Der var en ung Konge i Østerrig, der var ugift. Nu bilder han sig selv ind, at han var et af de kjønneste unge Mennesker, der var til, og saa bestemte han med sig selv, at han vilde ikke giftes, uden han kunde faa et Fruentimmer, der var lige saa kjøn som han, og saa skulde hun tillige med være klog og dygtig i Musik. Han siger saa til én af hans Ministre, at han skulde rejse ud i Landet og opsøge ham et Kvindfolk til Dronning, der var saadan, som han ønskede det, og ven han kunde finde én med de Dyder, saa skulde han faa hans Ulejlighed godt betalt. Ministeren rejser nu ogsaa paa det Vilkaar.
Han kommer saa en Aften til en Skov, og der ser han et Lys lige udenfor Skovkanten. Han var naturligvis ridende, og saa rider han derhen, binder Hesten og gaar ind. Der sidder en gammelagtig Mand og Kone i Stuen, og saa beder han Godaften. Da han nu har sat sig ned, hører han saadan en fortræffelig Musik inde i en anden Stue, han havde aldrig hørt Magen til Musik.
»Det er dog dejligt at høre paa«, siger han til denher gamle Mand.
»Ja, det er vor Datter«, siger han, »hun sidder og forlyster sig saadan lidt i Mørkningen.«
Naa, saa spørger han, om han kunde ikke blive der om Natten, det var mørkt udenfor, og Vejen var ham ubekjendt.
»Jo«, siger han den gamle, »naar han vil være tilfreds med Lejligheden, som den kan blive, men a kan jo nok se, han er en fornem Herre.«
Jo, det vilde han gjærne være tilfreds med, og han tager til Takke. Saa faar de Hesten ind, og han faar lidt at leve af. Det var et Par galante gamle Folk, og de gjorde det for ham, saa godt de kunde.
Saa siger han, om det kunde ikke være ham tilladt at gaa ind i den anden Stue og staa og høre paa Musikken en lidt.
Jo, han kommer ogsaa derind, men hun sidder og passer hendes. Han ser paa hende og er straks enig med sig selv om, at det er den skjønneste Jomfru, han nogensinde har set. »Mon du skulde ikke her træffe det, du leder efter?« siger han til sig selv. Da han kommer ind igjen til den gamle, siger han: »Det er et dejligt Fruentimmer, jer Datter, hun ser overmaade godt ud.«
»Ja saa mænd«, siger den gamle, »hun ser ud, som Folk er flest.«
»Hun er vist nok ogsaa klog«, siger Ministeren.
»Ja, de skal være godt lært, der kan binde hende i Spørgsmaal«, siger Faderen, »det har hidtil ingen gjort.«
Naa, saa bliver der ikke snakket mere om det, og de kommer til Sengs. Næste Morgen, da han er kommen op, tager han Afsked og rejser øjeblikkelig hjem til Kongen.
»Nu tror a nok, a har truffet det, a skulde«, siger han til ham, »det er en Kvinde, som er saa over Maade skjøn, og hun er ogsaa udmærket til Musik, for det har a hørt.«
»Naa, det var saa de to Dele«, siger Kongen, »men saa var det Klogskaben.«
»Ja, hendes Fader sagde, at den skulde være godt lært, der kunde binde hende i Spørgsmaal.«
»Det skal prøves«, siger Kongen, og saa skriver han et Brev til hende, lægger et Kvintin Bomuld inden i det, og beder hende lave ham en Undertrøje og et Par Underbukser af det Bomuld. Kunde hun gjøre det, saa vilde han ægte hende. Det Brev bliver saa sendt over til hende.
»Hvad er der ved det?« siger Faderen.
Ja, saadan og saadan, Kongen havde skrevet til hende, at han vilde have hende til Dronning, hvis hun kunde arbejde det Bomuld til Trøje og Underbukser.
»Det kan du jo ikke«, siger Faderen.
Saa gaar hun ud i Haven og skjærer en Pind af Længelse som en Finger. Den lægger hun inden i et Brev til Kongen og skriver, at hvis han kan lave hende Spinderok og Garnvindel af det Stykke Træ, saa kunde hun og skaffe det andet. Da Kongen læser det, siger han: »Ja, hun er klog, for det ene kan ikke lade sig gjøre, og det andet kan heller ikke. Hun skal bedre prøves af.« Saa skriver han til hende igjen, at hun skal komme over at besøge ham; men hun skulde hverken komme Nat heller Dag, heller Midnat heller Middag, hverken maatte hun komme ridende, kjørende heller gangende, ikke heller være i Klæder heller naagen.
Da det Brev nu kommer over til hende, siger Faderen: »Naa, hvad skriver han nu?«
»Ja, dether er strængt«, siger hun, »a maa hverken komme ved Nat heller Dag, og hverken kjørende heller ridende heller gangende.«
»Det kan jo ikke lade sig gjøre.«
»Ja, vi maa finde paa Raad, nu skal du følge med mig, og vi har en gammel Vædder, den tager du med dig, og saa skal vi være der, i Lag Solen gaar ned. Da spænder du Vædderen for mig, og saa slæber den mig op paa Slottet. A tager et Fiskegarn om mig, og saa er a da ikke naagen.«
Naa, de kommer saa op for Slotsdøren, og Kongen kommer ud og tager imod hende. »Nu kommer a, ligesom a skulde«, siger hun.
»Du har vundet«, siger han, »nu beder jeg dig komme indenfor.«
Hun bliver saa fint paaklædt og ser nu saa grum ud. Der bliver saa anrettet til Brylluppet.
Da de nu er færdige med det, siger han: »Du er klog, det véd jeg, men nu vil jeg sige dig én Ting. I hvad Dom og Raad jeg giver ud, maa du ingen Ting sige til det, for ellers skal du rejse.« Det gik hun ind paa.
