem, som Skik var i forrige Tider. Saa snakkede Folk med denher Dreng om, te de tykte, det var noget skidt noget, han gik saadan, han lærte jo ikke at bestille noget og blev aldrig andet end Hjøvredreng. Endelig beslutter han sig til at ville rejse fra Faderen og ud i Verden.
»A vil ikke være her længere, a vil ud og se mig om«, siger han til ham.
»Jammen det er galt, a kan ikke passe Kræet ene, saa kommer a til at give mit Kald op, og saa har a ikke noget at fortjene.«
Ja, det var nu det samme, »nu i Morgen rejser a«, siger Drengen, og det blev ogsaa saadan. Han tog Afsked med Faderen og rejste.
Han gik et langt Sæt og traf ikke at faa Arbejde. Endelig en Dag kommer han ind i saadan en forfærdelig stor Aførk med Bjærge og Dale og Buske og Krat. Der træffer han én, som gaar og vogter Faar i den Tørgi. Han spørger ham om, hvad han tog sig for.
»Det kan du jo se«, siger han, »a gaar og passer mine Faar.«
»Hvad er dit Navn?« siger Drengen.
»A har intet videre Navn, end a kaldes Bjærgmanden; men hvad er du for en én?«
Ja, han var en Dreng, der rejste om at faa Arbejde.
»Saa kan a bruge dig«, siger Bjærgmanden.
Drengen spurgte, om det var ikke for strængt.
»Nej, det kan du nok komme over, du skal blot spise og drikke og leve godt og ingen Ting bestille.«
Ja, saa vilde han ogsaa tage imod Pladsen, og han kommer med Bjærgmanden hen til en Hule, der var ned i et stort Bjærg. »Her er min Bolig«, siger han, og de kommer ind.
Der var en gammel Kjælling der inde, det var Bjærgmandens Moder, og hende siger han til: »Nu har a fanget én, der skal sættes ind og fedes, og naar han saa er bleven fed nok, skal han slagtes og spises.«
Det kunde være godt nok, tykte hun, og saa blev Drengen lukt ind i et lille Rum, og han faar ikke andet at æde end sød Mælk og Hvedebrød og Nøddekjærner. Bjærgmanden kom af og til ind og følte paa ham, om han tog sig noget.
Saa en Aften hører han Bjærgmanden sige til hans Moder: »Er han ikke fed nok nu?«
»Jo, han kan ikke blive federe«, siger hun.
»Saa skal han slagtes i Morgen; kan du saa slagte ham? Men det kan vel blive strængt nok for dig, for han er vel dygtig stærk.«
»Jo«, siger hun den gamle, »det kommer a nok over, for a tykkes, han lader saa villig og from, a kommer nok afsted med at slagte ham.«
»Naar du saa faar ham slagtet, saa tager du et Stykke af ham og steger i Panden og sætter i Kakkelovnskrogen, til a kommer hjem i Aften.«
Ja, det skulde hun nok.
Da Kjællingen kommer ind til Drengen om Morgenen, siger hun: »Ja, i Dag skal du slagtes.«
Det lod han til at finde sig godt nok i.
»Vil du nu være villig at komme afsted med?«
»Jo, det skal a nok være«, siger han.
»Ja, kom saa ud, vi maa helst faa Ende paa det.«
Han gaar ogsaa godvillig med hende.
»Læg nu dit Hoved ned paa denher Blok.«
»Jammen du maa helst vise mig, hvordan a skal lægge det. Læg nu dit Hoved først.«
Saa tager han Øksen og hugger til, saa var Kjællingen kappet af. Han river et Stykke ud af hende og faar stegt i Panden og sætter det hen i Kakkelovnskrogen, men Kroppen faar han slæbt ind i Sengen og sætter Hovedet til Kroppen og dækker det hele pænt til. Da det var nu til Side, saa render han hans Vej.
Da Bjærgmanden kommer hjem om Aftenen, ser han hen til den gamle og siger: »Aa, den gamle Stakkel, nu er hun gaaet til Ro, ja, hun har haft en stræng Dag.« Saa gaar han hen og tager Stegen, og spiser ogsaa noget af den, for han tykte, det smagte helt godt.
