Der var en Møller et Sted, som havde saadan en pæn Kone. Saa havde han mærket, at Præsten havde faaet Snaagger til at gaa om til hende, og han siger da en Aften, som de sad og spiste deres Nadver, at han vilde ad By om anden Dagen; og Karlen skulde have hans Ridehoppe fodret og sadlet til Klokken fire om Morgenen.
»Hvor vil du da hen?« siger Konen.
Ja, han vilde hen at besøge hans Svoger, som boede mange Mil henne.
»Det er da sært, at du ikke har snakket om den Tur før«, siger Konen, »nu skal vi til at slagte i Morgen og har saa ondt ved at undvære dig.«
Ja, han havde da helt glemt at sige det, men Rejsen kunde ikke opsættes, og han skulde i hvert Fald afsted, hun maatte ikke vente ham hjem de første to tre Dage.
Næste Morgen rejser han ogsaa, og den samme Dag faar Konen Bud hen til Præsten, at hendes Mand var bortrejst og kom ikke hjem før om et Par Dage. Straks var Præsten til rede og kommer om til Konen, men de havde jo deres Slagten for. Konen trøster ham imidlertid med, at de snart er færdige, og han kan være saa god at sætte sig ind i Stuen paa en Stol imens. Naa, Præsten gaar ind og sætter sig paa en Stol forved den aabne Kakkelovn, men det varer for længe, og han falder i Søvn. Som han nu sidder der og snorksover, og hælder bag over paa Stolen, imens alle Folkene er inde i en Sidestue ved deher Kjødværker og gjør det i Stand, saa kommer Manden hjem, og efter at have bundet Ridehoppen uden Gaarden lister han hen til Dagligstuevinduet og ser Præsten, og der stod en Gryde Tælle ved Ilden og kogte. Altsaa gaar han lige saa stille ind og tager en Skaalfuld af denher koghede Tælle og hælder i Halsen af Præsten. Da det er nu gjort, saa han ud af Døren og ud til Ridehoppen, og saa i fuld Galop om for Døren.
Saa raaber Møllerkonen ind i Dagligstuen: »Præst, nu kommer Mølleren, nu kommer min Mand!« men han sov lige stiv. Mølleren kommer jo ind, og han beder God-aften og Velkommen, men Præsten svarer ikke, som rimeligt kunde være. Saa gaar han ind i Sidestuen til Folkene, og Konen tager godt imod ham, og hun faar en Pande Flæsk paa Ilden, at han kan faa en lækker Bid til Nadver. Saa er det han siger: »Hvordan kommer det sig, te Præsten er her i Aften?«
»Han er saa mænd kommen her ned og vilde sidde og holde Snak med dig«, siger Konen, »og a bad ham om at sætte sig ned, men ved det du ikke er hjemme, saa er han siddet og falden i Søvn.«
I det samme havde hun Maden færdig, og saa skulde de til at spise. Som de nu er ved at sætte dem til Bords, siger Konen: »Da tal til Præsten og lad ham komme ind og faa noget med!«
Men Pigen kunde ikke faa ham vaagen, og saa skulde Mølleren selv hen og tale. Han væltede Stolen med ham, men kunde lige godt ikke faa ham vaagen, og saa lod han ham ligge og gik ind og spiste det, han vilde. Da det var nu besørget, siger han: »A maa vel hellere bære Præsten hjem, det er ikke værd at have ham til at sidde her«, og saa tager han ham paa Nakken og rejser af.
En lidt derfra boede en Skomager, og han og Svenden var endnu oppe, de sad og syede, og Mesteren var ved at slaa Pinde i Støvlehæle. Mølleren havde stillet sig op imod Vinduet med Præsten, saadan at han vendte Ansigtet lige ind i Stuen, og saa kom han i Tanker om at lade ham staa der og gaar saa hjem igjen.
Saa siger Svenden: »Mester, der staar Præsten ude.«
»Ti stille, jeg ser ham nok!« og dermed slaar han lige ud af Vinduet med Hammeren og slaar ham for Panden, te han væltede baglænds over. Saa tager Svenden Ordet, da de havde siddet lidt, og siger: »Han bliver liggende.«
Det hører Skomagerkonen, og hun stikker i at tude og jamre, at hendes Mand havde slaaet Præsten ihjel, og nu blev de helt ulykkelige. »Det var ogsaa en sørgelig Ting, at du skulde gjøre dig gal for det, det kunde jo da ikke hindre os noget, om ogsaa Præsten stod op til vort Vindue.«
Saa siger Svenden: »Har du ikke en stor Sæk? saa skal a nok hjælpe dig af med den Elendighed.«
Jo, han havde én, der kunde tage tolv Skjæpper, og saa faar han den døde Præst i den og render af med ham ud fra Byen. Det frøs noget den samme Nat, og der kommer han daskende nær efter to Tyve, som havde været henne at stjæle, og hver løb med en Side Flæsk i deres Sæk. Saa mærkede de jo, han kom nærere og nærere, og han raaber dem an: »Kan I ikke vente efter mig, I Tyvepak!«
De bliver da saa fornumne, te de smed deres Sække og rendte hen og puttede dem et Sted. Da Svenden kom til Stedet, lægger han hans Sæk og tager den ene af deres, og saa han hjem ad igjen, nu var han skilt ved Præsten.