Der gik nu en længere Tid hen, men saa træffer det en Gang, at der kommer to Bønder kjørende til Stads, og den ene havde en Følhoppe for og den anden en Hest. Om Natten, da de var paa Hjemvejen, kommer de til et Værtshus og kjører ind i Stalden, og der foler den Mands Hoppe. Men da de kom ud til Befordringen, havde Føllet arbejdet sig hen og laa bag ved den anden Mands Hest. De kommer nu op at trættes om Føllet, den ene vilde tilegne sig det, og den anden vilde ogsaa.
»Mit Øg har folet, og saa er det mit«, siger den ene.
»Føllet er mit«, sagde den anden, »for det stod bag ved min Hest.«
»Det kan jo ikke være tænkeligt, at Hesten har faaet et Føl.«
»Ja, det er det samme, a tilegner mig nu Føllet.«
»Vi vil op til Kongen og have Sagen fremlagt for ham«, sagde saa den anden.
De gaar saa op til Kongen. »Vi er komne i Træde«, sagde de, »og beder Kongen dømme os imellem.«
»Hvad er det da?« siger han.
»Vi lagde Vognlag sammen, for vi skulde til Kjøbstad i Gaar; men da vi saa var kommen paa Hjemvejen i Aftes og kjørte ind i en Krostald, der fik det ene af vore Bæster et Føl. Han siger, at det er hans, og a siger det er mit, for da vi kom ud til dem, da stod Føllet ved min Hest.«
»Ja«, siger Kongen, »hvor Føllet ligger, den ejer det.«
Naa, saa tager han Føllet og beholder det. Men den anden Mand kunde ikke give det af sit Hoved, og der var jo endda for Resten ingen Raad nu, da Kongen havde dømt. Saa gaar han om til Dronningen en Dag, da Kongen ikke var hjemme, og hende fortæller han hele Redeligheden.
»Ja«, siger hun, »jeg kunde jo nok sige dig et Raad, men du maa ikke sige, det er mig, der har givet dig det, for saa skal jeg rejse væk.«
Nej, det skulde han da heller ikke.
»Nu gaar du ud paa Landevejen i Morgen tidlig og har to Mand med dig. Der kommer Kongen saa kjørende. Saa skal du have et Fiskegarn spændt tværs over Landevejen og gaar og pluser der foran Garnet. Naar Kongen ser det, siger han: I tossede Folk, tror I, I kan fange Fisk paa den tørre Landevej. Saa skal du tage til Orde og svare: Det kan ikke være mere umuligt, end at en Hest kan faa et Føl.«
Saa rejser Manden af med det, og han bærer sig ad, som Dronningen har sagt. Kongen kommer og faar dether Svar, og saa bliver han vred og siger til Kusken: »Vend straks om og kjør hjem.« Saa gaar han ind til Dronningen. »Hvad har du nu lavet«, siger han, »jeg fik et snært Svar af en Mand her ude paa Vejen, og det er kommet fra dig.«
Nej, hun havde ingen Ting sagt.
Saa gaar der Bud ud efter Bondemanden, og han kommer ind. Kongen siger saa til ham: »Det Svar, du gav mig, har du ikke taget af dig selv. Her staar et ladt Gevær, og her staar en lille Pose med saa meget som et Fjerdingkar Guldstykker. Nu kan du raade dig selv, hvad du vil helst, enten have det, der er i Posen, eller det, der er i Geværet, og du maa have et Kvarter at betænke dig i. Naar det er omme, maa du sige mig, hvem der har lært dig det Svar.«
Da Tiden var omme, var han jo i en grov Betryk, men han maa til at sige, at det havde Dronningen sagt.
Naa, saa kan han tage Posen. »Føllet er nu dit, og saa er det vel godt.« Derefter gaar Kongen ind til Dronningen, og han siger: »Ja, nu skal du jo rejse, for du har blandet dig i mine Sager.«
»Det er og det samme«, siger hun, »saa skal jeg rejse i Morgen, men maa jeg da ikke i Aften faa et Gjæstebud holdt med mine Venner til Afsked?«
Jo, det vilde han da ikke nægte hende.
Der blev nu mange budt sammen, og Kongen skulde da ogsaa komme til Stede. Saa fremtog hun tre Mænd og bad dem i al Stilhed om at faa Kongen beruset. Da de indbudne saa sad ved Maaltidet, sagde hun til ham: »Maa jeg tage med ud af Slottet det, jeg holder mest af?«
Jo, den Bøn vilde han ikke nægte hende.
Saa fortsætter de med Lystigheden, og Mændene gjør deres Bedste, saa Kongen bliver drukken. Da det bliver hen ad Morgenstunden, siger hun til dem, at de skal lægge Kongen ud i hendes Karet, og saa sætter hun sig ogsaa op og kjører nu hjem til hendes Faders lille Hus ved Skoven.
Endelig vaagner Kongen. »Hvor er jeg?« siger han, han kunde ikke straks finde sig til Rette i de simple Værelser. »Du er her ved mig«, siger Dronningen, »og jeg er hjemme hos mine Forældre. Det var dig, jeg ønskede mig ud af Slottet, for du er den, jeg holder mest af.«
»Du er mig for klog«, sagde Kongen, »du er klogere end jeg. Følg med mig hjem igjen, og saa kunde vi for den Sags Skyld gjærne bytte Klæder, og du blive Konge og antage Regjeringen, for det er du mest skikket til. For Fremtiden skal vi nok leve godt sammen, for nu skal du dømme i Sagerne, naar jeg ikke kan finde ud af dem.« Saa blev det saadan, og hun blev ved at være Dronning.
Niels Hansen Li, Vejen.