Endelig gaar han hen til Sengen og vil have Ord med hende, men hun svarer ikke. Han tager Dynen til Side og rusker i hende, da falder Hovedet fra Puden og ned paa Gulvet. Saa kan det nok være, Bjærgmanden blev gal. »Nej, se nu til den skammelige Dreng, der har han nu narret den gamle og faaet Livet af hende, og saa er det din egen Moder, du har spist af.« Drengen var han nu saa meget gal paa og gik og bandede over ham: »Kunde a endda faa fat paa den Knægt, men nu er han jo rendt hans Vej. Ja, hvis a kan faa fat i ham tiere, saa skal han saadan blive belønnet.« Naa, saa fik han jo hans Moder begravet, og saa gik han ene og snagede omkring.
Saa skal vi høre lidt om Drengen. Han gaar saa længe, til han kommer til en Kjøbstad, hvor Kongen boede. Der faar han Hestestalden spurgt op, og saa lader han sig mælde ved Staldmesteren, om han ikke kunde faa Arbejde der.
Jo, han svarte: »Naar du opfører dig vel, kan du faa Plads som Stalddreng.«
Saa var han der et Sæt, og Staldmesteren var godt tilfreds med ham. Endelig beslutter han sig til at ophøie ham, for han tykte, at Stalddrengen var for god til at gaa der i Stalden, og saa gaar han ind for Kongen og mælder, at der var kommen saadan en Dreng rejsende og havde søgt Tjeneste, og han havde taget ham til Staldtjeneste. Der opførte han sig saa dejlig, at han tykte, den Dreng skulde være noget andet.
»Lad ham komme ind, jeg vil se ham«, siger Kongen.
»Du skal ind, for at Kongen kan se dig«, sagde Staldmesteren.
»Hvad vil han mig?«
»Ikke andet end godt, gaa du kuns.«
Da han saa kommer frem for Kongen, siger han: »Jeg hører, at du er saadan en flink Dreng i Stalden, saa jeg har besluttet at ophøje dig. Du maa da hellere komme ind og hjælpe dem ude i Køkkenet.«
Altsaa bliver han Kokkedreng og var der inde et Sæt. Da mælder Køkkenmesteren for Kongen, at det var saadan en flink Dreng, han var snart for god til at være i den Stilling, Kongen skulde sætte ham lidt højere op.
»Jeg maa da hellere tage ham og sætte ham ind i mit Raad«, sagde Kongen.
Men det fortrød de andre af Kongens Tjenere paa, og til sidst snakkede de om at faa ham fordreven, for han blev mere og mere gjæv med Kongen, og de var ræd for, han skulde blive den ypperste. Saa gaar de til en gammel Minister og siger: »Du er gammel og klog, kan du ikke opfinde et Raad til at faa ham væk? Du kunde jo tænke noget op, som er umuligt for ham at skaffe, saa skal vi nok faa ham væk.«
Saa gik han og studerede. Endelig en Dag siger han: »Ja, nu véd a, hvad a vil sige. Han har sagt, hvor der er en Guldkikkert, som han kan skaffe, og naar en ser i den, kan en se over hele Verden, og ingen Ting kan da være skjult for én, hverken over Jorden eller under Jorden.«
»Ja, det er ham umuligt at skaffe, lad ham kuns komme frem for Kongen.«
Ministeren gaar saa ind og fortæller: saadan og saadan havde han sagt.
»Det var da en dejlig Ting at faa«, siger Kongen, »lad ham komme ind, saadan en Kikkert maa vi have.«
Saa gaar de ud til Drengen og siger: »Du skal ind til Kongen.«
Ja, han kommer ogsaa ind.
»Har du sagt, at du kan skaffe en Guldkikkert, som en kan se i over hele Verden, og ingen Ting kan være skjult hverken over Jorden eller under Jorden?«
»Nej, det har a aldrig tænkt, langt mindre sagt.«
»Jo, du maa have sagt det, ellers kunde de jo ikke have kommet og fortalt mig det, og derfor skal du skaffe den, ellers skal du miste dit Liv.«
Saa kunde han gaa med det, og han gaar ned ad Gaden og har ikke mere Glæde end til sig selv. Da kommer han forbi et lille Hus, og der kommer en gammel Kone ud af. »A tykkes, du ser saa nedslagen ud«, siger Konen, »hvad er der ved det med dig?«
Ja, det kunde ikke nytte, han sagde hende det, for det kunde hun ikke raade ham i.
»Ja, det kunde endda være«, siger hun, a har raadet mange, og de har befundet dem vel ved det. »Kom ind og fortæl mig, hvad det er.«
Naa ja, saa gaar han ogsaa med ind og fortæller saadan og saadan, det var jo en Misundelse fra hans Medtjeneres Side, mente han.
