Der boede en Mand her ude ved Vind Skov, og han hed egentlig Søren Tandholm. Af og til fik han en Arvepart, men det blev ikke kjendt paa ham, og han fik aldrig noget ud af det, for Pengene gik gjærne overstyr for ham. Endelig havde han igjen faaet en Arvepart, og den skulde nu anvendes til Handelen, havde han bestemt. Men han kjendte ikke stort til dether Handelsvæsen, det gjorde derimod en Svoger, han havde nede paa Kasted Mark, der hed Johan, han kjendte Handelen til Gavns, og saa skulde de hjælpes ad. De bestemte dem saa til at være Gaaseprangere, og de begav dem paa Rejse ned norden for Randers for at kjøbe en Drøft Gjæs op.
Men da de kom til Randers, saa havde Søren Tandholm kast hans Penge hen. Saa maatte de gaa tilbage igjen og finder dem ogsaa tæt ved Galten Præstegaard. »Nu vil vi sali ikke længere,« sagde Søren, »vi har kast Pengene hen én Gang og kan gjøre det igjen.«
De gaar saa ind i Galten Præstegaard for at spise en Bid Brød. Præsten spørger dem om, hvad de var for nogle Handelsmænd.
»Ja, vi er Gaaseprangere.«
»I véd vel ingen, der har fede Svin at sælge,« siger Præsten. »I kommer saa meget omkring.«
Jo, de vidste en Kjøbmand i Randers, der havde 24, og de var rigtig fede.
»Ja, det var jo rart, jeg fik det at vide,« siger Præsten, og han sender hans Avlskarl afsted til Randers for at kjøbe de 6 bedste, Kjøbmanden havde.
Dem kommer han saa ogsaa med. Saa var der en gammel Prygl der nede i Byen, de kaldte Per Degn, han ringede Klokken Morgen og Aften, og ham bliver der sendt Bud efter, han skal komme og hjælpe dem at faa dem slagtet, for han gik saadan og hjalp ved et og andet baade der og i Byen.
»Ja,« siger han Præsten, »det er nu godt nok, men naar vi faar nu det mange Flæsk, hvordan skal vi saa faa det saadan hængt op, at vi kan have det i Behold.«
»Ja vi kan hænge det i Vavenset,« siger Per Degn, »for saa kan a passe paa det, og se efter det Morgen og Aften, og saa kan I hente der oppe ved mig, naar I vil, og har Brug for det.«
Men det ene Svins Flæsk beholdt de hjemme i Præstegaarden, og saa blev de andre hængt op efter Per Degns Raad. Han var jo ikke saa tosset, for han tog af og til en god Skank hjem og solgte til andre, hvem der vilde kjøbe af ham.
Da Præsten var bleven færdig med det Svins Flæsk, saa var Per Degn ogsaa bleven færdig med de andre fem, og for nu at komme fra det paa en god Maade saa kravler han en Aften op paa Taget af Vavenset og river nogle Tagsten ned. Da nu Præsten sender Bud efter det andet Svin, for de skulde have noget mere Flæsk at bruge, saa foregiver han, at de er staallenes om Natten.
»Det var rart,« siger Præsten, »ja, vi maa have noget mere,« og saa sender han hans Karl afsted efter 6 til af de bedste, de havde i Randers.
De kom ogsaa, og Per Degn blev hent, den Gang de skulde slagtes, for han skulde jo hjælpe til med dether som sædvanlig. »De Svin skal ogsaa op i Vavenset og hænge,« siger Præsten, »lad os se, om de kan gaa den samme Vej.«
Præsten han havde en gammel Moder, og hun var bleven noget barnet, men havde lige godt faaet Mistanke til Per Degn, te han var noget Skyld i, de andre var bleven væk, og saa begynder hun at sludre om, te en kunde jo da nok tænke, det var Per Degn, der havde taget dem. Saa giver hun Præsten ind, hvordan han har at bære sig ad. »Du skal sige, at du skal til at gøre en Rejse til Kjøbenhavn. Men saa skal du stoppe mig i en stor Kiste, du har, og saa skal den ned til Per Degn og staa, til du kommer hjem igjen fra Rejsen.«
Saa blev det da saadan, te hun kom i Kisten, og Præsten havde givet hende Brød og Kjød og Flæsk og Ost med, for hun skulde jo ligge og leve godt. Saa bliver Kisten baaren ned til Per Degns at staa, og Per Degn han faar noget af det syvende Svin samlet hjem.