Da han nu kommer tilbage, siger Konen: »Blev du ham ledig?«
»Ja, a byttede ham hen og fik en Side Flæsk for ham.«
»Da Gud ha' Lov!« siger Konen, »en Side Flæsk er god at have til Vinter, vi har ikke noget ellers til Brødet.«
Ja, han tykte ogsaa, den var værd at tage, og derfor gjorde han den Handel, og de var alle sammen saa meget godt fornøjede med det.
Da nu de her to Tyve havde siddet lidt og kukkeluret, og al Ting blev ved at være roligt, gaar de tilbage igjen og finder godt nok begge deres Sække, de laa der begge to, ligesom de var skiltes ved dem, og saa tager de hver sin og lister af hjem. De sad begge to til Leje i ét Hus, og saa gik jo hver Mand ind til sin Kone med sin Sæk. Ved det de nu faar løst op for deres Sække, finder den ene Tyv Præsten i hans Pose, og han havde ikke agtet andet, end at det var en Side Flæsk, han gik med, men øjeblikkelig flyver han jo ind til den anden Mand og siger, hvordan det forhar sig, og han kan nu paa ingen Maade forstaa, hvordan Præsten er kommen i hans Pose. Men han maa jo selv have puttet ham i. Ja, et underligt Spil var det nu, hvordan den Præst kunde komme til at staa inde imellem den Gaardmands Flæskesider. Men nu var det om, hvordan de skulde blive ham ledig igjen, og de bliver da ens om, at de vilde prøve at blive skilt ved ham henne paa det samme Sted, hvor de havde faaet ham. Der hængte meget Kjød og Flæsk i det Kammer, og saa kunde de sagtens faa Præsten stukken ind imellem det. Men nu blev det jo for silde den Nat at komme afsted med ham, og saa maatte de vente til Aftenen efter.
De havde brækket en nedre Væg ned og var gaaet ind af, og den var ikke muret op endnu, da de kom slæbende med ham. Men uheldigvis havde Manden sat en Karl til Vagt der inden for med en Buløkse i Haanden, og ham tænkte de ikke paa, saa det havde nær gaaet dem galt. Det kom dem nok noget underligt for med den Væg, der endnu var i den samme Stilling. Den ene turde nu ikke gaa ind først, og den anden turde heller ikke. Saa bliver de ens om at putte Præsten ind først, og da Karlen, der stod Vagt, hører, at der er nogen i Hullet, saa slaar han til med Buløksen, og de andre, der var uden for, dem tog Pokker ved. Saa raaber han ind til Manden, at nu havde han slaaet én, og den havde vist faaet det, den havde godt af, for han hørte ikke noget til den. De kommer jo saa med Lys i Haanden og trækker Personen ind, og da er det Præsten.
»Kan nu nogen tro paa et eneste Menneske«, siger de, »siden Præsten ogsaa har været ude paa Professionen, han er vor næste Nabo, og vi véd, han trænger ikke til det. Saa er det jo ogsaa ham, der stjal vort Flæsk sidste Nat, siden han kjender Vejen og kommer i Nat igjen.«
Men nu var de jo lige godt kjede af, at de havde slaaet ham ihjel, og de maa til at finde paa et andet Raad. Præsten havde en lille Kariol at kjøre til Sogne i og saa en blind Hest, og der skikker de Bud om til Præstegaarden, at Præsten var inde hos dem og vilde kjøre ad By, saa de skulde skynde dem at sende Kjøretøjet derom. De sætter nu Præsten paa Vognen og viser den blinde Hest paa Vejen efter Vejle te'n. Den bliver ved ind ad Landevejen og kommer til Vejle saadan op ad Formiddagen, som der havde været Marked i Byen Dagen før. Deher Vesterbo-Pottemænd havde sat deres Potter uden for Fortovet og havde endnu ikke faaet dem samlet ind, og saa kjører Præsten først igjennem én Mands Potter, og der næst ved holdt en gammel Kone.
Saa siger hun: »Da véd a, Faa'r er ikke gal, Faa'r vil vel ikke kjøre os vore Kar i Stykker!« Men han kjørte lige godt ind i hendes ogsaa.
Saa bliver denher gamle Kone noget ivrig og springer hen og lægger ham én ved Hovedet, te han væltede baglænds ned af Agestolen. Naa, Præsten blev jo samlet op, og der samledes Folk til, og Enden paa det blev, at Konen kom i Forhør. Der var Vidner nok paa, at hun havde ikke givet ham andet end en Lussing med den bare Haand, og Hjernerne var endda slaaet ud af Hovedet paa ham, saa han maatte have faaet hans Død ved at falde haardt med Hovedet ned imod Brostenene eller Karrene. Men det var jo egentlig blot et Uheld, og Kjællingen kom ikke i saa svær megen Ulejlighed for det. Præsten blev jordet i Vejle, og der blev holdt en pæn lille Auktion over hans Befordring.
Se, saadan kan det gaa, naar en besøger en anden Mands Kone.
Povl Madsen, Gadbjærg.