»Ja, den Guldkikkert kan du nok skaffe, for den findes ved den Bjærgmand, du var ved, den Gang du skulde slagtes, og den staar paa en lille Hylde over hans Hoved. Men du skal være der bestemt, naar Klokken slaar 12, for imellem 12 og 1 da sover han, men du maa være ganske listelig for ikke at vække ham. Drag du kun af, Vejen kjender du, og a skal nok være til Rede og hjælpe dig i Land med det, men du kan ikke se mig. Du vil komme i mere Forlegenhed siden, men kom kun til mig med, hvad du mangler, a skal nok hjælpe dig. Har du aldrig hørt Snak om en Heks?«
»Jo, a har«, siger han.
»Ja, a er saadan en én, a er tillige med en Mesterheks.«
Saa gik han, og kom lykkelig hen til Bjærgmandens til Kl. 12, og han fik godt nok fat i Guldkikkerten, der stod paa Hylden over Bjærgmandens Hoved. Saa rejste han af hjem ad og kom op til Kongen med den, og det var saa meget dejligt. Kongen skulde straks ud at se i den, og han kikker over hele Verden, saa ingen Ting var skjult for ham. Nu var Kongen saa meget godt tilfreds med ham.
Saa skulde deher Skalke til at studere paa noget igjen, for det fik de ham ikke fordreven med. De gik til den gamle Minister, og han gik nogle Dage og spekulerede. Saa kom han: »Véd I nu, hvad a har spekuleret ud? Nu vil a fortælle Kongen, te han har sagt, han vidste af en Guldtaske at sige, naar en slaar paa den ene Ende, saa kommer det ene Regiment Soldater ud efter det andet, og det kan de blive ved med, saa længe det skal være. Naar en saa ikke vil have flere, saa skal en slaa paa den anden Ende, saa gaar de ind i Tasken igjen.«
»Ja, det var da saa meget en grum én«, siger de, »det maa vi have fortalt for Kongen.«
Da han hører det, siger han: »Den maa jeg have,« og han sender Bud efter Drengen. Da han kommer ind for Kongen, spørger han jo, om han har sagt saadan og saadan.
Nej, han havde ikke, og det kunde han aldrig finde paa.
»Jo, naar du kan skaffe det ene, saa kan du ogsaa skaffe det andet, du sagde lige saadan, da der var Tale om Kikkerten, men du kom jo lige godt med den, og naar du nu ikke kommer med Tasken, skal du miste Livet.«
Saa gaar Drengen med det og søger ned til den gamle Heks.
»Hvad er der nu ved det?« siger hun.
Ja, Kongen havde da sagt saadan og saadan, og det var der da ingen Raad til at skaffe.
»Jo, du kan nok faa den, men det vil blive vanskeligt. Den Taske det er netop Bjærgmandens Hovedpude. Du skal være der som forrige Gang bestemt Kl. 12, og du maa være ganske listelig, men a skal nok være der og hjælpe dig det, a kan.«
Naa, det gaar dem lykkelig og vel, og han faar Tasken og kommer op med den til Kongen.
»Ja, vi skal ud i Gaarden og have den prøvet«, siger han, »vi maa se, om det er sandt, at Krigsfolkene ogsaa vil komme.«
Saa gaar de ud i Gaarden, og han flyer Kongen Tasken. Han slaar, og de kommer ud, det ene Regiment efter det andet, og Gaarden blev helt fuld af Mennesker, baade Kavalleri og Artilleri. Det var da saa meget en herlig Ting, tykte Kongen.
»Men kan de nu komme derind igjen?«
»Ja, det skal vi prøve.«
Han slaar paa den anden Ende, og saa stimler de ind lige saa stærkt.
»Nej«, siger Kongen, »det er en uundværlig Ting at have saadan én«, og nu blev han meget mere gjæv med ham.
Saa skulde deher Skalke til at spekulere igjen, og de gik til Ministeren, om han kunde spekulere noget mere ud. Saa gik der nogle Dage. Da kommer han og siger: »Véd I nu, hvad a har tænkt op?«
»Nej.«
»Nu vil a sige, han har sagt, te han véd, hvor der er en Hest med en Guldbjælde ved hver Haartave, og naar én rider paa den Hest, saa kan en høre den til Verdens Ende.«
Det kommer nu ind for Kongen, og han bliver da kaldt ind for ham. »Har du sagt, at du kan skaffe en Hest med en Guldbjælde ved hver Haartave?« og saadan og saadan. »Den Hest maa jeg have.«
Nej, det havde han ikke sagt, og det var ham umuligt at skaffe saadan en Hest.