Men lige som han kommer med en god Skaldt og smider paa Bænken med de Ord: »Her er nu et godt Stykke af Præstens det syvende Svin,« saa begynder den gamle at præke op der inde i Kisten og sige: »Ja, a kunde jo nok tænke, te a behøvede ikke at ligge her for at faa det at vide;« hun var som sagt noget barnet.
Men Per Degn stod netop tæt ved, og han hører, det sludrer der inde i Kisten. Saa tager han en Hammer og Tang og vil brække den for at se, hvordan det hængte sammen. Da laa denher gamle Kjælling og gabte lige op opaa ham. Per Degn bliver arrig, og han tager en Kniv og skjærer Munden ud til begge Ører paa hende, og saa tager han den største Pølse, der var i Kisten, og stopper ned i Halsen af hende, saa han kvæler hende med det samme.
Den Gang Præsten han kommer nu hjem fra Kjøbenhavn, saa vil han have Kisten hent hjem, og det sker ogsaa. Da de lukker Kisten op, og han ser den Elendighed, saa siger han: »Aa Herregud, nu har det gamle Skind ikke kunnet se at bjærge sig, den Pølse er skreden for langt ned i Halsen af hende og har kvold hende.«
Der kommer nu Bud efter Per Degn, om han vilde ikke komme op i Præstegaarden, Præsten han vilde snakke med ham. »Hør, Peder,« siger han, »kan du ikke faa min Moder besørget af Vejen en Aftenstund, saadan og saadan er det gaaet til, og jeg er kjed af at kaste Muld paa hende.«
»Jo, det kan a vel nok,« siger Per Degn, og han faar hende stoppet i en Sæk, og saa rejser han af med hende. Sækken kyler han i en Krog inden Døren ved sig selv, og om Natten tager han hende og bærer hende op i Præstegaarden igjen. Nu havde de været ved at brygge den Dag, og saa sætter han hende paa Hovedet i Ukarret (det Kar, hvori Øllet staar og gjæres), og gaar nok saa frit hjem igjen.
Om Morgenen, da Pigerne de kommer ud og skal se til Øllet, da staar denher gamle Mo'r der, og Pigerne ind til Præsten og fortæller ham den Elendighed. Han kommer ud og ser, hvordan hun staar der, og saa siger han: »Aa Herregud, nu har hun været tørstig, og har ikke kunnet se at bjærge sig, saa er hun plumpet i Karret. Gaa ned og hent os Per Degn.«
Han kommer, og Præsten siger til ham, aldrig snarere han ser ham: »Hun er sku kommen igjen; du kommer til at skille mig ved hende endnu en Gang.«
»Ja, a kan jo nok faa hende af Vejen,« siger Per Degn, »men der skal Penge til.«
Dem faar han ogsaa. Saa spænder han for Præstens Vogn og tager hans bedste Heste, og saa kjører han til Randers med hende. Der kjører han op ad én Gade og ned ad en anden og kjørte, ligesom han vidste ikke, hvad han kjørte efter. Imeldergodtid gjør han Hold uden for en Skomagers Vinderer, og der sidder han paa Vognen og vinker og vinker ad Skomageren, han skal komme ud.
Ja, han kommer endelig, og saa var det da, te Per vilde have Maal af hans gamle Moder, hun skulde have et Par nye Sko nu paa hendes gamle Alder.
»Du kan værsgod og lade hende komme af,« siger Skomageren.
»Nej, det kan hun ikke, du kan nok tage Maal af hende paa Vognen.«
Saa maatte han ind efter hans Maal. Nu faldt det ham lidt ulejlig med at komme til Foden og faa Maal af den. »Let din Fod,« siger han til hende.
»Du maa tale lidt højt til hende,« siger Per Degn, der sidder omme paa Forsmækken, »for hun er noget tunghør.«
Skomageren blev vranten over det, te han kunde ikke ret komme afsted med at faa Maal opaa Foden, og saa tager han i den og giver et hurtigt Rip, te hun vælter ned paa Stenbroen.
