Der var en Præst i Voer for et hundrede Aar siden eller ogsaa to, han var bleven saa lysten i Pandekager, og hans Kone døjede saa forfærdelig for at skaffe alle de Æg, han kunde spise. Saa var der en gammel Kone, som gik noget der i Præstegaarden og hjalp til med et og andet, og hende snakkede Præstekonen med om det og klagede hendes Nød; hun kunde ikke tilfredsstille hendes Mand, om hun kunde ikke hjælpe hende?
»Ja, a véd det ikke, nu skal a se, hvad a kan gjøre.«
Om Søndagen, da Præsten var taget hen til Annexkirken, tager Konen sig for at møde ham noget Tag, før han kommer hjem til Præstegaarden, og siden hun var i Nærheden af ham, saa siger hun: »Aa-aa-aa, gaak, gaak, gaak!« og saa lagde hun et Æg i Stien. Hun gik et bitte Stykke igjen og saa satte hun sig og sagde: »Aa-aa-aa, gaak, gaak, gaak!« Da hun har rejst sig, ligger der igjen et Æg.
Naa, saa naaer Præsten hende: »Hvad er der ved det, Marie, I klager jer saadan? vil I ikke kjøre med hjem.«
»Nej, a har ikke Tid, a har lovet Fruen nogle Æg, I skulde have til jer Middagsmad, men a har ikke faaet dem gjort end.«
Saa bliver Præsten gal i Hovedet og siger lige saa hastig til Karlen: »Kjør!«
Da han kommer hjem, staar der en Pandekage paa Bordet, han skulde have til Middag. Han farer hen og lægger til den, te det stegler ud paa Gulvet baade Kage og Tallerken. Han vilde ikke have den Pandekage, der var lavet af de Æg, den lede Kjælling havde gjort, og fra den Tid af smagte han aldrig mere Æg.
Kristen Kristoffersen, Taars.