»Jo, det kan du nok, og du har ogsaa sagt det. Hvis du ikke skaffer Hesten, saa skal du miste dit Liv.«
Saa gaar han med det, og han søger ned til den gamle Heks igjen.
»Hvad er der nu ved det?« siger hun.
»Ja, nu har de fundet paa noget andet, nu har de bildt Kongen ind, te a kan skaffe en Hest med en Bjælde ved hver Haartave, og naar en rider paa den, saa kan en høre den til Verdens Ende.«
»Ja, den Hest kan du nok faa, den staar inde i Bjærgmandens Stald, men det vil ikke blive nemt at faa den ud i den korte Tid, der vil blive Travle. Nu skal vi have en hel Del Bomuld med os, for der maa ikke være en eneste Bjælde aaben, de skal allesammen stoppes med Bomuld, for saa snart Hesten rører sig, saa klinger alle Bjælderne, og saa er Bjærgmanden vaagen. Da er vi ovre det hele.«
Naa, de kommer ogsaa derhen, og Heksen følger med og hjælper. Der var mange Bjælder at stoppe, men de fik dem dog stoppet inden Kl. 1, og saa fik de Hesten ud og kom lykkelig og vel hjem med den. Saa siger Heksen: »Nu skal vi have alle Bomuldstotterne tagen ud, og saa rider du ind i Staden og op til Slottet i fuld Galop, saa det kan rigtig bjældre. Det er den gamle Minister, der har voldt dig al den Fortræd af Misundelse, men nu kan han ikke finde paa mere, og saa er du fri. Nu skal du forlange, at Kongen skal lade ham hænge. Men lad mig nu se, du taler ingen Mennesker til om, at her bor en Heks, for ellers kommer a nok om ad dig og gjør dig et Puds for det.«
Naa, saa takker han hende for Hjælpen, og saa rider han op gjennem Staden til Slottet, te det klingrede, og alle Folk strømmede da saadan sammen fra alle Gaderne for at høre dether. Der var jo ikke det mindste at se af Hesten saa næsten andet end Guld for alle deher Guldbjælder. Nu maatte han udbede sig af Kongen alt hvad han vilde. Saa siger han: »For det første udbeder a mig, te den gamle Minister skal hænges.«
»Hvorfor skal han det?« siger Kongen.
»Jo, han er ondskabsfuld, han har sat efter mig hele Tiden, siden a kom her, men det lykkedes ham ikke.«
Nej, det kunde ikke ske, sagde Kongen, han elskede ham saa højt.
»Ja, det kan godt være«, siger han, »men sker det ikke, saa er alle de tre Sager mit, som a er kommen med.«
»Ja, det faar du ikke med det gode«, siger Kongen.
»Saa vil a have det med det onde. A skal nok se, a faar fat paa Tasken, og saa slaar a alle mine Krigsfolk ud, saa kan Kongen komme med hele hans Krigsstyrke, saa vil vi prøve det med hverandre.«
Nu vidste Kongen jo godt, at han kunde gjøre, hvad han sagde; han havde taget Tasken fra Bjærgmanden og kunde vel ogsaa nok tage den fra ham, og saa siger han: »Nej, lad os nu ikke drive det saa vidt, jeg er bange for, du faar Magten paa en Maade alligevel. Nu skal vi være gode Venner og saa lade alt det andet være glemt. Har du Lyst til det, maa du faa Prinsessen og hele Riget.«
Jo, det tykte han ogsaa godt nok om, det Tilbud vilde han ikke lade gaa fra sig.
Lav de saa havde haft Bryllup, og alting var i Orden, saa siger han, at han vilde hjem og se til hans gamle Forældre. Prinsessen spurgte, om hun maatte komme med.
»Ja, det maa du godt«, siger han, »men de er fattige.«
Det var det samme, hun vilde gjærne se dem. Saa rejser de hjem til de gamle. De blev saa forundrede ved at se alle de kongelige Folk, der saadan kom kjørende, og kunde jo ikke forstaa, hvad det var. Men saa fortæller han jo, te han var deres Søn og havde saadan affenseret, te han nu var bleven Konge der og der. Saa siger Prinsessen: »Lad os nu tage de gamle Forældre med os, de skal ikke være her, og vi har nok til dem.«
»Naa ja, tykkes du det, saa er det og med min Villie.«
»Ja, saa kan du nu lægge din Hjøvrestok ned«, siger han til Faderen, og saa gjorde han det, og de tog med dem hjem. De gamle fik fine Klæder og fik en pæn Lejlighed at bo i, og saa lever de der og lider allesammen godt med hverandre.
Niels Hansen Li, Vejen.