Saa begynder Per Degn at huje og skrige og tage paa og siger: »Nu kan det være, hun har brækket baade Arme og Ben, hvordan er det dog, du staar og bærer dig ad med hende!« og han staar saa af og begynder at lette ved hende.
»Aa,« siger han, »tu hun er jo død.«
»Hvis, hvis, ti stille,« siger Skomageren.
»Nej, a vil,« som han kunde bande, »ikke tie, du har jo slaaet hende ihjel her paa Stedet.«
»Ti stille,« siger Skomageren, »a vil give dig 500 Daler, hvis du vil tie.«
Dem fik han, og saa vender han hjem efter. Der gik jo Kræmmere den Gang, og saa sidder der en Kræmmer i Vejgrøften og sover. Per Degn gjør Holdt, staar af og tager Posen fra Kræmmeren, gaar saa et Stykke hen og tager Krammet ud og vrider Kjællingen i den i Stedet. Posen stiller han op paa sin Plads igjen og saa kjører han hjem med Heste og Vogn.
Præsten spørger strags om, hvor hans gamle Moder er bleven af, men Per Degn svarer blot: »Ja, nu bliver hun nok henne.«
Det træffet nu hverken værre end bedre, te den Kræmmer kom fra Randers og gik efter Galten, og da han altid plejede at handle i Præstegaarden, saa vilde han jo ogsaa derind den Gang. Pigerne fik at se, te Kræmmeren kom ude paa Vejen, og de ind og fortæller Madammen dether. Nu havde Præsten lovet hende en ny Kjole, saa fage Kræmmeren kom, og hun blev nu saa lykkelig og glad over den nye Kjole, hun skulde have.
Aldrig saa saare han kom ind, saa siger hun: »Har du smukt Kjoletøj i Dag?«
»Udmærket,« siger Kræmmeren.
Saa skal han jo til at løse op for Posen. Nu var Kjællingen spændt saa haardt ned i den, te da han faar løst op for den, saa rækker hun op i en Fart med denher store Mund, og Kræmmeren bliver saa forskrækket, te han render ud fra baade Pose og Kjæp.
Præsten kommer jo strags til Stede, og da han faar Øje paa, hvordan det har sig, saa siger han: »Da er det ogsaa strængt med det gamle Skind, nu maa de saa mænd bære hende hertil, for det hun ikke kan gaa. Rend hen og hent Per Degn!«
»Hun er kommen igjen,« siger Præsten, lige saa snart han kommer.
»Ja, a tvivlte paa det,« siger han, »Pengene de slap for tidligt op.«
»Men véd du, hvad jeg tror,« siger Præsten, »jeg maa hellere tage den gamle Følhoppe og ride min Vej, det er vist den, hun vil hjem og se til, for den har været i Gaarden i saa mange Aar, og hun holdt saa meget af den, saa kan hun da blive fri for at komme tiere.«
»Ja, det kan godt være,« siger Per Degn.
Nu havde hun haft Føl det samme Aar, det havde Følhoppen, og saa tager Per en gammel Bøsse og fik bunden ved Siden paa Kjællingen, og saa fik han hende sat op paa Føllet og bunden fast paa den. Den Gang nu Præsten er kommen op at ride og kommen ud af Gaarden, saa løser Per Degn Føllet og lader det løbe bag efter. Det længtes jo efter Moderen, og Moderen efter Føllet. Øget vil ikke vel fra Byen, det kronniede efter Føllet, og Føllet vil hen til Moderen. Der var saadan en Stenmur paa begge Sider af Vejen op imellem Præstegaarden og Kirken, og der kommer Præsten til at se sig tilbage.
»Uha,« siger han, »der kommer hun og vil skyde mig.« Han basker jo paa det gamle Øg, og hun løb jo, hvad hun kunde, men Føllet kunde ligevalle løbe stærkere. Da han saa kommer om ved en stor Dam, saa var der ingen anden Udvej for ham end at ride derud, der troede han jo ikke, hun vovede at ride ud i. Men hun lige godt bag efter ham. Det gamle Øg kunde ikke holde ud at svømme med Præsten, og saa drond de begge to. Føllet kunde ikke sandse at svømme i Land, og den kunde da heller ikke bære den gamle, saa hun blev der ude og hele Redeligheden blev der, og saa er den Historie forbi.
Niels Rask, Mundelstrup.