Der var en forfærdelig klog Mand en Gang, og han kunde spaa noget ogsaa. Saa boede der en anden gammel Mand en lang Vej derfra, og alle hans Søskende var døde, han var endda den ældste af dem. Han beslutter sig da til at ville rejse hen til den kloge Mand for at faa at vide af ham, hvorfor han var bleven saa gammel mere end alle hans Brødre og Søstre, de havde endda været saa mange.
Da han nu gaar hen ad Landevejen, faar han Øje paa en Bivej, der kom og stak til, og der kommer et Fruentimmer gaaende med den. Hun kommer ind paa Landevejen og gaar ved den ene Side af den, men han gaar ved den anden Side. Saa gaar han over til hende og siger: »Hvor vil du hen, min Pige?«
»Hvad kommer det jer ved«, siger hun saa spids.
»Aa nej, saa mænd gjør det ikke«, siger han, »men da vi gaar ad én Vej, tykkes a, vi kunde gaa og snakke.«
Ja, hun brød sig ikke meget om Snak, siger hun.
Saa kunde det ogsaa være, mente han. De gaar en lidt, derher to, og siger aldrig et Ord. Saa kommer der en Stikvej igjen, og der skrider et Menneske hen ad den, han var en af de sorte. Da han naaer dem, siger han: »Hvor vil I to hen?«
»Ja«, siger Manden, »a vilde hen til en klog Mand, der bor her i Nærheden, og have at vide, hvorfor a er bleven saa gammel, nu er alle mine Søskende døde, og a var endda den ældste af dem. Hvor vil du hen?« siger den gamle til den sorte.
Ja, han vilde ogsaa hen til den Mand og have at vide, hvorfor han var bleven saa sort mere end andre Folk.
Saa kommer Pigen til Mælet og siger: »Ja tu, da vilde a og hen til den samme Mand og have at vide, hvorfor a er bleven saa tyk mere end andre Fruentimmer.« ~(Dette siges meget knibsk).~
Naa, ja saa fulgtes de ad, men de naaede ikke dertil inden om Aftenen, og da kunde de ingen Ting faa at vide af Manden, de maatte blive der til næste Morgen. Saa da det blev Dag, taler han til den gamle Mand og siger: »Vil du komme her ind!«
Ja, han kom ind i en stor pæn Stue, og der var et forfærdelig stort Spejl, der kunde naa fra Gulvet og til Loftet.
»Nu skal du staa forved det Spejl«, siger han, »og se, hvad der foregaar i det.«
Ja, det skulde han nok.
Saa gaar han bag ved Spejlet, det gjør Spaamanden, og saa kommer der fire store stærke Arbejdskarle der inde i Spejlet slæbende og bærende med noget Træ, og det giver de dem til at arbejde paa og hugger det til, saa der omsider bliver rejst en Galge af det. Den Gang Galgen er rejst, saa er der en Krog i Hammeren, og der gjør de et Stykke Reb fast med et Snæreøje paa, saadan at det hængte ned fra Krogen, og saa satte de en trebenet Stol neden under og gik deres Vej. Paa Stedet, de var gaaede, saa kom der et retten pænt ungt Menneske og sprang op paa Trebenet og slog Løkken om Halsen. Dernæst sparkede han til Trebenet, og saa hængte han. Saa kommer den kloge Mand ind ad Stuen til ham igjen og siger: »Hvad saa du nu i Spejlet?«
»Aa, Herre Gud! der saa a et ynkeligt Syn, a saa fire stærke Karle rejse en Galge der inde og binde et Stykke Reb op i den, og paa Stedet, de var gaaede, kom der et ret kjønt ungt Menneske og hængte sig.«
»Ja«, siger den kloge Mand, »det skulde du have gjort for ti Aar siden, saa havde du ikke blevet saa gammel.«
»Aa, Herre Gud! kunde I ikke sige mig andet, saa maatte a hellere have blevet hjemme, a vil hellere vente i ti Aar, end a vil tage mig saadan noget for.«
Saa kommer Pigen ind i Stuen, og nu skulde hun se, hvad der foregik i Spejlet. Manden gik bag ved det, og saa viste der sig en stor grøn Mark midt i Spejlet og noget Krat ved den ene Side, og noget Skov ved den anden. Saa kommer der en Jæger gaaende, og han havde en Flok Hunde med sig. De rejser en Hare der paa den grønne Mark, og som de nu løber og snøvser efter den, saa faar de den jaget ind i Krattet, og da de kommer der ind, saa jager de den ud og hen ad Skoven og faar den atter ud paa den grønne Mark, og saa atter ind i Skoven, men der blev den henne for dem.
Saa kommer den kloge Mand ind til hende og siger: »Naa, min Pige, hvad saa du der inde?«
»Aa, Skidt! a saa ikke andet end noget Narrestreger og noget Pjank, a saa en dejlig grøn Mark med Skov paa den ene Side og Krat paa den anden. Saa kom der en Jæger gaaende med hans Hunde, og de rejste en Hare, som de først jog ind i Krattet, og siden jog de den over ad Skoven, derfra ud paa den grønne Mark og saa atter ind i Skoven; der blev den henne.«
»Fik de den saa ikke?« sagde den gamle.
»Nej, de gjorde ikke.«
»Naa, lige saa ræd som den Hare var for Hundene, lige saa ræd skulde du have været for Karlene.«
»Ja, Skidt«, siger hun, »kunde I ikke sige mig andet, det vidste a selv.« ~(Siges meget spodsk).~
»Ja, naar du vidste det selv, saa var det unyttigt for dig at have rejst her hen og sat dine Penge til.«
»Ja, saa vil a sige jer Farvel, a skal ikke komme til jer mere.«
»Saa var det ... ja, hvem var det nu, den tredje var?« ~siger Fortælleren henvendt til dem, der sidder og lytter til hans Fortælling.~ -- »Det var den sorte!« ~siger Tilhørerne.~ »Naa, ham kan du puste i Enden, til han bliver hvid«, ~siger Fortælleren og giver Tilhørerne en lang Næse.~
Peder Stald, Holstebro.