De Folk, der boede i Kjølhus i Sønderholm, de var saa grov fattige. Saa havde de en bitte Dreng, og da de skulde til at dø, havde de ikke noget at give ham til Arvepart. Men saa sagde hans Moder til ham: »Du skal huske paa, hver Gang Klokken ringer, at lægge dig paa dine Knæ og læse dit Fadervor, og naar du ser nogen le, saa maa du ogsaa le, og naar nogen græder, saa skal du ogsaa græde.«
Saa døde Forældrene, og nu stod han ene i Verden. Hans Fader havde raadet ham til at høre ned til Herskabet paa Restrup, om han kunde ikke faa Tjeneste der, og saa gik han derned.
Herremanden saa paa ham og sagde: »Du kan jo ingen Ting bestille, men jeg vil lige godt tage dig, da du staar alene og ingen Forældre har, du kan da gaa Ærender.«
Herremanden havde en Datter paa den samme Alder, og de var lige store, saa de gik da og spøgte sammen. Men han huskede, hvad hans Moder havde sagt; naar hun lo, saa lo han ogsaa, og han græd, naar hun græd. Det traf saadan en Dag, der var nogle af Pigerne, der slog nogle Legesager i Stykker for hende, og saa græd hun. Da græd han lige saa stærkt. Det gav Folkene paa Gaarden jo Agt paa.
Nu gik Tiden hen, til de blev voksne. Drengen han var godt lid af Herremanden, og han var villig og knøv. Men saa var der nogle, der sagde til Manden, te der maatte vist være Fejl ved det, Karlen gik nok og var bleven gode Venner med hans Datter. Det kunde han ikke lide, og han gik nu og passede dem op og kom ogsaa selv ind paa det. Saa vil han have ham væk. Han faar i Sinde at skrive et Brev ned til Møllerkarlen i Restrup Mølle, det var jo hans egen Mølle, og deri stod, at Overbringeren skulde kastes paa Møllen og males ihjel, for han vilde være gode Venner med hans Datter. Saa sender han Drengen afsted med det Brev, og han gaar med det en Morgen tidlig, aldrig saa snart han var kommen op.
Han gik nu nok saa villig, men da han var kommen lige uden Porten, saa ringer Kirkeklokken til Morgen i Sønderholm Kirke. Han falder strags ned paa sine Knæ og læser sit Fadervor.
Det fik Staldkarlen at se, og han render hen og giver ham nogle gode Lussinger: »Du skulde have, din dovne Slog, du giver dig saa gode Stunder til at forrette de Ærender, du har faaet at gaa med.«
Drengen stikker i at græde, og Karlen snapper selv Brevet og gaar med, for han vilde gjærne gjøre sig sleg for Herremanden. Den Gang han kommer nu ud til Møllen med Brevet, og de faar det læst, saa tog de ham og smed paa Møllen, og han blev malet ihjel med det samme. Drengen kommer daskende lidt efter, Brev havde han jo ikke at besørge nu, og han véd snart ikke, enten han skal gaa derhen, eller han ikke skal. Da kommer Herremanden selv for at se, hvordan det er gaaet, og han forundrer sig jo over at se ham. Saa spørger han ham ud, og Drengen fortæller, hvordan det er gaaet. Da han var falden paa Knæ, for det han hørte Kirkeklokken, var Staldkarlen kommen i det samme og havde slaaet ham og taget Brevet. Herremanden skynder sig nu ned til Møllen og hører der, hvordan det er gaaet med Karlen. Det bliver han jo baade ærgerlig og harmet over, da Karlen var svært til Maade for ham, men da saa Drengen fortæller ham, hvordan hans Moder havde paalagt ham, før hun døde, at lægge sig paa Knæ, naar Kirkeklokkerne ringede, saa kan han jo forstaa, at han er uskyldig i det hele, og han fik endnu mere Godhed for ham. Det var, ligesom han skulde frelses, og omsider indvilgede Herremanden ogsaa i at give ham Datteren til Ægte.
Juliane Marie Povlsdatter, Vogslev.